Jytte kom henne fra sin Mands Atelier. Hun var paa Vej til NDronningens Tværgade for at kigge indenfor hos sin Mor, hvem hun daglig gjorde et Besøg. Hun havde dennegang et særligt Ærinde. Hun var om Formiddagen bleven ringet op i Telefonen af Lydia Bentsen, der i en Avis havde set, at hun og hendes Mand var kommen hjem. Nu vilde hun absolut have hende med paa en improviseret Udflugt sammen med et Par andre Veninder og nogle Herre32|bekendte. Det var Meningen at køre ud i NDyrehaven og spise Frokost paa NEremitagen, »saa kunde de jo altid blive enige om, hvad de bagefter skulde tage sig for.« Skønt ogsaa Karsten blev indbudt, havde Jytte straks svaret Nej, hvorefter Lydias Tone var bleven lidt ubehagelig. Hun ironiserede over hendes Dydsirethed, og spurgte, om det maaske var Historien med »den stakkels Dihmer«, der havde forskrækket hende. Saa havde Jytte hurtigt ringet af.

Men nu vilde hun have ordenlig Rede paa, hvordan det forholdt sig med Dihmer. Noget maatte der jo være i Vejen, og Moderen var den eneste, hun vilde spørge.

I NBredgade mødte hun NGeneralkonsul Kolding med Frue. I højtideligt Tempo skred det frodige Ægtepar afsted med hinanden under Armen, Generalkonsulen som sædvanlig med sit maskinklippede Hoved ubedækket, Fru Nathalie i Sibylle-Stil med en bredskygget Hat, hvorfra et tæt, sort Slør hang ned over Ryg og Skuldre som en NMantille. Det var et helt Optog.

Jytte vilde gerne være sluppet ukendt forbi; men Generalkonsulens Kænguru-Smil lyste paa lang Afstand af Gensynsglæde. Hun blev tvunget til at standse og modtage Lykønskninger og besvare alle Slags nysgerrige Spørgsmaal.

Fru Nathalie lagde sin Haand ligesom velsignende paa hendes Arm og sagde:

33| »Jeg kan se paa Deres Øjne, lille Frue, at De endnu ikke hører til vore NVenner. Har jeg ikke Ret?«

»Hvordan mener De, Fru Kolding?«

»Jeg savner den rette tindrende Livsglæde i Blikket. Og den kan dog nu enhver erhverve sig, ikke sandt?«

»Aa – De tænker paa Ndet Wellerske System«.

»Nej, nej!« raabte Generalkonsulen med Angst i Stemmen og skævede ned til sin Kone. »Du gode Gud – har De ikke fulgt den store Strid? Vi har fuldstændig brudt med Wellerianerne. Min Kone har i vort Blad Nkastet Weller Handsken og erklæret den fordærvelige Lære NKrig paa Kniven. Veed De virkelig ikke det?«

Jytte undskyldte sig med, at hun først for faa Dage siden var kommen hjem fra Udlandet, og denne Oplysning beroligede øjensynlig den profetiske Frue, fra hvis Kinder Sundhedens og Livsglædens Farver et Øjeblik var vegen for Dødens Bleghed.

Lidt efter nikkede Damen naadigt Farvel men uden at give Haanden.

Jytte fandt Moderen paa den sædvanlige Plads i Sofaen med sit Strikketøj. Hun satte sig i en Lænestol overfor hende men beholdt Overtøjet paa. Disse Besøg i det gamle Hjem blev i Almindelighed kun hastige Visitter. Skønt Moderens Ensomhed og den ængstende Forandring, der var foregaaet med hendes 34| Udseende, ofte fik Jytte til at anklage sig selv, kunde hun ikke mere falde til Ro i »Nden gamle Stue«. Det virkede saa nedslaaende paa hende at se Moderen sidde der Dag efter Dag paa den samme Sofaplads med dette uendelige Strikketøj mellem de hvileløse Hænder. Det var, som sad hun der og ventede resigneret paa Skæbnens næste Tordenslag.

