[1]| I

[3]| Allerede i Midten af Marts, en Maaned tidligere end oprindelig bestemt, vendte Jytte og Karsten From hjem fra deres Bryllupsrejse. Grunden var den, at Enslevs politiske Venner havde indbudt til en Konkurrence om et Mindebillede af den afdøde Høvding, og Karsten havde bestemt sig til at deltage. Maleriet skulde have en monumental Karakter, skulde forherlige en Episode af NFrihedskampens Historie med Enslev som Midtfigur. Det var Meningen at skaffe det en fremtrædende Plads i Nden nye Rigsdagsbygning; og foruden denne store Ære var der N25 Tusinde Kroner at kæmpe om.

Jytte vilde helst have fortsat Rejselivet lang Tid endnu. Hun følte sig saa lykkelig fortumlet under deres planløse Omflakken fra By til By. Indtrykkene jog hinanden, og Tankerne fik Lov at sove. Men hun havde tidligere saa ofte søgt at opmande Karsten til at samle sig om en alvorlig kunstnerisk Opgave, og hun kunde derfor ikke godt gøre Indvendinger. Selv var han desuden bleven Nmærkeligt opsat paa Sagen.

4| En af de første Bekendte, hun stødte paa efter Hjemkomsten, var en, hun allermindst havde ventet at træffe i København. Det var Meta. En Eftermiddag mødte hun hende paa Sporvogns-Holdepladsen ikke mange Skridt fra sin egen Gadedør.

Der var paa begge Sider nogen Forlegenhed over Gensynet. Den gav sig for Jyttes Vedkommende Udtryk i en lidt Nforsoren Munterhed. Meta ønskede hende til Lykke med Giftermaalet, og Jytte svarede: »Tak, ja nu har ogsaa jeg gjort min NSkyldighed.«

Imidlertid tænkte de begge paa deres sidste Møde om Sommeren paa Storeholt, hvor de skiltes som Uvenner, fordi Jytte ikke havde villet vise Venindens Svoger, Pastor Gaardbo, den Opmærksomhed at gifte sig med ham.

»Og nu er du kommen ind til København for at lufte dig lidt?« sagde Jytte.

»Jeg? Nej, vi bor her.«

»Her i Byen! Hvad vil det sige? Hvordan er det gaaet til?«

»Vi flyttede hertil for halvanden Maaned siden.«

Hun sagde det saa modløst, og Jytte opdagede nu, at Veninden var mærkelig forandret. Som hendes landlige Vinterdragt ikke godt taalte at ses i Foraarslyset, gjorde hun selv, den før saa friske og frimodigt smilende NMatrone, et afbleget og forkomment Indtryk.

5| »Hvad er der hændt?« spurgte Jytte, idet hun uvilkaarlig lagde sin Haand paa hendes Arm.

»Aa, det er en lang Historie. Den kan jeg ikke fortælle her.«

I det samme kom Sporvognen tilsyne i Gadekrumningen. Men Jytte tog Veninden under Armen og førte hende til Side.

»Du maa sige mig, hvad der er i Vejen. Eller er du maaske endnu vred paa mig?«

»Nej, det er jeg ikke. Og det har jeg heller ingen Grund til. Men det er altfor omstændeligt at forklare.«

»Veed du hvad, nu gaar vi op til mig. Jeg bor her lige om Hjørnet. Du maa dog ogsaa se, Nhvordan jeg har det, ikke sandt?«

»Det maa jeg have tilgode til en anden Gang, Jytte. De venter mig derhjemme. Jeg har styrtet hele Byen rundt efter en Vaskerkone.«

»Men det er bare lige om Hjørnet, hører du. Dersom det er min Mand, du er bange for, saa kan du være ganske rolig. Ham træffer du ikke. Han er i sit Atelier, og det har han inde i Byen. Du skal faa en skoldende hed Kop Te. Det kan man nok trænge til i det Hundevejr.«

Meta lod sig overtale. Hun følte Trang til at betro sig til nogen. Lidt efter stod de i Jyttes smukke Dagligstue, omgivet af den Overflod af Blomster, som 6| hendes Mand i sin Forelskelse stadig ødslede paa hende. Foran den grønne NFajanceovn stod et Par store Lænestole. Efter at Jytte havde tvunget Veninden til at lægge Overtøjet, tog de Plads her i Varmeskæret fra det aabne Ildsted.

