Under det Skænderi, som nu opstod, satte Komponisten sig hen i Sofaen hos Mads Vestrup, hvis Tilstedeværelse de andre næsten havde glemt. Han havde hele Tiden været ganske tavs. Under det sidste Optrin havde han siddet med Armene hvilende paa Brystet, som om det altsammen ikke gjorde noget Indtryk paa ham. Men bag Brillerne lyste hans aarvaagne Øjne, der baade saae mere og trængte dybere ind, end nogen tænkte. Og hvad han her var Vidne til, greb hans Bondesind med Forfærdelse, og kaldte ogsaa paa Præsten i ham. Han følte sig nu igen saa sikker paa, at han var ført hertil af Himlens Vilje for at bringe Guds Ords Trøst til disse blindfødte, der sad i Mørket og Nled ilde.

Jørgen Berg havde den Vane at underholde Folk med sine egne Anliggender. Det gjorde han ogsaa nu, idet han skildrede for Mads Vestrup alle de Genvordigheder og Forfølgelser, han havde haft at kæmpe med paa sin Kunstnerbane. Den blev i hans Fremstilling et Martyrium uden Sidestykke i Musikens Historie. De N500 Kr., han nu havde faaet, var iøvrigt virkelig hans første offenlige Opmuntring.

83| Imidlertid havde Frøken Susse givet sig til at hviske med sin NVen for at faa noget at vide om den sære Præst og hvordan han var kommen her.

»Ih, du Fredsens ... med Bønderkonerne!« hørte man hende sige, da Frants Møller havde fortalt, hvad han mente at vide om Mads Vestrup og Grunden til hans Afskedigelse.

Hun vendte sig interesseret om for rigtig at tage Manden i Øjesyn.

»Du!« hviskede hun. »Han ser da ogsaa ud som en rigtig Knus-Elsker fra Landet a’. En ordenlig Tyr – hva’?«

Men da Vennen smilende opløftede en advarende Pegefinger, slog hun begge Armene omkring ham og overkyssede hans tykke Ansigt.

»O, du søde, søde, søde Bassemand! Jeg elsker dig jo, saa jeg kunde spise dig med alle Klæ’erne paa.«

»Hov, hov, hov!« lød det henne fra Komponisten i Sofaen. »Spar paa Krudtet, Susse!«

»Er du misundelig?« spurgte hun. »Hvormange Kysser vil du ha’? Jeg har endnu no’en Tusind Stykker liggende ude i NFrihavnen. Du kan jo gi’ mig dit Legat i Bytte, gamle Dreng! ... Har du forresten faaet Grynene?«

»Her!«A svarede Jørgen Berg og slog sig paa Brystlommen. »En Femhundredkrone-Lap! Vil du se 84| ham? Det er maaske første Gang, du har været præsenteret for saadan en Elefant.«

Han gik hen til Bordet og tog Pengesedlen ud af en gammel Tegnebog. Og vistnok for tyvende Gang fortalte han om sit Besøg paa Legatkontoret, hvor han om Formiddagen havde faaet Pengene udbetalt.

»Bagved Skranken sad en gammel NGripomenus med blaa Briller paa en rød Næse. »Hvad vil De?« si’er han. – »Jeg er Jørgen Berg,« sa’ jeg. – »Ja, hvad vil De?« – »Jeg er Komponisten Jørgen Berg.« – »Ja, hvad Pokker vil De?« – Jeg leverer ham saa Skrivelsen, som jeg havde faaet fra Bestyrelsen. – »Har De Legitimationspapirer med Dem?« – Og jeg op med Døbeattest og NKokoppeattest og min Soldaterbog. »Er det nok?« sa’ jeg. »For ellers har jeg osse en Bunke gamle Kærestebreve.« – Saa skulde I ha’ set et Ansigt, han satte op! Men Skillingerne maatte han jo af med. Han ligefrem slængte Sedlen hen ad Disken af bare Arrigskab. De havde ikke mindre Penge – sa’ han. Det skulde nu lyde saa stort!«

Sedlen gik fra Haand til Haand, og mens den blev undersøgt paa Retten og Vrangen og holdt op for Lyset, skabte den et Øjeblik en hel andagtsfuld Stemning i den fattige Stue. Et Pust fra Slaraffenland strøg hen over dem alle. Kun Mads Vestrup 85| sad lige ubevægelig henne i Sofaen som tavs Iagttager og berørtes ikke af Fortryllelsen.

