Ud paa Aftenen, mens den stakkels NJægermester stadig rasede og brølede i Hospitalets Gummicelle, sad Mads Vestrup fredeligt i sin lille Stue hos den gamle Skomager i Knabrostræde, hvor han var flyttet ind for et Par Dage siden. Han sad ved en lille Petroleumslampe og læste. Forinden havde han skrevet et langt Brev til sin Kone og fortalt hende 253| om Mødet den foregaaende Aften, »hvormed jeg, saa daarlig og kraftesløs min Tale end var, dog vist ikke har gjort vor kære Herre Skam«.

Nu havde han taget sin lille NRejsebibel frem og sad bøjet over Bogen med den ene Tommelfinger til Støtte under Hagen.

Paa sine mange Vækkelsesmøder omkring i Landet havde han ofte advaret mod Misbrug af den hellige Skrift. Han havde talt om visse blegnæbede NHældører, som drev Bibellæsningen som et fromt Tidsfordriv og mente at behage Gud med deres Ladhed. Men navnlig havde han gjort mange dristige Løjer med de Folk, der – som han selv engang – bildte sig ind, at Guds Ord lod sig bruge som en Slags aandeligt Afføringsmiddel, der drev Syndigheden ud af Mennesket, eller som et beroligende Pulver »at tage før Sengetid« for at sikre sig en god Søvn med lyse Drømme. Han plejede at sige, at den, der under sin Læsning af Bibelen ikke følte sig som en arm Skibbruden paa den oprørte NSø, læste den gennem Fandens Briller.

Alligevel gik han aldrig selv nogen Aften tilsengs uden at have læst et Kapitel, mest i det gamle Testamente, fordi han – ligesom sin Mor – kunde det nye udenad.

Han løftede nu sit tunge Hoved fra Tommelfingeren. Der var bleven banket paa hans Dør.

254| Døren aabnedes, og den gamle Skomagers hvide Satyrhoved viste sig derhenne med en lille Sømandspibe i Mundkrogen.

»Her er en Dame. Hun si’er, at hun gerne skulde tale med Dem. Er De hjemme?«

»Det maa være forkert. Jeg kender ingen.«

»Det er vist en NDame fra Gaden a’. NKanske har De stødt paa Nhenner og gjort henners Bekendtskab. Jeg skal spørre, hvor hun Nloserer.«

Hovedet trak sig tilbage og kom efter et Par Minuters Forløb igen tilsyne.

»Hun si’er, hun hedder Frøken Frederiksen, og at De kender henner nok. Men hun ser lidt forstyrret ud. Skal jeg la’ henner komme ind?«

Mads Vestrup grundede.

Frøken Frederiksen? ... Frøken Susse! Han huskede at have set hende den foregaaende Aften ved Mødet. Han havde genkendt hende paa Hatten og den røde NJaket. Hun havde altsaa holdt sit Løfte til ham. – Alligevel følte han sig ikke rigtig tryg.

»Er hun alene?«

»Ja, jeg saae Nallenfals ingen andre.«

»Bed hende komme ind!«

Hvad kan hun ville mig? – tænkte han. Og paa denne Tid af Dagen?

Han vidste ikke, at Frøken Susse i den sidste halve Time havde gaaet grædende frem og tilbage 255| udenfor Huset, før hun fik Mod til at gaa derind. Heller ikke vidste han, at hun om Natten havde banket paa hos sin Værtinde, en gammel Enke, og bedt om Lov til at sidde inde hos hende, fordi hun ikke turde være alene. Ikke heller, at hun hele denne Dag havde gaaet fortvivlet omkring i sit Værelse uden at ville lukke nogen ind, indtil hun nu til Aften havde ringet Værten i »Elysium« op for at faa hans Adresse.

Skomagerens gamle Hoved kom for tredje Gang tilsyne.

»Hun er væk nu!«

»Er hun gaaet?«

»Ja, hun stak af uden at si’e et eneste Ord. Jeg tror Ninte, hun var rigtig klog af sig. Hun saae saa forvildet ud af Øjnene.«

Nu forstod Mads Vestrup, at der var Nød paafærde. Han sprang op, greb sin Kasket og skyndte sig ud.

Der var ikke et Menneske at se i den lille, mørke Gade. Han gik saa op mod NBrolæggerstræde, hvorfra han hørte Skridt. Paa Hjørnet stod en stor Betjent.

»Vær saa god at sige mig, om De har set en Dame komme her forbi for et Øjeblik siden.«

»Hvordan skulde hun se ud?«

»Hun havde vist en meget stor Hat. Og rød Jaket.«

256| »Naa jo! ... NEr der no’et itu? ... Hun stak forresten den anden Vej«, sagde han og viste med Tommelfingeren ned mod NKanalen.

»Tak!«

Mads Vestrup skyndte sig tilbage. Han var kommen til at ryste, fordi han begyndte at frygte en Ulykke. Han mindedes sin Studentertid, da han engang selv i flere Dage gik forvildet omkring i Byen og sikkert tilsidst vilde have taget Livet af sig, dersom han ikke havde haft sin gode, fromme Mor at ty over til. Hans egen Angst og Fortvivlelse fra de Dage blev i disse Øjeblikke saa levende for ham, at han uvilkaarlig satte i Løb.

Da han naaede ned til NNybrogade, standsede han raadvild.

