Mads Vestrup sad den næste Dag ved Middagstid hjemme i sin lille mørke NBagstue i Knabrostræde og skrev Brev til sin Kone, da det bankede paa Døren. Hans Vært, den gamle Skomager, stak sit skallede Satyrhoved ind.

»Er De Nvisibel? ... Her er en Herre!A«

En fremmed Mand traadte lidt efter ind med et frejdigt Goddag. Mads Vestrup genkendte ham, endnu før han havde sagt sit Navn. Det var Pastor Johannes Gaardbo. Et Øjeblik stod de to Mænd og stirrede paa hinanden uden at tale.

»Jeg veed ikke, om De husker, at vi en Gang tidligere har truffet hinanden,« begyndte Johannes Gaardbo. »Det var i Sommer ved Mødet i Strige Skov.«

»Jeg har ikke glemt det.«

»Saa forundrer det Dem maaske lidt at se mig her?«

172| »Det gør det, ja.«

»Det forstaar jeg godt. Men jeg var bleven vildledt af nogle Bladnotitser om Dem. Jeg maatte anse Dem for en Nfrafalden – en Gudsfjende. Derfor vilde jeg nægte Dem Ordet.«

»Ja, det var skammeligt handlet!«

»Det indser jeg nu selv. Og jeg har følt Trang til at tilstaa for Dem, at jeg gjorde Dem Uret. Vil De unde mig en Samtale, Pastor Vestrup?«

Mads Vestrup viste paa en Stol.

»Hvad er Deres Ærinde?«

Det var første Gang siden hans Forjagelse fra NFavsing Præstegaard, at han var alene med en af sine forhenværende Embedsbrødre, og for at skjule den Bevægelse, som Johannes Gaardbos blotte Nærværelse satte ham i, lagde han sig tilbage i sin Stol, strøg sig om sin stubbede Hage med denne græsselige Lyd af Sandpapir, og gav sig til at udspørge ham om Forholdene paa Rigsdagen.

»For De er jo ikke Præst længer, har jeg set. De er bleven Politiker.«

»Rigsdagsmand – ikke Politiker,« indvendte Johannes Gaardbo. »Det er den danske Menighed, der har sendt mig herover, – ikke noget politisk Parti. Det er for mig en afgørende Forskel. Politiske Partier er vel overhovedet snart blevet Fortids173|levninger. Der er i Virkeligheden kun eet Spørgsmaal, der deler Folket: For eller imod Kristus.«

Mads Vestrup forholdt sig afventende. Han sad med Hænderne foldede over Bugen og svarede blot:

»Naa det mener De.«

»Ja – Guds Menighed er vaagnet af sin lange Dvale. Jeg føler mig overbevist om, at vi gaar en stor og herlig Tid imøde. Overalt i Landet lyder Samlingssignalet. Det gælder nu blot om, at vi staar Skulder ved Skulder. Saa skal Guds Riges Forhaanere ikke længe triumfere!«

Over Brillekanten iagttog Mads Vestrup med skjult Optagethed den ivrige unge Præst, der havde taget ham om Hjertet ogsaa med sit jysk farvede Sprog. Men hans Svar var afvisende.

»De veed vist, at jeg ikke deler Deres lyse Syn paa Tilstandene indenfor Kirken,« sagde han. »Men jeg ønsker ikke at gaa nærmere ind paa det Spørgsmaal her. Det kommer der ikke noget ud af.«

»Det var dog for at tale med Dem ogsaa om den Sag, at jeg har søgt Dem, Pastor Vestrup. Jeg veed naturligvis godt, at vi ser forskelligt paa mange Ting; men det er dog den samme Gud, vi begge to tjener; og – hvad der maa være Hovedsagen nu – vi kæmper mod den samme Fjende. Jeg haaber, De tilgiver mig, at jeg som den yngre taler saa frit til Dem; men jeg maa have Lov til at sige Dem, 174| Pastor Vestrup, at vi er mange, som af Hjertet beklager, at Forholdene har ført Dem ud i en saa skæv Stilling til vort hele Kirkeliv. Hvem der her har den største Skyld, skal jeg ikke udtale mig om. Jeg veed kun, at Nformaaende Mænd indenfor Kirken nærer et alvorligt Ønske om at faa bragt en Forstaaelse i Stand og standse en Strid, som kun er til Glæde for Guds Fjender.«

Mads Vestrup havde løftet Hovedet. Hvad var dether? ... Han begyndte at forstaa, at den unge Præst og Folketingsmand ikke var kommen hertil i eget Ærinde alene. Og han huskede nu, at Pastor Gaardbo allerede spillede en vis Rolle i Hovedstaden, ikke saa meget i Rigsdagen som i visse kirkelige Krese, hvor han var en meget yndet Taler.

