[1]| I

[3]| I Mørke og graa Taage mødtes to Mænd paa Landsbyens Gade og faldt i Snak.

Den ene, der med Gløden af en Cigar oplyste sit eget dobbelthagede Maane-Ansigt, var den lille Jørgen Mosegaard, Amtsraadsmedlem og Sparekassedirektør, gennem mange Aar den selvskrevne Ordstyrer og Leve-Udbringer ved alle Møder paa Egnen. Den anden, som bar en Lygte i en Snor, var Pastor Johannes Gaardbo. Han kom fra et Sygebesøg hos en fattig Familje, der boede i en Rønne langt ude i Overdrevet.

De to Mænd havde ikke talt længe med hinanden, før de kom ind paa den Sag, som alle i Landet for Tiden talte om: Enslevs aabne Brud med sit Parti, den Kamp mod Kirken, som den gamle Mand trods sine Venners Advarsler nu vilde paatvinge Folket og udkæmpe paa Liv og Død.

Jørgen Mosegaard ytrede sig om Sagen med sin sædvanlige, vidtløftige Forsigtighed. Hver Gang han tog Cigaren af Munden, var det, som om der blev sat et vel indsmurt Maskineri i Bevægelse. Med Færdighed udrulledes i Sangtone en Række lang4|strakte Talemaader, der hverken sagde Ja eller Nej. Han var en Mand med Fynboens aabne Favn og udelukkede nødig nogen fra sit Venskab. Det var netop denne omfattende Næstekærlighed, han skyldte sine mange høje Tillidsposter.

»Nu faar vi jo se, hvordan det altsammen vil og maa og skal udvikle sig. For det er jo saadan, at det snart maa blive aabenbaret, hvad der i det hele og store er Enslevs sande Mening. Der maa jo snart komme en Klaring paa Situationen. Det mener jeg for min Del bestemt.«

»Jeg synes ellers ikke, at hans Mening er til at tage fejl af,« svarede Præsten. »Saa længe hans hvide Hoved er oven Mulde, skal der ikke gælde anden Lov her i Landet end hans Vilje. Hans Hævngerrighed og Magtsyge skal hele Folket tjene. Han taaler ingen over sig og ingen ved Siden af sig. Ikke en Gang Vorherre selv.«

»Naa, naa, Gaardbo – naa, naa! Lad os vare os for Overdrivelse. Den Slags haarde Ord gør saavist ingen Gavn. Jeg staar nu i den Formening, at det altsammen tilsidst vil jævne sig og blive til Lykke og Velsignelse for vort kære lille Fædreland. Blot vi ikke forivrer os men ser Tiden an og la’r det hele udvikle sig paa naturlig og tilforladelig Maade. Det mener jeg bestemt.«

Hans Læber rundede sig for igen at modtage Ci5|garen som en Spunds, der i nogle Øjeblikke stoppede for hans Veltalenhed. Mens han dampede, sagde Præsten:

»Det er i hvert Fald nu for sent at ville afvende Forargelsen. Men eet er sikkert. De Folk her i Kresen, der i Sommer hjalp til at sætte Jægermesterens Valg igennem, har et Medansvar for de Ulykker, som den gamle Rænkesmed endnu kan bringe over Landet. Og det skal blive husket!«

Cigargløden lyste atter op i Jørgen Mosegaards pludsede Ansigt, og det saaes, at Truslen i Præstens sidste Ord gjorde ham bleg om Næsen. Som de fleste andre af Egnens Storbønder havde han ved Sommerens Valg fulgt den enslevske Parole og stemt paa Jægermester Hagen. Rigtignok havde han en Gang benægtet det overfor Pastor Gaardbo; men denne havde skaffet sig paalidelig Underretning.

Da den lille lavbenede Sognekonge nu igen begyndte at lade sin Ordtønde løbe, sagde Præsten derfor Godnat og gik videre ad den sølede Vej med sin Lygte.

Kort efter sad Jørgen Mosegaard inde hos sin gode Ven og Nabo, gamle Ole Jensen, og rørte rundt i en dampende Romtoddy. Han fortalte om sit Møde med Præsten og sagde:

»Han er ellers bleven noget rask i Mundtøjet, den samme unge Mand. Det har kreperet ham gevaltigt, 6| at han skulde gaa hen og blive Dumpekandidat i Sommer. Han snakkede om Enslev, saa det var helt forargeligt at høre paa. Og Enslev er dog hans kødelige Farbror. Jeg sagde det ogsaa til ham lige op i hans aabne Ansigt. Det er lovlig stærk Tobak, sagde jeg. Jeg tror ogsaa nok, han blev lidt flov af sig. Naa – jeg siger forresten ikke noget til’et. Gaardbo har paa flere og forskellige Maader gjort sig fortjent af Sognets Fattigpleje. Men vi kan jo ikke allesammen bli’ Rigsdagsmænd.«

For Enden af Bordet, i hvis fine Mahogniplade en forgyldt Hængelampe spejlede sig, sad Gaardkonen med Hornbriller og Strikkestrømpe. Flere Gange under Jørgen Mosegaards Tale havde hun skævet lidt ængstelig til sin Mand, der sad i en Armstol ved Kakkelovnen og gumlede paa en Skraa. Ole Jensen taalte ikke godt at høre Pastor Gaardbo nævne i sine Stuer. Han var en Bonde af den gamle Skole og forargedes over Præstens mange »Anstalter«, som havde forstyrret Freden i Sognet.

