Da Mads Vestrup kom ind i den store Fællesstue, hvor Susse Frederiksen laa, modtog hun ham med et halvt forlegent, halvt ærgerligt Øjekast. Ved Siden af hendes Seng sad der til hans Forbavselse to leende Herrer. Det var to Journalister. Den ene genkendte han; det var A B D Carlsen fra »Femte Juni«.

Han tænkte paa at gaa sin Vej igen; men Hr. Carlsen havde faaet Øje paa ham og kom hen og hilste.

148| »Tænk, at vi skal mødes paa disse triste Steder!« sagde den graanede Drukkenbolt, der mærkværdigvis var temmelig ædru. »Vi sidder her med Professorens specielle Tilladelse. Vi har endelig faaet Lov til at pumpe vor fælles Veninde lidt for Nyheder. Det er ogsaa paa høje Tid. Publikum er lige ved at rive Hovedet af os, fordi vi ikke har bragt et personligt Interview.«

NPavillonens Overplejerske, der havde været beskæftiget ved en af de andre Senge – en yngre, blond Dame med et fornemt Væsen – kom hen og tyssede paa ham. Han talte for højt.

Han traadte tilside og gjorde et undskyldende Skrabud med den drukne Mands Fagter, som en gammel NDelirist beholder ogsaa i ædru Tilstand. Men da Overplejersken vendte sig bort fra ham uden at svare, følte han sig krænket og begyndte at skraale op.

Med brøsig Myndighed Nbetydede Mads Vestrup ham, at han havde at opføre sig anstændigt. Men nu blev han aldeles rasende, og det saae et Øjeblik ud til Skandale, da hans Kollega i Hast fik ham under Armen og ført ud.

Da Mads Vestrup derefter nærmede sig Sengen, skottede Sangerinden til ham med et skamfuldt og ulykkeligt Udtryk. Hun havde faaet sit affarvede Haar sat op i Krøller, var i det hele saa pyntet og pudret, som Hospitalsreglementet tillod, men saae 149| alligevel ud som det, hun var: en halvgammel Pige, som Livet havde slidt haardt paa.

»Aldrig kan man være fri for de væmmelige Fyre,« sagde hun, da Præsten havde taget Plads hos hende. »De er saa nærgaaende og fritter En om alt muligt. Og jeg sagde dog til dem, at de kunde lige saa godt gaa, for det var ganske bestemt, at jeg aldrig mere vilde optræde.«

Mads Vestrup kunde høre paa hende, at hun løj, men sagde ikke noget. For at give hende Tid til at samle sig lidt, tog han en Bog, der laa paa det lille Sengebord ved Siden af NUringlasset. Han læste Titlen: »Angelica med Tigerøjnene«. Paa det kolorerede Omslagsbillede saaes en rasende Mand i Færd med at affyre en Revolver mod en halvnøgen Kvinde.

»Er det Deres Bog?«

»Nej, det er Doktor Hvidts. Han har laant mig den. Den er forresten voldsom spændende.«

Mads Vestrup lagde tavs Bogen tilbage. Og nu sad han nogen Tid med Armene paa Knæene og saae ned mod Gulvet. Ytrede sig kun med den ufrivillige, Ndrynende Halslyd, der var ham egen.

Susse Frederiksen gav sig til at fortælle om Jørgen Berg, Karl May og deres andre fælles Bekendte, som allesammen havde besøgt hende. Kun tykke Møller nævnede hun ikke. Hun spurgte ham, om han vidste, at Jørgen Berg igen maatte begynde at spille 150| i »NMellemhaven«, siden han brændte den Femhundredkrone-Seddel. Hun havde saa gruelig ondt af ham. Han var i Grunden saadan et godt Menneske og virkelig et Geni. Og nu var han jo ogsaa bleven saa religiøs og vilde ikke komponere andet end Salmemusik. Han skulde bare Nhaft en anden Kone. Maja var en NSjokkedorthe, som ikke engang gad være over at holde sig selv lidt ordenlig.

Saadan blev hun ved at snakke, fordi Mads Vestrup stadig ingenting sagde, og hans Tavshed trykkede hende. Imidlertid lod Overplejersken et trefløjet SkærmbrædtA flytte hen foran Sengen, saa denne ganske skjultes for Omgivelserne. Det skete paa en Maade, som om Skærmbrædtet havde været i Vejen, hvor det stod; men da hun havde gjort det samme under et af Mads Vestrups tidligere Besøg, hvad han godt havde lagt Mærke til, kunde han nu forstaa, at hun vilde lade dem være uforstyrrede.

Denne Omsorg overraskede ham noget. Det var en ganske anden Aand, der ellers raadede paa Hospitalet.