»Ja!« sagde Jørgen, da han havde faaet Sedlen tilbage og igen forvaret den i Tegnebogen. »Det er sært at tænke paa, at man for saadan en sølle Lap halvsnavset Papir kan gøre en Rejse til Rom og høre en Messe i NPeterskirken og rejse tilbage over Paris og London. Det er dog et Stykke Vej. Men forresten ... det er ikke allermest de Nfnattede Skillinger, jeg er glad for. Men det er det, at D’hrr. Professorer og NKonferensrødder altsaa nu har været nødt til at give mig Legatet af Hensyn til den offenlige Mening. Ellers havde de saamænd nok ladet være! Det betyder dog noget – ikke sandt? – at en musikalsk Haleneger som Professor Martens nu har maattet krybe til Korset og anerkende mit Talent. Pengene kunde det endelig ha’e været lige meget med!«

»Skab dig nu ikke, Jørgen!« sagde hans Kone. »Hvormange Gange har du ikke allerede haft den Seddel oppe, bare for at glo paa den? Men det manglede ogsaa blot, at vi ikke skulde være glade for saa mange Penge.«

»Har jeg sagt det? Det er dejligt at føle sig som Millionær engang. Og det første, vi skal købe, Maja – veed du, hvad det er? Det er en ny Hat til dig! Jeg vil ikke længer se dig med den gamle Bør! 86| Men alligevel ... Hovedsagen for mig er dog, at jeg nu har tvunget dem til at anerkende mig. Og det, uden at jeg selv har rørt en Finger for at faa Legatet. Jeg kunde endogsaa ønske, jeg havde haft Raad til at smide de gamle Pukkelkameler alle de fem Hundrede i Synet igen og sige: Tak, mine Herrer! Jeg har opnaaet, hvad jeg vilde. Pengene skænker jeg jer!«

»Pyh!« sagde Fru Maja haanligt. »I Kunstnere Nhar nu altid saa meget af Munden. Og saa er der dog ingen, der er saa meget efter Penge. I skulde meget hellere tie stille med alt det Sludder om Idealet og jeres Kunstnerære og hvad det altsammen hedder. For der er dog ikke et Menneske i Verden, der Ntror et Suk paa det.«

Jørgen Berg stod ude paa Gulvet med begge Hænder i Jakkelommerne, og det varede noget, inden han svarede. Smilet var med eet forsvundet fra hans barske Ansigt. Der sad i Stedet to dybe Rynker mellem Brynene.

»Gælder dine smukke Bemærkninger ogsaa mig? For i saa Fald vil jeg minde dig om, hvem det var, der for nogen Tid siden lavede en større Scene, fordi jeg bestemt nægtede at Nslide Professorernes Trapper i Anledning af Legatet. Eller var det maaske mig, der absolut vilde have Sivertsen nedrakket i »Femte 87| Juni«, fordi han var mellem Ansøgerne? Du kan jo spørge A B D. Han sidder ved Siden af dig.«

Fru Maja svarede ikke. Hun lagde blot Hovedet ned i Haanden og trak paa sine smukke Skuldre.

»Det er vel heller ikke saa længe siden du fik et andet Bevis paa, at Beskyldningen for Pengesnobberi i hvert Fald ikke kan gælde mig.«

»Mener du det med Lotterisedlen? Nej, lille Jørgen, det har jeg sagt dig, den faar du mig ikke til at hoppe paa! Helt gal er du da – Gudskelov! – endnu ikke bleven.«

Nu blev de andre nysgerrige. Hvad var det med den Seddel? Spillede de i NLotteriet? Havde de vundet noget? – spurgte de i Munden paa hinanden.

