Paa Vejen gennem Landsbyen opskræmte Doktor Gaardbos Vogn en Flok Gæs, der med ophøjet Ro plaskede gennem den graa Lervælling. Han, som ellers var saa øm over NVejfreden, havde sat Farten op, saa Folk kom til Dørene og gloede efter ham.

»Nu er han da vist bleven ren tosset,« tænkte man.

Men ikke længe efter var det bekendt over hele Byen, at Præsten havde vist sin Bror Døren. Frøken Martinsen havde tilfældigvis staaet udenfor paa Gangen og hørt hele deres Samtale.

Da Doktoren naaede hjem, gik han straks ind i Soveværelset. Her sad Fru Meta oprejst i Sengen med den Lille ved Brystet uden at ane, hvor han havde været henne. For at skaane hende havde han ingenting røbet. I sin Lykke over Barnet rakte hun Haanden ud imod ham; og denne glade Velkomst og Ømheden i hendes Smil overvældede ham, 75| saa han gled ned paa Sengekanten og trykkede hendes Haand mod sine Øjne.

»Men hvad er der, min Ven?« spurgte hun. »Hvad er der sket?«

»Ikke noget! Jeg har jo jer alle seks, og saa er det andet ikke en Knappenaal værd! Saalænge jeg har lidt Kartofler i Haven og dig, lille Mutter, og en Gris paa Sti og alle vores Rollinger, er jeg Jordens rigeste Menneske.«

»Hvad er der hændt, Povl? Nu skal du sige mig Sandheden.«

»En anden Gang! ...«

Han vilde rejse sig og gaa, men hun holdt ham fast:

»Du gør mig angst!«

Han fortalte hende nu, hvad der var sket. Men han maatte hente Avisen og oplæse Referatet af Mødet, før Meta vilde tro det.

»Ja, saadan er det altsaa endt med Johannes og mig. Der er ikke noget at gøre ved den Ting. Men jeg maa Nholde mig om Hovedet for at forstaa det. Tænk dig, at det er Johannes! Det bedste, det elskeligste Menneske paa Jorden! – Men det er heller ikke ham selv. Det er hans uhyggelige Dobbeltgænger, som vi har talt om. Det er den eneste Forklaring. Det er gaaet ham som saa mange andre af hans Lige. Han er bleven omskabt til en Varulv ... 76| har to Skikkelser saa forskellige som Dag og Nat. Den ene lige saa mild og god og hjælpsom som den anden er grum af Blodtørst.«

Da han saae, hvor Nbetaget Meta var bleven, standsede han, slog Armene omkring hende og bebrejdede sig, at han ikke havde tiet.

Bagefter fortsatte han sin Tale for sig selv inde i sin Stue, og hans Sind var nu bleven roligere. – »Stakkels Johannes! Hans syge Sjæl faar ikke Fred, før hele Verden er bleven en Daarekiste. Hvem skulde have tænkt det om ham! Den sundeste af os alle. Det er den skammeligste Gerning! Og nu skal han og jeg altsaa ikke være Brødre mere. Eller vil vi maaske, naar nogen Tid er gaaet, igen gøre Forsøg paa at komme til en Slags Forstaaelse? Jeg veed knap, om jeg skal ønske det. Den Bror, jeg har elsket og forgudet for hans rige Hjertes Skyld, eksisterer dog ikke mere for mig. I hans Sted vil jeg bestandig møde denne Nskadelystne, hundelumske Substitut. Indtil min Død vil jeg se Johannes for mig, saadan som han idag stod der under Kristusbilledet ved Fars Pult. Jeg vil mindes det Blik, hvormed han saae paa mig ligesom fra det Fjerne. Dette til Døden bedrøvede Blik, hvori der glimtede Had.«

Fra Torvet udenfor hørtes Hammerslag. Man var i Færd med at opføre Tribunen til Valghand77|lingen, der skulde foregaa der om et Par Dage. Det lød i hans Øre, som om der tømredes et Skafot.

Overalt i hele Landet ventedes Valget med Spænding. Man vilde i Udfaldet se et Varsel for den forestaaende store Kamp mellem Enslev og Kirkefolket. Den lille, ukendte fynske Landsby var i disse Dage pludselig bleven Midtpunktet for Nationens Opmærksomhed, og man var forberedt paa en ualmindelig Tilstrømning paa Valgdagen ogsaa af Fremmede.

Tredjedagen efter, ved NSolfald, proklamerede Amtsraadsmedlem og Sparekassedirektør Jørgen Mosegaard Pastor Gaardbo som Kresens nye Folketingsmand og udbragte med ufortrøden Begejstring et Leve for ham. Bagefter førtes Præsten i Triumf gennem Byen til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Dagen skulde fejres.

I Stedet for det Musikkorps, der plejede at gaa i Spidsen for de sejrendes Tog, gik et Kor af syngende unge Karle og Piger i taktfast Marche. Det var Medlemmer af Egnens kristelige Ungdomsforening, som Pastor Gaardbo havde stiftet, og Sangen var den Salme, som de havde gjort til deres Slagsang:

78| Efterhaanden deltog ogsaa flere af Togets andre Deltagere i Sangen. Navnlig var dette Tilfældet, da de kom forbi den overfyldte Gæstgivergaard, hvor det slagne NParti havde sit Samlingssted og – efter Larmen at dømme – fortyndede Nederlagets Bitterhed med meget Øl. I alle Vinduerne stod Folk, der betragtede det uvante Optog med en sur Blanding af Forbløffelse, Nysgerrighed og Forargelse.

»Leve Enslev!« raabte En ned over Hovedet paa de syngende.

Og Svaret var en ny Forstærkelse af Sangen, som paa een Gang hele Toget istemte med fuldtonende Inderlighed: