Ned gennem Taagen dalede Raadhusurets Salmetone. De kørte ind gennem Strøget, hvor nu kun den lange Række NGlødelamper lyste, men der 109| var stadig mange Mennesker paa Benene, skønt Klokken var Et.

Jytte sad og tænkte paa den Aften for to-tre Aar siden, da hun saae Karsten From første Gang. Det var i et stort Aftenselskab med Musik og anden Underholdning. Hun var kommen ind i Salen sammen med sin Mor og stod just og talte med Husets døve Frue, da hun gennem Døren til den tilstødende Stue fik Øje paa en blond Modeherre, der sad paa Armen af en Lænestol foran en Kamin og var i Færd med at stemme en langhalset Lut. Midt i det kedelige Selskabsmylr, under den besværlige og formelle Konversation med den gamle Dame, der betjente sig af et Hørerør, virkede Synet af det smukke Menneske, som sad der saa sorgløst optaget af sit Instrument, næsten som en Aabenbaring fra en Eventyrverden. Da han senere blev forestillet for hende, gik Fortryllelsen dog hurtigt af ham. Men dette allerførste Indtryk havde hun aldrig helt kunnet glemme, og hun spurgte sig selv, om det maaske var af den Grund, hun altid følte denne lille ærgerlige Frygt i hans Nærværelse.

»Maa jeg have Lov til at gøre dig et Samvittighedsspørgsmaal, Jytte? Vil du sige mig, har der været noget mellem dig og From engang?«A

»Hvad skulde det være?«

»Det veed jeg ikke; men han sagde forleden, at 110| der var ingenting, han fortrød saa meget som en Dumhed, han engang havde begaaet overfor dig. Husker du noget om det?«

Jytte betænkte sig et Øjeblik og kom til det Resultat, at hun gjorde bedst i at sige lige ud, hvordan det forholdt sig.

»Ja, han har engang friet til mig. Og det var virkelig en større Dumhed, end jeg havde tiltroet ham.«

»Ja, jeg tænkte jo nok, det maatte være noget i den Retning. Jeg har kunnet mærke paa flere af hans Udtalelser, at du har en meget høj Stjerne hos ham. Og han har en knusende Respekt for dig.«

»Det lader til, at du er bleven hans Fortrolige.«

»Naa ja, naar jeg sidder for ham, fortæller han mig undertiden et og andet, mens han maler. Han har ogsaa engang fortalt mig lidt om sit eget Liv, og det var højst interessant. Det lyder næsten som et Eventyr. Veed du af, at han er et NVajsenhusbarn?«

»Jeg tror, jeg har hørt det.«

»Hans Mor døde, da han var seks Aar gammel. Hun blev sindssyg og kastede sig ud fra et Fjerdesals-Vindu, og jeg tror, han gaar i stadig Angst for, at han skal have arvet et Anlæg i den Retning. I det hele tror jeg, at han egenlig har et melankolsk Temperament. Det kan lyde besynderligt, men har 111| du rigtig lagt Mærke til hans Øjne? Jeg har ogsaa hørt, han engang skal have sagt til en Ven, at naar han skabede sig saa meget, var det for at Folk ikke skulde mærke Overgangen, dersom hans Mors Galskab en skøn Dag brød ud hos ham. – – Naa, men efter hvad du nu har betroet mig, Jytte, saa forstaar jeg naturligvis bedre din Holdning overfor ham, og dersom du ønsker det, skal jeg ikke oftere føre ham sammen med dig.«

»Ja Tak, det ser jeg helst.«

»Det gør mig selvfølgelig personlig ondt – du veed, hvor stor Pris jeg sætter paa ham – men jeg respekterer, som sagt, dit Standpunkt. Jeg vil saa helst sige ham det lige ud, saa forstaar han jo nok Grunden.«

»Det vil jeg dog absolut bede dig om ikke at gøre, John! Det kunde maaske Nmistydes. Forresten troede jeg saamænd, han selv for længe siden havde glemt den gamle Historie. Den var vist ikke engang videre alvorlig ment. Det skal nok være en Vane hos ham at fri til alle unge Damer, han træffer. Og der er vistnok dem, der Ngouterer ham.«

»Du maa nu ogsaa indrømme, at han kan være højst charmerende. Især naar man sidder ene med ham, saa gaar Affektationen helt af ham, og han kan tale saa mærkelig fornuftigt. Du skulde dog engang ... nej, det er sandt! Jeg kan altsaa des112|værre ikke føre jer sammen mere. Men jeg siger dig, Jytte, han taler altid om dig med den største Agtelse og har en vældig Respekt for din Mening. Jeg kan f. Eks. fortælle dig, at det egenlig skyldes et Ord af dig, at han nu er begyndt at Nbarbere sig efter engelsk Mode. Han havde hørt, du skulde have sagt i et Selskab, at du fandt det latterligt, at en Mand bar Overskæg, naar han ikke var Militær. Dagen efter gik han hen og ofrede sin Moustache. Det har han selv fortalt mig. Føler du dig ikke smigret?«

»Umaadelig! ... Men for nu at vende Bøtten, John, hvorfor var din Kone ikke med iaften?«

