Doktor Gaardbo havde bosat sig ude i det yderste af Nørrebrogade, »Københavns Endetarm«, som han kaldte den paa Grund af dens buldrende Vognfærdsel ud til NByens Affaldspladser. Han havde lejet en lille fire Værelsers Lejlighed, der tilmed var i en ret elendig Forfatning, fordi han havde overtaget den uden Varsel.

Da Meta kom hjem, mærkede hun, at der var noget i Vejen med ham. Mod Sædvane var han tavs, og ved Aftensbordet rørte han næsten ikke Maden. Hun forstod ikke, hvad der kunde være sket. Med Undtagelse af en Eftermiddagstime, da han var inde i Byen for at hente en Bog paa Biblioteket, havde han siddet hjemme hele Dagen og taalmodig ventet paa de Patienter, som ikke kom.

20| Efter Bordet gik han straks ind til sig selv, og hun hørte ham sætte sig tungt i sin Stol.

Lidt efter gik hun derind. Han sad da ved Skrivebordet med Hænderne omkring Hovedet.

»Er der gaaet dig noget imod, Povl?«

»Ja. Men træk Døren til. Det er ikke værd, at Børnene hører det.«

»Men hvad er det da?«

»Du veed, jeg var inde paa Biblioteket efter den Bog. Da jeg kom gaaende over NHøjbro, mødte jeg Johannes. Han bor jo der i Nærheden.«

»Naa – hvad sagde han?«

»Ingenting, du! Han gik forbi, som om jeg var Luft.«

Der blev stille et Øjeblik.

»Og du er sikker paa, at han saae dig?«

»Det var umuligt andet. Vi kom gaaende paa det samme Fortov. Da han opdagede mig, saae jeg ogsaa, at han vilde skraa over Kørebanen; men der kom i det samme en Sporvogn over Broen. Saa gik han mig forbi med Øjnene i Brostenene.«

»Aa – fy dog!«

»Jeg vendte mig om og sagde: »Goddag, Johannes!« – Jeg veed ikke, om han hørte det. Han gik i hvert FaldA videre.«

»Hvor er dog saadan noget stygt!« sagde Meta.

»Husk paa, han kalder det selv for Fromhed. 21| Men nu veed vi altsaa, hvor vi har ham. Vi eksisterer ikke mere for ham. Og det er maaske bedst saadan, og naturligst for begge Parter.«

»Det tror jeg bestemt ogsaa. Siden du fortalte mig det forfærdelige om Rosalie, har jeg næsten ikke kunnet taale at tænke paa Johannes. Jeg drømmer endnu om hende om Natten. Og nu maa du sende ham hendes Brev, Povl. Gør det endnu i Aften. Hører du?«

»Jeg veed ikke rigtig –«

»Jeg siger dig, Povl, du kan ikke forsvare at beholde det Brev. Mest for Johannes’A egen Skyld. Han skulde for længe siden Nhaft at vide, hvad han har paa sin Samvittighed.«

»Men om det nu dræber ham?«

»Saa var det da endelig kun retfærdig Gengældelse. Den sødeste og gladeste unge Pige i Verden pinte han tildøde. Og nu gaar han sin eneste Bror forbi uden at ville kendes ved ham. Hvad kalder du det?«

»I Kvinder holder aldrig Maade. Johannes er et stakkels forgjort Menneske. Han mener at tjene sin Gud ved at fornægte os. Men lad os nu ikke tale mere om ham. Han er, som han er, og staar ikke til at redde. – Veed du forøvrigt, hvornaar jeg første Gang blev klar over denne uhyggelige Evne hos ham til Selvsuggestion? Det dukkede op for mig 22| før. Kan du huske, da Johannes søgte Embede og til sin egen og alles store Overraskelse fik det allerførste NKald, han søgte? Det var jo næsten umuligt ikke at komme til at tænke paa Farbror Tyges Indflydelse, og jeg veed desuden, at man oppe i Ministeriet temmelig tydeligt lod ham forstaa, hvem det var, der interesserede sig for ham. Ikke desmindre har han altid afvist Tanken som fuldkommen latterlig, og forsikret, at han i modsat Fald aldrig vilde have modtaget Embedet. Og han har selv troet det. Saadan er han bleven!« –

Lidt efter tog han sit Overtøj paa. Han vilde hen og se til en Arbejdsmands syge Barn, der for Tiden var hans eneste Patient.