Allerede paa Vejen derhen havde Meta lettet sit Hjerte og fortalt om den Forfølgelse, der havde tvunget hendes Mand bort fra Jerve. Nu fortsatte hun:

»Povl havde tilsidst ingen betalende Patienter mere. Og Distriktslægegagen kunde vi ikke leve af, saa stor en Familje vi nu er. Beboerne gjorde ogsaa alt muligt for at faa ham afsat. Du begriber ikke, hvor onde Folk var. Der var ikke andet for os at gøre end at flytte væk. Det hele blev bestemt i Løbet af en Dag. Du kender nok min Mand. Naar han har sat sig noget i Hovedet, skal det gøres med det samme. Jeg fik knap en Uge til at ordne Huset og Npakke ind.«

»Men jeg forstaar ikke,« sagde Jytte. »Hvad sagde din Svoger – Præsten? Han har jo saa stor Indflydelse paa Befolkningen derovre. Og nu er han ovenikøbet NKresens Rigsdagsmand. Han maatte dog kunne gøre noget.«

Meta skottede til hende. Hendes daarlige Samvittighed gjorde hende skamfuld.

»Min Svoger og min Mand er bleven Uvenner. De har jo ikke det samme Syn paa Religionen.«

7| »Naa – og hvad saa?«

»Min Svoger er bleven saa forandret, siden Povl begyndte at skrive offenlig om sine Meninger. Han synes, det er en Frækhed af ham. Det mener da Povl er Grunden. Og jeg veed saamænd heller ikke, hvad det ellers skulde være.«

»Du maa give mig Lov til at triumfere lidt, Meta! Indrøm, at du var meget vred paa mig sidste Sommer, fordi jeg havde mine Tvivl om din Svogers Fordomsfrihed. Husker du vores lille Skærmydsel?«

»Jo. Og du kan tro, jeg har mange Gange tænkt paa dig. Det siger ogsaa min Mand, at du var alligevel den klogeste af os allesammen. Og det har du jo altid været. Men det med min Svoger er ellers noget, jeg helst er fri for at tale om. Det har naturligvis været en frygtelig Skuffelse for os, kan du nok forstaa.«

»Ja, lad os endelig lade ham hvile!« sagde Jytte. »Men sig mig – hvor bor I nu?«

»Vi har lejet ude paa NNørrebro. Povl mente ikke, det kunde nytte noget at prøve en anden Land-Praksis efter alle de Løgnehistorier, der er skrevet om ham i Aviserne derovre. For det vilde vi jo ellers helst. Men saadan noget gaar straks gennem alle Provinsbladene. Det forrige Sted, vi var, maatte vi jo ogsaa flytte fra, fordi Folk syntes, at min Mand ikke gav dem Medicin nok.«

8| Jytte nikkede adspredt. Hun sad foroverbøjet med Hænderne foldede omkring Knæet og var faldet i Tanker under Betragtning af Venindens Øjne. Det undrede hende, at hun ikke tidligere havde lagt Mærke til, hvor smukke de var. Altid havde hun bare haft Blik for hendes uheldige Mund. Det var den samme dybe, ædelstensblaa Farve, som ogsaa hendes Mands Øjne havde. Men alligevel lignede de slet ikke Karstens. Udtrykket var ganske anderledes. Og det var nok saa meget Forskellen som Ligheden, der beskæftigede hendes Tanker.

