Klokken fire om Morgenen fødte Fru Meta ved fuld Bevidsthed en sprælsk Dreng, der ligesom sin Oldefar, den gamle Smed i NEnslev, traadte ind i Verden med et Vræl, der ganske lød som et Hurra. Glæden i Huset var stor. Børnenes Utaalmodighed var ikke til at styre. Allerede om Formiddagen fik de Lov til at komme ind og hilse paa den nye Bror. Paa indadvendte Taaspidser listede de tre ældste ind i Gaasegang og stirrede med højtidelig Nysgerrighed paa den Lille, der nu var svøbt og laa hos Moderen. Kun den hidtil yngste af Flokken, der sad paa Faderens Arm, vendte misfornøjet Ansigtet bort og stak tilsidst i et Brøl, saa hun maatte bæres ud.

I de følgende Dage tænkte Doktoren ofte paa sin 25| Bror og glemte heller ikke det Løfte, han havde givet sin Kone. Men i sin Lykke opsatte han Indfrielsen fra Dag til Dag, og imidlertid hændte der noget uventet. Fru Meta blev pludselig syg. Hun fik Feber, og Barnet maatte tages fra hende. I Løbet af et Par Dage blev Tilstanden ret alvorlig. Rygtet bissede allerede rundt paa Egnen og fortalte, at hun ikke kunde leve.

En Aften i Mørkningen sad Doktoren modfalden ved hendes Seng. Det var Femtedagen efter Fødslen, og Feberen var Ni Stigen. Fru Meta laa og døsede med halvaabne Øjne. Af og til smaasnakkede hun i Vildelse.

Doktor Gaardbos Tanker gik tilbage til de Dage for ti Aar siden, da han lærte sin Kone at kende paa et københavnsk Hospital, hvor han dengang var Kandidat og hun Sygeplejerske. Han havde næsten øjeblikkelig forelsket sig i hende. Skønt han godt kunde se, at hun ikke var smuk, ja at hun maaske var den mindst kønne af de mange bararmede Hospitalsfeer, der mylrede op allevegne og gjorde Luften saa farlig for de unge Medicinere, havde hun hurtigt i hans Øjne faaet en NStraalekrans om Hovedet. Det skete den allerførste Dag. For at komme tilbunds i nogle paaklagede Forsømmelser holdt Overlægen Justits paa Afdelingen og rasede i Sygestuerne og paa Gangene som en Bersærk; og under dette Uvejr var hun 26| den eneste, der havde haft Mod til at staa frem og sige Sandheden. Et Par Dage efter, da de tilfældigt blev alene ved en Sygeseng, hvor hun hjalp ham med en Forbinding, saae han ind i hendes Øjne, og for første Gang Noplod sig for ham den Verden af Godhed og Renhed, som skulde blive hans Eje. Allerede en Ugestid efter friede han. Til sin egen Overraskelse fik han straks Ja, og i Grunden var han aldrig ret kommen sig af sin Forundring over, at netop han, den Nvanføre Mand, hvem de unge Kvinder havde skyet, skulde opnaa en saa stor og ufortjent Kærlighedslykke. Disse sidste ti Aar syntes ham nu de eneste, hvori han virkelig havde levet. Og hvordan havde han lønnet hende? Med daglig voksende Byrder, med fem Barnefødsler og evige Pengebekymringer, med sin Utaalmodighed og sine Bravader – –

Døren bagved ham gik sagte op. En af NPigerne kom listende ind, bøjede sig over ham og hviskede, at der var kommen En, der vilde tale med ham. Han var altfor dybt indspundet i sine egne Tanker til at mærke, hvor besynderlig optaget hun var af sin Meddelelse, rejste sig mekanisk og gik ud. Men idet han paa Vejen til sit Værelse i den modsatte Ende af Huset kom gennem Dagligstuen, standsede han pludselig med en Studsen. Han havde hørt den lille Hedvig udbryde ude i Forstuen:

27| »Næh! ... Farbror Johannes!«

Det er ikke muligt! – tænkte han saa overvældet, at han næsten ønskede, det ikke var sandt. Men da han i det samme hørte Broderens Stemme, skyndte han sig til Døren og rev den op.