Han spurgte ham nu lige ud, om han var gaaet herhen paa Opfordring af andre, og efter blot et Øjebliks Betænkning svarede Johannes Gaardbo Ja.

»Som Leder af de unges NKorshær her i Byen havde jeg igaar en Samtale med Biskop Abel. Vi kom ved den Lejlighed ogsaa til at tale om Dem. Jeg sagde ham, at jeg havde overværet et Par af Deres Møder, og fortalte desuden om vort tidligere Sammenstød, som nu pinte mig. Da jeg gik, sagde Biskoppen, at jeg for min egen Skyld skulde gaa til Dem, og han bad mig da med det samme sige Dem, 175| at han kun tænkte godt om Dem og gerne engang vilde tale med Dem.«

»Biskoppen? ... Vil Biskoppen tale med mig?«

»Ja, han ytrede det Ønske.«

»Hvad vil han tale med mig om?«

»Jeg veed det ikke. Det vil sige, jeg har jo nok en Formodning; men jeg tror, det er rigtigst, at jeg holder den for mig selv,« sagde Pastor Gaardbo.

I det samme rejste han sig.

»De vil kunne træffe Biskoppen imorgen Eftermiddag Klokken to. Blot De siger Deres Navn til Portnersken, vil De straks blive ført ind til ham. Og jeg kan forsikre Dem: De vil ikke møde andet end Velvilje hos den gamle Mand. Der er i ham kun Kærlighed. Hans Glæde er at kunne forstaa og hjælpe.«

Endnu en Time efter, at Mads Vestrup var bleven alene, sad han ubevægeligt henfalden i Tanker. Mørket var vældet ind, men han havde ikke tændt Lys. Han havde overhovedet ikke rørt sig, siden han fulgte sin Gæst til Døren. Paa Bordet laa hans Brev til Hjemmet ufuldendt.

Han sad der i Halvmørket, med sit tunge Hoved støttet af Haanden, og rugede over en Fornemmelse af, at det var selve Nden onde Frister, der havde været hos ham i denne smukke, unge og frejdige Præsts Skikkelse. Han sagde til sig selv: »Du har jo i 176| Grunden længe ventet ham.« – Her havde han gaaet saa træt og modløs omkring i sin Ensomhed og mangen Gang følt sig forladt af Gud – og da var denne Verdens Trøster aldrig langt borte. I Drømme havde han jo allerede besøgt ham, havde lokket ham med Gøglesyner, fristet med Haabet om Oprejsning for ham – den udstødte Præst. Og hvad andet kunde Bispen ville ham? Men Menneskers Dom var bleven ham saa ligegyldig. Her paa Jorden vilde han dog være en Fredløs indtil sine Dages Ende. Det var alene Bekymringen for Stine og Børnene, der gjorde ham svag. De led uforskyldt. Og nu stod Vinteren for Døren med sine haarde Storme. Han tænkte paa bitte Kjesten, der laa syg af Halsbetændelse, og paa Stine selv med hendes slemme Gigt i det gamle, utætte Hus. Dengang Pastor Gaardbo kom, havde han netop siddet og skrevet til hende om at klistre Vinduerne godt til og sørge for at holde Yderdøren lukket, naar Vinden stod paa. Det sparede ogsaa paa Ildebrændslet. – Naa, for Stine selv ængstedes han nu ikke. Hun havde sin haarde Vilje, som ingen Storme kunde knække. Aldrig hørte han en Klage fra hende. Endnu i hendes sidste Brev, som var skrevet om Natten ved Kjestens Sygeseng, stod der i Anledning af, at der i Avisen derovre havde staaet om ham, at han mest var til Latter i København:

177| »Jeg brød mig ej derom. Jeg veed Nforvist, at du er den Herrens Profet, der er bestemt til at opvække de døde derovre i Stenørkenen. NMange Slags Fristelser vil møde dig, som i sin Tid Johannes Døberen og vor Frelser selv. Men du vil holde ud og trodse den Ondes Magt. Jeg stoler paa dig nu i alle Ting, og veed ogsaa, at du er din Hustru tro. Det føler jeg i Aanden. Og tag nu Hilsen og Guds Velsignelse fra mig og dine Børn.«

Ja, havde jeg blot Stine hos mig! – sukkede han. Og Børnene! Hvor skulde jeg le af alle Djævelens Kunster!

Om Aftenen talte han for første Gang i »City-Salen« under det sædvanlige Tilløb af nysgerrige. Skønt Prisen var bleven sat op paa Grund af det nye, helt moderne Lokale, var der fuldt indtil den sidste Stolerække. Der var forøvrigt ikke saa faa, der var misfornøjede med Flytningen og savnede »Elysiums« lavloftede, halvdunkle Sal, den lystige Trængsel paa de mørke Trapper og Stanken fra Hestestalden nedenunder, hvilket nu engang altsammen havde givet disse Møder deres halvt komiske, halvt mystiske Tiltrækning for Folk.

Mads Vestrups Sammenstød med Professor Mundt var allerede bleven bekendt gennem et af Smaabladene, og man ventede derfor en ordenlig Dommedagstorden. Det kom dog helt anderledes. Der var 178| tværtimod noget ualmindelig stilfærdigt, tungt neddæmpet, næsten aandsfraværende over ham denne Aften. Det var undertiden, som om han helt glemte sine Tilhørere og med sin grødede Stemme paa Bugtalervis førte en Samtale med sig selv.

Han talte om Kærligheden til Gud. Det var ingen Sag, sagde han, at elske Gud og prise hans Navn i de gode og lykkelige Timer i vort Liv; ja det var heller ikke saa svært at sige Tak for Sorgen og Savnet og Lidelsen, saalænge man følte Sjælen opløftes og Hjertet beriges. Men alt dette var endnu bare Egenkærlighed og NSelvsyge, ikke meget forskellig fra den Følelse, der fik den bestialske Vilde til at nedkaste sig paa sin Næse og tilbede »Aanden« i et Træ eller en Sten for til Gengæld at opnaa dens Beskyttelse og Velvilje.

»Men at elske Gud i de mørke Timer, naar han vender sit Ansigt fra os; at elske og tjene ham i Sjælens Forladthed, naar det sidste Haab slukkes og alt bliver Grav og Nat; at elske vor himmelske Fader for hans egen Skyld; at velsigne hans Navn, naar vi er ladt alene paa Lidelsernes Kors, og Sjælen udstønner i sin NVaande: »NMin Gud! Min Gud! NHvi har du forladt mig?« – det er Prøven paa den sande, kristelige NGenkærlighed. Men hvor mange af os, der her er tilstede, kan bestaa den?«

Paa de forreste Stolerækker umiddelbart foran 179| Talerstolen sad atter i Aften Jørgen Berg og Fru Maja, desuden Karl May og andre af Kunstnerkresen fra »NLysesaksen«. De vakte megen Opsigt i Salen. Navnlig var det Tilfældet med Karl May, som optraadte i sin allerede berømte mørkebrune Regnkappe med Slag, der gav ham en tilsigtet Lighed med en italiensk Munk. Før Foredragets Begyndelse havde han staaet op og set ud over Salen, ganske som han tidligere havde tiltrukket sig Opmærksomheden i Teatre og NVarieteer. Men der blev sagt om ham, at han nu levede ganske som en oldkristelig Asket; og i Virkeligheden havde han i Øjeblikket ikke andre Kærester end Fru Maja.

Forøvrigt var Salen fyldt af den sædvanlige brogede Forsamling af det finere Borgerskabs Damer og Smaagadernes NMadamer, af Kontorister og Haandværkere, af Butiksfrøkner, NGrosserere, Soldater og især Studenter af begge Køn. Blandt nogle af de sidste var Kristendommens Aktier gaaet stærk tilvejrs, siden en Digter af Harald Bohses Rang havde ydet den sin Anerkendelse, hvad ogsaa et Par af Byens Præster offenlig havde takket ham for, idet de til Gengæld roste hans Digte.