»Hvor er det besynderligt med os to!« sagde hun tilsidst. »Kan du huske, da vi mødtes paa Storeholt? Jeg vidste ikke bedre, end at du stadig sad og kukelurede paa den jyske Hede – og saa dukkede du pludselig op som Distriktslægekone i Jerve! Siden har jeg altid set dig for mig i al din husmoderlige Majestæt derovre i jeres morsomme Hus – og saa sidder din Stakkel her midt i Hurlumhej’en ligesom vi andre, og styrter Byen rundt efter en Vaskerkone.«

»Det drømte jeg heller ikke selv om for bare tre Maaneder siden, kan du tro. Det gør mig næsten mest ondt for Børnene. Foreløbig er de jo henrykte for alt det nye, de ser. De sidder hele Dagen ved Vinduet og kigger efter Sporvognene. Min Mand er det naturligvis heller ikke saa let for. Han har fore9|løbig kun haft en halv Snes Patienter. Og den Smule, han kan tjene ved at skrive i Tidsskrifter, forslaar jo ikke meget. Men det kommer vel.«

»Og du selv, Meta? Hvordan gaar det dig? Det taler du ikke noget om.«

»Aa, med mig er det en anden Sag. Jeg har mit Hus at passe. Jeg ønsker nu bare, at vi maa faa Lov til at blive her. Men dersom Povl ingen Praksis faar, bliver vi jo nødt til at rejse endnu længere bort. Saa maa vi udvandre.«

»Kære – det tænker I da ikke paa?«

»Ja, hvad skal vi gøre? Povl har nogen Familje i Avstralien. Han mener, at det maaske kan hjælpe ham til at Nkomme i Vej derovre. Vi har ogsaa hørt, at der skal være Mangel paa ordenlige Læger. Og en samvittighedsfuld og dygtig Læge, det er min Mand. Det er skammeligt at sige andet om ham.«

Jytte var paany et Øjeblik blevet borte i sine egne Tanker.

»Avstralien! Aa ja ... hvorfor i Grunden ikke? Ny-Zealand, ikke sandt? Jeg har altid været lidt forelsket i det Navn. Jeg synes, det lyder saa Nforjættelsesfuldt. Og saa er det altsammen saa dejlig langt borte.«

»Ja, Tak skal du ha’! Jeg bliver dog helst hjemme,« begyndte Meta, men skræmtes i det samme op ved Lyden af et Ur, der slog. »Nej, nu maa jeg hjem, Jytte.«

10| Hun fik dog ikke Lov til at gaa, før hun havde set Lejligheden. Jytte tog hende under Armen og førte hende rundt i Stuerne, helt ud i Køkken og NFadebur, hvor hun iøvrigt selv følte sig omtrent lige saa fremmed som Veninden.

Da de paa Tilbagevejen stod i Sovekammeret, lagde Meta Armen om Jyttes Liv og sagde:

»Saa er du virkelig nu lykkelig?«

»Ja, det er jeg! Min Mand og jeg passer Nudmærket sammen. Det undrer dig, ikke sandt? Jeg kan endnu se dit forskrækkede Ansigt, da du traf ham paa Storeholt. Men jeg kan betro dig, at jeg just heller ikke blev indtaget i din Mand, da jeg saae ham første Gang. Saa det gaar lige o – p – op!«

Meta vidste ikke noget at svare herpaa, og tav derfor. Det var hende fuldstændig ubegribeligt, at Jytte kunde føle sig lykkelig med den Nar af en Mand. Forsikringen lød nu heller ikke ganske troværdig i hendes Øre. Men Jytte havde lige fra Skoletiden været en Gaade, som vistnok ingen var kommen rigtig tilbunds i.

Paa Vejen tilbage til Dagligstuen tænkte Jytte paa at gøre Veninden et fortroligt Spørgsmaal om noget, som hun ikke havde kunnet faa sig til at tale med sin Mor om. Forleden Morgen, da hun stod op, havde hun pludselig følt sig utilpas, og da hun saae sig i Spejlet, havde hun været hvid som et Spøgelse. 11| Dagen efter gentog Tilfældet sig, og hun havde siden gaaet i en næsten uudholdelig Spænding.

