Doktor Gaardbo og Fru Meta sad en Aften oppe til langt ud over deres sædvanlige Sengetid og talte sammen om deres truede Fremtid. Doktoren havde stadig ingen Praksis faaet, og der maatte nu træffes en Afgørelse.

Da de ud paa Natten endelig kom til Ro, var Beslutningen taget. De vilde forlade Landet og prøve Lykken i Avstralien. Ved at sælge deres Bohave mente de at kunne skaffe sig de nødvendige Rejsepenge; og forøvrigt ejede Doktoren i Fællesskab med sin Bror en Obligation, der var en Arv fra deres sparsommelige Far.

Den næste Morgen forbavsede han Meta ved at erklære, at han en af Dagene vilde tage ind til Johannes for at sige ham Farvel.

»Jeg kan paa den Maade ogsaa nemmest faa det 52| ordnet med Salget af Obligationen,« sagde han. »Det bliver ellers til saa meget Skriveri.«

»Det maa du jo gøre, som du selv synes, Povl. Men det vil jeg sige dig, at mig faar du ikke med derhen. Og skulde Johannes komme her paa Genbesøg, saa dyer jeg mig ikke for at sige ham lige op i Ansigtet, hvad han er for En.«

»Saa vil jeg forhindre, at han kommer. Men Ndet har vist forresten ingen Nød.«

»Jeg begriber dig ikke, Povl. Det er ikke til at blive klog paa, hvordan du egenlig har det med Johannes. Først driver han sin Kæreste til Fortvivlelse, og nu jager han sin eneste Bror ud af Landet – ja, du kan godt ryste paa Hovedet, men det er, som jeg siger. Siden den Dag, da du mødte ham paa Gaden og han ikke vilde kende dig, har du ikke haft Ro paa dig. Det har jeg godt mærket.«

»Du veed, jeg betragter Johannes som en syg Mand. Jeg tror i Grunden, at han ofte selv lider under sine Tvangstanker. Jeg vil i al Fald ikke rejse uden at have sagt ham det sidste Farvel. Og nu taler vi ikke mere om ham. Nu tager jeg ind til NLloyds-Agenten og hører om Skibslejlighed.«

Dagen efter søgte han Broderen, men traf ham ikke hjemme. Han skrev da et Brev, fortalte, at han havde bestemt sig til at udvandre, og opgav en Tid, da han igen vilde søge ham.

53| »Det falder naturligvis hverken Meta eller mig let at bryde op fra Hjemmets Jord,« skrev han. »Men man vil altsaa ikke bruge mig her, og NMartyriets Tornekrone klør min Pande ikke efter. Vore Medmenneskers Taabelighed og Ondskab skal ikke faa Lov til at forgifte vor Tilværelse. Og – oprigtig talt – ikke mindst for Børnenes Skyld er der noget lokkende for mig i at kunne begynde helt forfra i en ny Jordbund, hvor jeg for mit Vedkommende kan leve med Bevidstheden om i det mindste ikke længer at være til Ulejlighed for nogen af dem, der for enhver Pris vil og skal have Betydning.« –

Pastor Gaardbo boede tilleje hos et Par ældre Damer paa en Tredjesal i et Hus ved NSlotskanalen. Han havde her to sollyse Værelser med en Udsigt, som man ikke fandt Mage til i hele Byen. Lige overfor sig havde han NSlotskirken med den flade, grønne Kuppel, og tilhøjre saae han ned over det lille Sildetorv ved NAssistentshuset til det stille og døde Kanalparti mellem NPrinsens Palæ og NThorvaldsens Gravminde. Men tilvenstre bag Slotspladsen med den store NRytterstatue aabnede der sig et vidtstrakt Skue ud over Kanal-Indsejlingen med dens Skibsmaster og gamle Pakhusgavle. Foran i dette livfulde Havnebillede laa paa hver sin Side NHolmens Kirke og NBørsen, og i Baggrunden – højt op over Dybdens Taagedis – hævede sig fjernt og luf54|tigt som i en Drøm NVor Frelsers-Kirkens Spir med den gyldne Kugle, der kunde lyse paa Himlen som en Sol.

Det var dog slet ikke for Udsigtens Skyld, Johannes Gaardbo havde valgt sin Bolig her, men paa Grund af dens centrale Beliggenhed. Han var en yderst optaget Mand. I Rigsdagen viste han sig dog kun, naar Debatten kunde tænkes at ville berøre Kirkens Anliggender, eller naar hans Valgkres’ særlige Interesser krævede hans Nærværelse der. Det var Arbejdet i Menigheden, han ofrede alle sine Tanker; og skønt han havde Ord for at være bleven Modepræst for Bourgeoisiets Damer, var det nu som før Kirkens Samaritangerning, der først og fremmest optog ham. Det var i Byens allerfattigste Arbejderkvarterer, han fortrinsvis missionerede. Der var ikke den Baghustrappe saa mørk og uhyggelig, ikke det Kammer saa elendigt, at han lod sig afskrække, naar det galdt at bringe Kirkens Trøst til et Menneske i Nød. Hans Dag var en evig Vandren. Om Aftenen talte han som Regel ved et eller andet Møde. Men bagefter kunde han igen sidde ved en Sygeseng med en feberhed Haand mellem sine. Byens NNatteranglere kendte ham godt, naar han ud paa Morgenstunden med sine hurtige Skridt kom gaaende gennem Byen fra en Nattevagt ved et fattigt Dødsleje. –

55| Johannes Gaardbo lukkede selv op for Broderen, da denne ringede. Han tog imod ham med et tavst Haandtryk, der ikke var uden Hjertelighed, hvorpaa de fulgtes ind i Stuen.