Den høje, fornemt udseende Dame – Frk. Mohn hed hun – havde iøvrigt beskæftiget ham fra den første Gang, han saae hende. Han havde aldrig talt med hende, havde endda med Forsæt undgaaet hende, fordi hun var af disse store, frodige Kvinder, der mindede ham om hans Fristelse og Fald og fik ham til at 151| slaa Øjnene ned. Men Susse Frederiksen havde fortalt, at Frk. Mohn var meget rig og gav Nmange Tusinde ud i velgørende Øjemed; og det gjorde altid et stærkt Indtryk paa ham at høre om en saadan storslaaet Offervillighed, fordi han selv her havde et andet ømt Sted. Kun nødig gav han slip paa den Skilling, der engang var bleven hans.

Til Susse Frederiksens stille Skræk tog han nu sin lille NRejsebibel frem af Lommen. Der laa et Mærke i den, hvor han sidst havde læst for hende, og her fortsatte han, indtil han kom til Ordet: »NHvo som følger mig, vandrer ikke i Mørket«. Saa lukkede han Bogen for at tale lidt om dette Ord.

Han havde aldrig spurgt hende om Grunden til, at hun vilde tage Livet af sig. Han havde overhovedet ikke talt til hende om nogen af de Begivenheder, der stod i Forbindelse med hendes Selvmordsforsøg; og hun selv havde øjensynlig den samme NSky som han for at mindes hin Aften og dens Uhygge. Hun nævnede aldrig et Ord om den. Alligevel havde han kunnet mærke, at hendes Tanker paa nysgerrig Maade beskæftigede sig med Tilstanden efter Døden. Hun havde gjort ham de taabeligste Spørgsmaal om Paradiset og NSaligheden. Hos sine Forældre, der havde haft en Soldaterbeværtning paa Kristianshavn, havde hun rimeligvis kun hørt Gud nævne i Eder og NBesværgelser. I hvert Fald havde han faaet ud 152| af hende, at hun først lærte sit Fadervor, da hun kom i Skole.

Han fortalte hende nu idag om sin egen lykkelige Barndom i det lille fattige Væverhjem ved Grusgraven, og om sin fromme Mor, der havde ført ham ud af Dødens isnende Skygge ind i det varmende og straalende Lys fra Guds NNaadessol. Især dvælede han længe ved Mindet om en Synd, han engang havde begaaet, et Tyveri af en Femøre, som hans Mor havde tabt paa Gulvet. Aldrig kunde han glemme den NSjæleangst og Pine, han de Dage havde gaaet i. Men endnu uforglemmeligere for ham var den Lykke, han havde følt, da han havde tilstaaet sin Brøde og faaet sin Straf. Han havde siddet flere Timer paa NTrendebænken ved Vinduet og stirret ud over de tomme Vintermarker med en vidunderlig Fornemmelse af at ligge tæt ind til Guds Hjerte. Saadan var Salighedens Fryd. Saadan føltes det at Nhave sine Synders naadige Forladelse.

Skønt han talte med Inderlighed og selv var bevæget, som han altid blev det, naar han nævnede sin Mor, viste Frøken Susse sig hele Tiden meget adspredt. Trods Skærmbrædtet havde hun fri Udsigt til Døren, og hver Gang den gik, skulde hun se, hvem det var. Da en Gang en af de unge, kittelklædte Læger kom ind, hilste hun smilende; og saa længe han opholdt sig i Stuen, var hun ganske fraværende.

153| Mads Vestrup indsaae det haabløse i at fortsætte. Hun var idag slet ikke til at faa i Tale. Han puttede da igen sin Bibel i Lommen, og lidt efter sagde han Farvel.

Men da han rejste sig, og Susse saae hans misfornøjede Mine, blev hun ked af det og fortrød sin Ligegyldighed. Hun blev ved at holde om hans Haand og bad ham komme rigtig snart igen, hvad han ogsaa lovede.

»Men saa vil jeg rigtignok nødig se den Slags Bøger ved Deres Seng,« sagde han og saae hen paa Angelica med Tigerøjnene. »Den Mand, der har Nflyet Dem saadan noget NTøjeri, skulde skamme sig. Det maa De godt sige ham fra mig.«

Som han skulde gaa ud af Døren, kom Frk. Mohn hen til ham med den Besked, at Professoren havde hørt, han var her, og gerne vilde tale med ham.

Mads Vestrup, der straks havde vendt sine Øjne mod Gulvet, løftede dem i Forbavselse.

»Med mig?« sagde han paa sin Nstødende korte Bondemaner. »Hvad vil han mig?«

»Det veed jeg ikke. Men dersom De vil ulejlige Dem over i Professorens Modtagelsesværelse i Kontorbygningen, træffer De ham vistnok nu. Jeg forstod, det var en Sag af Vigtighed.«

»Ja saa.«

Mads Vestrup hilste med et kejtet Buk og gik ud.

154| Frk. Mohn fortsatte sin Rundgang i Stuen fra Seng til Seng og kom tilsidst ogsaa til Susse Frederiksen. Da hun havde spurgt til hendes Befindende og ordnet Puderne lidt, satte hun sig til Sangerindens Forbavselse ned paa Sengekanten.

»Tager jeg fejl i, at De har lovet Pastor Vestrup ikke at optræde mere?« spurgte hun.