Men da det kom til Stykket, kunde hun heller ikke overvinde sig til at betro sig til Meta, fordi hun endnu ikke havde sagt noget til sin Mand. Hun vidste, at Karsten ikke holdt af Børn. Af den Grund havde hun ingenting villet sige, før hun var bleven ganske sikker i sin Sag.

»Det er sandt!« udbrød Meta, da hun stod i Dagligstuen med Overtøjet paa. »Det maa jeg dog fortælle dig ... Kender du en Godsejer Ditmer eller Dihmer eller saadan noget?«

Jytte vendte sig hurtigt imod hende med et undersøgende Blik.

»Ja. Hvorfor spørger du om det?«

»Jo, nu skal du høre! Det var engang i Efteraaret hjemme i Jerve. Der kom en fremmed Herre kørende fra Odense og vilde tale med min Mand. Povl var lige gaaet over i Fattighuset for at se til en Patient, og jeg maatte saa sidde og underholde Hr. Dihmer eller Ditmer ... eller hvad det nu var.«

»Nu sidste Efteraar?« spurgte Jytte spændt.

»Nej, vent lidt ... det maa have været i December. For jeg husker, at det interesserede ham saa meget, at jeg havde min Brunkagedejg staaende ved Kakkelovnen. Det Syn havde han ikke set, siden han var Barn, sagde han. Han var forresten saa hyggelig. 12| Vi snakkede naturligvis om Egnen derovre, og han fortalte saa, at han i sin Tid var kommen en Del paa Storeholt. Han kendte hele din Familje, ogsaa din Mor og dig. Og han havde vist ogsaa været rundt og set paa de gamle Steder, saa vidt jeg kunde forstaa. Det var en høj Mand med mørkeblondt Fuldskæg. Husker du ham saa?«

»Ja. Men du afbrød dig selv. Hr. Dihmer vilde tale med din Mand, sagde du.«

»Ja, jeg tænkte naturligvis, han søgte ham som Læge. Han saae da ogsaa saadan ud. Men saa vilde han bare hilse paa Povl, fordi han havde læst, hvad Povl har skrevet. De sad og talte sammen i over to Timer, og jeg har ikke i mange Aar set min Mand saa oplivet. Men du kender ham altsaa. Hvad er han i Grunden for et Menneske?«

»Han er altsaa Godsejer. Har en Gaard et Sted i Jylland.«

»NFavsingholm – ja. Det fortalte han. Han var netop paa Vej derover. Men hvorfor har han fartet saadan omkring i alle Verdensdele? I et helt Aar havde han ikke været hjemme. Det er dog aparte for en saa syg Mand.«

»Syg Mand? ... Hr. Dihmer har engang været meget syg; men nu skal han være kommet sig fuldstændig. Det var forresten min Fætter, Professor Hagen, der kurerede ham.«

13| »Da saae han virkelig daarlig ud. Det syntes ogsaa Povl. Og han havde noget saa alvorligt og stilfærdigt ved sig, som om han selv vidste, at han ikke kunde leve længe.«

NPigen kom i dette Øjeblik ind med Teen, som endelig var bleven færdig. Men Meta bad Nindstændigt om Lov til at gaa nu, og Jytte holdt ikke længer paa hende.

»Skal du ikke selv have Tøjet paa?« spurgte Meta. »Du var jo paa Vej ud.«

»Aa nej, jeg bliver hjemme nu. Det blæser saa koldt. Og jeg kommer jo lige fra NNeapel!« –

Da Veninden var gaaet, stod Jytte længe henne i Karnappen og saae i Tanker over paa NGrønningens Træer. Hun var kommen til at tænke paa en Bemærkning i et af de Breve, hendes Mor havde sendt hende under Rejsen. I en Efterskrift havde der staaet de mystiske Ord, at »det desværre synes at skulle tage en alvorlig Vending med Torben Dihmer«. Da hun vidste, at hendes Giftermaal stadig var Moderen en Sorg, havde hun ikke kunnet faa sig til at bede om nærmere Oplysning. Men Forklaringen var altsaa den, at han igen var bleven syg. Asmus’ Vidunderpiller havde altsaa i Længden ikke kunnet hjælpe ham. Hvor det dog gjorde hende ondt for den stakkels forfulgte Mand! ...

