En Bondevogn med et Par vinterlodne Heste og en NDoktorstol bagi drejede fra Hovedlandevejen ned mod Favsingholm. I Stolen sad Doktor Mikkelsen fra Randers nedsunken i en Pels, saa man ikke saae stort andet af ham end Brillerne. Han havde været ude og sy Hovedet sammen paa en tilskadekommen Arbejdsmand i NFavsing NUdmark, 62| og nu vilde han med det samme kigge indenfor paa Herregaarden.

Rigtignok var det ikke mange Dage siden, han havde været der, og den syge Godsejer ytrede sjelden nogen stor Henrykkelse over at se ham. Men han kunde denne Gang gøre sig Haab om en venligere Modtagelse, fordi han bragte en Meddelelse, der Nsikkert vilde glæde ham.

I Forstuen blev han modtaget af Sygeplejersken, som fortalte, at Godsejeren var taget over i Staldene.

»Saa vil jeg vente paa ham,« sagde han og lod sig føre ind i Torben Dihmers eget Værelse, der foruden Spisestuen og et Par Sovekamre stadig var det eneste beboelige Rum i det store, forfaldne Hus.

Mens den styltelange Mand stillede sig op med Ryggen til den varme Kakkelovn og udfoldede et nystrøget Lommetørklæde for at pudse sine Briller, stod Sygeplejersken, en ung, mørkladen Pige med smukke Træk, beskedent afventende paa den anden Side af det store Midterbord og holdt Haanden paa en Stoleryg.

»Hvordan synes De saa, det gaar, Frøken Hecht? Der har ikke siden været noget alvorligere Anfald af Aandenød? Ingen Hjertekramper?«

»Nej. Jeg synes, at der snarest har været nogen Fremgang de sidste Dage. Igaar kørte Godsejeren ud sammen med Skovfogden for at Nudvise Træer. 63| Han var borte næsten i tre Timer. Men saa var han ogsaa meget træt, da han kom hjem.«

»Ja ja. Det er dog altid et Resultat. Det er de NKamfer-Indaandinger, jeg ordinerede forleden. De veed maaske, Frøken Hecht, at Godsejeren tidligere er bleven behandlet af Professor Hagen. Det blev desværre en Skuffelse. Han anvendte et af disse udenlandske Præparater, som man nu hører saa meget om. Straks saae det ud, som om det skulde udrette det vidunderlige; men Virkningen holdt sig ikke. Saadan gaar det jo i Almindelighed med den Slags.«

I urolig Forlegenhed saae den unge Sygeplejerske ned for sig, mens hun med Spidsen af sin Sko tegnede Figurer paa Gulvtæppet. Hun kunde ikke faa sig til at sige, at hendes Patient slet ikke havde villet høre om de Kamferdampe, endmindre, at han havde gjort Løjer med dem og kaldt Doktoren for et gammelt Vrøvl.

»Hvordan er det med Godsejerens Humør?« spurgte Lægen. »Det er vel stadig meget uligevægtigt?«

»Ja, det er jo ikke altid lige godt.«

»Er han meget umedgørlig? Har han mange urimelige Indfald?«

»Nej – jeg synes tværtimod, at Godsejeren er Nmærkelig taalmodig. Han beklager sig aldrig. Jeg hørte ham netop igaar sige til Arkitekt Schmidt, at han 64| ikke siden sin Ungdom havde følt sig saa sorgløs som nu. Det er ikke til at forstaa.«

»Det er Kamfer-Indaandingerne. Lad ham endelig faa dem regelmæssigt.«

»Tror Doktoren, at Godsejeren kan komme sig?«

»Det vil jeg ikke udtale mig om. Hvordan staar det til med Appetiten?«

»Det er ogsaa saa forskelligt. I de sidste Dage har den forresten været rigtig god.«

»Sig mig, Frøken Hecht, Godsejeren overholder vel strengt mit Forbud mod Kaffe og al NSpirituosa?«

»Godsejeren drikker undertiden lidt Vin for at oplive sig. Det vil han ikke undvære, siger han.«