Men rundt omkring i denne urolige og adspredte Skare, der var strømmet til, fordi det nu engang var bleven en Modesag i København at skulle høre 180| Samuelsens NDomsbasun, sad der Folk, der vel oprindeligt ogsaa var kommen af Nysgerrighed, men nu mødte Aften efter Aften og var stærkt optaget af, hvad de hørte. I langt højere Grad, end Mads Vestrup selv anede, havde hans Ord gjort Indtryk paa nogle enkelte af disse mange, som ellers ikke ulejligede sig til Steder, hvor Livets skjulte Mening søgtes forklaret; for hvem derfor alt, hvad han sagde, var noget nyt og forunderligt. Det var Folk af alle Slags; men det var ikke dem, der bagefter sendte ham forskruede Takkebreve med Anmodning om hans Haandskrift eller en Haarlok. De gik Nregelmæssigt opskræmte bort, og sad Resten af Aftenen med en nyanskaffet Bibel foran sig eller tænkte i Ensomhed over, hvad de havde hørt. Uden at Mads Vestrup eller nogen anden vidste det, groede der i det skjulte en lille Menighed op omkring ham; og for mere end een af Kresen var han virkelig en Profet.

Efter Mødet, mens Salen hurtigt tømtes, opholdt Mads Vestrup sig i et lille Værelse bagved Talerstolen, da en af Opsynsmændene kom ind til ham med et Visitkort.

»Det er en Dame,« sagde han med en fortrolig Smisken. »Hun venter nede i Salen.«

Mads Vestrup tog Kortet. Elisabeth Mohn stod der.

Da han gik ned i Salen, kom hun ham imøde 181| fra en af Udgangene. I sin Forlegenhed spurgte han hende lidt brysk, hvad hun vilde ham.

Paa sin roligt fornemme Maade – og med et Blik paa Opsynsbetjenten, der af Nysgerrighed var fulgt med – svarede hun, at hun ikke saa godt kunde sige det her, hvorfor hun bad ham om at ledsage hende hen til Sporvognen.

»Har De været her til Mødet?« spurgte Mads Vestrup, da de var kommen ned paa Gaden.

»Ja. Og jeg syntes, at jeg saa med det samme vilde lade Dem vide, at De ikke mere kan træffe Frk. Frederiksen paa Hospitalet. Hun er idag bleven udskrevet.«

»Udskrevet? Hvordan dog det?«

Frk. Mohn mente, at han selv havde været Anledningen til det. Professoren havde villet nægte ham Adgang til Hospitalet, og da Direktøren ikke vilde gaa ind derpaa af Frygt for Pressen, var de bleven enige om at udskrive Frk. Frederiksen for at undgaa Konflikt.

»Hun tog bort i Eftermiddag. En af hendes Journalist-Venner – en Hr. Møller – kom og hentede hende. Desværre! Jeg er bange for, at hun igen vil optræde. Iaftes havde hun Besøg af Direktøren i »Tavernen«, og i Morges fik hun en stor Buket fra ham. Hun bad mig forresten hilse Dem, naar De kom.«

Saa har Gud ogsaa taget dette stakkels Haab fra mig – var Mads Vestrups første Tanke. Men i det 182| næste Øjeblik vældede en mørk Vrede op i ham, og uvilkaarligt knugede han Haanden om sin Stok.

»De Skurke!« sagde han halvt højt. »At saadan noget skal være muligt!«

»Ja, saadan leges der med en Menneskesjæl!« sagde Frk. Mohn.

Hun gav ham forøvrigt den Forsikring, at hun ikke skulde slippe Frk. Frederiksen af Syne, og hun tilføjede paa en Maade, der fik det til at rykke lidt i Mads Vestrup, at den ubekendte Mand, der havde udsat sit Liv Nfor hendes Saligheds Skyld, maaske alligevel ikke havde gjort dette forgæves. Hun havde den Tro, at Frk. Frederiksen trods alt endnu skulde blive frelst.