»Maja!« advarede Jørgen Berg rød i Hovedet. »Du siger ikke noget. Det er en Familjehemmelighed, lille Børn!«

»Nej, veed du hvad, du har selv begyndt, og saa kan de andre lige saa godt faa det hele at vide,« sagde hun og fortalte nu, at hun til sidste Nsjette Trækning havde købt Net halvt Lod i Klasselotteriet, hvad Jørgen var bleven saa rasende over.

»Og kan I gætte hvorfor? Han var bange for – sagde han – at vi skulde gaa hen og vinde den store Gevinst!«

»Det har jo bare været for Løjer,« sagde Frøken Susse. »Det kan du da begribe, Maja.«

88| »Ja, men jeg siger dig, det skulde gælde for Alvor. I kan jo selv høre ham ad. Han gik saamænd endogsaa hen og rev Lotterisedlen i tusinde Stykker og puttede den i Kakkelovnen. Og det lige før Trækningen. Er det nu ikke noget Skaberi, maa jeg spørge?«

Nu saae de alle op paa Jørgen med store Spørgsmaalstegn i Øjnene. Han var gaaet tilbage til Bordet for at forklare sig.

»Er der virkelig ingen af jer, der forstaar mig? Jeg sætter, at vi virkelig vandt den store Gevinst ... eller bare et halvt Hundrede Tusinde ... hvor kunde jeg føle nogen Tilfredsstillelse ved det? Ja, dersom det var ved mit Arbejde, ved min Kunst, jeg blev rig ... f. Eks. ved en Opera, der gik over alle Evropas Scener ... det var en anden Sag. Saa vilde jeg staa paa Hovedet og sprælle med Benene i Luften af Glæde. Men at sejre paa Grund af et fjollet Lykketræf ... ved Hjælp af en Lotterigevinst, der lige saa godt kunde være faldet i Skødet paa den første den bedste Idiot ... nej Tak! Det vilde jo være det samme som at bestjæle mig selv for al virkelig Triumf min hele Livstid.«

Frøken Susse og A B D Carlsen svarede med et Indianerhyl, og tykke Frants Møller gav sig igen til at Nmækre som en Ged.

»Nej hør nu, kære!« sagde han. »Jeg maa virke89|lig give Fru Maja Ret ... den er for formidabel! At du skulde nægte at stryge et halvhundrede Tusinde til dig, bare fordi det er en Lotterigevinst ...«

»Det har jeg ikke sagt! Det er netop, fordi jeg veed, at jeg ikke vilde have Karakterstyrke nok at vise saa mange Penge fra mig, at jeg ikke vil spille. Jeg vil ikke ha’ Lykken i Foræring. Jeg skal nok selv hente den. Bare rolig!«

En fornyet Larm slog ham om Ørene fra alle Sider, og Fru Maja sagde:

»Der kan I selv høre! ... Jeg begriber ikke, at du gider staa og sige saadan noget. Du mener jo ikke et Ord af det.«

»Ikke det! Ja saa! Da har jeg dog bevist det, skulde jeg mene! Du fortalte jo selv, at jeg rev Lotterisedlen i Stykker og brændte den.«

»Naa, det gjorde nu ikke saa meget,« sagde Fru Maja – hun sad igen med begge Albuerne paa Bordet og tændte en Cigaret – »Jeg havde jo skrevet Nummeret op. Og det vidste du saamænd godt, lille Jørgen! Du skal ikke tro, du kan bilde mig andet ind.«

Hendes Mand saae en Tid hen paa hende i Tavshed. Hans lange, skægløse Ansigt med de dybt liggende Øjne havde pludselig faaet et træt, haabløst Udtryk.