»Hm! Ja, han er en genstridig Patient. Man mærker paa ham, at han er af gammel Studehandlerslægt. Om hans Bedstefar, den gamle NKammerraad, blev det fortalt, at da han laa paa sit Yderste og Familjen vilde hente Præsten til ham, sagde han: »NFly mig heller min Pib’. Den var dog min go’e Trøster i Livet.« – Naa, men han er altsaa ikke særlig vanskelig at omgaaes?«

»Nej.«

»De har overhovedet ikke haft Grund til Misfornøjelse med Opholdet?«

»Nej – slet ikke.«

»Saa har De været heldig, Frøken Hecht. Hvor længe er det nu, De har været her? Snart fire Uger, 65| ikke sandt? Ja, saa har De sandelig været heldig. De veed maaske, at den forrige Plejerske ikke kunde holde det ud her mere end otte Dage. Godsejeren havde i den Tid ikke talt et Ord til hende. Han kunde ikke taale hendes Nimpertinente Ansigt – fortalte han mig bagefter. En anden var her kun i fire Dage. Af samme Grund – antager jeg.«

Som for at skjule sit eget kønne Ansigt og den Rødme, der pludselig farvede det, bøjede Frøken Hecht Hovedet og begyndte igen at følge Linjerne i Gulvtæppets Mønster med Spidsen af sin Fod.

I det samme hørtes en Vogn køre op for Hovedtrappen.

»Undskyld – det er Godsejeren,« sagde hun og skyndte sig ud.

Mens Doktoren ventede, gik han smaanynnende omkring i den store, skumle Stue med det falmede Tapet og det røgsværtede Loft. Nysgerrig undersøgte han, hvad der laa fremme paa Bordene, deriblandt en gammel Foliant i Svinelædersbind med Titlen »NDen troldkyndige i Cordova« trykt i rødt. Det var den samme Bog, som Asmus Hagen ved sit Besøg for halvandet Aar siden havde set her og til sin Forbavselse fundet fuld af Noter fra Torbens Haand.

Ogsaa Doktor Mikkelsen studsede.

»Hvad er dette her? Ih, Gud forbarme sig! Er han 66| bleven NMager og Stjernetyder? ... Ja, han er forstyrret i Hovedet! Komplet gal!«

Han fandt ogsaa nogle halvt oprullede Arbejdstegninger, som han ivrig besnuste, efter at han paa den ene af dem havde fundet sin Ven Arkitekt Schmidts Navn.

»Se se! Det er altsaa det, den Vigtigper har været saa hemmelighedsfuld med!« begyndte han; men i det samme hørte han Godsejerens Stemme udenfor.

Da Torben Dihmer viste sig i Døren, ilede han til for at tilbyde ham en Haandsrækning ved Skridtet over den høje Tærskel.

»Tak – behøves ikkeA!« sagde Torben og gik langsomt men ret sikkert og uden Støtte af nogen Stok hen til en Stol ved Bordet.

Sygeplejersken fulgte bagefter med en Regnskabsbog, som hun lagde hen paa en Etagere.

»Værsgo’ og tag Plads, Doktor Mikkelsen! Har De igen haft Ærende paa disse Kanter? For det er forhaabenlig ikke for min Skyld, De har ulejliget Dem den lange Vej herud.«

»Jo – ogsaa for Deres Skyld,« svarede Doktoren og gjorde derefter et Ophold for at vente med Fortsættelsen, indtil Frøken Hecht var gaaet ud af Stuen. »Jeg bringer en Nyhed, som vistnok vil glæde Dem.«

»En Nyhed. Og ovenikøbet en glædelig. Hvad kan det være?«

67| »De har en Gang bedt mig, om jeg ikke kunde skaffe Dem Underretning om Deres tidligere Plejerske, den gamle NSøster Barbara. Jeg troede hende i Grunden forsvunden fra Jordens Overflade; men nu forleden Nat traf jeg hende minsandten ved en Sygeseng inde i NHerredet.«

