Den følgende Morgen med Nførste Post fik Jytte et Brev fra ham bragt ind paa Sengen. Hun genkendte hans store, snørklede Haandskrift fra de Linjer, han en Gang tidligere havde sendt hende, og desuden stod hans Navns Forbogstaver trykt paa Konvoluten i et Vaabenskjold med Krone over.

Skønt hun i Nattens Løb havde Ntaget sin Fornuft fangen og vendt sin Harme mod sig selv, fordi hun blot et Øjeblik havde været saa enfoldig at tro, at en Mand med hans Livsvaner kunde have nogen hæderlig Hensigt med sin Efterstræbelse, vilde hun ikke læse hans Brev. Hun kastede det til Side for at sende ham det tilbage.

Men da det kom til Stykket, modstod hun alligevel ikke Fristelsen til at se, hvad han havde fundet paa at sige til sit Forsvar. Brevet var saa tykt. Indeholdt Nsikkert flere Ark. Han maatte have brugt det meste af Natten til at skrive det.

Med en rask Beslutning skar hun Brevet op og læste det.

112| Dets Tone viste sig at være langt mere oprigtig, end hun havde ventet. Det var øjensynlig skrevet i en meget nedtrykt Sindsstemning og gjorde ikke Forsøg paa at bortlyve Forræderiet. Han tilstod, at han havde baaret sig ad som en æreløs Mand, og at hun havde Grund til at foragte ham. »Min Ulykke er,« skrev han, »atA jeg ikke lærte Dem at kende for længe siden. Saa var jeg ikke bleven den, som jeg nu er. Jeg vil ikke deklamere, men De maa tro mig, naar jeg siger det, at jeg først nu har lært, hvad det vil sige at holde af nogen. Før De helt fordømmer mig, tænk saa paa, at det er Kærlighed, at det er Lidenskab, der har forført mig. Jeg elsker Dem vanvittigt – det er min eneste Undskyldning. Og De, kære Frøken Abildgaard, der har baaret over med mig i saa mange Ting og vist mig Godhed, vil ogsaa gøre det fremdeles, ikke sandt? De vil skrive den dumme og uhæderlige Streg i Glemmebogen. Jeg maa have Lov til at se Dem og tale med Dem, som om der ingenting var sket. Jeg gaar Dem imorgen imøde som sædvanligt, og De vil ikke gøre mig ulykkelig og blive borte. Jeg har saa meget at sige Dem. De er den eneste, jeg kan tale naturligt med, fordi jeg tror, De forstaar mig.«

Efter at Jytte havde læst Brevet igennem et Par Gange, blev hun siddende ved sit Bord med Hænderne for Ansigtet. Til sin Ydmygelse følte hun, at 113| hun endnu holdt af ham, maaske endda mere uhjælpeligt end før. Hun maatte tænke paa, hvad hun saa ofte havde hørt sige om Mødre, at de følte Kærligheden til deres Barn des stærkere, jo mere Sorg det gjorde dem. Nu forstod hun det.

Der var dog ikke Tale om, at hun vilde se ham mere. Da Tiden nærmede sig, da hun plejede at spasere, tog hun sit Tøj paa; men for ikke at risikere at møde ham, kørte hun med Sporvognen ud paa Kristianshavn, hvor hun heller ikke var udsat for at træffe andre Bekendte. Hun stod af ved NVoldgraven og gik ud over Nde nye Amagerboulevarder. Men paa disse fremmede og øde Veje følte hun sig slet ikke hyggelig tilmode. Mod sin Vilje saae hun bestandig for sig de gamle Stier omkring Søerne, hvor Karsten From nu foer omkring og søgte efter hende.

Snart sad hun da ogsaa igen i Sporvognen og kørte hjem.

Ved NHøjbro steg en Herre ind i Vognen og tog Plads ved Døren. Det var Pastor Gaardbo.

Jytte havde en Gang før haft det Uheld at støde paa ham. Det var i »NMagasin du Nord«. Han havde staaet ved en Disk i nogen Afstand og stirret paa hende uden at hilse. Det havde ikke været til at tage fejl af, at han betragtede sig som forurettet. Det var næsten, som om han ventede, at hun 114| skulde komme hen til ham og bede om Forladelse. I det Sekund, deres Øjne mødtes, var hans Blik en Tordenkile.