Her mødte Doktoren straks Synet af den gamle Fyrretræs Pult og det store Kristusbillede fra Faderens Tid, og dertil forskelligt andet af Broderens eget Bohave. Det bestyrkede hans Tro paa, hvad han havde hørt, at Johannes ikke mere vilde vende tilbage til sin fynske Præstegaard, men havde faaet Løfte om et Embede her i Hovedstaden.

Midt i Stuen stod et ovalt Bord med NTæppe og Blomsterskaal. Her tog de to Brødre Plads hver paa sin Side.

Begges Væsen var neddæmpet, præget af anstrengt Hensynsfuldhed. Præsten spurgte venligt til Meta og Børnene, talte derpaa en Tid om det urolige Vejr, men berørte ikke med et Ord Broderens Rejseplaner. Da denne tilsidst selv nævnede dem, blev han tavs og slog Blikket ned.

Var det Undseelse? Et øjeblikkeligt Samvittighedssting? ... Doktoren troede det et Øjeblik. Men da Johannes ikke gjorde nogetsomhelst Forsøg paa at overtale ham til at opgive sine Planer, forstod han, at denne Tavshed tværtimod skulde minde ham om NBibelordet, at Hjemløshedens Forbandelse var det forhærdede Hjertes Straf.

56| Doktoren indskrænkede sig derefter til at tale om Obligationen. Og da Præsten erklærede, at han ansaae det for rigtigst helt og holdent at overlade den Sags Ordning til en Sagfører, gik Samtalen istaa.

I disse Øjeblikke, mens Spektaklet af en forbikørende Arbejdsvogn gjorde Stilheden i Stuen endnu mere afgrundsdyb, bestemte Doktoren sig til at gøre et sidste Forsøg paa at faa Broderen i Tale. Han vilde fortælle ham Sandheden om Rosalies Endeligt. Han kunde ikke rejse bort uden at have vovet det yderste for at raabe den gamle Johannes op fra det døde, om ogsaa blot for at sige ham det sidste, broderlige Farvel.

Da Vognen var kommen forbi, sagde han:

»Der er endnu en anden Ting, jeg maa tale lidt med dig om, inden jeg rejser. Naar du hører, hvad det drejer sig om, vil du vistnok bebrejde mig, at jeg har holdt Sandheden skjult for dig saa længe. Det var maaske ogsaa urigtigt af mig – jeg indser det nu – men jeg kan forsikre dig, at Hensigten har været den bedste.«

Præsten, der havde siddet og fingret nervøst ved en Bog, løftede ved disse Ord Hovedet, men saae ikke over paa Broderen. Trods sin aabenbare Forbavselse spurgte han ham heller ikke ud, da han et Øjeblik standsede, men ventede i Tavshed paa Fortsættelsen.

57| »Det gælder Rosalie,« sagde Doktoren. »Det er om hende, jeg maa tale med dig.«

Ved Lyden af sin afdøde Kærestes Navn drejede Præsten sig om mod Broderen med et Udtryk som En, der aner en Fare.

»Hvad vil du sige om Rosalie?«

»Jeg har noget at fortælle dig, Johannes, og du maa være forberedt paa, at det vil gøre dig meget bedrøvet. Du husker nok, at jeg paa Rosalies Dødsdag blev kaldt til Kolding, og at jeg sammen med gamle Distriktslæge Hansen foretog Ligsynet. Men du veed ikke, og du har ikke kunnet vide, at vores Erklæring om Ulykken ikke var helt korrekt. I hvert Fald var den ikke fuldstændig. Det vidste vi nu heller ikke selv, da vi udstedte den. Først bagefter – ja, Johannes, nu maa du være ganske rolig – først bagefter fik jeg Oplysninger ihænde, som desværre gjorde det utvivlsomt, at –«

Præsten havde langsomt rejst sig. Han støttede sig med Haanden til Bordet og var hvid som en Dødning.

»Hvad er din Hensigt med alt det, du sidder der og fortæller?A Mener du, at Rosalies Død ikke var et Ulykkestilfælde?«

Doktoren blev Nsom slaaet paa Munden af Forbavselse. En uhyggelig Tanke foer ned i ham: Han har vidst det!

58| »Hvorfor tier du!« raabte Præsten, og hele hans Legeme rystede, saa Blomsterskaalen paa Bordet klirrede.