Dertil kom endnu noget andet, der for Jyttes Vedkommende gjorde Samtalen til en Famlen mellem Nælder. Allerede før Bryllupet havde Karsten paastaaet, at hendes Mor søgte til Opbyggelsesmøderne i NBethesda, hvor en af hans Bekendte skulde have genkendt hende, skønt hun havde haft et tæt Slør for Ansigtet. Dengang troede Jytte ikke paa det; men nu gjorde Moderen ikke selv nogen Hemmelighed af sin religiøse Bekymring. Paa hendes Natbord laa der gerne en eller anden gudelig Trøstebog, og i Stedet for »NFemte Juni« holdt hun NPræsternes nye Blad. Et Par Gange havde hun ogsaa paanødt Jytte nogle religiøse NTraktater og lignende Tryksager, som hun bad hende tage med sig hjem og læse i Enrum. Indtrykket af Enslevs Død havde paa underlig Maade kuet hende. Hun sagde det selv, at med ham svandt den sidste Aftenglød over hendes egen Tid, der var begyndt i Glansen af saa gyldne Forjættelser, saa straalende Morgendrømme. Nu følte 35| hun sig som en efterlevende, der sad fattig tilbage med tomme Hænder.

Jytte fortalte om sit Møde med Generalkonsulens og spurgte, hvad det var for en stor Strid, de havde talt om.

»Aa, jeg kan saamænd ikke sige dig det. Jeg har ikke læst det Vrøvl. Folk er jo bleven ganske hysteriske af al den Snak om Lys og frisk Luft og stegte Æbler om Morgenen og jeg veed ikke hvad. Forleden i en Sporvogn hørte jeg en gammel Skabekrukke forsikre, at Luften paa NHarsdorffsvej ikke taalte Sammenligning med den paa Amalievej. Saasnart hun kom hen til Hjørnet, sagde hun, følte hun et knugende Pres for Brystet, som om hun skulde kvæles. Saadan noget er jo baade til at le og græde over«.

»Men hvad drejer Striden sig om?«

»Jeg veed det ikke. Men der er jo virkelig ret fornuftige Folk, der anser Fru Nathalie for en Menneskehedens Velgører. Man skulde ikke tro det muligt; men det Systemvaas er ved at blive en Religion for mange af Tidens Mennesker. De har jo ingen anden«.

Jytte fandt det Nraadeligst nu at søge andet Emne. Hun gav sig til at fortælle om sin Mand, der havde faaet sig indrettet i sit nye Atelier og var begyndt at arbejde.

36| »Det er saa morsomt at mærke, hvor optaget han er. Han giver sig ikke engang Tid til at komme hjem til Frokost. Han faar noget Mad bragt op fra en Restavration. Jeg ser ham ikke hele Dagen«.

»Har du egenlig nogen Tro paa, at din Mand vil sejre i den Konkurrence?« spurgte Moderen.

»Aa ja. Hvem skulde egenlig ellers gøre det? Karl May maaske. Det skulde da være den eneste«.

»Ja, Karl May er jo en meget anset Kunstner. Et Geni – siger Folk«.

»Ja, men tegne kan han forresten ikke. Det maa jeg give Karsten Ret i. Og Portrætmaler er han da i hvert Fald ikke, og det er dog det, det kommer an paa her. Men derfor kan han jo godt blive foretrukket. Det vilde naturligvis gøre mig ondt for Karsten, dersom han kom til at gøre det store Arbejde uden at faa noget for det. Jeg tænker især paa Pengene. For Ambitionens Skyld er det saamænd ikke værd at hænge sig«.

Hertil sagde Fru Bertha ikke noget, og de talte igen om andre Ting. Jytte, der hele Tiden havde siddet og tænkt paa, hvordan hun skulde forberede sit Spørgsmaal om Torben Dihmer, begyndte at fortælle om Meta og hendes Mand og om det Besøg, som Dihmer havde gjort dem i Jerve.