»Har han sagt det?«

»Nej; men det forekom mig, at jeg hørte Dem selv sige det, da han kom. Og den Beslutning Nlykønsker jeg Dem til. Nu vilde jeg blot gerne spørge Dem, om De har tænkt over, hvad for en Beskæftigelse, De nu vil tage fat paa, naar De bliver udskrevet herfra?«

Spørgsmaalet satte Frøken Susse i Forlegenhed. Hun svarede blot med en Mumlen.

»Maa jeg have Lov til at anbefale Dem en af mine Veninder, der har en større Systue. De vilde der komme sammen med lutter gode og rettænkende Mennesker, som De vilde have Glæde af at lære at kende.«

Frk. Susse skottede op til hende. Dette Fremtidsbillede tiltalte hende absolut ikke. Hun sagde, at hendes Forældre i sin Tid havde Nkostet saa meget paa at uddanne hende til Kunsten, saa hun vilde jo helst ind i noget, hvor hun kunde faa Brug for sin Sangstemme. Og forresten mente hun, at hun kun havde sagt, at hun ikke mere vilde optræde i Kostyme.

155| Frk. Mohn tav hertil, og et Øjeblik efter rejste hun sig. Men da hun havde staaet lidt, satte hun sig igen og spurgte, om Susse stadig intet havde hørt om, hvem Manden var, der sprang ud efter hende den Aften, da hun blev bragt til Hospitalet.

Det gav et lille Ryk i Susse. Hun saae forlegent ud til Siden.

»Næ – han har jo ikke meldt sig. Det er underligt nok. For han var jo da sikker paa at faa NRedningsmedaljen. Det sagde ogsaa A B D.«

»Hvem?«

»Det er en af de Herrer fra Pressen, som var her før. Han taler med saa mange af dem oppe i Ministeriet. Og jeg tror nok, NKongen kender mig. Han har hørt mig engang, da han var Prins.«

»Har De aldrig tænkt Dem, at det kunde være Pastor Vestrup?«

Susse var nær kommen til at le midt i sin Højtidelighed.

»Præsten? NHvor kommer De dog paa det, Frøken?«

»De har fortalt mig – men det husker De maaske ikke – at De var paa Vej til ham den Aften. Og han bor vist der i Nærheden. Pastor Vestrup var, saa vidt jeg erindrer, ogsaa den første, der kom til Dem her paa Hospitalet, da De fik Lov til at modtage Besøg.«

156| »Ja, vi kendte hinanden. Jeg havde truffet ham hos en af mine Venner. Men dersom det var ham, hvorfor skulde han saa ikke sige det? Hvorfor skulde han skjule det?«

Frk. Mohn saae prøvende paa hende.

»Han kunde maaske have sine Grunde.«

»Ja, hvad skulde det være? Fordi han er Præst, kan han vel nok redde et Menneskeliv. Det er jo da ingen Skam. Men det er nu ikke ham. Det er jeg ganske sikker paa.«

Det kom saa Ntilforladeligt, at Frk. Mohn – som en uvilkaarlig, stiltiende Undskyldning – lagde sin Haand hen paa hendes. Og med en rolig Tilfredshed i sit store, kønne Ansigt sagde hun:

»Det er jo egenlig ogsaa saa ligegyldigt, hvem Personen er. Han var dog kun et Redskab i en højeres Haand. Det var Jesus selv, der forbarmede sig over Dem.«

Frk. Susse kiggede overrasket og ligesom lidt forskræmt op paa hende.

»Tror De ogsaa paa Jesus, Frk. Mohn?«

»Ja, det gør jeg! Uden Troen paa vor Frelser kunde jeg slet ikke leve. Og hvem kan det? Det maa jo ellers ende i den dybeste Fortvivlelse.«

Det var ikke saa meget Ordene, der gjorde Indtryk paa Susse. De blev tilmed sagt paa den bestemte, lidt følesløse Maade, som var Frk. Mohn 157| egen. Men bagefter havde Frøkenen til hendes Overraskelse klappet hende paa Kinden, og dette søsterlige Kærtegn af den smukke og rige Overplejerske, der havde Ord for at være stolt, bevægede hende og gjorde hende ydmyg. Hun bøjede Hovedet, fordi hun i dette Øjeblik selv følte, at hun var en stakkels ensom Skøge, der sukkede efter Kærlighed. Og en Taare trillede ned ad hendes Kinder.

»Tror De ogsaa paa Paradiset, Frk. Mohn?«

»Ja!«

»Og paa Saligheden?«

»Ja! Ja! ... Hvor kunde jeg tro paa Gud, dersom jeg tvivlede om hans Forjættelser? Og NJesus har jo sagt det, at den, som tror paa ham, skal ikke fortabes men have det evige Liv.«

Susse greb angstfuldt om hendes Haand.

»Frk. Mohn! Vil De bede med mig? Jeg forstaar det ikke selv. Og jeg vil ikke fortabes! Jeg vil leve! Altid! ... Ikke dø!«