Præsten stod derude omringet af Børnene, der var stormet ud fra Barnekammeret. Han var i Færd med at hænge sin glinsende vaade Regnfrakke op paa Knagen. Uden at vende sig om mod Broderen rakte han Haanden ud og sagde:

»Det staar nok ikke helt godt til her.«

Doktoren greb Haanden med begge sine, og da de var kommen ind i hans Stue, og han havde tændt Lys derinde, lagde han Hænderne paa Præstens Skuldre.

»Johannes! ... At du er kommen! ... Hvordan skal jeg sige dig Tak?«

»Jeg maatte herover, da jeg hørte, hvordan det stod til. Fortæl mig nu alt.«

»Ja, du veed det altsaa. Meta er meget syg. Det kom saa pludseligt. Ellers var jeg kommen over til dig og havde meldt vor lille Drengs Fødsel.«

Han vilde have sagt mere, vilde have lettet sit Hjerte helt for den store Uret, han havde gjort ham med sin Mistro. Men der var noget i Broderens Holdning, der ligesom unddrog sig Fortroligheden, hvorfor han besluttede at vente til senere.

28| De tog Plads ved Siden af hinanden paa den haarde Hynde-Bænk, og Doktoren gav sig til at fortælle om sin Kones Sygdom. For at berolige baade Broderen og sig selv udtalte han sig meget fortrøstningsfuldt om hendes Tilstand. Men hans Nidelige Forsikringer om, at der ingen Grund var til Ængstelse, lød for meget som undertrykt Tvivl, og hvert Øjeblik drev hans indre Uro ham ud paa Gulvet, hvor han humpede frem og tilbage.

Præsten iagttog ham i Tavshed med et tankefuldt, undertiden halvt fraværende Udtryk.

De talte ogsaa lidt om den Nyfødte og de andre Børn, og Doktoren spurgte sin Broder, hvad han selv havde oplevet i den lange Tid, de ikke havde set hinanden.

»Jeg har hørt om den Ulykke, der er overgaaet NJægermesteren,« sagde han. »Og her skal jo være Valg, ikke sandt? ... Jeg har i flere Dage ikke læst Aviserne; men saa meget veed jeg dog, at du igen vil Nstille dig.«

Hertil svarede Præsten ikke noget. Derimod gav han sig til at tale om det Brev, han i sin Tid havde modtaget fra ham.

»Du har maaske undret dig over, at jeg ikke har svaret paa det tidligere. Men det har haft sin bestemte Grund.«

29| »Det er jo nu saa ganske ligegyldigt, Johannes! Jeg forlanger ingen Forklaring. Nu er du jo selv kommen, og det skal jeg Naldrig glemme dig. Lad os lade Fortiden hvile! Jeg har selv skammet mig over den dumme Historie – det maa du tro.«

»Jeg vil alligevel gerne forklare dig Grunden til min Tavshed,« svarede Præsten. »Det er jo bedst at forebygge nye Misforstaaelser. Du skrev i dit Brev, at det var mig, der ved den Lejlighed var den udæskende Part. Det kan jeg nu ikke indrømme dig; men det skal jeg forresten ikke lægge videre Vægt paa. Det betyder jo kun lidt, hvad der var den tilfældige Anledning til Striden. Derimod maa du forstaa, kære Povl, at hvad den dybere liggende Aarsag angaar – –.«

Han blev afbrudt af Doktoren.

»Nu ikke et Ord mere, Johannes! Jeg for min Part har glemt vort Klammeri – det kan du ogsaa gøre. Det var ikke bedre værd. Og vi skulde dog ikke gerne risikere igen at komme ind paa de Spørgsmaal, som vi nu en Gang ikke kan blive enige om.«

Ved disse sidste Ord var det, som om et Lys slukkedes inde i Præstens klare, blaa Øjne. Han sad derpaa en Tid og saae ned for sig uden at tale.