Heller ikke her var der nogen rød Jaket at øjne. Foran en Gadedør stod et Par Kærestefolk og fjantede, og en gammel fuld Mand ravede hjemad langs Husrækken til den anden Side. I hele det øde og mørke Bykvarter langsmed Kanalen saaes iøvrigt ikke et Menneske. Ovre paa Slotsholmen kørte en Sporvogn. Men ellers var ogsaa derovre alt tomt og stille. NMusæet var som udslettet af Mørket. Foran Porten til Ndet kongelige Ridehus brændte en eneste Lygte.

Mads Vestrup var paa maa og faa drejet tilhøjre, ned mod NStormbroen; men han kom ikke langt, før 257| han standsedes af et Skrig, et Nødraab, der fik ham til at fare sammen. Det lød fra Kanalen men et godt Stykke borte, i Retning af NGammelstrand. Alligevel mente han ganske tydeligt at kunne genkende Frøken Susses Stemme. Og da Skrigene pludselig kvaltes, var det for ham, som saae han hende i det samme synke tilbunds – og derfra ned i Helvede.

Da han i Løb naaede hen til Stedet, var der allerede samlet en Del Mennesker. Fra de mange skumle NSmug, der munder ud omkring Ndet gamle Assistenshus, smuttede der Folk frem som Rotter. I alle Husene langs Kanalen var Beboerne kommen til Vinduerne. Der blev raabt paa Politi; andre spurgte, hvor NRedningsapparaterne var.

Skrigene nede fra Vandet hørtes nu igen tilligemed en fortvivlet Pjasken.

»Jeg vil ikke dø! ... Jeg vil ikke dø!«

I det svage Skær af de faa Lygter langsmed Bredden kunde man akkurat skimte noget levende dernede paa det mørke Vand, og man saae, at Strømmen stadig førte det fortvivlet kæmpende Menneske længere ud. En Mand kom løbende med en Baadshage og et Reb. Et Par andre var rendt ned til Stormbroen efter en Baad.

Den store Betjent, som Mads Vestrup for lidt siden havde talt med, kom nu spaserende.

»Hvad er her itu? ... Er der no’en faldet i?«

258| En ung, bleg Fyr, der stod med Hænderne i Bukselommerne, sagde:

»Det er vist igen en af de Nlogerendes Frøkener fra NKompagnistræde, der har villet Ndrone sig. Men Vandet er hende for koldt idag.«

I det samme skubbedes baade han og Betjenten voldelig tilside af en Nsvær Mand, der havde kastet Frakke, Vest og Sko, og nu ved Hjælp af det Reb, der var Nskaffet tilveje, lod sig fire ned langs Kanalmuren, indtil han naaede Vandet. Det var Mads Vestrup. Den Tanke, at det stakkels Menneske derude skulde dø for hans Øjne midt i sine Synder og blive Djævelens Bytte, havde han ikke kunnet udholde. Rædslen derfor havde grebet ham som et Raseri, en Bersærkergang.

Man saae ham forsvinde i Mørket dernede.

Uhyggen og Spændingen gjorde Folk tavse. Kvindens Skrig var igen bleven kvalte. Men man hørte Manden raabe.

»Hold Dem oppe! Der kommer Hjælp!«

Nu lød der ogsaa Aareslag.

»Baaden er her!« sagde Folk lettet.

Der havde efterhaanden samlet sig et stort Opløb. I alle Husene helt ned til NHøjbro hang Folk ud af Vinduerne som ved en Ildebrand. Redningskorpset var bleven alarmeret. Ogsaa Læge var der sendt 259| Bud efter. Politibetjente og nysgerrige ilede til fra alle Sider.

Nogle Minuter senere laa Susse Frederiksen, af Aviserne kaldet »Folkets Glæde«, udstrakt paa NStenbroen, mens Redningskorpsets Mandskab tilligemed Lægen arbejdede med en NMaskine for at bringe Liv i hende. Ved hendes Fødder stod Mads Vestrup. Han drev af Vand og skælvede af Kulde, men var alligevel endnu udelukkende Nbetaget af Angsten for denne Menneskesjæls evige Fortabelse.

Politibetjentene holdt de nysgerrige paa Afstand. Men forresten havde de ingen Besvær med at holde Orden. Saalænge Folk ikke vidste, om det var et Lig eller et levende Menneske, de havde samlet sig om, forblev de stille og talte ikke højt. Man hørte Maskinen arbejde. Og pludselig gik der en Bevægelse gennem de nærmest staaende. – »Hun aander!« blev der sagt.

I det samme var det forbi med den højtidelige Stemning. Folk raabte op og trængte paa for at komme til at se.

Pludselig var der en, og straks efter flere, der spurgte efter Redningsmanden. Men Mads Vestrup var allerede gaaet sin Vej. Saa snart han havde faaet Sikkerhed for, at Pigen levede, søgte han efter sin Frakke og de øvrige Ting, som han havde kastet fra sig, og som en gammel Kone imidlertid havde 260| holdt Vagt ved. Efter at han havde forvisset sig om, at Ur og Penge var i Behold, og at endogsaa Brillerne var ubeskadigede, var han gaaet stille bort.

Han ønskede ikke fremmede Menneskers Indblanding i hans Forhold til denne Pige. Han vilde frem for alt ikke, hun selv endnu skulde vide, at det var ham, der havde revet hende ud af Helvedes Gab. Han længtes nu kun efter at komme hjem for at kunne takke Gud paa sine Knæ.