Skønt hun sad med bortvendt Ansigt, mærkede hun ogsaa nu hele Tiden hans straffende Blik paa sig. Men hun følte ikke stort andet derved end et rent legemligt Ubehag. Og hun tænkte ved sig selv, at det i hvert Fald var en Lykke, at det ikke blev hos ham, hendes vildfarne Kærlighed havnede. Hvor mange Gange bedre og sandere var dog ikke Karsten From med alle sine NSkrøbeligheder end denne Selvretfærdighedens Apostel!

For ikke at blive nødt til at passere ham stod hun af allerede paa NKongens Nytorv, hvor der blev aabnet ud til Vognens NForperron. Hun skraade derefter over Torvet og gik mod Sædvane hjem gennem NStore Kongensgade, mens Pastor Gaardbo kørte videre ad Bredgade ud til NRigsdagsbygningen.

For ikke at blive udfrittet af Moderen om Aftenens Begivenhed tilbragte hun det meste af Dagen inde hos sig selv. Hun sad i sin Armstol med halvlukkede Øjne og følte sig som lam paa Sjælen. »Hvad nu?« tænkte hun flere Gange ganske højt. – Hun tilhørte nu atter Ensomheden. Naar hun vaagnede om Morgenen, vilde Dagen atter ligge foran hende som en endeløs øde Landevej, der førte ud til det evige Mørke. Fortiden vilde igen blive hendes 115| Tilflugt, og her skulde hun fra nu af ogsaa møde Karsten From som blot og bar Erindring. Og desværre, det vilde vistnok ikke gaa med ham, som det var gaaet hende med Pastor Gaardbo og de fleste andre af de Mænd, hun ved en Misforstaaelse havde ladet sig opholde af paa Vejen mod sin Skæbne. Han havde jo haft en besynderlig, knugende Magt over hendes Sind næsten fra den første Gang, de saaes. – Ja, hvor var en Kvindes Kærlighed en sørgelig og uværdig Ting! Hun vidste jo dog allerede dengang god Besked om det Liv, han førte. Saa uhyggeligt drev en svigagtig Gud sit Spil med Menneskesjæle, at Tanken om Fru Merck og de andre Damer, han havde kendt, kun havde gjort hende mere modstandsløs overfor hans Forfølgelse. Og der havde været Øjeblikke, da hun maatte spørge sig selv, hvad der var stærkest i hende, enten den Ømhed, hun følte for ham, eller Hadet til de Kvinder, der tidligere havde ejet ham. – –

Om Aftenen kom der endnu et Brev fra ham, hvad hun ogsaa havde ventet.

Brevet, der maatte være skrevet umiddelbart efter hans Tilbagekomst fra det forgæves Forsøg paa at møde hende, var paa otte store Sider og Nnedrablet med flyvende Pen, undertiden næsten ulæseligt. Og det var ikke alene Skriften, der bar Vidne om en ubehersket Sindsstemning. Brevet var fra først til 116| sidst et Udbrud af Fortvivlelse over hendes Udeblivelse, fuldt af nye Selvanklager og ny Bønfaldelse.

Stærkere Indtryk gjorde det dog paa hende, at det tillige indeholdt en aabenhjertig Redegørelse for hele hans Liv. Han skrev om sin Barndom som forældreløs NVajsenhusdreng, fortalte om de mange fremmede Hjem, han havde været anbragt i, hvor han tidligt vænnedes til at søge sine Glæder paa Gaden; som nærede hans Menneskeforagt og Mistilliden til anden Lykke end Øjeblikkets Nydelser. Først ved at lære hende at kende havde han forstaaet sig selv og sit Livs Tomhed, og han bønfaldt hende om ikke at forstøde ham nu, da han var fast besluttet paa at forandre sit Liv og gøre sig hende værdig.

