Paa samme Tid gik Jytte og Karsten From langsomt frem og tilbage paa Fortovet i Dronningens Tværgade. De kom begge fra en stor Orkester-Koncert i N Odd Fellow-Palæet, og det var ikke tilfældigt, at de 237| havde truffet hinanden der. Jytte, der ogsaa denne Dag havde holdt sig borte fra Langelinje for ikke at møde ham, var om Eftermiddagen, da det mørknede, alligevel bleven lidt urolig. Hvad hendes Fætter John den foregaaende Dag havde fortalt hende om hans Sindstilstand, var begyndt at vække Ængstelse hos hende. Hun kom da til at tænke paa, at han maaske vilde søge hende ved Koncerten, idet det laa nær at antage, at hun vilde komme der. For at berolige sig selv gik hun saa derhen.

I den Hensigt at sidde skjult skaffede hun sig Plads i Baggrunden af Salen; men han opdagede hende næsten øjeblikkeligt, og da hun gik derfra, stod han og ventede paa hende udenfor NIndkørselen i Skyggen af en af Pillerne.

Hun havde forudset det og alligevel ikke søgt at undgaa ham. Hun havde under Koncerten følt det haabløse i længer at lyve sig fra sin Forelskelse, og hun var for stolt til at ville flygte for den. Han traadte hen til hende med Hatten i Haanden og bad om Tilladelse til at følge hende til hendes Port. Hun nikkede tavs, og de gik sammen tværs over Gaden midt i Mylret af Mennesker og Vogne.

Men de 120 Skridt til hendes Port var en altfor kort Vej til det meget, som Karsten From havde at sige hende, og Jytte standsede forresten heller ikke selv men gik videre. Ved Hjørnet af NStore Kongensgade 238| vendte de, og for anden og tredje Gang gik Jytte Porten forbi uden at standse.

Karsten From havde spurgt hende, om det var sandt, hvad hendes Fætter havde sagt ham, at hun ikke vilde være sammen med ham. Han indrømmede, at hun maaske havde nogen Grund til at være vred paa ham; men den Kulde, hun nu i to Aar havde vist ham, var en Uretfærdighed, som han ikke havde fortjent. Han talte til hende i en ophidset Tone, sagde, at det i Almindelighed var ham ganske ligegyldigt, hvad Folk behagede at mene om ham baade som Menneske og som Kunstner, men hendes Ringeagt pinte ham, hendes Vrede kunde han ikke bære.

Hun havde hidtil hørt paa ham i Tavshed. Nu sagde hun, at hun ikke ringeagtede ham, og at hun heller ikke var vred paa ham længer.

Men da han derpaa spurgte, om han da maatte have Lov til at møde hende en Dag paa Langelinje eller et andet Sted for helt at kunne forklare sig for hende, svarede hun hverken Ja eller Nej. Hun mente dermed at ville sige ham, at hun vilde modtage ham i sit Hjem; men det syntes ikke at gaa op for ham. Han blev fra nu af tavs og saae ned mod Jorden.

For fjerde Gang kom de nu til Porten, og denne Gang standsede Jytte. Karsten From tog sin Hat af og bukkede stift med sit fornærmede Udtryk. 239| Men Jytte vilde ikke, at de skulde skilles uforsonede. Idet hun rakte ham sin Haand og sagde Farvel, tilføjede hun derfor sagtere:

»Og paa Gensyn!«

»Han saae op paa hende med et hurtigt undersøgende Blik. Han havde endnu ikke sluppet hendes Haand, og nu beholdt han den.

»Mener De det?«

»Naturligvis,« sagde hun og trak i det samme Haanden til sig, da hun saae, at han bøjede sig ned over den for at kysse den.

Den næste Morgen, da hun – noget forsinket – kom ind til Tebordet, rakte Moderen hende et Brev, som hun netop havde modtaget med Posten.

»Læs det der!« sagde Fru Bertha og gik derpaa ind i Dagligstuen for at lade hende være alene.

Brevet var skrevet med fordrejet Haandskrift paa silketyndt NPostpapir, der duftede af N Verveine. Der stod:

Mon De veed, hvad Alverden taler om, at Deres Datter er bleven Maleren Karsten Froms Elskerinde? Jeg gratulerer!

Jytte blev øjeblikkelig klar over, at Brevet var fra Fru Merck, hvis Parfyme hun til Overflod kendte. Hun var heller ikke et Øjeblik i Tvivl om, hvad der maatte være foregaaet mellem hende og Karsten 240| From, og at Skrivelsen var den forsmaaede Dames Hævn. Hun læste den derfor paany med straalende Øjne som en Sejrsbulletin. Og hun sagde til sig selv, at det var hendes første Triumf over hans slette og ødelæggende Omgangskres.