Da Karsten kom hjem, sad hun igen i en af de 14| store Lænestole foran Ovnen. Det var begyndt at skumre. Hun sad der lidt forkommen med et Sjal over Skuldrene – et blødt, søgræs-grønt Silkesjal, der var en Gave fra hendes Mand. I den Hensigt at bøde paa hendes egen Ligegyldighed for sit Udseende havde han udbedt sig Tilladelse til at overtage Rollen som hendes Paaklæder.

Hun rakte Haanden ud imod ham, da han kom ind.

»Jeg har længtes efter dig,« sagde hun.

Den galante Ægtemand bøjede sig ned over Haanden og kyssede den ærbødigt. Men forinden var hans Blik fløjet ligesom søgende omkring i Stuen, og han betragtede hende lidt mistænksomt.

»Den Naadige har dog glemt sit Løfte. Jeg ventede med Længsel det højtideligt anmeldte Besøg.«

»Jeg var ogsaa paa Vej, Nmin Ven! Men jeg fik selv Besøg.«

»Jeg syntes det jo nok –. Hvem var den Nlykkelige, om man tør være saa fri?«

»Ja, kan du gætte? En stor Overraskelse virkelig.«

»En Dame eller en Herre?«

»En Dame.«

»Smuk?«

»Ja, jeg finder hende smuk. Men jeg har forresten ikke altid gjort det. Du traf hende i Sommer paa Storeholt. Min gamle Skolekammerat Meta ... Fru 15| Gaardbo ... Distriktslægens Kone derovre. Husker du hende saa?«

»Jo, nu du siger det. Men hvad mener du med at kalde hende smuk? Hun var jo en almindelig NLandsby-Madamme.«

»Saa har du ikke lagt Mærke til hendes Øjne. Dersom du engang faar Bestilling paa at male en Madonna, kan du bruge hende til Model. Hun har faaet fem Børn, og har alligevel et Blik saa uskyldigt som en tolvaars Pige.«

»Det lyder unægtelig interessant. Fem Nubesmittede Undfangelser maa vel siges at være en Rekord. – Men for at tale om noget andet,« sagde han og gik med lange, nervøse Skridt ud over Gulvet. »Har du læst Aviserne idag?«

»Nej.«

»Saa veed du ikke, at Karl May nu ogsaa har meldt sig til Konkurrencen. Det proklameres Nmed Pauker og Basuner i alle Bladene. Hvormange har vi nu hørt om? Det kan vist ikke være mindre end otte-ni Stykker. Det bliver efterhaanden en livlig Gallopbane.«

»Men er Karl May Portrætmaler?«

»Han er alt, kære! Du husker maaske, at han ifjor optraadte som genial Billedhugger. Det var et almindeligt Stykke Pottemagerarbejde, som enhver ikke altfor fummelfingret Læredreng Nkunde gjort ham 16| efter. Men hans Venner i Pressen – en Skraalhals som tykke Møller f. Eks. – skreg det op til en Verdensbegivenhed, og Folk Ngik som sædvanlig i Gyngen. – Jo, Karl May er klog!«

»Naa ja, lad ham nu være, Karsten! ... Sig mig, er du stadig tilfreds med dit Atelier?«

»Ja, – Lyset er godt. Imorgen bliver jeg færdig med Installeringen, og iovermorgen tager jeg fat.«

»Saa kommer jeg derhen. Ganske bestemt. Jeg vil se dig gøre det første Penselstrøg.«

»Den Naadige skal faa Lov til selv at gøre det. NMed højstegen Haand skal du indvie Lærredet. Og saa vil vi for en Gangs Skyld være overtroiske og bede til Guderne, at det maa bringe Held.«

»Sæt dig lidt herhen, min Ven! Du gaar saa urolig omkring,« bad Jytte.