»Ja ja, Povl! Naar det forholder sig, som du her siger, skal jeg ikke komme nærmere ind paa Sagen. 30| Jeg ønsker naturligvis ikke at vække ny Strid imellem os.«

»Ja, saa taler vi ikke mere om det,« sagde Doktoren, han stod igen op fra Bænken og gik hen imod Døren. »Jeg vil blot give Pigerne Besked. For du bliver her da i Nat?«

»Nej Tak, Povl, jeg vil ikke paa nogen Maade gøre Forstyrrelse i Huset. Jeg kom blot for at høre, hvordan det stod til. Jeg maa endogsaa snart afsted.«

»Men hvorfor dog? I det Vejr!«

Præsten forklarede, at han var kommen kørende hertil sammen med sin Nabo, Niels Jensen, der havde et Ærende hos NSognefogden her i Jerve. De havde truffet den Aftale, at de ogsaa skulde følges ad tilbage.

Doktoren saae paa sin Bror. Den nævnte Niels Jensen var en af hans argeste Fjender, som engang offenlig havde beskyldt ham for at forsømme Egnens fattige Patienter. Broderen havde derfor hidtil holdt Manden paa Afstand.

»Niels Jensen ... ja saa! Men hvad er det for en taabelig Aftale. Du kunde dog vide, at jeg med Glæde vilde køre dig hjem. Jeg sender Bud ind til Sognefogden.«

Men Præsten bad ham lade være, og sagde igen, at han ikke vilde gøre Ulejlighed. Hvorpaa Dok31|toren vendte tilbage til sin Plads med formørket Ansigt.

I nogen Tid sad de to Brødre og holdt en Slags Samtale vedlige om forskellige Ting, som tilfældigt faldt dem ind. Ogsaa om Valget talte de igen, og om Præstens mulige Vinterophold i København. Men Pavserne blev bestandig længere, Afstanden mellem deres Tanker voksede fra Minut til Minut.

Doktoren blev efterhaanden klar over, at de i disse to Maaneder var gleden uhjælpeligt bort fra hinanden.

»Jeg har ingen Bror mere,« sagde han til sig selv. »Den ufattelige Tanke maa jeg se at vænne mig til.«

Han gjorde derfor heller ingen Indsigelse men følte det nærmest som en Lettelse, da Broderen rejste sig for at gaa. Inde i Dagligstuen slog Uret i det samme seks. Han tænkte paa, at Besøget altsaa havde varet knap en halv Time.

Præsten gav ham Haanden.

»Jeg ser igen indenfor om et Par Dage. Til den Tid er Meta forhaabenlig kommen over det. Hils hende mange Gange.«

Doktoren svarede kort »Tak«.

Han fulgte Broderen ud. Men ved Døren standsede Præsten, stod en lille Tid tøvende med Haanden paa Dørgrebet og vendte sig derpaa om imod ham.

»Jeg vil dog ikke gaa herfra uden at have sagt dig, Povl, at jeg kom hertil med et lille Haab om, 32| at vi nu bedre skulde kunne tale sammen om det, der sidst – og tidligere – var Aarsag til vor Strid.«

»Det har jeg forstaaet,« svarede Doktoren.

»Jeg havde ment, at du i disse for dig saa svære Dage, saa fulde af Ængstelse og Bekymring –.«

Han fik ikke Lov at tale ud.

»Nu maa du helst gaa, Johannes. Hvad nytter det desuden? Jeg veed jo alt, hvad du vil sige. Jeg har hørt det saa tidt, at det ikke mere gør nogetsomhelst Indtryk paa mig.«

»Ja, det er jo din sædvanlige – lidt Nflotte – Maade at affærdige den Ting paa. Det er overhovedet en af dine Fejl, Povl, at du ikke har Taalmodighed til at høre, hvad andre har at sige. Al anden Tale end din egen finder du saa hjertens overflødig.«