»Herregud! Saa lever hun endnu, den Gamle!«

»Ja. Med sine 80 Aar har hun altsaa igen givet sig til at være Vaagekone.«

»Det anede mig. Saadan er hun. Hun maa leve for andre eller lægge sig til at dø! Fortalte De hende, at jeg var kommen hjem?«

»Ja. Hun bad mig om at hilse.«

»Og hvordan havde hun det?«

»Tilsyneladende var hun ganske uforandret. Dersom det virkelig er Deres Hensigt at engagere det gamle Menneske igen Nved paakommende Lejlighed, saa er hun vistnok til Tjeneste. Der behøves sikkert kun et Bud.«

Torben Dihmer vendte sine halvt tillukkede Øjne imod hans Ansigt og saae vedholdende paa det.

»De har talt med Frøken Hecht. Vil hun maaske rejse?«

»Nej, det forstod jeg ikke paa hende. Men De beklagede Dem i sin Tid over hendes Ungdom, og det var jo ogsaa ved en Misforstaaelse af Bureauet, at hun blev sendt herover. Jeg forstaar ikke, hvordan 68| det er gaaet til. Efter Deres Ønske skrev jeg udtrykkeligt om en ældre Plejerske, der kunde finde sig i et tilbagetrukket og ensformigt Liv.«

Torben tog Blikket til sig og samlede Skægget i sin Haand.

»Jeg skal tænke over det,« sagde han, og talte saa ikke mere om Sagen.

Da Doktoren var kørt, gik han ind til sin Frokost, som han altid spiste alene. Til Middagsmaaltidet Klokken seks holdt han derimod af at have Selskab. Foruden Sygeplejersken var da gerne NGodsskriveren eller »NInspektøren«, som han kaldtes af Folkene, tilligemed Forvalteren og Mejeribestyreren tilstede. Desuden Arkitekt Schmidt, naar han kom herud fra Randers for at konferere med ham om Ejendommens Istandsættelse. Om Aftenen sad Frøken Hecht inde i hans Stue og læste højt for ham, da hans Syn var blevet svækket, saa han ikke taalte at arbejde ved kunstigt Lys. Undertiden spillede de ogsaa et Parti N Besigue, eller hun hjalp ham med at ordne Gaardens Arkiv.

Den unge, 23-aarige Brunette, der var kommen i hans Hus ved en Fejltagelse, havde overhovedet gjort sig mere uundværlig her, end han nu var rigtig glad for. Hun var det fordringsløseste lille Menneske, han havde kendt; og han var bleven saa vant til at have hende omkring sig, at han med 69| Bekymring tænkte paa, hvordan det skulde gaa ham, naar hun engang rejste.

»Men nu er gamle Barbara altsaa fundet!« sagde han til sig selv, da han rejste sig fra Frokostbordet for at gaa ud i Parken.

Efter flere Ugers uroligt NJævndøgnsvejr gik der paany et Aandepust af Foraaret hen over Landet. Favsingholm havde de sidste Dage ligget badet i Sol under en Himmel, der var sløragtig blaa som et sommerligt Hav. Torben tilbragte i denne Tid regelmæssigt et Par Middagstimer i Parken, hvor der paa et lunt Sted var rejst et Telt.

Det var et helt lille Værelse med Bord og Kurvestole.

Foran Teltet laa en stor Græsplæne, og gennem en bred NUdhugning paa den anden Side var der Udsigt over Engene til de lave Højder bag den modsatte Bred af Fjorden. Afstanden var en halv Snes Kilometer. Han kunde i klart Vejr se NStøvringgaards Vinduesrækker lyse foran Skoven derover.