Aner hun noget? – tænkte Mads Vestrup og vovede ikke at se paa hende. Han holdt aldrig rigtig af at mindes den Aften, da han trak Susse Frederiksen op af Vandet. Han havde været i en Sindstilstand, som han ellers kun kom i, naar han var ude af sig selv af Raseri eller af NBrynde. Han vidste i Virkeligheden kun lidt om, hvad der var sket, eller hvor stor en Lod han havde i hendes Redning. Til Stine havde han ogsaa kun skrevet, at han »havde været med til« at redde et Menneskeliv.

Frk. Mohn var gaaet over til at fortælle om NMissionens Virksomhed blandt Byens Nfaldne Kvinder, som hun selv i flere Aar havde deltaget i.

183| »Det er vort Maal saa at sige at spænde et Net ud over hele Befolkningen, saa det bliver os muligt at føre et virkeligt Tilsyn med de mange ulykkelige og bringe dem under god Paavirkning. Og – Gud ske Lov! – jeg kan sige, at vi har naaet godt frem mod Maalet. Og siden jeg nu taler om vor Organisation, kunde De ikke tænke Dem at deltage i Arbejdet, Pastor Vestrup? Deres nuværende Virksomhed kan dog vist ikke i Længden tilfredsstille Dem. Jeg havde den Fornemmelse i Aften, at det mere var et Publikum end en Tilhørerkres, der fyldte Salen.«

»De har desværre Ret,« mumlede han.

»Hvordan er De ogsaa kommen paa den fortvivlede Ide, Pastor Vestrup? Enhver, der kender København og »Femte Juni«, kunde have forudsagt Dem Resultatet.«

»De veed maaske, Frk. Mohn, at ikke alene Kirkerne men ogsaa alle kristelige Foreninger er lukket for mig. Naar jeg vilde tale her i Byen, havde jeg ingen anden Udvej, end at tage mod den Haandsrækning, der tilbød sig.«

»Jeg tror, at De for Deres egen Skyld hellere skulde have undværet den Hjælp, Pastor Vestrup! ... Jeg veed ikke, om De har hørt om vore Onsdagsforsamlinger. De afholdes forskellige Steder i Byens Fattigkvarterer, og er stærkt besøgte. Dersom De 184| har Lyst til at komme derhen og tale, kan jeg forsikre Dem, at De vil være velkommen.«

Mads Vestrup spurgte hende, hvem der plejede at føre Ordet i de Forsamlinger, og da hun nævnede en Række af Byens Præster, gav han et undvigende Svar.

»Ja, nu kan De jo tænke over det,« sagde Frk. Mohn, da de var kommen hen til Stoppestedet og ventede paa en Vogn. »Vi vil være glade ved at høre Dem, og jeg tror, De selv vil blive gladere ved at tale hos os end der, hvor vi nu kommer fra. Jeg har hørt, De skal have sagt eller skrevet, at De ved at tale her i Byen fulgte en Kaldelse fra Gud; og det har vakt lidt Forargelse, tror jeg. Men jeg er overbevist om, at De har Ret. Her er netop Brug for et NVidnesbyrd som Deres – ja, jeg kan sige, at vi har ventet paa Dem. Vi har endnu saa faa, der rigtig forstaar at tale den menige Mand til Hjertet. Men jeg mener rigtignok, at De har haft det Uheld at falde i de daarligst mulige Hænder, og det maa vel være sandt, hvad jeg forleden hørte sige i et Selskab – det var forresten i NBispegaarden – at De ikke har vidst, hvad Slags Blad »Femte Juni« er. De kunde ellers ikke lade Dem saa skammeligt misbruge af Folk som Enslev og Samuelsen. Saa hævngerrig er De ikke, Pastor Vestrup! Det tror jeg ikke om Dem.«

185| Mads Vestrup havde spidset Øre.

»Kommer De i Bispegaarden, Frk. Mohn?«

»Biskop Abel er min Onkel. Vi har flere Gange talt om Dem. Jeg har fortalt ham, at De ofte kom paa Hospitalet, og hvem De besøgte der. Det interesserede Onkel meget. – Har han forresten ikke bedt Dem om at besøge sig? Det skulde De gøre, Pastor Vestrup. Jeg tror, De skal komme til at indrømme, at ham rammer Deres Præstefordømmelse i hvert Tilfælde ikke. – Men der kommer Vognen. Jeg siger Dem saa Tak for Ledsagelsen.«

Hun rakte ham paa sin fornemme Maade Haanden; men skønt Mads Vestrup nu stirrede hende ret dristigt forskende ind i Øjnene, faldt der ikke ved denne Lejlighed noget usynligt Slør ned for hendes store, smukke Ansigt. Tværtimod smilte hun forbindtligt.

