Den unge Kunstnerfamilje, der for nylig var bleven sat ud af deres Lejlighed, fordi de i et halvt Aar ingen Leje havde betalt, havde nu indrettet sig i et Maleratelier, der var overladt dem af en Ven, som for Tiden rejste i Italien. Nogle af hans efterladte Billeder og Skitser hang endnu paa de kalkede 73| Vægge, deriblandt to store Kulkartoner af nøgne Mænd og Kvinder i meget dristige Stillinger. Et mørkt og snevert Rum, skilt fra Atelieret ved et Forhæng, tjente til Sovekammer for Komponistens Frue og Barn, en lille Pige paa seks Aar, mens Manden havde sit Natteleje paa en Sofa i Atelieret. Herinde blev ogsaa Maden Nkogt, idet en Trækasse og et Petroleumsapparat forestillede Køkkenet. Midt paa Gulvet stod et rundt Bord med nogle Kurvestole omkring. Desuden fandtes der et Flygel, en Nodepult og et Tøjstativ. Atelieret laa i Kvistetagen, og Husets elektriske Ledninger var ikke ført derop. Paa Bordet brændte en gammeldags Petroleumslampe med et sværtet Glas. Den gjorde tillige Tjeneste som Kakkelovn.

Der havde hele Eftermiddagen været Rykind af gratulerende Venner. Luften var endnu graa af Tobakstaage, og et Par halvtømte Whiskyflasker og nogle NSodavandssifoner var bleven staaende paa Bordet. I Øjeblikket var kun tykke Frants Møller der. Den store Forfatter, der engang havde gjort sit Navn almindelig bekendt ved en enestaaende Teaterfiasko og siden havde levet paa den derved indvundne Berømmelse, sad dybt nedsunken i en af Kurvestolene og betragtede med smalle Øjne Husets Frue, der sad paa den anden Side af Bordet, – en blond, trediveaarig Dame af stor Skønhed. Kun var 74| hun lovlig tung af sin Alder og ligesom besværet af sine yppige Legemsformer. Hun sad i en skødesløs Stilling med Haanden under Hovedet, næsten som om hun sov. Eftermiddagens mange Gæster og den megen Klinken og Skaalen havde gjort hende særlig Nutidig. Hun maatte hvert Øjeblik holde Haanden op for Munden for at kunne gabe rigtig ud.

Hendes Mand havde sat sig hen paa Taburetten foran Flyglet. Han var en høj, Nknokkelstærk Mand i Fyrretyveaarsalderen med en energisk sammenbidt Mund. Han sad med en udspilet Haand paa hvert Knæ og stirrede i Tanker ned paa Gulvet.

Samtalen var gaaet istaa. Men nu ringede det, og samtidigt lød et mægtigt Dunder paa Døren, der førte fra Atelieret umiddelbart ud til Trappegangen.

Det var Carlsens velbekendte Maade at melde sit Komme paa.

»Det er A B D«, sagde de ogsaa alle tre, og Fru Maja skottede uvilkaarligt med Bekymring til Whiskyflaskerne, mens hendes Mand gik hen og lukkede op.

At en vildfremmed Person dukkede frem bag Carlsens Ryg, vakte ingen Forundring. Man var vant til, at A B D slæbte alle Slags underlige Fyre med sig op fra Gaden, og naar de ikke var altfor Nslemme i Tøjet blev de i Almindelighed ogsaa modtaget og 75| fik Del i den Beskyttelse, som den gamle NDelirist overalt nød i de unge Kunstnerkrese. Nu blev Mads Vestrup tilmed forestillet som »Femte Juni«s nye teologiske Medarbejder, og da Bladet allerede om Morgenen havde haft en Notits om ham, kendte baade Jørgen Berg og Frants Møller hans Navn og hilste ham velkommen.

»Tag Dem et Glas, Hr. Pastor!« sagde Komponisten. »Og du, A B D! NStik paa Varerne!«

Men Carlsen, hvem det blotte Syn af Flaskerne havde givet tilbage til Livet, løftede med Højtidelighed Haanden og sagde advarende:

»Stille ... Jørgen! Stille! Du veed ikke, at det er en NApostel, jeg kommer med. Pastor Vestrup er NAntispiritusiast! NVi skal forsage Alkoholdjævlen og alle hans Gerninger og holde os til de mere kødelige Nydelser.«

Han gik med disse Ord hen til Bordet og fyldte et Glas med Whisky, hvorpaa han for et Syns Skyld dryppede lidt af en Sifon oveni.

