[121]| II

[123]| Paa en Fjerdesal i en af Vesterbros fattigste Sidegader boede for en Del Aar tilbage en Familje, som det var gaaet tilagters for, saa den nu var havnet her i det københavnske Whitechapel. Ikke desmindre var dette Ægtepar maaske de lykkeligste Mennesker i hele Hovedstaden.

Manden, der engang havde drømt om at blive en stor Operasanger, tjente nu Brødet ved forskellige Smaabestillinger rundt om i Byen. Blandt andet sad han tre Aftener om Ugen ved Billethullet i en af Vesterbros Dansebuler, og her havde han i sin Tid lært sin Kone at kende. Hendes Mor – en gammel Rufferske – var ansat ved Garderoben samme Sted, og selv havde hun dengang allerede to Børn til Erindring om en letsindig Ungdomstid. Men det skete, at det store, hvidfede og rosensminkede Pigebarn, der bar kostbare Ringe paa alle Fingrene, forelskede sig i den lille muntre Billetmand, der var næsten dobbelt saa gammel som hun og ikke kønnere end en Aalekrage. Og saa stor var hendes Hengivenhed for ham, at hun trods den Fattigdom, hvortil de hurtigt sank ned paa 124| Grund af Børneflokkens stadige Forøgelse, tappert modstod sin Mors mange Forsøg paa at friste hende tilbage til det forrige Kaperliv.

I Huset, hvor Ægtefolkene nu boede, var de en Fabel for de mange andre fattige Beboere paa Grund af deres forelskede Væsen. Hver Morgen, naar Manden gik til sin Plads hos en Porcellænshandler i Istedgade, hvor han var Formiddagsbud, fulgte Konen ham ud paa Trappegangen i sin Nattrøje, og her blev hun staaende, bøjet over Rækværket, for at nikke til ham under Nedstigningen og besvare de Fingerkys, han sendte op til hende fra hver Afsats. Var der maaske heri nogen professionel Vane fra hendes galante Pigedage, saa tænkte hun dog ikke over det. Hun fulgte kun sit taknemlige Hjertes Tilskyndelse overfor den Mand, der havde trukket hende op af Skarnet og givet hendes Børn en anstændig Mor.

De kostbare Fingerringe, Silkeskørterne, Strudsfjerene og de højhælede Parisersko var forlængst gaaet til Marskandiseren, og hun havde sagt Farvel til alle disse Herligheder uden et Suk. Men sin Natur kunde hun ikke omskabe. Saalænge hun havde noget at sælge, eller blot hun kunde skaffe sig Kredit hos Kvarterets Handlende, diskede hun op med en Overflod af Spisevarer, og naar Manden kom hjem med sin Ugeløn, kunde der skyde en Rest 125| af gammel Vildskab op i hende. Hun købte Vin og lækre Sager, puttede Børnene i Seng og slog sig løs, indtil hun sad og lallede paa hans Skød med Armene om hans Hals.

Efterhaanden forsvandt da ogsaa det meste af Bohavet til Pantelaaneren, og tilsidst gik Søndagsklæderne samme Vej for at skaffe Brød og Fedt i Huset.

»Det er lige meget med de Klude!« plejede hun at sige. »Vil min Familje ikke kendes ved mig, kan de godt la’ være. Naar bare du holder dig til mig, Augustinus!«

Da der var gaaet nogle Aar, blev Manden en Dag bragt syg hjem fra Kirkegaarden, hvor han visse Dage om Maaneden vikarierede for en af de faste Ligbærere. I Løbet af Natten døde han. Det bestandige Rend for Skillingen i Forbindelse med den megen Kærlighedslykke havde sprængt den aldrende Mands Hjerte. I fjorten Timer sad hans Kone paa Sengekanten og hylede af Sorg. Som det Naturmenneske, hun var, skreg hun sin Smerte ud for alle Vinde, saa det kunde høres over hele Gaden. Fremmede Naboer maatte tage sig af hendes Børn og gøre Anstalter til at faa skaffet Liget ud af Huset. Ved Synet af Kisten sprang hun op med Hænderne for Ansigtet, styrtede til Vinduet og kastede sig ud. Hun havde altid sagt, at hun vilde 126| ligge i samme Grav som Augustinus. Og saadan skete det nu.