Det var første Gang siden hendes Forlovelse, at hans Navn blev nævnet imellem dem. Fru Bertha 37| saae overrasket op fra sine Strikkepinde, og da Jytte mødte hendes spørgende Øjne, gik hun angrebsvis tilværks for at værge sig mod Mistanke.

»Hvad mente du egenlig med det, du engang skrev til mig om Dihmer, – at det havde taget en sørgelig Vending med ham?A Er han bleven syg igen?«

»Saa veed du altsaa ingenting?«

Jytte følte, at hendes Hjerte standsede.

»Hvilket?«

»At Dihmer er bleven sindssyg«.

»Sindssyg?«

»Ja, det er Asmus’ Udtryk om ham. Jeg har min Viden fra ham«.

Jyttes opjagede Tanker foer forvildet om efter et Støttepunkt.

»Jeg begriber det ikke. Det nævnte Meta ikke et Ord om. Hun sagde blot, at Dihmer havde set lidt daarlig ud«.

»Naa, den Art Sygelighed mærkes jo ikke straks paa Folk«.

»Hvordan ytrer den sig da?«

»Det er vistnok med fikse Ideer; men jeg spurgte ikke Asmus nærmere ud. Og ærlig talt, Jytte, saa synes jeg heller ikke, vi to skal gaa for dybt ind paa det Emne«.

»Hvorfor skrev du saa til mig, som du gjorde? Det maa du dog have haft en Hensigt med«.

38| »Det havde jeg ogsaa. Jeg syntes ikke, du skulde være helt uforberedt. Der tales jo en Del mellem Folk om denne nye Ulykke, der har ramt ham. Og jeg tror, den gaar mange til Hjertet«.

»Saa snakkes der velsagtens ogsaa om mig i den Forbindelse. Naar det kommer til Stykket, faar jeg maaske Skylden«.

»Det har jeg ikke sagt«.

»Ja, for du veed jo ogsaa godt, Mor, at du selv fandt Dihmer underlig forandret. I Grunden et helt fremmed Menneske, sagde du. Og du husker vist ogsaa, at han trøstede sig fjorten Dage efter, at vi havde brudt med hinanden – eller hvad man nu skal kalde det. Men det er naturligvis hans gamle Sygdom, der er kommen igen paa en anden Maade. Det hører man jo saa ofte«.

»Ja ja, nu skal vi, som sagt, ikke tale mere om ham. Forhaabenlig er det kun noget forbigaaende. Det mener Asmus vist ogsaa. Hans Skæbne vilde ellers være altfor grusom«. –

Da Jytte kom hjem, gik hun en Tid ørkesløs omkring i Stuerne og satte sig derpaa til sit Flygel. Her havde hun siden sin Tilbagekomst fra Bryllupsrejsen haft sine roligste Timer. I endnu højere Grad end før var hendes Musik bleven hende et helligt Enemærke, hvor hun uden NMedvidere gik op i Dyrkelsen af sine Yndlingskomponister. Men idag vilde 39| hendes Tanker ikke lade sig bortføre, og lidt efter opgav hun Spillet, gik hen til Telefonen og ringede Asmus op.

Først spurgte hun til en af sine Bekendte, der for Tiden laa paa hans Klinik; derpaa spøgte hun lidt med ham i Anledning af sit Møde med Generalkonsulens, som hun fortalte om.

»Er det sandt, at Fru Nathalie er i Færd med at indstifte en ny Religion?« spurgte hun.

»Tja – hun reformerer i hvert Fald den Wellerske efter de bedste Nkonfessionelle Mønstre. Jeg veed ikke, om hun udtrykkeligt har erklæret det, men man skal vist helst opfatte hendes kolde Fodbade som en ny Art Daab, der genføder til Lyksalighed. Jeg tror ogsaa, hun et Sted har paastaaet, at hun har faaet Ideen til sit System ved en speciel Aabenbaring. Har hun maaske ikke gjort det endnu, saa kommer det saamænd nok«.