Hun var nu kun bedrøvet over, at hun ikke havde kendt Brevet allerede om Aftenen. Hun havde da kunnet tale mere frit til ham. Det var ogsaa paa Grund af Fru Merck, at hun havde trukket sin Haand til sig, da han vilde kysse den. Mon han havde forstaaet det? Hun huskede, at han var bleven staaende, lige til Porten blev lukket, som om han havde ventet, at hun vilde komme tilbage.

Hun sad med Haanden under Hovedet, mens hun i Tanker blev ved at røre om i sin Kop. Hvad hun om Natten havde hvisket til sig selv, mens hun laa vaagen og med tungt hamrende Hjerte stirrede ud i Mørket: at han var den Mand, hun skulde tilhøre – »Tvillingbroderen«, som hun de mange, mange Aar havde baade længtes efter og frygtet – det gentog hun nu med et fortrøstningsfuldt Smil, som var det noget, hun i Grunden aldrig havde tvivlet om.

Men hvordan skulde hun faa sin Mor forberedt? Det kunde jo tilmed ikke opsættes. For det var vist ikke helt utænkeligt, at Karsten From allerede idag kunde ringe paa deres Dør.

Hun drak hurtigt lidt af sin Te og gik ind i Daglig241|stuen. Moderen sad igen i Sofaen med dette Strikketøj, der voksede og voksede saa formaalsløst mellem hendes Hænder.

»Sæt dig lidt her hos mig, Jytte, og lad os tale lidt fornuftigt sammen. Jeg gav dig ikke det Brev at læse, fordi jeg mistænker dig. Men jeg synes, du skulde dog vide, hvad man siger om dig.«

»Det har jeg forstaaet, lille Mor! – Men jeg kan nu engang ikke bryde mig om, hvordan Folk snakker om mig. Sandheden er det dog aldrig.«

»Det vil jeg ikke disputere med dig om idag. Men der er en anden Ting. Du lovede mig forleden at være oprigtig imod mig. Har du holdt dit Løfte? ... Ja, du ser paa mig! Men jeg veed, at du ikke har det. Du var i Aftes sammen med Karsten From. Den Slags Ting kan du ikke skjule for mig. Jeg mærkede det i samme Øjeblik, du kom herind ... og forresten forstod jeg det allerede da du pludselig blev saa opsat paa at komme hen til den Koncert. I havde altsaa truffet en Aftale –.«

»Nej. Jeg traf Karsten From ved Udgangen, og det var ingen Aftale. Men forresten kom jeg netop herind for at snakke lidt med dig om den samme Ting. Jeg vil nemlig spørge dig, Mor, om du har noget imod, at Karsten From kommer her.«

»Her? Karsten From? ... Det kan du ikke mene, Jytte.«

242| »Hvorfor ikke? Han er dog Johns Ven.«

»Det er jo Udflugter. Og nu vil jeg vide Sandheden. Hvad er der mellem dig og Karsten From?«

»Ikke det mindste ... jeg forsikrer dig.«

Men Fru Bertha saae hendes Forvirring og sagde:

»Nu er du igen ikke ærlig mod mig. Skal jeg da altid føres bag Lyset?«

»Hvorfor mener du? Naar det kommer til Stykket, tror du maaske alligevel paa det, der staar i Brevet?«

»Jeg veed snart ikke, hvad jeg skal tro om dig.«

Jytte vilde rejse sig, men blev holdt tilbage af Moderens Haand, der greb hende haardt i Armen.

»Vil du da styrte dig selv i Ulykke, Barn! ... Men det kan heller ikke være sandt! Det er jo umuligt, at du kan holde af den Abekat! Sig dog, at det ikke er sandt!«A

»Mor, nu tror jeg, vi skal holde op. Du kender ikke Karsten From, derfor dømmer du om ham paa samme Maade, som jeg selv engang har gjort. Jeg vil foreslaa, at vi venter med at tale om ham, indtil du har lært ham lidt mere at kende. Og dersom du for en Gangs Skyld vil tro mig, Mor, saa forsikrer jeg dig nu højtideligt, at der er ikke det mindste imellem os. Jeg veed ikke engang, om han overhovedet bryder sig synderligt om mig. Kan det ikke berolige dig?«

243| »Men du, Jytte? Du holder altsaa af ham?«

Jytte lukkede Moderens Mund med sin Haand og sagde:

»Nu taler vi ikke mere om ham, Mor! Jeg veed jo alt, hvad du vil sige. Du kan ikke lide Karsten From. Det har du tidt nok fortalt mig, og du har vel haft dine Grunde til det. Jeg ber dig blot, om du vil vise dig lidt hensynsfuld imod ham, naar han er her. Mere forlanger jeg ikke.«

Hun kyssede flygtigt Moderens Pande og rejste sig. Lidt efter gik hun ind til sig selv for at tage sit Overtøj paa.

Fru Berthas Øjne fulgte hende til Døren med det raadløse Udtryk, som de altid fik, naar hun maatte mindes den gamle Grandtante Ernestine og hendes mørke Profetier. – Da Døren lukkedes, sank hun sammen med Hænderne for Ansigtet.