Dette var Karsten Froms Mor. Saadan var hans Barndomshjem. Han var den yngste af de to blonde Drenge, som Moderen havde bragt med sig ind i Ægteskabet – »de to smaa Lensgrever«, som den muntre Stiffader plejede at kalde dem.

Nogen virkelig Erindring om sine Forældre eller om den Katastrofe, der brød ind over Hjemmet og førte ham til Opfostringshuset, havde han ikke bevaret. Hvad Karsten From huskede af sin første Barndom var Glimt af ligegyldige og hverdagsagtige Begivenheder, der af en eller anden uforklarlig Aarsag var bleven fredet af Mindet. Det var gaaet ham som det gaar de fleste med deres tidligste Indtryk af Livet. De betydningsfuldeste Oplevelser forsvinder i Glemsel, mens Erindringen om en død Flue og dens højtidelige Ligbegængelse i Vindueskarmen trofast bevares helt op i den høje Alderdom.

Naar Karsten From overhovedet vidste noget om sine Forældre, var det, fordi han engang havde skaffet sig Underretning gennem et privat Oplysningskontor. Men forresten beskæftigede denne dunkle Fortid ham ikke saa meget, som hans Venner havde nogen Grund til at tro, fordi han ikke saa sjelden selv talte om den. Melankolien i hans smukke Øjne 127| havde i hvert Fald ogsaa en anden Aarsag, som han ikke betroede nogen.

Han vidste godt selv, at han havde spillet Bankerot som Kunstner, og da han havde vænnet sig til at bruge tyve-tredive Tusinde om Aaret, kunde der midt under hans glade og festlige Nydelse af Livet rejse sig et uhyggeligt Spøgelse for hans Øjne – Angsten for den Dag, da Landets dekorerede og dekolleterede Rangspersoner af begge Køn valgte sig en anden Favorit blandt den hundredhovede danske Kunstnerhjord.

Der havde netop i de sidste Dage lydt et Varselsskrig i hans Øre. Et af hans Portræter havde ved en Dødsbo-Avktion kun opnaaet en Pris, der var lidt over Halvdelen af Vurderingssummen. Et Par af Aviserne havde haft en Notits derom, og i et af Smaabladene var der gjort den Tilføjelse, at »Hr. Karsten Froms Stjerne aabenbart nu var i Dalen«.

Han kendte sit Publikum. Han vidste, at det ikke behøvede at læse den Slags Bemærkninger mange Gange, før det rokkedes i sin Tillid. Derfor havde han hele denne Aften været saa tavs ved Jægermesterens fine Soupé trods Jytte Abildgaards Nærværelse.

Den smukke Dames vedvarende Kulde havde yderligere forstemt ham. Han havde paany gjort den Erfaring, at hun, hvem Sladderen stadig var ude 128| efter og satte sine snavsede Fingre paa, snarere hørte til disse Mimose-Naturer, der helt op i Modenhedsaarene bevarede Overgangsalderens jomfruelige en garde-Holdning overfor det erotiske og lukkede sig til ved den mindste Berøring.

Efter at have sagt Godnat udenfor Restavrationen var han gaaet hjem gennem Strøget.

Paa Vejen kom han forbi den populære Kunstner-Kafe »Lysesaksen«, der laa paa et Hjørne i en lav Mezzaninetage. Engang i Tidernes Morgen havde den ogsaa været hans Stamknejpe, og han vidste, at flere af hans daværende Venner og Kunstbrødre stadig holdt til der. Han havde ikke besøgt den i mange Aar, fordi han overhovedet havde maattet opgive al Samkvem med sine gamle Akademikammerater, der ikke engang vilde hilse ham paa Gaden længer.

Han fik nu det Indfald at gaa derop. Det var ham ikke selv klart, hvad der drev ham dertil. Han gjorde sig sjelden den Ulejlighed at kontrolere sine Bevæggrunde og fulgte tidt en Indskydelse blot af Lyst til at se, hvad der vilde komme ud af det.

