191| Den næste Eftermiddag Klk. to stod Mads Vestrup forsagt udenfor Bispegaardens Port og ringede paa. Da han havde nævnet sit Navn, førte Portnersken ham op ad Trappen, bankede paa en Dør og lukkede op for ham til et anseligt Værelse med Tæppe paa Gulvet, et Skrivebord ved Vinduet og et Par Sofaer langsmed Væggene. Dagens vinterlige Solskin fyldte hele Rummet, hvor der lugtede frisk og hjemligt af Brænderøg fra en gammeldags Kakkelovn.

»Hr. Vestrup!« meldte Konen.

Til sin Forundring traf Mads Vestrup ikke Bispen selv, hvem han kendte fra Billeder, men derimod en anden Mand, der efter Udseendet at dømme ogsaa var en Gejstlig. Han stod ved Vinduet med Ryggen til Lyset og læste et Brev. Tilsyneladende uden at afbryde sin Læsning tilkastede han Mads Vestrup over Papirets Kant et hurtigt mønstrende Blik, og lod ham derpaa vente en lille Tid henne ved Døren.

Endelig lagde han Brevet bort og kom hen til ham med lange, elastiske Skridt. Det var en lille tynd Mand i tætsluttende sort Dragt.A Et hvidt NSlips med brede Sløjfeender hang udenfor Frakken som en NBladkrave. Dette Slips Ni Forbindelse med det lange, barberede Ansigt, de Nrødkantede Øjne og 192| et tyndt, graasprængt Haar, der sad tilbagestrøget over Hovedet, gav den hele lille nervøse Skikkelse et Udseende, der mindede baade om en Nasketisk Jesuiterpater og en Nholbergsk Pedant.

»Mit Navn er Stensballe ... Pastor Stensballe,« sagde han uden at give Mads Vestrup Haanden. »Biskoppen er i Øjeblikket optaget af et Komitemøde. Vær saa god at tage Plads.«

Mads Vestrup tænkte ved sig selv: »Det er igen en Ulykke, at jeg akkurat skal træffe den Mand.« – Stensballe var den landskendte Præst, i hvis myndige Haand alle Nervetraadene i NMissionens vidt favnende Virksomhed i København var samlet. Biskop Abel var nok Missionens titulære Leder, og Stensballe benævnedes officielt kun dens Sekretær; men alle vidste, at det var ham, der var Kraften og Kløgten i Styrelsen; ham, der med sin fyrige Lidenskab havde indblæst det hendøende Menighedsliv i Hovedstaden nyt Haab og fra Grunden af organiseret og revolutioneret Kampen mod Vantroen. Det var saaledes ogsaa ham, der med Bispens modstræbende Samtykke efter transatlantisk Mønster havde taget Reklamen og Markedsgøglet i Troeskampens Tjeneste, havde indført Andagter med Lysbilleder, Bønnemøder med Te-Servering, Optog gennem Gaderne og al den anden Namerikaniserede Katholicisme, 193| som Mads Vestrup havde fundet saa forargelig og flere Gange latterliggjort i sine Taler.

Pastor Stensballe havde Naabenbart hørt om hans Kritik og ikke glemt den. Med tvungen Høflighed anviste han ham Plads i den ene af Sofaerne og satte sig derpaa selv ved Skrivebordet. Det var ikke svært at se paa ham, at det overhovedet mindre var Hjertet end Forstanden, der fik ham til at indlade sig med den oprørske Præst. Hans iltre Natur havde vanskeligt ved at forstille sig. Skønt Mads Vestrup efter den Ngennemvaagede Nat gjorde et ynkværdig modløst og slapt Indtryk, og Sollyset, som faldt ind over ham, ubarmhjertigt aabenbarede hans Klæders Fattigdom og den hele Skikkelses Forkommenhed, hans usunde Fedme og graagustne Hudfarve, overvandt Pastor Stensballe ikke Ubehaget ved at skulle forhandle med denne forhenværende Embedsbroder, der midt under en for Kirken afgørende Kamp traadte op imod dens Ledere, efter først at have kastet Skam over den danske Præstestand ved et usædeligt Levned.

»Jeg veed, at Biskoppen har ytret Ønske om at tale med Dem. Jeg tror ogsaa, det vil glæde ham, at De er kommen. Han er, som sagt, for Øjeblikket optaget; men han har bemyndiget mig til at gøre Dem bekendt med et Forslag, som han vil bede Dem om at tage under alvorlig Overvejelse. Anled194|ningen dertil kan De vistnok sige Dem selv uden Forklaring. De vil forøvrigt om lidt faa Lejlighed til at hilse paa Biskoppen.«

Da Mads Vestrup dertil svarede, at han ikke kendte Grunden til Biskoppens Henvendelse og derfor ønskede nærmere Oplysning, foreholdt Pastor Stensballe ham i heftige Ord hans Forhold til »Femte Juni«, som han kaldte et Forræderi mod den Herre, han jo dog samtidig ønskede at tjene.

»Jeg begriber ikke, at De ikke kan indse, hvor selvmodsigende Deres hele Optræden er. I et Øjeblik som dette gaar De den Mands Ærinde, der frækt har undsagt Kristi Kirke og ved alle skammelige Midler hidser Folkets onde Instinkter op imod den.«

Hans Tone havde faaet Mads Vestrup til at løfte Hovedet. Men skønt Vreden var gaaet ham i Blodet, saa hans Ansigt brændte, tvang han sig til Tavshed. Han havde selv erkendt sin Vildfarelse og var gaaet til dette Møde med et ydmygt Sind som en Bodsgang, Gud denne Nat havde paalagt ham for hans Hovmods Skyld.

Desuden blev han i det samme adspredt, idet der hørtes højrøstet Samtale udenfor paa Trappegangen. Der var Kvinderøster imellem, og han indbildte sig at kunne genkende Frk. Mohns Stemme.

195| Nu bad han om at faa at vide, hvad det var for et Forslag, Biskoppen vilde gøre ham; og Pastor Stensballe gav sig derpaa til at tale om Ndet nye, store Dagblad, som Missionen agtede at udgive i København fra 1ste Januar.

»De har rimeligvis hørt derom. Vi ønsker at skabe et Organ for den samlede danske Menighed. Ogsaa paa den Maade, at de forskellige kirkelige Retninger frit kan komme til Orde i Bladet. Ingen, der virkelig vil tjene Herrens Sag, skal holdes udenfor. Vi giver Plads for enhver sømmelig Drøftelse af Kirkens Anliggender. Hvad vi har tænkt at tilbyde Dem, er da det, at De efter at have løst Dem fra ethvert Forhold til »Femte Juni«, til Gengæld modtager en Ansættelse ved vort Blad, hvor der jo let vil kunne findes et passende Arbejdsfelt for Dem. Og det er naturligvis Meningen, at vi i enhver Henseende vil holde Dem skadesløs.«

Mads Vestrup var saa overrasket, at han knap rigtig mærkede, hvor skuffet han samtidig blev. Det var ikke, hvad han havde tænkt sig. Men det var altsaa Guds Vilje, at han vedblivende skulde trælle her i Stenørkenen, og maaske tilsidst Nlægge sine Ben her.

Men nu nævnede Pastor Stensballe den Sum, man havde ment at tilbyde ham som fast Aarsløn »for at han og hans Familje kunde have den nærmeste 196| Fremtid sikret Ni ydre Henseende,« – og da følte han med eet, at han alligevel var bleven lukket ind i en anden Verden end den, hvor han hidtil havde maattet slaas for Livet med Folk som Samuelsen og den foragtelige Vært i »Elysium«. NFire Tusinde Kroner! »Med gensidig Forpligtelse for to Aar.« Havde han ogsaa hørt rigtig? I to Aar sit Udkomme Nrundelig sikret! Hjemmet genoprejst! Stine og Børnene i hans Favn! ... Han sad der med en Fornemmelse, som om Himmeriges Porte havde aabnet sig for ham i en Drøm.

Han fik ikke Tid til at svare. En Dør gik op og Biskoppen kom ind fra sin private Lejlighed ved Siden af. Det var en høj Mand med ludende Holdning, gammel af Skikkelse. Kun det bebrillede Ansigt var mærkværdig frisk, havde tunge, røde Barnekinder og et Par dagklare Øjne, der lyste af enfoldig Godhed.

Baade Mads Vestrup og Pastor Stensballe havde rejst sig. I sin Fortumlelse kunde Mads Vestrup ikke faa sig til at se op paa Bispen, da denne gav ham Haanden. Og Bispen blev staaende foran ham uden at slippe ham, idet han samtidig lagde sin anden Haand op paa hans Skulder.

»Ja ja! Jeg skal ikke gaa i Rette med Dem. Naar De er kommen til mig, kan jeg vel tage det som Vidnesbyrd om, at De nu selv erkender, hvor 197| daarligt De hidtil har tjent Herrens Sag ved Deres Virksomhed her i Byen. Om Fortiden skal der ikke tales. Den har De bødet haardt for. Nu maa vi se at hjælpes ad med at bringe Deres ødelagte Forhold paa Fode igen. Pastor Stensballe har Nsagtens meddelt Dem, hvad vi foreløbig gerne vil gøre for Dem. Med Tiden kan der maaske aabne sig andre Udveje. Herren har i disse svære Dage alle sine Tjenere behov. Men det gælder om at samle NHjorden, ikke at splitte den. Lad os ikke bedrøve Gud. Lad os Nagte paa, at en tro Tjener fryder sig ved sin Herres Glæde og ikke ved noget andet.«

Mads Vestrups stridhaarede Hoved var sunket dybere og dybere ned mod Brystet. Bispens hjertelige Tone, hans trofaste Haandtryk, Taknemligheden i hans eget Sind tilligemed nedarvet Ærefrygt for Kirkens højeste Værdighed, – alt dette satte ham i en skælvende Bevægelse, som han ikke engang gjorde Forsøg paa at blive Herre over.