I hans Barndom havde denne umaadelige Engflade været et ubeboet Land, et steppeagtigt Øde. Nu var der kommen baade Huse og Beplantninger derude. Ret ud for NGennemhugningen stod et af NHøjspændingsværkets pudsige smaa trappegavlede Murstenstaarne, der saae ud som Aflæggere af Egnens Kirker. Til Gengæld var Barndommens rige Fugle70|verden næsten forsvunden: de store Flokke af Maager og Terner, som dengang sværmede over Favsingholm, saa han troede, de havde hjemme der og hørte Gaarden til paa samme Maade som Duerne og Hønsene. Med en Lystighed som unge Piger, der slipper fri af NInstitutet, dalede de ned paa Pløjemarkerne udenfor. Eller de drog bort den modsatte Vej ud til Ynglepladserne i Fjordmundingen. Nu kom blot engang imellem en ensom Maage sejlende højt til Vejrs i stum Flugt – som flygtede den slagen bort fra Elskovskampene derude.

Mens Torben hvilte sig i en af Teltets Stole og røg en Cigaret eller to, spaserede Frøken Hecht omkring i Nærheden for at være ved Haanden, dersom han skulde behøve hende. Naar han da fik Øje paa hende, mens hun gik ude paa Græsplænen og søgte efter Foraarets første Blomst, nød han med tungsindig Glæde Synet af hendes Skikkelses sunde Ungdom. I sin sorte Sygeplejedragt, med et hvidt Slør bundet omkring Hovedet, mindede hun om en ung, klosterlig Novice.

Den unge Pige havde af og til røbet lidt om sine Forhold. Hun var født i en Provinsby og havde vistnok haft en trang Barndom. Det var Nsagtens derfor, hun var saa taknemlig for enhver Venlighed, der vistes hende. Men der var ogsaa noget i hendes Væsen, der tydede paa, at hendes Hjerte bar paa et 71| friskt Saar, at hun havde haft en Skuffelse, der i Øjeblikket fik hende til at føle sig ensom i Verden.

Dagen efter, at Doktor Mikkelsen havde været der, fulgtes de som sædvanlig ned ad den høje Havetrappe, hvor Torben gerne maatte støttes lidt.

»Kan De gætte, hvem jeg venter Besøg af idag?« spurgte han.

»Venter Godsejeren NFremmede?«

»Ja. Men De kan ikke gætte, hvem det er.«

»Nej, naar det ikke er Arkitekt Schmidt.«

»Nej, ham er det ikke.«

»Det er maaske Præsten?«

»Nej, han kommer her vist ikke mere.«

»Ja, saa veed jeg ikke. For andre har her jo ikke været.«

»Det er NBjørn Hamre.«

»Digteren?«

»Digteren – ja. NFabulisten og Rabulisten. De veed, han holder for Tiden Foredrag her paa Egnen. De læste selv forleden for mig om hans Møde derovre i NMellerup, hvor det kom til Optøjer og Slagsmaal bagefter.«

»Saa kender Godsejeren ham?«

»Ja lidt. Og nu kan De altsaa faa den berømte Mand at se, Frøken Hecht. Han er forresten slet ikke den Menneskeæder, han af mange bliver gjort 72| til. Han fortærer kun sig selv. Som de fleste af den Slags Folk.«

Om Anledningen til Besøget sagde han ikke noget. Han kendte Bjørn Hamre fra de unge Dage i »NAprilforeningen«, og Digteren havde nu sendt ham et fortørnet Brev i Anledning af, at Torben for en Tid siden søgte at forpurre et Agitationsmøde, som det Nstedlige NLandarbejder-Forbund havde indbudt til, noget, der rundt om blandt Egnens Arbejdere havde ophidset Stemningen imod ham, saa man endogsaa havde truet ham med at ville svide Favsingholm af over Hovedet paa ham.

Trods Brevets Tone havde han besvaret det med en Indbydelse til en personlig Sammenkomst. Han saae i Bjørn Hamres politiske Optræden kun en dilettantisk Ageren. Men han satte ham højt som Digter, som en benaadet NFriluftssanger, skaaret ud af Folkets Side, og det gjorde ham ondt at tænke paa, at ogsaa dette naturfriske Menneske skulde fanges ind og forgiftes af Nden store Skøge Publikum.