»Men hun skal jo have mange Tilhængere. Endogsaa blandt ret fornuftige Folk«.

»Fornuftige Folk? De eksisterer ikke. Det er en Overtro. Der findes mere eller mindre abnorme Individer, og de første udgør absolut Flertallet. Du kender vist de to Fætre Hildebrandt – NEtatsraaden og Professoren. De var begge to ivrige Wellerianere. Nu taaler de ikke mere at se hinanden, fordi Pro40|fessoren har kaldt Fru Nathalie et forskruet Fruentimmer«.

»Ja, det er jo ganske som i andre Religioner«, sagde Jytte. »Men sig mig, Asmus – hvordan er det med Dihmer? Jeg hører, at han igen er bleven syg og lever tilbagetrukkent paa sin Gaard ligesom før. Forholder det sig rigtigt?«

»Ja – han har faaet et Tilbagefald«, svarede Lægen i forandret Tone. »Hvem har fortalt dig det?«

»Blandt andre har Mor talt om det«.

»Blandt andre ... ja saa. Dersom man fortæller, at det er min Kur, der er slaaet fejl, saa maa jeg protestere. Saadan forholder det sig ikke«.

»Er det da ikke hans gamle Sygdom?«

»Jo, det kan man godt sige. Torben har af en eller anden Grund set sig gal paa Verden, og det influerer naturligvis paa hans Tilstand«.

»Men du tror jo, at han kan komme sig? Mor sagde, at du mente, det kun var noget forbigaaende«.

Asmus Hagen havde mest Lyst til at svare, at han i Øjeblikket kun kendte eet Middel, der maaske kunde bringe Vennen til Fornuft, og det var hende selv. Han nøjedes dog med at sige, at man maatte haabe, det skulde lykkes at faa Bugt med hans Stædighed og bringe ham til igen at tage Vare paa sit Helbred i Stedet for at gøre sig en sygelig Glæde af at forsømme det.

41| »Jeg skal forresten hilse dig fra ham«.

»Hilse fra hvem?« spurgte Jytte, som ikke troede, hun havde forstaaet ham rigtigt.

»Inden Dihmer rejste herfra, bad han mig om ved passende Lejlighed at bringe dig og Tante hans Hilsen. Han talte om jer begge to med den største Venlighed«.

Jytte vovede nu ikke at spørge om mere, og kort efter ringede hun af.

Resten af Eftermiddagen tilbragte hun henne i Sofahjørnet med en Pude under Kinden. I Tankerne gennemlevede hun sit sidste, i enhver Henseende saa sørgeligt mislykkede Møde med Dihmer – ikke selve den egenlige Ulykkesdag, da hun havde været saa nervøst fortumlet, at hun knap mere huskede, hvad der foregik – men Aftenen forinden: det første Gensyn og dets Overraskelser. Hun saae ham navnlig for sig i en bestemt Erindring, som i det forløbne Aar ofte havde forfulgt hende. Det var efter Middagen paa Hotellet, da hun sad i den overfyldte hall sammen med sin Mor og Hr. v. Auen og saae paa de ækle Nneapolitanske Dansere. Hun var bleven lidt urolig, fordi han havde forladt dem. Det anede hende, at baade Selskabet og Underholdningen havde mishaget ham, og at han var gaaet bort i Vrede. Da stod han pludselig i Døren til et af Læseværelserne, og det slog hende i det Øjeblik, hvor underlig forskellig han var fra alle de andre Herrer. Der laa et 42| Skær over hans dystre Ansigt, som kom han inde fra en anden Verden.