I denne Selvbekendelse genkendte Jytte meget af sit eget Sinds Ensomhedsfølelse og Savn. Da hun havde læst den anden Gang, trykkede hun den overvunden til sit Hjerte. Og om Natten laa hun med Hænderne under Kinden og kunde ikke falde til Ro for Længsel efter ham. Den skræmmende Forudanelse, som hun havde været opfyldt af, siden hun første Gang følte hans blodhede Haand i sin: at han var den Mand, hun engang skulde tilhøre – den forvandlede sig i disse Timer for hende til lykkelig Vished. Hendes Skæbne havde indhentet hende, overrumplet hende, hun ønskede sig slet ikke længer Magt til at kæmpe med den. I sine Tanker vilde hun dog altid være 117| hos ham, hvor i Verden hun saa flygtede hen. De var bestemte for hinanden Nfra Evighed af som alle andre Livets smaa og store Skabninger, der elskede hinanden. Som to sørgmodige Aftensværmere, der mødes ved Solnedgang – og skilles.

»Ja, min Ven! Jeg kommer! Jeg kommer!« hviskede hun ned i Puden. »Og saa vil vi lade Fortiden hvile. Begge to. Jeg har jo heller ikke selv nogen engleren Samvittighed, du! Men lad os glemme – glemme! Det maa saa gaa med os, som det kan!«

Henad Morgenstunden faldt hun i Søvn; og hun sov endnu, da Moderen bankede paa hendes Dør for at lade hende vide, at Tebordet stod dækket.

Da hun rullede sin Persienne op, saae hun til sin Fortvivlelse, at det øsregnede. Det var et saa skrækkeligt Vejr, at Folk maatte holde Paraplyerne foran sig for at kunne arbejde sig op mod Blæsten. At Karsten From ikke af den Grund vilde holde sig hjemme men igen søge hende paa den sædvanlige Tid, var hun ganske sikker paa; men selv kunde hun umuligt gaa ud i det Vejr uden at vække Moderens Mistanke.

I den følgende Time gik hun hvert Øjeblik til Vinduerne i det Haab, at Regnen skulde sagtne; men Himlen syntes uudtømmelig, og det var et Mørke, som om Jorden skulde forgaa. Og efterhaanden som Tiden nærmede sig, da hun plejede at spasere, 118| voksede hendes Uro. Hun var ikke alene bedrøvet over, at hun igen skulde skuffe ham. Med moderlig Bekymring tænkte hun ogsaa paa, at han vilde blive dyngvaad og maaske forkøle sig og blive syg.

I sidste Øjeblik fandt hun paa en Udvej. Hun vilde telefonere til ham fra en Kiosk. Hun kastede sin Regnkappe om sig og forklarede Moderen, at hun nødvendigvis maatte løbe over til Boghandleren for at købe Papir og Frimærker.

Hun var saa heldig at faa ham ringet op, netop som han stod med Tøjet paa for at gaa. Han kendte straks hendes Stemme og sagde, endnu før hun havde forklaret sig:

»Tør jeg virkelig tro paa, at det er Dem? De har saa tilgivet mig?«

»Det vil vi ikke snakke om nu. Jeg har blot villet forhindre, at De gik ud og forkølede Dem i det skrækkelige Vejr.«

»Hvornaar skal jeg da se Dem?«

»Imorgen, tænker jeg.«

»Men der er saa forfærdelig længe til imorgen. En hel Evighed.«

Det syntes ogsaa Jytte nu, da hun hørte hans Stemme og følte sig ham saa nær; og hun fandt igen paa Raad. Hun kom til at huske paa, at hendes Mor om Aftenen skulde til Fødselsdagsselskab hos en gammel Veninde paa Frederiksberg. Hun vilde 119| da kunne gaa i Teatret uden at risikere et eller andet paatvunget Følgeskab, og det blev nu aftalt, at Karsten From efter Forestillingens Slutning skulde træffe hende udenfor Sideindgangen og følge hende hjem.

Endnu om Aftenen regnede det lidt. Jytte ringede derfor efter en Vogn, saasnart Moderen var taget bort. Hun følte sig utilpas, frøs, og havde ingen Ro paa sig noget Sted. Nu da hun var bleven alene, gik hun med et Sjal omkring Skuldrene frem og tilbage gennem Stuerne – endnu i det sidste Øjeblik pint af sin gamle Angst for alle Afgørelser. Et helt Kvarter før Tiden var hun allerede paaklædt; og saa glemte hun dog, da Vognen kom, baade sin Kikkert og sine Pebermynter.