»Jeg gaar mig Nmed det samme en Tur,« sagde han, da han gik. »Du skal altsaa ikke vente mig hjem for snart.«

Metas bekymrede Øjne fulgte ham ud af Døren. Stakkels Povl! – tænkte hun. Hun vidste, at han her i København følte Savnet af Broderen endnu stærkere end i Jerve, fordi han her overalt blev mindet om deres Samliv i de glade Studenterdage. Forleden, da han var kommen nedtrykt hjem fra Byen ligesom idag, havde hun faaet ud af ham, at han var gaaet ind paa NRegensen for at gense de to smaa Kamre, hvor de i fire Aar levede saa uadskilleligt 23| forbundne, at Kammeraterne gav dem Øgenavnet de »siamesiske« Tvillinger.

Den lille Hedvig stak Hovedet ind ad Døren og meldte:

»Bodil har gjort sig vaad, og Jørgen vil ikke være ordenlig.«

Saa maatte hun ind og holde Justits. –

Doktor Gaardbo havde ikke villet fortælle sin Kone, at han agtede sig ind til »NBethesda«, hvor der nu i NFastetiden hver Aften blev afholdt store Opbyggelsesmøder under Pastor Stensballes myndige Ledelse. I en Avis havde han set, at hans Bror i Aften skulde være en af Talerne. Derfor vilde han derhen.

Skønt han kom i god Tid, var den store Sal allerede ganske overfyldt. Han maatte søge op i et af Sidegallerierne, hvor han i sidste Øjeblik fik en Siddeplads paa den allerbageste af nogle Ntrinformigt højnede Bænkerækker. Faa Minuter efter var ogsaa Gangen bagved ham Nstuvfuld af Mennesker.

Nede i Baggrunden af Salen, under det store Orgel, sad Broderens unge »NKorshær« i tætte Rækker: en glad og livlig Ungdom, Mænd og Kvinder tvangløst imellem hinanden, mange af dem øjensynlig trænede Sportsfolk, for hvem ogsaa Troen var en Kraftytring, et Mandighedsmærke. Da Orgelet havde indledet, 24| og Salmesangen begyndte, var det dernede fra, at de frejdigste og stærkeste Stemmer lød.

Midt under det sidste Vers viste Johannes sig paa Talerstolen. I samme Øjeblik mærkedes nogen Uro blandt den sammenpakkede Mængde paa Galleri-Gangen, hvorfra man ingenting kunde se. Der var navnlig et Par halvgamle Damer, der højst ulykkelige puffede sig frem og tilbage i Haab om at finde et Kighul ned til Taleren. Man maatte tilsidst tysse paa dem for at skaffe Ro.

Johannes Gaardbo var egenlig slet ikke nogen veltalende Mand. Sammenlignet med den Virtuositet, hvormed Pastor Stensballe og andre af Byens bekendte Vækkelsesprædikanter satte Trumf paa Evangeliet, var hans Tale og hele Fremtræden meget jævn og stilfærdig. Men stod der ingen Regnbueglans om selve hans Forkyndelse, saa virkede han til Gengæld ved sit smukke og mandige Ydre og ved den Inderlighed, den landlige NTrohjertighed, der prægede hans Ord. Han var i Øjeblikket ogsaa nærved at være den mest omtalte Præst indenfor den københavnske Menighed, i det mindste blandt Kvinderne; og alene det, at han var en ny Mand i Hovedstaden, havde til Følge, at der var en mægtig Tilstrømning overalt, hvor han talte.

Han havde valgt til Tekst det 13de Kapitel af Paulus’ første Brev til de Korinthier, den berømte 25| Kærlighedslovprisning: »NOg havde jeg profetisk Gave og al Kundskab og al Tro men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg alt mit Gods til de Fattige men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Kærligheden Naffalder aldrig; den tror alt, Nfordrager alt, taaler alt. Saa bliver da Tro, Haab og Kærlighed disse tre; men størst blandt dem er Kærlighed.«

Mens den store Forsamling lyttede til Talen i andægtig Stilhed, sad hans Bror oppe paa Galleriet og bed sig i Skægget. Dersom det havde været muligt for ham at slippe bort, var han gaaet sin Vej for ikke at komme i Fristelse til at raabe ud over Salen: »Hør ham ikke! Han er en Hykler!«

Og dette var Johannes! Dette var hans Bror! En Skinhellig! ... Han havde indtil denne Dag ikke villet tro det. Han havde fundet paa alle Slags Undskyldninger for hans Forræderi. Han havde besnakket sig selv for ikke at tro paa hans Falskhed. Men kunde det være muligt, at Johannes ikke skulde vide, at han stod der i alle onde Magters Vold og velsignede? Var han da virkelig en utilregnelig Besat, der ikke længer kendte Forskel paa Løgn og Sandhed, og ikke vilde kende den, af Frygt for at slukke den Helvedsbrand i Sjælen, han kaldte sin Tro? ...