Paa Grund af den sene Aftentime var Lokalet næsten tomt. Over de fleste af Sofaerne var Lampen allerede slukket. Men hans Formodning om at skulle træffe gamle Bekendte slog til. Omkring et Par sammenstillede Borde henne ved Hjørnevinduet sad 129| en halv Snes Personer, baade Damer og Herrer, som han næsten alle kendte.

Virkningen af hans Tilsynekomst svarede ogsaa temmelig nøje til Forventningen. Det livlige Selskab, der havde været meget højrøstet, da han kom, stirrede pludselig stumt og ubevægeligt frem for sig som en Panoptikonsgruppe.

Der var selveste Karl May, sort og lodden som en Pudel, og ved Siden af ham Lejf Knudsen, hans bedste Ven i Ungdommens Dage. Desuden Billedhuggeren Oluf Bøjesen med sine to Kærester og hans egen gamle Model Susse Frederiksen med tykke Frants Møller.

Ved Synet af den sidste strammedes uvilkaarligt hans Smilebaand. Den uheldige Digter, hvem Musen saa tidlig var bleven utro, var nemlig Medarbejder ved det lille Eftermiddagsblad, der havde haft Bemærkningen om hans dalende Stjerne. Ved nu at se ham fik Karsten From straks den Tanke, at det muligvis var ham, der var den skyldige. I Lighed med saa mangen anden Literaturens og Kunstens Hanrej optraadte Frants Møller ofte som kritisk Bussemand for at hævne sig paa sine lykkeligere Medbejlere, og det var ikke alene Parnasset, han berendte med sine Horn, ogsaa Billedkunstens Dyrkere led ofte en ilde Medfart, naar de havde været saa uheldige at vække hans Misundelse.

130| Karsten From satte sig med Hat og Overfrakke paa i en af Sofaerne og forlangte en Sodavand. Mens han ventede paa den, tændte han sig en Cigaret, og da Opvarteren havde skænket op, tømte han straks Glasset, betalte og gik derefter bort, som om han kun var kommen for at slukke sin Tørst.

Endnu før han var kommen helt ud af Døren, hørte han Frants Møller mækre. Karl May sagde: »Adjøs, Hr. Greve!« Og Susse Frederiksen slog sin Skraldelatter op.

Paa Højbroplads tog han en Automobil og kørte hjem, og et Kvarterstid efter laa han i sin store franske Mahogniseng og trak Silketæppet op over Ørene.

Men mod Sædvane faldt han ikke straks i Søvn. Samværet med Jytte Abildgaard og Synet af de gamle Venner vakte Tanker hos ham, der holdt ham vaagen. Han vidste sig dog fri for at længes tilbage til sin fordums Kvistkammer-Lyksalighed, og han havde let ved at bære Vennernes Foragt, fordi han kendte deres skjulte Misundelse. Der var i hans Øjne intet latterligere end den Ærgerrighed, som betalte et naadigt Eftermæle i Fremtidens Konversationsleksika med et Liv i Fattigdom og selvforsagende Slid. Men han tænkte paa, at hans Kunstnerbane maaske dog var bleven noget anderledes, dersom han i Tide havde lært en Kvinde som Jytte 131| Abildgaard at kende og havde vundet hendes Kærlighed eller blot hendes Venskab.

»Hr. Karsten Froms Stjerne er aabenbart nu i Dalen«. – Det var som at høre Klokkerne klemte over sin egen Ligfærd. Og han var dog endnu kun 35 Aar! Om ti, maaske allerede om fem Aar var Stjernen slukket. Han vilde da have Valget mellem at gifte sig en Million til eller at ombytte sin Pensel med en af Sundholms Koste. Dersom han da ikke skulde foretrække at slutte sine Dage paa tragisk Vis med en Revolver eller en Giftflaske i Haanden? ...