»Det er ganske simpelt ikke sandt.«

»Ja ja. Saa er det ikke sandt,« svarede Præsten sagtmodig. »Jeg vil – som sagt – ikke Nyppe ny Strid. Maa jeg blot, inden jeg gaar, gøre dig et Spørgsmaal. Jeg stiller det til dig i din Egenskab af Læge. Hvad vilde du sige om mig ... hvad vilde du sige om hele den store, lidende Menneskehed, dersom du vidste dig i Besiddelse af et Lægemiddel, som kunde hjælpe den i al Livets grænseløse Jammer, oprejse de svage, styrke de modløse, bringe Lys og Fred og Glæde ind til alle Stakler, der sidder 33| og fryser i Dødens Skygge ... Jeg spørger dig: dersom du vidste dig i Besiddelse af et saadant Lægemiddel, og dersom man saa – i Stedet for at modtage Hjælpen – overlegent afviste den, maaske med en Bemærkning om, at man ikke havde den behov. Hvad vilde du sige til det?«

»Jeg vilde sige, at man gjorde vel i ikke at tro paa Mirakelkure.«

Præsten saae et Nu paa ham med et næsten ondt Glimt i Øjnene. Saa vendte han sig tavs om og gik ud.

I Forstuen viste Børnene sig igen, de to yngste i deres Natdragter. Præsten strøg dem medlidende over Kinden, og dette Syn stemte ikke Doktorens Sind mildere.

Efter at han var kommen tilbage til sin Stue, stod han længe midt paa Gulvet henfalden i Tanker. »Farvel, Johannes! Nu har du hævnet dig!« sagde han højt. Og han tænkte paa sin Brors afdøde Kæreste, hans egen Kusine, og paa den mørke Hemmelighed i Broderens Liv, som denne ikke selv kendte.

At den unge Piges Død ikke skyldtes noget Ulykkestilfælde men – som Jytte Abildgaard med sit visionære Klarsyn saa hurtigt havde anet – var et Selvmord, det var Doktor Gaardbo nu det eneste Menneske i Verden, der vidste. Han var hin Dag bleven kaldt til Kolding ved et NIltelegram og havde 34| paa egen Haand foretaget en Undersøgelse. For Broderens Skyld havde han fortiet Resultatet, da han var overbevist om, at Sandheden vilde dræbe ham. End ikke til Meta havde han vovet at betro sin Viden, for at hun ikke ved et uoverlagt Ord skulde vække Broderens Mistanke. Men han havde i disse Maaneder undertiden spurgt sig selv, om det dog ikke nu var hans Pligt at fortælle Johannes Sandheden, forinden han voldte nye Ulykker. Mere og mere betragtede han sin Broder som et sygt Menneske, en Ulykkelig, der havde taget Skade paa sin Sjæl. – –

Der blev banket paa Døren. Det var Pigen, der kom ind med den Besked, at Fru Meta var vaagnet og gerne vilde se ham.

Det blev kun et kort Møde. Fru Meta havde intet faaet at vide om Svogerens Besøg. Hun spurgte til Børnene, og sank derefter igen tilbage i sin Døs. Hun vilde dog ikke slippe hans Haand, og han blev siddende hos hende nogen Tid, indtil han mærkede, at hans Nærværelse gjorde hendes Søvn urolig. Saa listede han sagte Haanden til sig og gik tilbage til sin Stue.

Han satte sig ned ved sit Arbejdsbord for at prøve paa at samle sig til at besvare de Embedsskrivelser, som havde hobet sig op der i de sidste Dage. Men han blev siddende med Hænderne omkring Hovedet 35| og sank atter ned i grublende Tankefuldhed – ned i den Brønd fuld af Mørke og Gravkulde, der gemte hans Slægts skjulte Historie.