»Skaal, lille Børn!«

Mads Vestrup forblev tavs. Han havde faaet Øje paa Væggenes store Kartoner, og Billedernes skamløse Nøgenhed gjorde ham hed i Kinderne og vakte hans Mistænksomhed. »Hvad mon det er for en Røverrede, jeg her er bleven lokket ind i?« tænkte han ved sig selv. Ogsaa Fru Majas Person syntes 76| ham temmelig Ntvetydig, og han var forberedt paa at maatte værge sig mod en Overlistelse.

Komponistens friske og ligefremme Væsen beroligede ham dog noget. Han havde desuden straks kunnet høre paa ham, at han var et Landsbybarn ligesom han selv, og Jørgen Berg fortalte det nu ogsaa uden Opfordring, at han var Fynbo, født i Nyborgegnen, og at han havde begyndt sin kunstneriske Løbebane med at spille til Dans ved Bondebrylluperne i sin Hjemstavn.

I det samme ringede Klokken, der sad over Døren, og denne Gang med vedholdende Voldsomhed.

»Det er vistnok Susse,« sagde Frants Møller fra Dybet af sin Kurvestol. »Vi aftalte at mødes her.«

Jørgen Berg lukkede op.

En yngre, hvidsminket Dame med en teglstensrød Paryk under en uhyre Hat smuttede hurtigt og forpustet ind, som om hun var bleven forfulgt. Hun blev staaende ved Døren, efter at den var bleven lukket, og lyttede i Tavshed, mens hun med Haanden vinkede rundt til dem alle.

»Vil I sige mig, Børnlille ... Har I Politiet gaaende her i Huset?«

»Hvorfor tror du det?«

»Jeg hørte nogen luske op ad Trappen efter mig. Kan I gætte, hvem det var? Cajus Vang. Jeg veed, 77| at han blev ansat hos en privat Opdager, da han kom tilbage fra NVridsløse.«

»Saa er det Nsagtens dig, han gaar paa Opdagelse efter, Susse,« sagde Jørgen Berg og lo. »Har I to ikke været go’e Venner engang?«

»Aa Gud – det var dengang Vorherre var en ukonfirmeret Dreng,« svarede hun og gik nu ind i Stuen. »Det manglede bare, at han skulde være saa fræk! ... Godaften,A Maja! Og til Lykke med de Nfem Hundrede! Det var noget I kunde li’e, hva’? ... Godaften, A B D. – Og du, Bassemand! Du dejlige Unge! Godaften med dig!«

Den sidste Tiltale galdt tykke Møller, der uden at rejse sig fra sin Hvilestilling koldsindigt overlod sin berømte Person til Damens stormende Omfavnelse. Forøvrigt hørte ogsaa hun til Byens navnkundige. Hun var den meget yndede Varietesangerinde Susse Frederiksen, mellem Venner kaldet »Folkets Glæde«.

Først nu opdagede hun Mads Vestrup, der sad for sig selv henne i Sofaen under det store Atelier-Vindu. Hun kiggede længe overrasket paa ham, idet hun uvilkaarlig eftergjorde den Maaben, der var karakteristisk for ham, naar han var dybt forbavset. Derpaa vendte hun sig om mod de andre med en ugenert Latter.

»Gud, hvem er det? ... Sikken en sjov NAnders Tikøb!«

78| Jørgen Berg tog hende haardt i Armen og hviskede:

»Er du tosset, Tøs! Det er en Præst!«

»En Præst? Hvordan kommer han her?«

I det samme hørtes en svag Banken paa Døren. Det lød, som om en Tigger stod derude og paa Forhaand vilde røre Hjerterne med sin Beskedenhed.

»Hys! Det er Cajus!« sagde Frøken Frederiksen og blev stram om Munden. »Du lukker ham da ikke ind, Jørgen!«

Komponisten var tvivlraadig. Han saae spørgende omkring paa de andre, der alle var bleven tavse. Fru Maja sad ligegyldig med begge Albuerne paa Bordet i Færd med at tænde sig en Cigaret. Frants Møllers fede Haand var standset midt under Udbedringen af hans omhyggeligt arrangerede NNapoleonslok, som NVenindens ømme Kvælningsforsøg havde bragt i Uorden, og i denne Stilling skottede han mistænksomt op over Lorgnetten.

Men A B D Carlsens Udtryk var besynderligt. Han sad tungt fremoverbøjet med Armene paa Bordet og dampede vældigt af en Cigar. Lampelyset faldt lige paa hans Ansigt, der allerede blussede af Spiritus. Cigaren stod ret tilvejrs fra den højre Mundvig. Det tilsvarende Øje holdt han lukket paa Grund af Røgen. Med det andet, der var vidt opspærret og glø79|dede af Beruselse, stirrede han ufravendt over paa Sangerinden med et glubsk og hadefuldt Blik.