»Saa hører vi forhaabenlig fra Dem!« sagde hun og steg med en egen fri og sikker Bevægelse ligesom forretningsmæssigt op i Vognen.

Mads Vestrup gik langsomt hjem gennem de maanelyse Gader. Han var i en underlig ophidset Tilstand og talte flere Gange højt med sig selv. NDen Brand, Johannes Gaardbo om Eftermiddagen kastede i hans Sjæl, havde Frk. Mohn paany bragt i Flamme baade med sin Tale og sin Person. Hans Tanker var kommen i Urede. Hans Sind var ude af Ligevægt. Folk 186| vendte sig om efter ham i den Tro, at det var en omtaaget Mand, der ved sin Stok stavrede hjem fra Knejpen med den tykke Mave fuld af Øl.

»Det maa jo rent have været en Aftale,« tænkte han, fordi Johannes Gaardbo og Frk. Mohn havde søgt ham paa samme Dag og i samme Ærinde. »Saa har Pastor Gaardbo velsagtens ogsaa været med til det Selskab i Bispegaarden forleden. Sært nok forresten, at hun slet ikke snakkede om ham. Hvad kan de to Personer have Ntilsammen? Saadan en ung Præst, der ser lidt godt ud, bliver vist straks til en rigtig Kælesut for Damerne her i København. Der gaar vist Ting i Svang ogsaa i Missionen, der ikke godt taaler Lyset.«

Hans Tanker gik til Bispen. »Hvad kan han ville mig – en afsat Præst?« spurgte han sig selv med Skyhed. Han havde ikke glemt den Snevejrsdag for omtrent et Aar siden, da han fra Favsing Præstegaard rejste ind til Aarhus og gjorde Knæfald for Bispen der i det fortvivlede Haab, at han skulde kunne afværge Ulykken. Mindet om denne angstfulde Dag, Skammen over, at han for at Nundfly Guds Straf havde nedbøjet sig for et Menneske, sad ham endnu som en NTorn i Sjælen.

Da han kom hjem, læste han som sædvanlig et Stykke i Biblen, inden han gik i Seng. Men det 187| gav ham ingen Ro. I over en Time laa han og kastede sig uden at kunne falde i Søvn.

»Nu har du vist igen faaet Feber!« tænkte han med Angst, da han følte, hvor ligkold han var, skønt Sveden Nsprak af ham. Hjertet slog hult som nede i en Tønde, og han havde jagende Smerter i Maven. I de sidste Dage havde han ingen Middagsmad faaet, og i det hele levede han mest af NFedtebrød med Ost og noget Mælk for at kunne spare lidt Penge sammen; – »og det er saamænd nok Ndet forfalskede Københavnerfedt, jeg ikke taaler.«

Da han engang vilde staa op for at drikke noget Vand, følte han sig pludselig saa mat og syg, at han troede, han skulde dø. I sin Angst raabte han paa Stine. Men i det samme lød NRaadhusurets Salmetone trøstende ned til ham, saadan som den havde gjort det saa mangen Nat i disse Maaneder, naar Tankerne holdt ham vaagen. Han foldede Hænderne og bad igen sit Fadervor under Midnatsslagenes Rungen.