Efter at Johannes havde talt fik et Par andre 26| Præster Ordet; men Doktoren hørte ikke paa dem, saae dem ikke engang. Hans Øjne var uafbrudt fæstet paa Broderen, som havde taget Plads paa forreste Stolerække mellem nogle Herrer og Damer, der alle modtog ham med hjertelige Haandtryk. Han saae ham smile mildt til disse fremmede Mennesker, saae ham igen med dette næsten forklarede Udtryk, der engang havde været hans egen Glæde.

»Varulv! ... Varulv, Johannes!« tilraabte han ham i Tankerne.

Mellem dem, som havde hilst paa ham, lagde han Mærke til en yngre, høj og smuk Dame med fornem Holdning. Der havde været noget i den Maade, hvorpaa de to vekslede Haandtryk, der fik ham til at tænke paa, hvad der rygtevis var kommen ham for Øre, at Johannes stod i Begreb med at forlove sig igen. Det gik nu op for ham, at han kendte Damen fra sine Kandidatdage her i København. Hun hed Frøken Mohn og havde været Pleje-Elev paa et af Hospitalerne. Saa vidt han erindrede var hun af meget rig Familje; og han spurgte sig selv, om Johannes maaske ogsaa i Forholdet til Penge havde mistet sin Uskyldighed. Det undrede ham blot at se, at han endnu bar Rosalies Forlovelsesring.

Pastor Stensballe sluttede Mødet med et Nmanende Opraab. Evangeliets Sejrsgang over Verden maatte ikke mere standse, sagde han og bad indtrængende 27| om, at man ikke vilde glemme Menighedens forskellige Indsamlinger.

»Vi trænger til Nmange hundrede Tusinde Kroner. Og vi maa ha’ dem – om vi saa skal stjæle dem!« raabte den iltre lille Mand ud over Forsamlingen, der svarede med en forstaaende Munterhed.

Derefter sang man endnu en Salme; hvorpaa Salen langsomt tømtes under Orgelbrus og Raslen af Pengebøsser.

Doktor Gaardbo fulgte Strømmen ud. Da han stod paa det øverste af den høje Fortovstrappe og saae ud over den mægtige Vognpark, der fyldte Gaden til begge Sider, deriblandt mange fornemme Herskabskøretøjer med liberiklædte Tjenere og straalende Lygter, maatte han tænke paa sin døende Farbrors Varselsraab om NRiget, Magten og Æren, der ved et Forræderi vilde vende tilbage til Kirkens magtgriske Oldingehænder. Det saae jo virkelig ud til, at den gamle Troldmands Profeti skulde gaa i Opfyldelse.

Midt i Trængslen paa Trappen, ved hvis Fod der holdt en elefantgraa Kæmpebil, opdagede han NGrosserer Søholm, der besværligt stolprede ned ad Trinnene ved sin Tjeners Arm. Han havde forøvrig nær ikke kendt sin gamle Fjende igen. Den nævestærke Menneskeslagter havde øjensynlig fundet sin Overmand. Døden havde stemplet ham som en Nforfalden Veksel med et N Sine mora. Hans venstre Side var 28| lammet, hele Manden et sammenbrudt Vrag, der gjorde et dobbelt ynkværdigt Indtryk ved Siden af den fede og smilende Tjener.

Bagved Grossereren fik han Øje paa en af hans Døtre, Frøken Cecilie, som i et pragtfuldt NForaarstoilette à la NSølvfasan stak besynderligt af mellem de mange kirkeklædte Kvinder og Naabenbart ogsaa vakte en Del Forargelse iblandt dem. Hendes Nærværelse fik ham til at tænke paa, at det jo ogsaa godt kunde være hende, hans Broder skulde forloves med. Allerede i Jerve havde han hørt, at Johannes var bleven en Slags NHuskapellan i det Søholmske Millionærhjem. Og var det maaske hans Hensigt at gøre et Fornuftparti til Fordel for NMissionen, saa var jo her de »mange hundrede Tusinde Kroner«, som Pastor Stensballe havde Nlyst efter.