Da han var kommen tilsæde i sit Telt og havde faaet et Tæppe svøbt om sig, vilde Frøken Hecht som sædvanlig fjerne sig for ikke at være til Ulejlighed. Men Torben bad hende blive. Og han beholdt i den Anledning hendes Haand lidt længere, end det just var nødvendigt for at faa hende til at forstaa, at hun skulde sætte sig.

73| »Der er noget, jeg vil tale med Dem om. De skal sige mig rent ud, hvor længe De mener, at De kan holde det ud her paa Favsingholm?«

Han saae, at Spørgsmaalet forskrækkede hende.

»Indtil Godsejeren ikke har Brug for mig mere.«

»Ja vist! Saadan lyder Deres Instruks. Det veed jeg nok. Men den bryder vi os ikke om. Jeg vil ikke have, at De bliver her en eneste Dag længere, end De selv har Lyst til. Ser De, Frøken Hecht, jeg har ogsaa selv været ung engang. Efter Almanaken er det endda ikke saa forfærdelig længe siden. Jeg kan derfor sige mig selv, at De i Længden maa føle det trivielt her mellem lutter gamle Mennesker som Inspektør Hansen, Arkitekt Schmidt og Forvalteren. For ikke at tale om mig selv. Har jeg ikke Ret? Falder Tiden Dem ikke forskrækkelig lang?«

Hun rystede paa Hovedet.

»Nej, jeg synes, den gaar meget hurtigere her end i København.«

»Virkelig? ... De har dog nu været her i fire Uger, ikke sandt?«

»Ja, jeg begriber ikke, hvor de er bleven af. Her paa Landet er det, ligesom det var Søndag hver anden Dag.«

»Hvorfor netop Søndag?« spurgte Torben.

Af Frygt for at have sagt noget forkert blev den unge Pige rød og skyndte sig at sige:

74| »Eller Mandag.«

»Ja ja. Jeg tager nu det Løfte af Dem, Frøken Hecht, at De vil sige mig det lige ud, saasnart De bliver ked af at være her. Vil De højtideligt give mig Deres Haand paa det?«

Han strakte Armen hen over Bordet, som stod imellem dem, og hun lagde tavs og forlegen sin Haand i hans, idet hun af Ærbødighed løftede sig lidt fra Stolen.

I det samme hørte de nogen komme. Lynsnar som en Væsel smuttede hendes Haand tilbage til hendes Skød, mens Torben ærgerlig vendte sig mod den, der kom.

Det var NHusjomfruen, der meldte Bjørn Hamre.

»Den Herre siger, at han er ventet.«

»Det forholder sig rigtigt. Bed ham være saa god at ulejlige sig herud.«

Lidt efter hørtes Skridt. En firskaaren Mand, der naivt var udstyret med den traditionelle Digtermanke og øvrige Kunstner-Attributer, nærmede sig sindigt over Gruset.

Torben var staaet op for at gaa sin Gæst imøde.

Det var adskillige Aar, siden de to omtrent jævnaldrende Mænd havde set hinanden, og Bjørn Hamre blev Nsom slaaet for Brystet ved Synet af den andens hærgede Skikkelse. Han var selv en smuk Mand med friske Farver, lidt lille af Vækst ganske vist, men støt og frodig. Under den bredskyggede Hat 75| lyste et Par kønne, gode og trofaste Øjne. Paa Bondemaner holdt han Stokken – en kraftig Knortekæp – langt ud fra sig, og han satte den anden Haand i Siden med den overdrevne Rejsning, hvormed smaa Folk ofte søger at bøde paa, hvad der mangler dem i Højden.

Efter at Frøken Hecht var bleven forestillet og havde trukket sig tilbage, gik Herrerne ind i Teltet.