For at lempe Samtalen bort fra det farlige Emne gav Konen sig til at snakke om Præstens Bror, Distriktslægen i Jerve, som der altid løb saa mange Historier om. Hun havde hørt, sagde hun, at »det tovelige Menneske« for nylig skulde have skrevet en Medicin op til en Mand i Sanderum og bagefter sagt til ham, at det ikke havde været andet end det 7| klare Vand. Var det dog ikke en skammelig Adfærd! Hos rige Hans Rasmussen i Jerve havde han forlangt, at hele Familjen skulde faste strengt en Dag hver Uge Aaret rundt. Havde man hørt noget saa forskrækkeligt her i Landet siden den katolske Tid? Han kunde da vist ikke være rigtig i Hovedet.

Den knarvorne Gamle ved Kakkelovnen havde nu rejst sig. Han stod foran Chiffonnieren og rodede i Skufferne efter et Spil Kort.

»Ja, de er ens store Narre begge to,« sagde han. »Men hold nu Kæft, Mutter. Vi skal ha’ et Slav Fedtmule, Jørgen!« –

Pastor Gaardbo var imidlertid naaet hjem til sin store, tomme Præstegaard i den anden Ende af Byen. Han stod i Forstuen i Færd med at hænge sit Tøj op, da hans Husholderske, den nervøse Frk. Martinsen, stak Hovedet ud af Køkkendøren og i krænket Tone lod ham vide, at Søren Tækker og en anden Mand sad inde i hans Stue og havde ventet paa ham over en halv Time.

De to Mænd rejste sig stille fra et Par Stole ved Døren, da han kom ind. Han tog dem i Haanden, saae derpaa opmærksomt fra den ene til den anden og sagde:

»I ser ud, som om I kom med Nyt. Der er sket noget.«

Søren Tækkemand bekræftede det.

8| Præsten tog Lampen, der stod paa Pulten under det store Kristusbillede, og flyttede den hen paa Bordet foran Sofaen.

»Lad os sætte os her! ... Og lad mig saa høre!«

Da de to Mænd var kommen til Sæde i Sofaen, trak Tækkemanden en sammenlagt Avis frem af Brystlommen under sit store Skæg. I Tavshed rakte han Præsten den over Bordet. Det var Dagsnumeret af en af de smaa københavnske Sladderaviser.

»Hvad er dog dette her!« udbrød Præsten, da han i en Forside-Artikel med den kæmpemæssige Overskrift Fra Rigsdagssalen til Gummicellen læste om den Ulykke, der havde ramt hans sejrende Modkandidat ved Sommervalget. Optrinet paa Trappegangen udenfor Hr. Frandsens Lejlighed, Jægermesterens Kamp med Politibetjenten, Folkeopløbet ved hans Bortkørsel til Hospitalet, alt var vidtløftigt udmalet, som om det galdt en verdenshistorisk Katastrofe. Og det var ikke svært at se, hos hvem Bladet havde hentet sine Oplysninger. Slutningen af Artiklen lød:

»Særdeles at beklage er Folketingsmandens Svigerfar, den bekendte Grosserer L. K. Søholm, der efter Sigende med meget betydelige økonomiske Ofre har støttet hans længe vaklende Kredit og saaledes nylig afkøbte ham hans fynske Gods »Storeholt«. Men navnlig vil Medfølelsen naturligt samle sig om den 9| syge Mands saa grundløst mistænkte Hustru, hvis smukke og distingverede Skikkelse har vakt berettiget Opsigt i vort højere Selskabsliv.«

»Dette er jo forfærdeligt!« udbrød Pastor Gaardbo flere Gange under Læsningen. »Men kan det ogsaa være sandt? Der har jo ikke staaet et Ord om det i vore egne Aviser.«

Med fremstrakt Pegefinger gjorde Tækkemanden ham opmærksom paa, at Bladet var det sidste nye fra Hovedstaden. Mejeribestyreren havde bragt det med fra Odense. Forresten havde han ringet »Folkebladet« op og faaet Meddelelsen bekræftet.

»Tænk, at det skulde ende saadan! Men det maatte man jo næsten vente,« sagde Præsten og læste videre.