I Stedet for at tage lige hjem gik han en Omvej rundt om NSøerne. Han vilde ikke igen plage Meta med sit daarlige Humør. Den Stakkel havde i Forvejen Bekymringer nok.

Det var Maaneskin. En spættet Skyhimmel lyste over Byen. Vandet i Søerne var nervøst uroligt efter Dagens Blæst. Lygtelyset paa Broerne sænkede sig i dets Mørke som snoede Ildsøjler. Hvor han kendte dette Billede fra den Tid, da Johannes og han søgte herud hver Aften, naar de havde siddet og læst sig opkogte i Hovedet ved Petroleumslampen! For at faa Blodet 29| iltet, gik de i NStormgang alle fire Søer rundt, mens de nynnede en Sang. Det var helt eventyrligt at tænke tilbage paa nu!

Ganske som dengang mødte han mange ømme Kærestepar, men ogsaa adskillige enlige Vandrere som han selv. Og han tænkte paa, at de fleste af dem godt kunde se ud til at gaa her og sørge over Tabet af en forulykket Bror eller en Ven eller Veninde, som var opslugt af Afgrunden og ført bort med den sorte Mudderstrøm. – Ak ja! Det var ikke alene hans egen Slægt, som en ond Skæbne dømte til Opløsning. Der rugede en Forbandelse over Tidens hele Menneskehed, der blomstrede hektisk som et Træ med ormstukne Rødder. Men Livets evige Magter skulde ikke have Skylden. Det var ikke de naturgroede Lidelser men alle Slags selvgjorte Plager og selvforskyldte Sorger, der gjorde Tilværelsen til en Ørken for saa mange.

Da han kom hjem, sov Børnene forlængst. Ogsaa NPigen var gaaet i Seng. Meta sad alene ved sin Symaskine.

Han fortalte, hvor han havde været, og gjorde ogsaa Rede for sine Indtryk fra Mødet. Om Johannes talte han dog kun lidt.

»Og her har ingen været?« spurgte han.

»Nej. Hvordan havde Arbejdsmandens lille Pige det?«

30| »Bedre. Jeg tror, hun kommer sig. De var saa rørende glade og taknemlige. Men mere end deres Tak skal jeg vist ikke vente mig. Der ser saa fattigt ud.«

Han satte sig paa en Stol, der stod henne i Skyggen, og faldt i Tanker.

»Bethesda!« sagde han, da Meta et Øjeblik standsede sin Maskine for at lægge et Læg. »Det var jo Navnet paa en Dam i Jerusalem. »Ved Faareporten«. Husker du NFortællingen? En Engel kom engang imellem ned fra Skyen og rørte Vandet, der saa fik helbredende Kraft. Man ser jo den hele Scene ganske livagtig for sig. En Vrimmel af Krøblinge og Syge, der sidder paa Spring rundt om Dammen og venter paa Miraklets Time. Og hver Gang en nysgerrig Fiskesnude kruser Vandskorpen, styrter de til som en Flok Besatte. – Jeg synes, det er et Billede af vor egen syge Tid, eller vel egenlig af alle Tider. Saadan har Menneskene siddet i Aartusinder og spejdet efter en trolddomsagtig Haandsrækning i deres Nød – snart fra Præsterne, snart fra Videnskaben eller Lovmageriet. Og trods alle Skuffelser bliver Folk ved at lade sig narre af den første den bedste Hundestejle, der stiger op fra Mudderet og agerer Mirakelmager. Jeg maa ofte tænke paa noget, som Godsejer Dihmer sagde den Dag i Jerve. Ved at rejse Jorden rundt havde han faaet et Indtryk af 31| Menneskeheden som en trøstesløs Stimmel af Fordømte.«

Han rejste sig og gik hen og lagde Armen om Meta.

»Lille Mutter! Jeg skulde have maskeret mig som Troldmand og sagt »Hocuspocus« og trukket Folk om ved Næsen. Saa var jeg bleven elsket af min Samtid og dyrket efter min Død som en Menneskehedens Velgører. Og du, min Ven – ja, hvordan var det? Lovede jeg dig ikke engang det berømte Kongerige med Guld og grønne Skove? Det plejer vi Mandfolk at gøre. Og nu sidder din Stakkel her og syr dig Øjnene røde.«

Hun klappede hans Kind.

»Du har holdt meget mere, end du lovede. Hvordan det saa skal gaa os – jeg er glad for, at du er, som du er.«