Den lille korthalsede Herre med høj Silkehat, der havde været Jytte Abildgaards anden Ledsager fra NTeatret til NBristol-Restavrationen, var hendes Fætter, NJægermester Hagen, den nyvalgte Folketingsmand for en af Fyens Ndemokratiske Valgkrese. De havde været henne og se en taabelig NWieneroperette, som hver Aften i denne Tid foranledigede en københavnsk Folkevandring til Teatret paa Grund af en dristig Scene, hvor en af Skuespillerinderne langsomt klædte sig af for Publikum lige indtil Underbukserne, som hun tilsidst under Tæppets hastige Fald ogsaa strøg af sig, – alt med Ledsagelse af en douce Musik og under farveskiftende Belysning fra en Projektør i Kulissen.

For ikke at krænke sin Fætter, der havde klappet som en rasende, paastod Jytte, at ogsaa hun havde moret sig. Hun vidste, at hun havde en Del at gøre godt overfor ham siden sit sidste Besøg paa Storeholt, hvor de skiltes som Uvenner. Navnlig var hun ham taknemlig, fordi han ikke med et Ord havde 102| nævnet dette Mellemværende endsige hentydet til dets Aarsag. Hun havde derved paany gjort den Erfaring, at han med alle sine iøjnefaldende Latterligheder og Skavanker i enkelte Retninger var et ualmindelig fintfølende og ogsaa et godmodigt Menneske, som man ikke kunde lade være med at holde af.

Midt under første Akt havde Karsten From vist sig i Teatret, og da han tog Plads umiddelbart foran dem, var hun straks paa det rene med, at dette Sammentræf ikke var tilfældigt. I Mellemakten plaprede Fætteren da ogsaa ud med, at han om Formiddagen havde fortalt Karsten From, hvor han agtede at tilbringe Aftenen, og at hun havde lovet at gøre ham Følgeskab.

Mellem de to Mænd havde der siden det historiske Sommermøde i Strige Skov, hvor de saaes første Gang, udviklet sig et besynderligt Venskab, som for Jægermesterens Vedkommende næsten havde Karakteren af en Forelskelse. Ved den store Enslev-Fest paa Storeholt Dagen efter Mødet, hvor Stemningen blev saa uhyggeligt truet af Hædersgæstens onde Lune, havde Karsten From tilsidst gjort Himlen blaa med sit Gitarspil og sine muntre Viser, som endogsaa fik Enslev til at klappe. Af Taknemlighed herover havde Jægermesteren bagefter omfavnet ham og med Taarer i Øjnene kaldt ham for sin Æres Redningsmand.

103| Bekendtskabet var nu blevet fornyet her i København, og Jægermesteren havde allerede bestilt et stort Portræt af sig selv, som skulde være en Fødselsdagsgave til hans Kone.

Efter at de havde spist et Par Retter og var naaet til Desserten, hvortil der blev skænket isafkølet Madeira af en fin Aargang, begyndte Jægermesteren at tale om dette Portræt, som Maleren netop havde gjort et Par Udkast til. Han løftede i den Anledning sit Glas og hyldede ham i en lille Tale som en af de gudbenaadede, hvem baade NKunstens og Sangens Muse havde bekranset. Og ogsaa ved denne Lejlighed mindede han om hin betydningsfulde Aften paa Storeholt, da Karsten From »som en anden NDavid Harpespiller havde bortjaget en Konges mørke Tanker.«

»Kære Mester!« – endte han – »Modtag paany min dybt følte Tak og min oprigtige N Compliment!«

Jytte, der havde taget det Parti at betragte Skaalen som sig uvedkommende, vendte Ansigtet bort, mens de to Herrer klinkede. Netop fordi hun mærkede, at Karsten Froms Øjne søgte hendes over Bordet, kastede hun et Blik ud i den tætfyldte Sal med de mange selskabsklædte Damer og Herrer, som havde søgt herind efter Teatertid.

Hun havde jo desuden særlige Grunde til ikke at bryde sig om at mindes den Sommeraften paa Store104|holt. Hun var ved den Lejlighed bleven berøvet sin sidste Illusion. Trods Sommerens mange senere Oplevelser og Indtryk kunde hun endnu ikke tænke paa Pastor Gaardbo og hans Frieri uden at føle sig beskæmmet. Det var første Gang, hun var kommen i nærmere personlig Berøring med et af disse »troende« Mennesker, som hun saa tidt havde hørt om. Nu kendte hun ogsaa dem! Og der rejste sig altid noget af et Oprør i hendes Sind, naar hun tænkte paa denne Mand og hans enfoldige Selvgodhed.

»Vi skal vel slutte med en Likør til Kaffen?« spurgte Jægermesteren lidt efter, da Tjeneren havde skænket i Kopperne. »Hvad skal det være, Jytte? En uskyldig NAnisette?«

»Ikke nogetsomhelst til mig!« sagde hun afgjort og viste sig lidt utaalmodig for at komme afsted. Hun følte sig aldrig vel tilmode i et Restavrationslokale saa sent om Aftenen, naar Herrerne begyndte at ryge og alle Slags underlige Damer kom ind fra Gaden med deres Kavalerer. Allermest generede det hende at sidde her sammen med Karsten From, og hun fortrød i det hele, at hun havde ladet sig overtale til at gaa herind, da hun kunde have sagt sig selv, at han vilde gøre Følgeskab. Det var nu tredje Gang i de sidste fjorten Dage, han havde benyttet sit Venskabsforhold til hendes Fætter til »i al Ærbødighed at bringe sig i Erindring hos hende« – 105| som han udtrykte sig. Hvad var hans Hensigt med denne nye, taabelige Forfølgelse?