Men et Øjeblik efter lod han Bladet synke. Med et pludseligt forandret Udtryk saae han over paa de to Mænd, der begge havde vogtet paa hans Miner, mens han læste. Og det var ikke alene Øjnene, men ogsaa Tankerne, der nu mødtes.

Der blev stille i Stuen nogen Tid. Derpaa begyndte Tækkemanden:

»Kan De huske, Pastor Gaardbo, hvad De sagde til mig den Aften, da Jægermesteren blev valgt? Vi vil ikke tabe Modet, sagde De. Næste Gang skaffer vi Herrens Sag Oprejsning. Saa aftvætter vi Skammen, sagde De. – Der var vist ingen af os, der 10| tænkte paa, at »næste Gang« skulde komme saa brat. Men saadan har det nu været Vorherres Vilje.«

»Amen!« lød det stærkt fra hans hidtil murtavse Ledsager, en ældre, rødnæset Mand med et skummelt Ansigt. Præsten nikkede tavs.

Der blev nu talt om Udsigterne for det nye Valg, som efter alles Mening vilde blive nødvendigt. Tækkemanden var fuldt overtydet om, at det trods den korte Frist skulde lykkes dem at tage Kresen denne Gang. Kristi Venneskare var vokset stærkt de sidste Maaneder paa Grund af Enslevs vedvarende Udæskning i Avisartikler og Interviews; og den Skam, som Jægermesteren nu havde kastet over sine Vælgere, vilde sikkert aabne Øjnene paa mange, som endnu om Sommeren havde fulgt det enslevske Banner.

Efter at der derpaa var truffet Aftale om at indvarsle til et Møde af Vennekresens Tillidsmænd, brød Tækkemanden og hans Ledsager op for at bringe den store Nyhed videre ud i Menigheden.

Da Pastor Gaardbo havde fulgt sine Gæster ud og var kommen tilbage, blev han staaende ved Siden af Pulten med et Udtryk, som om han i Tankerne allerede stod paa Valgtribunen med et larmende Menneskehav foran sig. Langt stærkere, end han havde ladet sig mærke dermed overfor Vennerne, var han bleven opglødet af Udsigten til at komme 11| ud i Kamplinjen, hvor Landets og Folkets Fremtid nu skulde afgøres.

Efter sin Kærestes Ulykkesdød havde han i lang Tid haft en Sky for den store Offenligheds ti Tusinde Øjne. Han havde levet her i sin tomme Præstegaard og dannet sig sin egen stille Verden langt fra meget af det, der tidligere optog ham. En Savnets Verden ganske vist, men opfyldt af lykkelige Minder, der befolkede Tomheden og gjorde ham Ensomheden fortrolig. Men siden Sommerens Valgkamp havde hans Sind været i Gæring, og han havde følt Nederlaget saa meget tungere, som det flere andre Steder i Landet var lykkedes Menigheden at sende unge, modige Kristmænd ind i Tinget som Svar paa Farbroderens Undsigelse.

Han vidste godt, at det ikke vilde blive helt let for ham at bryde op fra sine mange Venner her og – maaske for bestandig – at skilles fra sine to Kirker, der var bleven ham saa hjemligt kære, og hvor han vel ogsaa nok selv vilde blive savnet lidt. At han i København maaske kunde risikere at træffe sammen med Frk. Jytte Abildgaard, foruroligede ham ogsaa noget. Skønt han nu tænkte tilbage paa sin Optagethed af den livstrætte og spotske Ministerdatter som en trist Forvildelse, kunde han til sin Skam ikke nægte, at Erindringen om hendes Skønhed endnu havde nogen Magt over hans Tanker. Men i Øje12|blikkets højtideligt bevægede Sindsstemning var det ikke svært at faa Bugt med alle saadanne Betænkeligheder, og han var fuldt paa det rene med sig selv om, at han nu baade kunde og skulde vende tilbage til den store Arbejdsplads, hvorfra der saa mange Gange var bleven kaldt paa ham.

... Han løftede Hovedet. Og pludselig gik der en Skygge henover hans forklarede Træk. Han havde hørt et fjernt Automobilhorn og genkendt Lyden. Det var hans Bror, der kørte forbi ude paa Hovedlandevejen.

Han blev staaende med Haanden paa Pulten og fulgte Lyden, indtil den forsvandt. I to Maaneder havde han ikke talt med Broderen. Undertiden havde han paa Frastand set hans Vogn; men med Forsæt havde han undgaaet et Møde. Efter den dybe Krænkelse, Broderen tilføjede ham ved deres sidste Sammenkomst, havde han ikke kunnet tænke paa ham uden Bitterhed. Havde heller ikke kunnet bede for ham i fuld Oprigtighed. Nu lagde han Hænderne over sit Ansigt. Den Tanke, at de maaske nu skulde skilles – og skilles uforsonede – fik hans Hjerte til at strømme over af sorgfuld Bekymring.

»Aa, Povl – Povl! Hvorfor vil du ikke høre Sandhedens Røst?«