»Det er, som du siger, Johannes! Det var ingen ufrivillig Død.«

»Og hvad grunder du den skammelige Formodning paa?«

»Jeg fandt et Brev i Rosalies Kjolelomme. I den Kjole, der hang i Badehuset sammen med hendes andre Klæder. Da Brevet ingen NUdskrift havde, brød jeg det; men jeg havde ikke læst mange Linjer, før det blev mig klart, at det var hendes Afskedshilsen til dig. I sin nedtrykte og forvirrede Sindsstemning havde hun glemt at sætte dit Navn paa Konvolutten. Fra det Øjeblik, jeg forstod det, læste jeg naturligvis ikke mere, og heller ingen andre har gjort det. Men de Par Linier fortalte mig altsaa Sandheden. Naar jeg har fortiet den for dig, forstaar du vel mine Grunde. Jeg vidste jo, hvor inderligt du og Rosalie holdt af hinanden trods alle Modsætninger. Jeg gik desuden ud fra, at Rosalie havde handlet i en pludselig Sindsvildelse, i hvert Fald i en ulyksalig NOverilelse. Saadan forstod jeg det dengang. Hun havde om Morgenen faaet et Brev fra dig, ikke sandt? Et Brev, hvori du bebrejdedeA hende, at hun var forsømmelig med sin Altergang. Det har velsagtens været den ydre Foran59|ledning. Hvad forøvrigt hendes eget Brev angaar, saa ligger det forseglet hjemme hos mig, og der er absolut ingen andre end Meta og mig, der veed om dets Eksistens. Meta har jeg endda først for nylig fortalt om det, fordi jeg havde tænkt, at jeg for din Skyld skulde tage den Hemmelighed med mig i Graven. Nu skal jeg sende dig Brevet, saasnart jeg kommer hjem.«

Præsten svarede ikke. Han var sunket ned paa Stolen og skjulte Ansigtet i sine Hænder. Og pludselig brød han sammen med en Hulken, en Stønnen af Sorg og Smerte saa dump og vild som et dødssaaret Dyrs.

Doktoren havde den inderligste Medlidenhed med ham. Han var ikkeA mere i Tvivl om, at Broderen virkelig havde anet Sandheden om sin Kærestes Død; at han med sin forfærdende Evne til at Ngaa sig selv under Øjne havde Nnedgravet sin Mistanke og slaaet en Pæl igennem den, for at den end ikke i Drømme skulde spøge i hans Bevidsthed og forstyrre hans Sjæls Fred. Men denne ubeherskede Graad gik ham dybt til Hjertet. Saadan havde Johannes altid grædt som Barn, og ved Mindet herom kom der ham selv Taarer i Øjnene.

Da Broderen endelig var bleven noget roligere, gik han over til ham og lagde Haanden paa hans Skul60|der. Men ved denne Berøring sprang Præsten op og raabte:

»Gaa fra mig – og nu skal du høre Sandheden! Det er dig ... dig, der er Skyld i min stakkels lille Piges Ulykke! Ja, dig og dine Lige, som med jeres gudløse og frække Tale har ført Tusinde og atter Tusinde Mennesker i Fordærv. Rosalie voksede lykkeligt op i en god, kristelig Familje; men I forvirrede hendes Sind og drev hende ind i Fortvivlelsen! Hendes Død Nkommer over jer! Gud vil i Naade forbarme sig over hende for hendes Ungdoms Skyld. Det Haab vil jeg aldrig slippe! Men jer vil den Almægtige straffe frygteligt .... frygteligt, Povl! I Livet og i Døden! Vær vis paa det!«

Doktoren bevarede sin Ro.

»Hvorfor hidser du dig saadan op? Du veed jo godt, at Rosalie var og blev det samme kærlige lille Menneske, hun altid havde været. I religiøs Henseende en ubekymret, fordi hun var trofast ogsaa mod sin kristelige Børnelærdom. Det var dig selv, der blev en anden. Saadan forholder det sig. Men læs nu hendes egen Forklaring. Og gid den maa lære dig for Fremtiden at fare varsommere med dem, der holder af dig for din egen og ikke for din Troes Skyld. Med det Ønske vil jeg sige dig Farvel, Johannes! Vi skal nu ikke mere se hinanden, og det er kun godt. Du hader mig, og jeg har kun 61| Medlidenhed tilovers for dig. Vi er ramt af vor Slægts onde Skæbne, og den Ulykke har vi med vor bedste Vilje ikke kunnet afværge. Hvad det er for en Brøde i vor Familjes dunkle Fortid, som vi lider for, – ja, det kan vist hverken du eller jeg nogensinde udgrunde. Farbror Tyges nyeste Biografer mener jo at have eftervist, at der engang ved et Markedsgilde er Nympet NNatmandsblod ind i Ætten. I saa Fald er det maaske det Syndefald, vi nu allesammen straffes for. Tænk lidt over det! Der har for mig været noget i den Tanke, der virkede forsonende.«

Men Præsten hørte ham ikke. Han var gaaet hen til Pulten under det store Kristusbillede og stod der hensunken i Hulken og Bøn. Selv da Broderen gik bort med et »Farvel, Johannes«, vendte han sig ikke om.