»Værsgo’ og tag Plads. De undskylder nok, at jeg gør mig det bekvemt. Jeg er for Tiden lidt Patient.«

»Jeg har hørt om det. Det er forhaabenlig ikke noget alvorligt?«

»Aa nej. Jeg har blot maattet forandre mine Livsvaner. Stort andet betyder vore Sygdomme jo overhovedet ikke. Men det var ikke om mig, vi skulde tale, Hr. Hamre! De har – i en lidt Nstor Tone – krævet mig til Regnskab for mit Forhold til Landarbejder-Forbundet her. De bebrejder mig, at jeg netop samme Dag, som det store Agitationsmøde blev holdt derinde i Favsing, arrangerede lidt gammeldags Fastelavns-Lystighed for Folkene her paa Gaarden.«

»Ja, det forbavsede mig unægtelig meget at høre. Det havde jeg ikke ventet af en tidligere Meningsfælle. For det kunde jo kun opfattes som en Demonstration.«

76| »Det var det ogsaa. Og jeg har i Sinde at gentage den ved første Anledning. F. Eks. til St. Hans, dersom det er rigtigt, at der forberedes et nyt Møde paa Sandhøjen den Dag. Saa vidt jeg veed, blev det nævnt i Aviserne, at De selv skulde være en af Talerne. Den Dag indbyder jeg til en Midsommerfest herude paa Engene, og jeg kan forsikre Dem, at der ogsaa ved den Lejlighed skal blive sørget baade for god Beværtning og rigelig Dansemusik. Vi faar saa se, hvem der Nstaar sig i den Tovtrækning.«

Bjørn Hamre, der havde lagt Hatten fra sig paa Bordet og purret op i sit store Haar, fik igen et næsten forstenet Udtryk af Overraskelse. Blikkets barnlige NSelvglæde udsluktes. Han saae paa Torben med oprigtig Bedrøvelse.

»Vil De ikke sige mig, Godsejer Dihmer – hvad er egenlig Grunden til, at De saadan helt har forladt os? Jeg tror, det vil vække bitre Følelser i vide Krese. Jeg vil erklære for mit eget Vedkommende, at jeg aldrig kan glemme den Aften i »Aprilforeningen«, da jeg første Gang hørte Dem tale. Det var saa skønt at tænke paa, at en Mand som Dem – en af Landets største Godsbesiddere – nu ogsaa var bleven Talsmand for de smaa og forurettede i Samfundet. Det gav saa rige Løfter for Fremtiden. Og da jeg saa forgangen Aar læste i Bladene om det mønsterværdige Alderdomsasyl, som De havde be77|kostet her paa Favsingholm – saadan en rigtig lun Rede for de udslidte Gamle – ja, man synes jo, der bliver saa højt til Himlen, naar man hører om den Slags! Det synger i En, som naar man hører den første Lærke trilre over det vinterbundne Land.«

Der var noget i hans Tones Hjertelighed, der trods det høje Register gjorde Indtryk paa Torben og fristede ham til en Bekendelse.

»Er det aldrig hændet Dem, Hr. Hamre, at De har maattet bryde op fra en Fest i Utide og er vendt tilbage igen ud paa Natten? De veed i saa Fald, hvor besynderlig fremmed man føler sig imellem de samme Mennesker, som man faa Timer i Forvejen havde det saa kammeratlig med. Man kommer ude fra Nattestilheden og overvældes fra alle Sider med Krav paa Deltagelse for hundrede Ting, der er bleven En saa inderlig ligegyldige. Straks forstaar man ikke, om det er En selv eller de andre, der har forandret sig. Man gaar fra Værelse til Værelse og ser kun NAttituden og Sminken, og alle disse Mennesker stirrer paa En som paa en Ugle, der er kommen ud i Sollyset. Men selv har man omtrent den modsatte Fornemmelse. Man synes, at man er Vidne til en uhyggelig Maskefest. Se, det Tilfælde har været mit, og jeg har taget det Parti at forføje mig bort i al Stilfærdighed. Noget andet Svar paa Deres Spørgs78|maal kan jeg ikke give, og det tilfredsstiller Dem rimeligvis ikke.«

Bjørn Hamre havde igen sat sin Hat paa Hovedet. Stokken stod plantet mellem hans Ben, og begge hans vejrbrunede Hænder hvilede paa denA.