Idet Vognen drejede ind paa Kongens Nytorv, hvorover Maanen sejlede med et Følge af sortgraa Skyer, skræmtes hun op af sine Tanker ved Synet af en Mand, der skraade over Torvet i nogen Afstand. En høj, bredskuldret Mand med Fuldskæg. Det hele var kun et Glimt, tilmed opfanget gennem en halvt tildugget Rude; men hun rettede sig uvilkaarligt op og spurgte sig selv: »Var det heller ikke Torben Dihmer?«

Siden hendes Fætter havde haft Kort fra Vennen med Meddelelse om, at han var Nfor Hjemgaaende, havde hun flere Gange troet at se ham her i Byen, skønt han vistnok slet ikke var kommen endnu. 120| Indtrykket havde været forskelligt; men bagefter gik hun gerne en halv Dags Tid omkring i en tung og nedtrykt Sindsstemning.

Denne Gang gled han ud af hendes Tanker, endnu før hun naaede ind i NTeatret. Og herinde sad hun de næste tre Timer hensunket i sig selv, mens et Nlatterkært Publikum larmede omkring hende. Hun havde valgt en Plads i Baggrunden af Teatret, og træt og forjaget som hun var af de sidste Dages skiftende Sindsbevægelser og Mangel paa Søvn, faldt hun hen i en Slags Drømmetilstand og opfattede ikke synderligt af, hvad der foregik paa Scenen. Hun havde overbevist sig om, at Karsten From ikke var i Teatret; og med den Fred, Bevidstheden herom gav hende, hvilede hun ud og lod Timerne skride. Men skønt hun sad der med Hænderne saa slapt i Skødet, Nmagtløs overfor sine Stemninger, der blafrede som løsgjorte Sejl, snart svulmede af Længsel, snart igen faldt sammen i Mismod og Angst – inderst inde var hun hele Tiden underlig fast besluttet. Stille fattet som overfor noget uafvendeligt.

Da hun efter Forestillingens Slutning gik ud af Teatret, fandt hun Karsten From paa det aftalte Sted. Han traadte ud af Maaneskyggen ved Muren og nærmede sig med et paa en Gang henrykt og undseligt spejdende Udtryk. Da hun rakte ham Haanden, bøjede han sig ærbødigt over den og hviskede:

121| »Tak!«

Synet af hans blege, ligesom Nforsvirede Ansigt, og denne forlegne Tak bevægede hende, saa hun ingenting kunde sige. De vidste nu begge, at de mødtes her som forlovede; men netop derfor fulgtes de det første Stykke i Tavshed.

For ikke at komme ind i Sværmen foran Hovedindgangen valgte de at gaa gennem NUnderkørslen bag Teatret. Paa hele Vejen til NDronningens Tværgade og indtil de stod ved hendes Port, vekslede de kun almindelige Bemærkninger om Forestillingen og Publikum. Karsten From mærkede med Fortvivlelse sin svigtende Evne til at give det, han havde paa Hjerte, et naturligt Udtryk, og følte sig i det hele endnu fremmed for sit nye Selv. Efter et Par pinlige Forsøg opgav han at være højtidelig.

Han lukkede Porten op og fulgte Jytte til Foden af Trappen. Her i Halvmørket, da hun gav ham Haanden med et »Godnat«, spurgte han:

»Hvornaar faar jeg saa Lov at se Dem igen?«

»Imorgen ved sædvanlig Tid,« svarede hun uden Betænkning.

Han beholdt hendes Haand, og deres Øjne mødtes.

»Men om det igen bliver et Vejr som idag?«

»Saa kommer jeg alligevel.«

Han tog nu ogsaa hendes anden Haand og drog hende prøvende ind mod sig. Hun gjorde ingen Mod122|stand. Som et overtræt Barn lagde hun sit Hoved ind til hans Bryst.

»Saa er det sandt! De kan virkelig holde lidt af mig?«

»Ja.«

Han løftede hendes Hoved og kyssede hendes Pande og derpaa hendes Mund. Hun lod det ske. Med lukkede Øjne gav hun sig hen til hans Kærtegn, indtil det sortnede for hende.

Saa skiltes hun fra ham med et sidste Haandtryk. Fra den første Trappeafsats nikkede hun endnu engang til ham, og gik saa hurtigt videre.

Da hun kom op, saae hun til sin Beroligelse, at Moderen endnu ikke var kommen hjem. For ikke at blive nødt til at tale med hende, gik hun straks i Seng.