Den forsagte Banken blev nu gentaget; men ingen brød Tavsheden. Først da ogsaa Klokken lød, hviskede Susse Frederiksen, idet hun krampagtig holdt Jørgen Berg fast i Frakkeærmet for at forhindre, at han gik til Døren:

»Du understaar dig ikke til at lukke ham ind! Jeg vil ikke være sammen med en Snushane, om han saa hundrede Gange har været min NVen.«

Noget efter hørte de Manden derude forsvinde langsomt ned ad Trappen.

Men nu fortrød Jørgen Berg sin Haardhjertethed og begyndte at skælde sig selv og de andre ud til Trods for, at han egenlig slet ikke kendte Manden og kun vidste om ham, at han engang havde været Reporter ved »Femte Juni« og var kommen galt afsted med en falsk Veksel.

»Vi kunde dog godt have budt ham indenfor, naar han kommer for at hilse paa gamle Bekendte. Hvad rager det i Grunden os, at han har siddet og Nklistret Papirsposer? Det var jo ikke vores Penge, han soldede op. Og naar den stakkels Fyr nu er bleven Husspion, saa er det vel, fordi han ikke har kunnet faa andet at leve af med den Fortid.«

»Nu vil vi ikke snakke mere om ham!« erklærede Frøken Susse.

80| Hun satte sig hen paa Skødet af sin Ven for at berolige ham; og Frants Møller lod sig atter koldblodigt knuge og kysse. Han havde sine Grunde til at være vagtsom, at ingen skulde fortrænge ham af Damens Gunst netop nu, da hun havde faaet et usædvanlig fordelagtigt Engagement hos Folle Pip i »Tavernen«.

Men nu rejste A B D Carlsen sig vaklende op og slog i Bordet, saa Glassene dansede. Med de store, tunge Øjne stift rettede paa Sangerinden raabte han:

»Føj for den Lede! At du ikke skammer dig, Susse! For du er sgu den, der bedst veed, hvor de fire tusinde NKrus gik hen, som Cajus sad for. Dersom du sier andet, saa vil jeg – A B D – sværge paa, at det er Løgn! De to Silkekostumer, som Cajus forærede dig, dem kan du vist ikke ha’ glemt. Eller Diamant-Ørenringene og Armbaandet – hva? Og du husker vist ogsaa nok den Aften i den blaa, da du blev saa svinefuld af Champagne, at du ragede Tallerkener og Glas og hele Møget ned af Bordet med Benene, saa Cajus bagefter fik en Regning paa 125 Kroner for ituslaaet Service.«

»Nu skulde du hellere ta’ og holde op, lille A B D ... ellers faar du jo bare dit NKrampeslag i Mellemgulvet,« spottede Sangerinden med Armen om sin Vens Hals. Og næppe havde hun sagt det, før han virke81|lig blev standset af sin fatale Hikke og maatte sætte sig.

Men et Øjeblik efter røg han op igen, rakte Haanden i Vejret og forkyndte med Taarer i Øjnene, at Cajus var en Gentleman for Gud.

»Lad ham saa være Tyv og en NTugthusslave i Menneskers Øjne! Jeg agter og ærer Cajus som en god Kammerat. Han var engang min Ven, og hvad der siden kom os imellem, kan det være lige meget med. Men de store Skurke derude ... Folkets Blodsugere ... hvis infame NKæltringstreger Lovene ikke rammer, for de har selv lavet dem til Beskyttelse for dekorerede Snydere og professionelle Stortyve ...«

Han vilde trods Hikken fortsætte, men Fru Maja, der havde Plads ved Siden af ham, trak ham ned paa Stolen. Frøken Susse havde søgt at overdøve ham med en Skraldelatter, og hendes tykke Ven sekunderede ved at Nmækre som en Ged. Ogsaa Jørgen Berg fandt det nu paa Tide at stoppe Munden paa ham af Hensyn til den fremmede Gæst. De kunde allesammen godt lide den brave gamle A B D, der ogsaa gjorde de unge Kunstnere mange Tjenester med sine smaa Notitser om dem i »Femte Juni«. Kun naar han fik sine sentimentale Tilbagefald til NAnarkist-Lyriken fra Anno 90, fandt 82| de ham uudholdelig og standsede regelmæssigt hans Deklamationer med Hylen og Spektakel.