Hun havde aldrig angret, at hun tog sit Ord tilbage. Hun gjorde det heller ikke nu, og især ikke for Dihmers egen Skyld. Men hun fortrød, at hun ikke dengang havde faaet talt mere med ham. Skønt de paa en Maade var bleven forlovede ved den Lejlighed, havde de ikke haft en virkelig Samtale. Derfor vidste hun nu saa lidt om, hvad han havde oplevet i sin lange Eneboer-Tilværelse derovre paa Favsingholm. Havde de talt lidt fornuftigt sammen, vilde han sikkert af sig selv have forstaaet, at de nu mindre end nogensinde passede for hinanden. Kunde dog ingen sige ham, at han ingen Grund havde til at græmme sig, at han tværtimod skulde prise sig lykkelig over ikke at være bleven gift med et NUtyske som hende! Men det var heller ikke det. For han havde jo altsaa sendt hende Hilsen.

»Med dig, min Ven, er det en anden Sag«, tænkte hun, da hun lidt efter hørte sin Mand stikke Nøglen i Døren derude. »Vi to hører samme Verden til«.

Et Øjeblik efter sad Karsten hos hende i Sofaen og gned sig forfrossent i Hænderne.

»Har du kendt Mage til Vejr! Vorherre ryster ordenlig sin Vinterdyne! – Men kære, har du ikke set, at det sner?« sagde han, da Jytte vendte sig mod 43| Vinduet. »Hvad har den naadige Frue været saa optaget af?«

»Aa, jeg har siddet og døset lidt«.

»Du er saa kold om Hænderne«.

»Ja, jeg er kommen til at fryse, tror jeg. Men vi skal snart faa Varme«.

Hun gik hen til Kakkelovnen, og saasnart hun vendte Ryggen til, fløj Karstens Øjne mistænksomt rundt i Stuen.

Ved Middagsbordet talte han om, at det nu var paa Tide, de Nkom deres Borgerpligter i Hu og gjorde et Par Middagsselskaber. Det kunde ellers se ud, som om de ganske vilde begrave sig i Hjemmelivets Hygge, hvad jo dog ikke var Meningen.

»Hvem har du saa tænkt at invitere?« spurgte Jytte.

»Først og fremmest din Mor naturligvis«.

»Og hvem ellers?«

»Din Fætter – Professoren«.

»Og saa?«

»Lad mig se ... Bjerreby f. Eks.«.

Jytte saae overrasket op. Hun vidste, at Karsten ikke kunde udstaa det Menneske, der vistnok engang var kommen ham paatværs i Hanedansen om en Kvinde. Men i det samme huskede hun paa, at Bjerreby var den egenlige Ophavsmand til Enslev-Billedet og sad i Dommerkomiteen.

»Hvem saa mere?«

44| »Har du ikke selv nogen at foreslaa?« spurgte Karsten. »Helst et Par Mandfolk. Saa kan vi gøre det ene Selskab til en Herremiddag«.

»Jeg veed i Øjeblikket ikke nogen. Nævn du nu dine«.

»Naa ja ... Hvad siger du om tykke Møller?«

»Hvem er det?«

»Frants Møller. Forfatteren«.

»Men han er jo en komplet NSjofelist, har du sagt.«

»Naa – ja. Atten Karat holder han vistnok ikke. Men han er dog ganske præsentabel. Jeg tror, du vil have Fornøjelse af at lære ham at kende«.

»Sig det hellere lige ud, Karsten. Du mener, han kan være dig til Nytte. Er han ikke Journalist?«

»Jo. Og han er nu kommen ind i »Femte Juni«s Redaktion. Han er endogsaa bleven en af de førende Penne i Bladet, og som alle tykhovede Personer kan han være ret ondskabsfuld. – Den Naadige smiler.«

»Jeg? Ikke det mindste.«

»Ja, det nytter skam heller ikke. Vil man være med i Dansen, maa man betale for Musiken. Se til Karl May! Han er ogsaa i den Henseende en Kunstner up to date. Han har sit Efterretningsvæsen i Orden. Han kan ikke rejse herfra til Roskilde uden at den samlede københavnske Presse lader Trommerne Nrøre. Og tror du, han har den NHonnør gratis? Men Ndet kommer igen – som Bonden sagde, da han 45| fodrede sine Svin. Hans Billeder er berømte, før de er malede. Naar han allevegne udraabes til Geni, er det, fordi han betaler, hvad det koster«.