»Aa du, hun er saa ophængt for Tiden! Jeg ser hende næsten ikke hele Dagen. Du veed jo, hun er nu ogsaa kommen ind i Komiteen for den store Vifte-Udstilling, og jeg vil betro dig – men foreløbig Nikke mine Ord igen! – der er en Mulighed for, at hun bliver valgt til Udstillingens Præsident. Det vil blive afgjort paa Komitemødet i næste Uge, saa du forstaar, vi gaar i Spænding. NDronningen er jo Protektrice. Du maa indrømme, at Vilhelmine vil tage sig glimrende ud. Tænk dig hende ved Indvielsesfesten! Jeg har givet carte blanche med Hensyn til NToiletter.«

Vognen drejede i det samme ind i NDronningens Tværgade, og et Øjeblik efter holdt den foran det gamle Patricierhus, hvor Jytte boede. NJægermesteren 113| hjalp hende ned og fik hendes Portnøgle, og mens han stod og famlede ved Laasen, kom han igen tilbage til Karsten From og Grunden til hendes Afslag paa hans Indbydelse.

»Jeg vil naturligvis ikke prøve paa at overtale dig, Jytte; men du siger jo selv, at det er en gammel Historie, som ovenikøbet ingen af jer har taget alvorlig. Og From er jo ogsaa altfor dannet og ridderlig til, at han nogensinde kunde Nfalde paa at rippe op i Fortiden ...«

»Aa, kære, du tager ganske fejl. Det har jeg ikke skænket en Tanke.«

»Jamen, saa synes jeg egenlig gerne, du kunde vise ham den Opmærksomhed. Og mig vilde du altsaa gøre en stor Tjeneste med det. Og jeg vil sige dig, at du selv vil have megen Fornøjelse af at se hans Atelier. Han har mange nye Portræter under Arbejde ... altsammen glimrende Ting, som han tjener Tusinder paa.«

»Det betvivler jeg ikke ... Men nu maa du virkelig lade mig komme ind, John! Jeg tror, som sagt, at Mor sidder oppe og venter paa mig.«

»Ja ja. Nu kan du jo sove paa det. Jeg havde alligevel tænkt at spise Frokost hos jer imorgen. Vi har faaet NSkiftedagsferie, og jeg er min egen Herre. Er du optaget?«

»Nej. Kom du bare! Vi er hjemme.«

114| »Naa, Godnat da! Og lov mig saa, at du vil tænke over det. From er jo dog en brillant Fyr, og jeg synes, vi tre har det saa hyggeligt sammen.«

Da Jytte kom op, saae hun til sin Beroligelse, at der var mørkt i alle Stuerne. Men Døren fra Spisestuen til Moderens Soveværelse stod paa Klem, og idet hun listede der forbi for ikke at vække, blev der tændt Lys derinde, og Moderen kaldte.

»Hvor du dog kommer sent, Barn! Jeg var nær ved at blive urolig for dig.«

Fru Bertha havde sat sig op i Sengen, og hendes Udseende forskrækkede Jytte. Hvad andre længe havde sagt til hende, at Moderen var bleven gammel, saae hun i dette Øjeblik selv.

Hun satte sig paa Sengekanten og tog hendes Haand, mens hun forklarede Grunden til sin forsinkede Hjemkomst. At hun havde været sammen med Karsten From fortav hun dog for ikke at vække nogen Mistanke hos Moderen.

»Er der ikke noget, du trænger til, lille Mor? Skal jeg ikke lave dig en Kop Kamillete? Saa sover du bedre.«

»Nej Tak, nu jeg veed dig hjemme, falder jeg nok til Ro.«

»Har du siddet alene hele Aftenen? Jeg syntes, jeg kunde mærke inde i Stuen, at der har været NFremmede.«

115| »Ja, Asmus sad her et Øjeblik. Han kom henne fra Enslev, som jo igen har ligget et Par Dage«.

»Havde han ellers noget nyt at berette?«

»Nej. – Ja, det vil sige, han fortalte mig, at han igen havde haft et Kort fra Torben Dihmer.«

»Ja saa!«

»Det var fra Berlin. Saa nu lader det da til, at det endelig skal være forbi med hans underlige Omflakken.«

»Det har saamænd ogsaa været en lang Rejse,« sagde Jytte ligegyldig og saae til Siden for at undgaa Moderens ransagende Blik. Hun vidste godt, at hendes Moder aldrig helt havde opgivet Haabet om engang at se hende gift med Dihmer, og den Tanke pinte hende.

Efter at de en lille Tid havde talt om andre Ting, rejste Jytte sig, gav Moderen et Godnatkys paa begge Kinderne og gik saa ind til sig selv.

Her sad hun lidt efter halvt afklædt paa en Stol og faldt i Tanker med den ene Fod oppe paa Knæet og Haanden omkring Vristen. Torben Dihmer i Berlin! ... Altsaa ogsaa snart i København velsagtens! ... Og saa vilde hun maaske ikke engang faa ham at se. I det højeste vilde de en Dag mødes paa Gaden, og han vilde tage Hatten af for hende med sin ærbødige Hilsen, som hun paa sin Side vilde besvare med et lige saa korrekt Nik, angst for 116| at komme til at røbe mindste Sindsbevægelse. – Og han var dog den Dag idag hendes kæreste Ven, og den eneste Nfremmede Mand, hun havde kysset!