Paa Væggen over Bordet hang mellem andre Familjebilleder det landskendte Dobbeltportræt af hans Bedsteforældre, de gamle NSmedefolk i Enslev. Uvilkaarlig løftede hans Øjne sig en Gang op mod dette Billede og blev hængende ved det. Han havde om sin Bedstefar tilfældigt hørt et og andet, der ikke stemmede med Familjetraditionen, Nendmindre med det Idealbillede, som de fleste af Farbroderens Levnedsskildrere havde tegnet af Slægtens Stamfader. Den gamle Enslev-Smed havde aabenbart ikke hørt til blandt NGodtfolk i sin Hjemby, ja han syntes at have været mistænkt for en eller anden uopklaret Forbrydelse. En ældre Bondemand fra Enslev By, som han en Gang traf i en Jernbanekupe, vidste at fortælle, at den Gamle paa sin Dødsseng havde paakaldt Mørkets Magter og sagt du til Djævlen. At det paa hans Begravelsesdag kom til Ufred mellem Børnene i selve NSørgehuset, var i hvert Fald ingen NKrønike. Det huskede han, at hans egen Far en Gang i et af sine Tungsindsanfald var kommen til at røbe.

Siden hin Dag var der gaaet en Menneskealder, og den frodige Smedeæt fra Enslev havde nu spredt sig over hele Landet. Under de forskelligste Navne 36| sad den rundt om i Præstegaarde og Lægeboliger, i Kontorer og Butiker, næsten allevegne velansete og ogsaa velstaaende Folk. Men det var, som om den onde NTvedragtsaand, der havde drevet sit forargelige Spil omkring Bedstefaderens Kiste, stadig huserede overalt i Slægten. Allerede som Barn havde han følt det, naar han sammen med Johannes fulgte Faderen ind til Kolding paa dennes regelmæssige Besøg hos deres ældste Farbror, NKancelliraaden. De to Gamles NTobaks-Koncilium nede i Kontoret, hvor han første Gang havde hørt sin store Farbror nævne, disse underligt forblommede Samtaler, hvor der ideligt ved en Øjenblinken blev mindet om Børnenes Nærværelse, stod endnu uhyggeligt levende for hans Erindring. Han huskede den utrygge Følelse, det Tryk af noget hemmelighedsfuldt og fjendtligt, han altid bar med sig hjem fra disse Besøg.

Han havde tidligere tænkt, at det hele vel ikke var andet end den Familjetvist, der gror saa naturlig op i en lille Gærdesmutrede, naar Forsynet lader en Gøgeunge af Farbroderens Størrelse udklække i den. Men efter at han havde lært Sandheden om sin Bedstefar at kende, var det faldet ham ind, om Ufordrageligheden i Slægten kunde være en nedarvet Skæbne, der havde udviklet sig fra en af den Slags NMisgerninger, hvorfor Straffen efter bibelsk Erfaring hjemsøger Ætten endnu i tredje og fjerde Led. Var 37| det en eller anden mørk Familjehemmelighed, hans Fars Tungsind havde ruget over, og som fik den Nfromladne Kancelliraads Øjne til at lyne saa giftigt bag Guldbrillerne? Navnlig efter Rosalies tragiske Død havde han været forfulgt af denne Forestilling om en uafvendelig Forbandelse, der hvilede over Slægten og stadig krævede nye Ofre.

Nu var dette uhyggelige Familjespøgelse paa sin Rundgang gennem Landet altsaa ogsaa naaet hertil. Havde stillet sig mellem Johannes og ham for at fortsætte sit Ødelæggelsesværk.

»Men det maa ikke ske!« sagde han pludselig til sig selv i Angst og stod op fra Bordet. »For Metas og Børnenes Skyld, for Johannes’ og min egen Skyld maa den Ulykke afværges!«

Han vilde endnu en Gang tale med Johannes. Om et Par Dage, naar de begge havde faaet Tid til at sunde sig efter Skuffelsen, vilde han gaa til ham. Han vilde fortælle ham, hvad Meta – næsten som i Forudfølelsen af en Fare – havde forlangt af ham Aftenen før hun blev syg. Han vilde minde ham om deres Ungdoms højtidelige Løfte: altid at holde sammen for at genopbygge, hvad Slægtens store Ufredsmand, Farbror Tyge, havde nedbrudt hos Folket med sine Nfantastiske Digterdrømme.

»Det Løfte skal vi endnu en Gang give hinanden Haanden paa, Johannes!«