»Men er det saa værd at misunde ham den Fornøjelse?«

Karsten trak begge Skuldrene op til Ørene og fik et melankolsk Udtryk.

»Hold Trit – eller kreper! Det Løsen gælder ogsaa i Kunstens Verden, N ma chère!«

»Ja, det veed jeg nu. Tidligere troede jeg unægtelig, at Kunstnerne var et Zigøjnerfolk, der levede i deres egen frie Verden og lod Vorherre om Dagen imorgen.«

»Ja, den Illusion er vi nødt til at holde vedlige hos Publikum«.

»Det har jeg efterhaanden ogsaa forstaaet. Men sig mig nu – er »Femte Juni« et Blad, der læses længer? Er det ikke nu dette nye Blad – Præstebladet, som de siger?«

»Foreløbig har »Femte Juni« vistnok Têten. I hvert Fald her i København. Og naar det gælder Enslevs Minde, vil Opinionen i hans eget Blad naturligvis have særlig Betydning. Jeg synes altsaa, at vi skal invitere Frants Møller. Det vil smigre Bæstet, og naar du vil vise dig lidt elskværdig mod ham, kan du vikle hele Tyksakken om din Lillefinger«.

46| Jytte havde taget det Standpunkt at føje sig efter sin Mand i alt, hvad der angik hans kunstneriske Fremtid. Han skulde ikke med Rette kunne bebrejde hende noget, dersom han i den Henseende led Skuffelser. Foreløbig kendte hun rigtignok ikke meget til hans Forhaabninger, omend hun havde lagt Mærke til, at han paa en lidt komisk Maade var begyndt at blive øm over sin borgerlige Anseelse. Den forhenværende N Bohêmien gik i Virkeligheden om med en Rangsperson i Maven. Han havde sagt til sig selv, at da han nu ved at gifte sig havde givet Moralen, hvad der tilkom den, vilde han ogsaa have Samfundets Anerkendelse derfor. Desuden havde han fundet Behag i at mærke den forøgede Agtelse, hvormed han som NGehejmeraadinde Abildgaards Svigersøn blev genhilst af Folk, der tidligere knap havde lettet paa Hatten. Og da Smagen først var vakt, voksede Appetiten hurtigt. Nu skulde Enslev-Billedet blive det Springbrædt, der lige for Næsen af Karl May og hans Bande bragte ham ind i NAkademiet.

Efter Bordet, da de kom tilbage til Dagligstuen, indtog Jytte paany sin Plads i Sofahjørnet. De havde efter Karstens Ønske indført den Skik at møde selskabsklædte til Middagen. De kunde saa altid uden Forberedelse gaa lige fra Bordet hen i et Teater eller til Koncert.

Da NPigen havde bragt Kaffen, slukkede Karsten 47| Lamperne i Stuen undtagen en rødgul NAmpel i Karnappens Blomsterhave. Hvorefter han med sin Kaffekop og en Cigaret slog sig ned paa Ulveskindstæppet ved Jyttes Fødder, der var hans Yndlingsplads. Hans Nakke sank kælent til Hvile paa hendes Knæ, og mens Stormbygerne kastede Sneen ind paa Ruderne, sad de tavse og legede Idyl i den gyldne Skumring. Jytte fingrede henover hans Haar. Men hendes Tanke var paa Favsingholm.

»I det Vejr kan det velsagtens ikke nytte at friste dig med Orkesterkoncerten«, sagde Karsten tilsidst, mens han førte Haanden kærtegnende ned over hendes silkeklædte Fod. »Men hvad siger du om at arrangere en lille musikalsk Underholdning herhjemme? Du spiller din Rondo, som du har lovet mig saa længe, og bagefter Ngiver jeg i al Beskedenhed et Par Numre tilbedste«.