Han følte sig straks tryggere. Hjertet faldt til Ro, og han havde heller ingen Smerter mere. Tankerne holdt dog stadig Søvnen borte. Hver Gang Øjenlaagene begyndte at blive tunge, kom de styrtende i Flok og summede omkring ham som NVampyrer. Den Bemærkning af Frk. Mohn, at han ved sit Forhold til »Femte Juni« havde skadet sin For188|kyndelse her i Byen, vilde især ikke slippe ham. Han forstod ikke den Tale. Guds Ord var dog Guds Ord, om det saa blev præket i Helvede! Men at Herren endnu ikke havde velsignet hans Arbejde her – ja, det var desværre kun altfor sandt. I Stedet for at opvække de Døde i denne Stenørken, som Stine havde skrevet, syntes det ham mangen Gang, at han prækede dem endnu dybere ned i den evige Søvn. Det var næsten, som om Kirkens Banlysning havde faaet Magt til ogsaa at ramme hans Forkyndelse – gøre den død og kraftesløs. Han havde følt det særligt denne Aften, at han udsaaede den himmelske Sæd i de golde Havstrømme. Der havde været en Uro i Salen, saa han et Par Gange havde maattet anmode sine Tilhørere om dog at opføre sig anstændigt, hvor Herrens Ord blev talt.

Dersom der ikke snart skete en alvorlig Forandring, vilde han bede Gud om Lov til at vende hjem for at leve af sine Hænders Arbejde eller genoptage sit Vandreliv. Han kunde ikke længer bære Ensomhedens Tynge. Han følte sig for hver Dag mere syg og afkræftet. Havde han dog blot haft Stine og Børnene her! Men dertil var der endnu lang Vej! Og nu havde han ovenikøbet faaet denher Proces paa Halsen. Om et Par Dage skulde han møde for NForligskommissionen. Men hvad kom der ud af det? NTre Hundrede Kroner havde hans Modpart 189| forlangt i Erstatning. Ja – sandelig! – han var Nfaldet mellem Røvere. Tidt kunde han virkelig fristes til at tro, at det ogsaa var Kirken, der havde nedkaldt disse Ulykker over hans Hoved med sit: »N Anathema esto!«

Han var igen begyndt at kaste sig i Sengen. Han mærkede Tvivlens Mørke stige op i sig som i sine allertungeste Timer, naar han følte sit Liv lagt øde af en frygtelig Forbandelse. Var han faret vild? Var det Djævlen, der igen havde forført ham, naar han troede i Ydmyghed at følge en Kaldelse fra sin himmelske Herre? Han, en ussel Menneskeorm, en afsat Præst. Var det for dette Hovmods Skyld, at Gud havde forstødt ham?

Han Nrejste sig overende og lagde stønnende Hovedet ned i sine Hænder. »O, Herre, min naadige Gud – Noplys mig, og vend din Vrede fra mig! Af din Befaling faar vi NForstand. Sig mig da, hvad du vil, at jeg skal gøre. Ingen Vej skal være mig for tung, naar den kun fører tilbage til min Faders Favn og hans Velsignelse!« – –

Inde paa den anden Side af Væggen laa hans gamle Værtsfolk i deres Senge og lyttede. Den satyrhodede Mand vaagnede regelmæssigt en Gang i Løbet af Natten og havde ondt ved at falde i Søvn igen. Men som den Filosof, han var, trøstede han sig med sin Shagpibe, der altid laa stoppet paa Bordet 190| ved Siden af Sengen. Med Armen under Hovedet laa han behageligt og dampede ud i Stuen, der blev gratis oplyst af en Gadelygte udenfor; og det hørte efterhaanden med til hans filosofiske Underholdning at lytte til den natlige Rumsteren paa den anden Side af Væggen, naar Mads Vestrup talte højt i Søvne eller vendte sig saa tungt i Sengen, at hele Huset rystede.

»Hør!« sagde han til sin Kone, som han havde vækket. »Nu rider Fanden ham igen! Idag er den ren gal. – Vil du bare høre!«

Sengen derinde havde knaget, og der fulgte en dump Lyd, som om Mads Vestrup var staaet op og havde kastet sig ned paa Gulvet.

»Dette her begynder og blive lidt uhyggeligt, Mutter! Jeg tror, jeg tar og si’er ham op. Saadan et Mandfolk kan aldrig være rigtig i Hovedet.«

»Jeg synes nu, han er et godt Menneske, Jens. Han har naturligvis sine NFejler. Ellers var det vel ikke gaaet ham, som det er. Men her i Huset har han da opført sig meget anstændigt. Du kan ikke sige andet.«

»Veed du hvad, Mutter, Du skulde hellere holde op med og rende og høre paa hans Vrævl. For det ender Fanneme ellers med, at du selv Nfaar Mug paa Nødden.«