»Ja, saa maa vi altsaa undvære dit behagelige Makkerskab!« sagde Fætteren. »Hvad foretrækker De, From? En Chartreuse, N triple sec ... eller en NMeukow 1842?«

Den blonde Malers smukke, lidt tunge Øjne, der havde et Farvespil som NLabrador, vendte sig atter over mod Jytte. Det var, som om han vilde raadføre sig med Udtrykket i hendes Ansigt, før han svarede.

»Jeg samstemmer ganske med Frøken Abildgaard. Jeg vil helst ikke drikke mere i Aften ... og det er vel ogsaa bleven temmelig Nsilde,« sagde han som for at vise, at han havde gættet hendes Ønske.

Og Jytte blev igen ærgerlig paa sig selv, fordi hun mærkede, at det lykkedes ham at gøre hende lidt rød.

»Ja, saa maa vel ogsaa jeg resignere!« sagde Jægermesteren og bad Tjeneren om at bringe Regningen.

Karsten From, der hele Aftenen havde været usædvanlig tavs, bøjede sig nu frem over Bordet og udbad sig Tilladelse til »at benytte disse sidste kostbare Minutter« til at gøre et Forslag.

»De talte før saa elskværdigt om mine Studier til Deres Portræt,« sagde han til Jægermesteren. »Jeg kommer derved til at tænke paa, at vi nu gerne 106| skulde have det endelig afgjort, hvad for et af dem, der skal benyttes. De selv, kære Jægermester, har aabenbart vanskeligt ved at træffe et Valg. Vilde det da ikke være en heldig Løsning af Spørgsmaalet, dersom vi kunde formaa Frøken Abildgaard til at vise os den Naade at være Højesteretsdommer og afgive en Kendelse i Sagen?«

Jægermesteren fandt Ideen ypperlig og spurgte sin Kusine, hvad hun for sit Vedkommende sagde til Forslaget.

Jytte, der var begyndt at trække sine Handsker paa, havde et Sekund strejfet Karsten From med sit Blik. Hun tænkte ved sig selv, at hun vilde give ikke saa lidt for at faa at vide, hvad Slags Menneske han i Grunden var. Hun havde nu kendt ham i et Par Aar, og hver Gang hun var sammen med ham, maatte hun paany gøre sig det samme Spørgsmaal. Var han helt normal? Hun vidste, at der var mange, som ansaae ham for lidt gal paa Grund af hans Væsen; men hun havde for længe siden forstaaet, at hans Naragtighed var paataget. Kun begreb hun ikke, hvad der var hans Hensigt med denne Spillen-Bajads for Folk.

»Du veed, jeg har den største Respekt for din Dømmekraft, Jytte! Og til Vilhelmine kan jeg jo ikke godt snakke om Sagen, da den gerne skulde være en Overraskelse for hende. Skal det være en 107| Aftale, at jeg kommer og henter dig imorgen Klokken to? Saa følges vi hen til Atelieret, og jeg forpligter mig paa Forhaand til at bøje mig for din Afgørelse.«

»Det er naturligvis meget smigrende for mig. Men jeg kan absolut ikke paatage mig saa stort et Ansvar. Jeg har ikke Spor af Forstand paa at være Kunstdommer. Du maa have mig undskyldt, John!«

»Snak! Der er ikke Tale om noget Ansvar. Begge Skitserne er fuldendt mesterlige i Udtrykket. Saa enten du vælger den ene eller den anden af dem, kan jeg være lige tilfreds. Det er netop det, der volder Vanskeligheden. Nu maa du ikke sige Nej.«

Jytte, der lagde Mærke til, at Karsten From ventede paa hendes Svar med et nervøst og anspændt Udtryk, blev pludselig lidt betænkelig ved at gentage sit Afslag. Hun kom til at tænke paa, at han kunde misforstaa hendes Vægring og maaske tage den for Tegn paa Usikkerhed hos hende.

Hun lod derfor, som om hun overvejede, mens hun trak Handsken op over Armen.

»Imorgen kan jeg i hvert Tilfælde ikke,« sagde hun.

»Men saa iovermorgen?«

»Det veed jeg virkelig ikke, John! Det er der saa længe til, og der kan ske saa meget. Og nu vil jeg hjem. Jeg er bange, Mor sidder oppe efter mig.«

108| Hun gjorde Mine til at rejse sig, og Herrerne maatte Nlyde Vinket.

Deres Opbrud vakte en Del Opmærksomhed i Lokalet, og det ikke alene paa Grund af Karsten From, der var kendt af Alverden. Jyttes Skønhed og fornemme Væsen fremkaldte rundtom megen nysgerrig Hvisken. Hun bar en af disse broncefarvede Silkekjoler med hvide Kniplings NUnderærmer, der gav hendes Nbrunette lille Skikkelse en hel sydlandsk Varme. Forøvrigt var ogsaa Jægermesteren allerede paa Vej til at blive en kendt Figur i Hovedstaden, hvad han satte stor Pris paa. Som en af Enslevs svorne Mænd var han bleven tagen under Armene af »Femte Juni«, og baade han selv og Fru Vilhelmine var hurtigt kommen i Vælten. Der var endogsaa Folk, der af den Grund ansaae ham for sikkert Ministeremne i Tilfælde af, at Enslev igen skulde komme til Magten.

Udenfor Restavrationen sagde Karsten From et lidt kort Farvel. Endnu før Jytte og hendes Fætter var kommen tilsæde i den ventende NDroske, var han forsvunden.