Skumringen voksede. De sad med hinanden i Haanden og smaasnakkede, mens der fra Ovnristens glødende NKokes bredte sig et stærkere og stærkere Brandskær ud over dem og hele Stuen.

Jytte sad lænet til Siden med halvlukkede Øjne og saae ned i Ilden.

»Sig mig engang, Karsten,« sagde hun efter en Pavse. »Tror du, at der i vore Dage er Mennesker, som dør af ulykkelig Kærlighed? Jeg mener ikke, om de i et Anfald af Fortvivlelse eller Jalusi tager Livet af sig. Det læser man jo om hver Dag. Men 17| tror du paa, at der kan være Folk, der hentæres af Kærlighed som af en dødelig Sygdom?«

»Det vil jeg i hvert Fald have Lægeattest for. NHvor kommer du forresten paa den absurde Tanke?«

»Aa,« sagde hun. »Det var en Historie, Meta fortalte ovre fra Fyen.«

»Den Dames Besøg har interesseret dig, lader det til. Hvad talte I i Grunden om?«

»Mest om hendes egne Affærer. Du kan tænke dig, hun bor nu her i Byen. Hendes Mand kunde ikke begaa sig derovre. Du veed, han har saa forstyrrede Meninger om alting. Han er en underlig lille Snurretop, som kommer galt afsted allevegne. Nu bor de ude paa Nørrebro. Paa selve NNørrebrogade. Tænk dig!«

»Ja, det er ikke misundelsesværdigt. Men hør nu, Jytte! For at tale om noget mindre begrædeligt. Iaften gaar »NStormsvalen« og »NNapoli«. Det er en god Aften. Jeg foreslaar, at vi gaar derhen.«

Jytte trykkede hans Haand.

»En anden Gang, Karsten. Jeg er lidt træt idag.«

»Men vi kan dog i det mindste gaa hen og se Balletten. Det kan da ikke være anstrengende.«

»Veed du hvad. Jeg synes, du skulde gaa derhen alene. Du trænger til at lufte dig lidt, min Ven! Saa øver jeg mig imens paa min Rondo, saa jeg snart kan være bekendt at spille den for dig.«

18| »Aa Snak! Du veed godt, at jeg ikke vil gaa fra dig,« sagde Karsten misfornøjet.

De havde nu været hjemme i flere Dage, og endnu havde de ikke været hverken i Teatret eller til nogen Koncert, fordi Jytte ikke var til at faa ud blandt Folk. Selv havde han under hele Rejsen med særlig Forventning glædet sig til det Øjeblik, da han første Gang skulde vise sig med hende i Parkettet. For den NVajsenhusdreng, der stadig Nhang ham i Ærmet, var det til Tider som en eventyrlig Drøm, at han virkelig var gift med Minister Abildgaards Datter. Og just i disse Dage fandt han sin Prinsesse dejligere end nogensinde.

Jytte rejste sig for at gaa ind og klæde sig om til Middag. Hun havde hørt Pigen komme ind i Spisestuen og begynde at dække Bordet.

Da hun saae hans utilfredse Mine, lagde hun Armen om hans Hals og klappede ham paa Kinden.

»Er jeg en umulig Kone for dig? ... Du maa ikke være altfor ked af det. Det skal nok blive bedre.«

Han blev øjeblikkelig formildet, svag som han stadig var overfor hendes Kærtegn, dem hun heller ikke ødslede med. Efter tre Maaneders Ægteskab var hun endnu næsten lige sky i sit erotiske Forhold til ham. Bestandig maatte han paany erobre hendes Ømhed, og hun havde bevaret en Uskyld i 19| sin Hengivelse, der gjorde hans egen Forelskelse til en vild Tilbedelse.

Han saae hende henrykt op i Øjnene.

»Du dejlige! ... Hvor jeg elsker dig!« sagde han. Og den affekterte Mand kunde sige den Slags Ting saa mærkelig naturligt, som fik han først med saadanne Ord sit rigtige Mæle.

Men Jytte undgik hans Blik, mens hun tavs og ligesom medlidende strøg ham over Haaret.