»Gud være med Dem!« sluttede Bispen, klappede ham paa Skuldren og gik derpaa tilbage til sine private Stuer.

Da han var borte, satte Mads Vestrup sig ned i Sofaen med Haanden over Øjnene. Saadan blev han siddende nogen Tid foroverbøjet, mens Taarerne dryppede fra ham, og han havde i disse Øjeblikke 198| paany denne livsalig trygge Barnefornemmelse af at hvile tæt ind til Guds Hjerte, som han saa længe havde sukket efter.

Henne ved Vinduet stod Pastor Stensballe, der siden Bispens Indtræden havde staaet der med Armene over Brystet som iagttagende Tilskuer. Men den lille Mand med de haarde Træk var ikke helt saa ufølsom, som han hidtil havde vist sig overfor sin Nfaldne Embedsbroder. Synet af Mads Vestrups Anger havde gjort de rødkantede Øjne blanke og milde.

Med sine lange, elastiske Skridt gik han hen til ham og sagde, at han gjorde Biskoppens Ord til sine.

»Jeg føler mig overbevist om, at dette Møde vil blive til Velsignelse. Tror De det ikke ogsaa selv, Pastor Vestrup?«

Uden at tage Haanden fra Øjnene nikkede Mads Vestrup.

Pastor Stensballe foreslog nu, at de med det samme skulde Nopsætte en skriftlig Overenskomst, og fremtog et maskinskrevet Eksemplar af en Fælles-Kontrakt for det nye Blads faste Medarbejdere, hvori blot de blanke Steder skulde udfyldes. Efter at dette var sket, og han havde sat sit eget Navn under, rakte han Mads Vestrup Pennen.

Det laa nu ikke for Mads Vestrup at sætte sit 199| Navn paa noget Dokument, som han ikke forud havde undersøgt nøje, navnlig naar det drejede sig om Penge. Han bad om Lov til at tage Kontrakten med sig hjem. Han vilde da bringe den underskrevet tilbage en af de nærmeste Dage.

»Som De selv synes,« sagde Pastor Stensballe. »De vil i Almindelighed træffe mig her i Sekretariatet mellem to og fire. Hvad Arten af Deres Arbejde ved Bladet angaar, saa er det naturligvis noget, som selve Redaktøren vil træffe nærmere Aftale med Dem om. Hans Navn kan jeg af bestemte Grunde ikke godt sige Dem i Øjeblikket. Det er ikke engang ganske afgjort, hvem det bliver. Men De skal i den Henseende ingen Bekymringer gøre Dem. Det vil i alle Tilfælde blive en Mand, der i enhver Henseende retter sig efter vore Anvisninger. – En Ting maa jeg endnu tale om. Vi betragter det herefter som en Selvfølge, at den Række Møder, De har foranstaltet her i Byen, ikke fortsættes under de nuværende Former. Det er ikke vor Hensigt at gøre Indgreb i vore Medarbejderes Ytringsfrihed; men disse Møder har nu engang faaet en Ntvetydig Karakter, som ikke lader sig ændre.«

Da Mads Vestrup svarede, at det var hans eget Ønske at ophøre med dem, viste Pastor Stensballe sig næsten helt forsonet. Ved Afskeden rakte han ham Haanden og sagde:

200| »Jeg venter saa at se Dem igen!«

Paa Vejen hjem syntes Mads Vestrup, at Byen havde forandret Udseende, skønt en ny Regnbyge netop trak op over Gaderne og førte Aftenmørket med sig som et Slæb. Hans eneste Bekymring nu galdt Stine. Hvad vilde hun sige? Han havde jo lovet hende aldrig at tage mod Naadensbrød af den Kirke, der havde Nforskudt ham, og med sit underligt haarde og uforsonlige Sind vilde hun næppe forstaa, at der ikke med Sandhed kunde tales om Brud paa dette Løfte, fordi han tog mod en Ansættelse ved et kristeligt Blad. Han maatte være forberedt paa at høre Bebrejdelser af hende. Saadan var hun nu engang! Han havde i de sidste Dage bestandig set hende for sig, som hun hin Dag stod ved Husgavlen derhjemme og med sin sammenbidte Mine bankede Støvet af hans Præstekjole uden at føle mere derved, end om det havde været en gammel Maatte.

Han trøstede sig med, at hendes Bitterhed nok fortog sig til den Glædens Dag, da han vilde komme og hente dem allesammen og føre dem herover til deres nye Hjem, som han allerede i Tankerne havde indrettet et Sted Nderude ved Skoven. For om han Nogsaa vedblivende fik sit Arbejde med at bryde Sten her i Ørkenen, saa var det dog altsaa ikke den kære 201| Guds Mening, at de derfor skulde vantrives her. Og det var alligevel en god Ting med disse nye, hastige Sporvogne, som saadan Ni et Nys kunde føre et Menneske fra Byens NKvalm og Uro tilbage til Hjemmets Fred og Glæden i den evige Natur.