»Den sidste Del af Programmet bifalder jeg ganske. Men mig maa du have undskyldt. Jeg har ikke haft Tid til at øve mig de sidste Dage. Men syng nu du!«

»Naar Dronning Jytte befaler det!«

Haanden strøg atter ømt over hendes slanke Vrist; men da han derpaa vilde løfte Kjolen for at kysse det Nkniplingsrandede Knæ, holdt hun ham tilbage.

48| »Jeg holder ikke af det, Karsten!« sagde hun ret bestemt. »Vær nu artig og gaa ind og hent din Luth«.

Han rejste sig med et halvt forlegent, halvt irriteret Smil, gik ind i sin Stue og blev temmelig længe borte.

Da han kom tilbage med Instrumentet, kastede han sig i den ene af de to store Stole foran Ovnen og spurgte skødesløst, hvad han skulde synge.

»Vælg selv, min Ven! ... Blot ikke den om Tamburmajoren. Den er saa voldsom, og jeg har lidt Hovedpine«.

»Hvad tør man da byde Patienten? Ung Helga i den grønne Skov?«

»Naa, den er nu saa frygtelig melankolsk igen«.

»Ja, saa veed jeg virkelig ikke. Mine Nfranske Kabaret-Viser har du jo paa Moralens Vegne nedlagt Politiforbud mod. Det er sandelig ikke let at træffe den Naadiges Smag«.

»Saa syng, hvad du selv vil. Jeg skal ikke gøre Ophævelser«.

Med Hovedet paa Siden stemte han Strengene.

»Jeg kommer til at tænke paa ... jeg har jo en ny. En engelsk Folkevise. »NAfskeden« hedder den. Den er ganske vist ogsaa lidt traurig. Men Musiken er god«.

Efter et Forspil med mørke Molakkorder, der 49| uden Overgang gik over i Melodien, sang han med sin smukke Bas, som var mærkværdig stor og dyb i Forhold til hans Talestemme:

Det dystre Efterspil, hvori der ligesom hørtes fjerne Gravklokker, endte med en brudt, vild Klang. Da Karsten saae op og vilde spørge Jytte, hvad hun syntes om Sangen, blev han stum af Forbavselse 50| over hendes Udseende. Hun sad med tilbagebøjet Nakke og havde lukket Øjnene.

»Kære – hvad er der i Vejen? Er du syg?«

Men da Jytte i Stedet for at svare kastede Hovedet ned paa Armen, stivnede pludselig ogsaa hans Træk. Et Øjeblik stod han med Haanden paa Stoleryggen og betragtede hende. Saa nærmede han sig langsomt som en Los, der lister sig indA paa sit Bytte.

»Fejler du noget? Eller hvad er der i Vejen? ... Saa svar dog!«

Han tog hende i Skuldren.

»Aa, Karsten ... jeg er Nfrugtsommelig!«

Der fulgte en lang, forlegen Tavshed.

»Tror du virkelig? ... Er du sikker i din Sag? Det er vel en Indbildning?«

»Nej, nej, nej! ... Det er fortvivlet!«

Skønt Karsten i Øjeblikket næsten havde foretrukket en hvilken som helst anden Tilstaaelse, følte han sig forpligtet til at sige et Par opmuntrende Ord.

Men da rejste Jytte sig.

»Det mener du jo ikke en Smule af!« sagde hun heftigt og gik ind i Soveværelset.

Karsten fulgte hende ikke. Han stod der med Luthen i den ene Haand og strøg sig nedover Nakkehaaret med den anden. Den Kalamitet, han havde imødeset med Angst og Bæven, var altsaa nu en Kendsgerning. Han havde hidtil kun kendt Ægte51|skabet fra dets Solskinsside. Han havde virret beruset om i dets Lyksaligheder som et Faar i en Boghvedemark. Og nu dette Tordenbudskab! At blive Familjefader! At faa sit stilfulde Hjem forvandlet til en Ammestue med Barneskraal og Patteflasker og Lugt af Bleer! ... At se Jytte, hans Dronning, vralte afsted med en Figur som en NRokoko-Kommode! ...