»Det vil med andre Ord sige, at du ganske rolig 90| beskylder mig for at staa her og spille Komedie. Er du rigtig klar over det, Maja? Fordi du ikke forstaar mig, tror du altsaa, at jeg praler. Er det din Mening?«

»Nu vil vi ikke snakke mere om det,« sagde hun. »Det er ikke længer morsomt, Jørgen!«

»Du skal svare mig!« raabte han nu med hvide Læber og slog Knoen i Bordet. »Hvad I andre mener om mig, er mig knusende ligegyldigt. Men du, Maja ... du mener altsaa for fuldt Alvor, at jeg staar her og skaber mig. Mener du det? Ja eller nej? ... Du skal svare mig!«

Fru Maja sendte ham et vredt Blik og saae forlegent omkring til de andre.

»At du ikke skammer dig, Jørgen! At bære dig saadan ad, mens her er NFremmede! Du skulde gaa dig en Tur. Det trænger du vist til.«

Nu begyndte ogsaa de andre at føle Situationen lidt trykkende, og Frøken Susse tilkastede Jørgen et Fingerkys for at formilde ham og faa ham til at tie stille. Kun Frants Møller, hos hvem Synet af Femhundredkronesedlen havde væbnet alle Misundelsens og Skadefrydens Dæmoner, glædede sig ganske aabenlyst over denne Strid mellem Ægtefolkene og gjorde sig Umage for at puste til Ilden.

»Kære!« sagde han med sit astmatiske Mæle. »Du spilder dine Talegaver, Jørgen Berg! Tilstaa nu lige 91| saa godt Sandheden! Hvor gider du være saa paastaaelig paa en Glædesdag som denne!«

»Hold din Kæft!« bed Jørgen ham af uden at tage Øjnene fra sin Kone. »Der er ingen, der har spurgt om din Mening. – Men nu er jeg forresten lige glad med det hele! I maa sgu gerne le af mig! Værsgo!«

Han drejede sig omkring paa Hælen og slentrede bort med Hænderne i Lommerne. Men et Øjeblik efter vendte han tilbage, tog igen Pengesedlen ud af Tegnebogen og rakte sin Kone den over Bordet.

»Du skal ha’ den! Værsgo! Du kan gøre med den, hvad du vil. Jeg gider ikke se den mere. Du kan købe Hat og Muffe eller Silkekjole eller hundrede Natpotter – ganske som du behager! Saa tag den dog!«

Uden at røre sig saae Fru Maja stift paa ham med et trodsigt Blik, mens han blev ved at lokke med Sedlen som en Dressør, der holder Pisken gemt bag Ryggen.

»Du skulde dog tage den! Den kunde ellers let gaa samme Vej som Lotterisedlen. Saa vil du dog maaske tro, at jeg ikke er nogen Pengesnob.«

»Nap den dog fra ham, Maja!« raabte Frøken Susse, der begyndte at ane Uraad. »Det gale Menneske!«

92| Men Fru Maja rørte sig stadig ikke. Saae ham blot stift i Øjnene med et Blik fuldt af Trods og Had.

Frants Møller mækrede.

»Jeg giver dig endnu ti Sekunders Betænkningstid,« sagde Jørgen. »En – to – tre.«

Endnu til dette Øjeblik havde ingen andre end Fru Maja troet, at han vilde gøre Alvor af sin Trussel. Men nu foer de alle op med et Skrig. Jørgen havde løftet Pengesedlen op over Lampeglasset, saa der gik Ild i den. Om det saa var Frants Møller, kom han i en Fart paa Benene. Sammen med Mads Vestrup greb han Jørgen i Armen for at slukke, og Carlsen, saa fuld han var, stod paa vaklende Ben og blæste op i Luften som en rasende. Men Ophidselsen havde givet Komponisten Herkuleskræfter. Han holdt sig dem alle fra Livet med den ene Haand, mens han med den anden løftede det flammende Papir højt i Vejret, indtil det var udbrændt og flagrede til Jorden som Aske.

Der fulgte et Øjebliks Dødsstilhed. Saa kastede Frøken Susse sig i en Stol med en hysterisk Latter, og Carlsen, der paa engang var bleven ædru, fik et af sine uhyggelige Kulderystnings-Anfald. Han satte sig hjælpeløst ned med klaprende Tænder, mens NVandet plaskede fra ham.