Den næste Formiddag Klokken ti, da hans Husholderske kom ind til ham med Barbervandet og det opvarmede Badehaandklæde, var han hverken mere eller mindre utidig, end han plejede at være ved sin Opvaagnen, inden den kolde Douche og en kraftig Frottering havde drevet ham Søvnens Mørke og Tunghed af Sindet. Men da han en halv Time senere sad inde i Dagligstuen ved Siden af Atelieret, indhyllet i sin kinesiske Silkeslobrok og med Morgenkaffen foran sig paa en Stumtjener, gjorde han den Opdagelse, at han endnu var i de triste Dødstankers Vold.

»Hvad Pokker er der i Vejen med dig?« sagde han til sig selv. Sad han ikke her sund og frisk i sin gode Stue, hvor Solen efter mange Dages Fra132|værelse igen skinnede saa hyggeligt ind? Havde han ikke endnu tyve Tusinde i Banken og en mindst lige saa stor Sum staaende paa Staffelierne derinde? Og saa ventede der ham ovenikøbet om faa Timer en fortryllende Hyrdetime med en temperamentsfuld Juvelerfrue, hvis Portræt han for Tiden malede. – Hvad var der da at hænge med Næbet for? ...

Han tændte sig en Cigaret og tog Avisen, der laa uoplukket ved Siden af Kaffebakken.

Lidt efter kom hans Husholderske ind med den Besked, at der stod en Mand derude, som bad om Lov til at tale med ham et lille Øjeblik.

»Hvad vil han?«

»Gud veed, om han ikke vil bede om noget. Saadan ser han da ud.«

»Sig mig det lige ud, Frøken Svendsen ... er det nogen af min Familje?«

»Nej, jeg har da ikke set ham før. Jeg synes, han sagde, han hed Vang.«

»Vang? ... Cajus Vang?«

»Ja, saadan var det. Han sagde, at han var en af Herrens gamle Bekendtere.«

»Naa, det passer nu ikke! ... Sig ham, at jeg kan ikke modtage nogen. Jeg venter Model.«

»Det har jeg sagt ham. Men han vil ikke gaa.«

»Ser han meget fattig ud?«

133| »Ja. ... Og saa frygtelig mager er han. Det er næsten uhyggeligt.«

»Han er ogsaa lige sluppet ud fra Tugthuset. ... Giv ham denne her!«

Han havde først taget et Par Tokroner ud af sin Portemonæ men ombyttede dem nu med en Tikroneseddel.

Stakkels Fyr! – tænkte han. Saa var det alligevel ham, han kørte forbi forleden paa Vesterbrogade. Med krumme Knæ havde han sneget sig langs Husrækken i noget skrækkelig grønbrunt Tøj, der saae ud, som om det var stjaalet fra en Vagabond. Men han maatte vel ogsaa være reduceret til det yderste, siden han kom her og tiggede. Deres gamle Sammenstød i Anledning af Susse Frederiksen kunde han dog vist ikke have glemt.

Saadan et Menneske forstod han sig ikke paa. Naar engang Katastrofen kom over ham, skulde han vide at afparere den med en hurtig Haand. Ingen skulde se ham ydmyget! En munter Karnevalsnat for den sidste Hundredkroneseddel, og saa ... Adieu la compagnie! Adjø, du kaade og sentimentale København, du opløbne Provinsby, du Verdensstad i Lømmelalderen! Adjø, du Østergades herlige Fjerbusk-Vrimmel, I svulmende Fruer og slanke Møer! Adjø, Jytte Abildgaard, du ubesmittelige Jomfru, min eneste ulykkelige jordiske Kærlighed! Adjø .. Forbi!

134| Rideau!

»Den i vort højere Bourgeoisie meget skattede Portrætmaler Karsten From har igaar tilsat Livet ved et beklageligt Ulykkestilfælde. Sandsynligvis i den Hensigt at se efter nogen nede i Alleen har han bøjet sig for langt ud over sin Atelier-Altan og har faaet Overbalance. Ved Faldet mod Stenfliserne brækkede han Halshvirvlen og døde øjeblikkeligt. Saa vemodigt denne Afslutning paa et frugtbart Kunstnerliv end er, tør man dog ikke paastaa, at Tabet for vor Kunst er uerstatteligt. Karsten Froms Stjerne var i den sidste Tid aabenbart i Dalen.«