Dette ulyksalige Kys! ... Mon han endnu tænkte paa hende? Og i saa Fald: med hvilke Tanker? Hun havde ofte gjort sig dette Spørgsmaal, naar hun i sine søvnløse Nætter laa med Haanden under Nakken og drømte vaagen ... ikke længer om, hvordan Fremtiden skulde blive, men om, hvordan den kunde være bleven, dersom ... ja, dersom hun selv og saa meget andet i Verden havde været anderledes.

Hun var nu fuldt ud fortrolig med den Tanke, at hun aldrig vilde blive gift. Hun var jo, Gud ske Lov, ogsaa snart en gammel Jomfru, som ikke længer blev ført i Fristelse. – »Og dog blev jeg ikke skabt til Nonne hverken af Sind eller Skind,« sagde hun ofte til sig selv. Aldrig holdt hun op med at misunde selv de ulykkeligste af sine gifte Veninder, fordi de kunde slaa Armene om en Mands Hals og glemme sig selv og al Livets Jammer i et bedøvende Favntag. Hun havde forleden mødt Kitty Munck, der nylig havde ladet sig skille fra sin tredje Mand for at gifte sig med en ung Lægekandidat paa NRigshospitalet. De fulgtes lidt hen ad Gaden, og Kitty havde aabnet sit Hjerte for hende og paa sin 117| rørende Maade med store Taarer i Øjnene bedt hende ikke at tænke ondt om hende. Det lille, værgeløse Menneske! Hun skulde blot vide, med hvilke Følelser hun havde hørt paa hendes Bekendelse! Man læste om NGildinger, der hentæredes af en Kærlighedshunger, der aldrig kunde tilfredsstilles. Det var hendes egen Skæbne. Den Selvhengivelsens blinde Drift, der skabte andre Kvinders Lykke eller Ulykke, den havde forlængst afblomstret hos hende, var Ngaaet i Frø som en stakkels gammeljomfru-lummer Nysgerrighed overfor Livets store Mysterium ...

Hun rejste sig langsomt for at fuldende sin Afklædning, og lidt efter laa hun i sin Seng.

Men trods det Pulver, hun forinden havde taget, kunde hun ikke sove. Indtrykkene fra Teaterforestillingen, fra Restavrationen og Hjemkørslen holdt hendes Nerver i en dirrende Uro. Det var især Karsten From, som hendes Tanker ikke vilde slippe. Hun kunde mærke, at hun bedømte ham lidt anderledes nu, siden hun havde hørt om den Angst, han gik i paa Grund af sin Mors uhyggelige Død. En saadan Angst kendte hun af egen Oplevelse. Og dengang havde rimeligvis ogsaa hun forarget mange, fordi hun maatte dræbe Tanken om sin Broders Selvmord med en unaturlig Livlighed ...

Paa en Maade kunde hun godt have Lyst til det Besøg i hans Atelier. Hun satte ganske vist ingen 118| Pris paa hans Malerier. De Kunstnere, hun i Sommer havde været sammen med paa Skagen, havde ogsaa givet hans Portræter et meget daarligt Skudsmaal. Men en af dem havde samtidig sagt, at Karsten From oprindelig maaske var en af de rigest begavede Kunstnernaturer, Danmark nogensinde havde haft, og hun huskede desuden, hvordan han engang ganske uopfordret havde betroet hende, at han ikke selv betragtede de Billeder, han udstillede, som stort andet end Lokkemad for Publikum. Hvad han i Nlykkelige Øjeblikke skabte af virkelig Kunst, beholdt han for sig selv, fordi det dog ikke fandt Købere. Ogsaa dette gjorde hende lidt nysgerrig ...

Men hvad vilde hendes Mor sige? Hun havde netop for et Par Dage siden faaet Bebrejdelser, fordi hun var bleven saa forlystelsessyg og uforsigtigt udsatte sit Rygte, »som jo i Forvejen ikke var uantastet.«

Det sidste var jo rigtigt nok. Hun havde selv kunnet mærke, at endogsaa hendes »Historie« med Pastor Gaardbo nu var naaet her til Byen, rimeligvis med Vilhelmine, der sikkert ikke havde sparet paa Udsmykninger. For et Par Dage siden havde hun paa NLangelinje mødt Elisabet Rask, der spaserede med sin Mor, og de havde begge to vendt Ansigtet bort for at undgaa en Hilsen.

Den Slags Ting gjorde ikke længer noget Indtryk 119| paa hende. Det NTvetydighedens Brændemærke, der nu engang var sat paa hende, vilde hun aldrig faa udslettet, og hun skulde saamænd ogsaa bære det med Taalmodighed. Det gjorde hende kun saa ondt at se Moderen gaa og græmme sig.

»Min stakkels lille Mor! At jeg skal gøre dig al den Sorg!«