Imidlertid stod Ægtefolkene ubevægelige overfor 93| hinanden med det Udtryk, Mennesker faar, naar de i deres Lidenskab har glemt alt omkring sig og kun hører Blodets vilde Røst. To hvide Ansigter med stivnede Munde ... to Ligmasker med Øjne, der var lutter sort Pupil.

»Fik du nu Bevis?« spurgte Jørgen tilsidst og forsøgte en Latter.

»Du tror maaske, jeg er ked af det!« svarede hun. »Nej, du ta’r fejl! Men det ligner dig ... Bondedreng, som du er!«

»Hvad siger du! NTag dig nu ivare, Tøs!«

»Bondedreng!« skreg hun igen. Og før nogen kunde faa Tid til at lægge sig imellem, Nrøg Jørgen i Haarene paa hende. Mads Vestrup greb ham med et kraftigt Tag i Skuldren men var ikke i Stand til at skille Mand og Kone ad. Fru Maja havde faaet fat i Jørgens ene Øre, og nu tumlede de begge mod Bordet med en saadan Kraft, at Lampen Npaa et hængende Haar var Ngaaet overende. Et Whiskyglas væltede og rullede ned paa Gulvet, og Indholdet sølede henad Bordet.

Frants Møller stod lidt betuttet med Hænderne i Lommerne og saae til, mens Frøken Susse løb forvildet omkring i Stuen og raabte paa Politi.

Midt under Larmen hørte man pludselig en Barnestemme. Ægtefolkenes lille seksaars Pige, der havde ligget og sovet inde i Sengerummet ved Siden af, 94| var bleven vækket af Spektaklet og stod nu henne foran Forhænget i sin halvsnavsede Natkjole. Blændet af Lyset holdt hun Hænderne op for Øjnene og sagde søvndrukken:

»Hvad Ner’et I laver herinde?«

Lyden af hendes Stemme skilte øjeblikkeligt Ægteparret ad. Fru Maja foer hen og tog Barnet i Armen, hvorpaa hun førte hende med sig ind i Kammeret, idet hun trak Forhænget til bag dem.

Ogsaa Jørgen kom til sig selv. Med et skamfuldt skulende Udtryk saae han omkring paa de andre, og da han opdagede Mads Vestrups fremmede Skikkelse, vendte han sig bort.

»Gaa!« bad han. – »Gaa allesammen!«

Mens Gæsterne tog deres Tøj paa, blev han staaende ved Bordet uden at se op og uden at tale. Han besvarede heller ikke deres Godnat.

Henne ved Døren holdt Mads Vestrup Frants Møller tilbage og spurgte ham sagte, om det ogsaa gik an at lade de to ophidsede Mennesker blive alene. Han syntes ikke godt, de kunde forsvare det.

Men tykke Møller beroligede ham.

»Om fem Minutter sidder de med hinanden om Halsen og græder Spande fulde af Angertaarer. Det er et fælt Syn. Lad os bare komme væk i Tide!«

Han sagde det med Ærgrelse, fordi han forstod, 95| at han nu havde faaet det Garn ødelagt, som han med saa store Forhaabninger havde udspændt der i Huset. Han undte ikke sin gode Ven saa smuk en Kone. Og forøvrigt fandt han, at Jørgen Berg var bleven utaalelig vigtig og trængte til at dukkes. Han havde allerede længe Nomgaaedes med Planer om at skrive et dræbende 5 Akts Satyrspil om disse NKraftgenier fra Landsbyen, der kom til Hovedstaden og blæste sig op. I de tre Aar, der var gaaet siden hans højt berømte Fiasko, var han dog ikke kommen længere end til Personlisten og Aktinddelingen. Men nu skulde der gøres Alvor af Sagen. Optrinet i Aften havde givet ham den rette Blodsmag i Munden. Imorgen den Dag skulde der tages fat med opsmøgede Ærmer. Og han var ikke i Tvivl om, at det dennegang vilde blive den Verdenssukces, som han alene fandt det Umagen værd at ulejlige sit Talent for.