»Det er Deres egne Samfundskrese, De her har haft for Øje, Godsejer Dihmer. Og selvfølgelig – Tilstandene i dem maa opvække Lede og Afsky hos ethvert rettænkende Menneske. Det er vist og sandt. Men De udtalte engang – og det Ord har jeg ikke glemt – De sagde, at nu havde Rigdommen i Aartusinder behersket Verden og fordærvet den. Nu var det fra den fattige Mand, Frelsen skulde komme.«

»Det Ord staar jeg ved endnu.«

»Saa maa De undskylde. Saa begriber jeg nu slet ikke Deres Optræden.«

»Nej, det gør De naturligvis ikke. De kan jo ikke tilgive Rigdommen, at den er rig, mens jeg bekender mig til den gamle Visdom: Jo flere Penge, des flere Plager.«

»Ja, det NSprikvort kender jeg nok. Det er de overfyldte Mavers Suk. Men det var ikke i den Mening, De i sin Tid brugte De Ord, jeg nævnede.«

»Aa jo, jeg har vist ogsaa dengang tænkt lidt paa den Nøjsomhed, der kan gøre Livet saa rigt. Men ellers tilstaar jeg gerne, at jeg har delt min Tids Overtro. Jeg har smilet af de gamle Guldmagere i 79| deres Heksekøkkener men taget vore egne Eldoradodrømme alvorlig. – Veed DeA forresten af, Hr. Hamre, at Deres Venner her paa Egnen har truet med at ville brænde Favsingholm ned over Hovedet paa mig? Jeg er ikke netop bange for, at de i bogstavelig Forstand skal gøre Alvor af Truslen; men derfor kan de alligevel gøre mig det hedt nok. Jeg har f. Eks. til Hensigt i den kommende Sommer at begynde nogle større Restavreringsarbejder her paa Gaarden; men jeg hører, at man vil forsøge at boycotte mig, saa jeg ingen Haandværkere skal kunne faa. Og nu er det, jeg vil spørge Dem, Hr. Hamre, om ikke De kunde bringe Deres Venner til at forstaa, at jeg er et Menneske, som kun ønsker at leve i Fred, og at jeg udenfor Favsingholms Grænser Nikke skal lægge deres Bestræbelser et Halmstraa i Vejen.«

»Det gør mig ondt, Godsejer Dihmer; men med det Standpunkt, De har indtaget – og ogsaa i Fremtiden agter at indtage – kan det falde vanskeligt nok at overbevise mig selv om Deres fredelige Sindelag. I den Kamp mellem fattig og rig, som bliver Aarhundredets Kamp – det endelige Verdensopgør før den store Folkefred – i den har Ingen Lov til at holde sig udenfor. NDen, der ikke er med os, er imod os. Det Løsen maa vi handle efter.«

»Men hvem er rig og hvem er fattig?« sagde Tor80 |ben efter en Pavse. »Alle Livets virkelige Glæder faar vi gratis. Hvad har vi at misunde hinanden? Solen skinner paa os allesammen, og Døden gaar jo heller ikke den fattige Mands Dør forbi. Og hvad Værd har alt det øvrige? ... De har ikke følt Tidens Gud rigtig paa Tænderne, Hr. Hamre! For saa vilde De sikkert ikke have Mod til at drive DeresA Venner ind i det Rovdyrgab. Da jeg for nogle Maaneder siden vendte tilbage fra en lang Rejse, gik det op for mig, at den lille danske NHusmand med sin Nhjelmede Ko og sine fire Høns er Jordens lykkeligste Menneske.«

»Ja, fra Rigdommens Vinduer tager Fattigdommen sig altid saa idyllisk ud.«

»Aa ja. Vi idealiserer jo gerne, hvad vi har mistet. Og vi gaar nu allesammen omkring med en hemmelig Hjemlængsel efter den Jordhytte og den NKaalhave, der er vort tabte Paradis.«

Bjørn Hamre opgav at svare. Det var ved at gaa op for ham, at Rygterne om Torben Dihmers aandelige Forfatning ikke var grebet ud af Luften. Sygdommen var Naabenbart gaaet den stakkels Mand til Hjernen og havde formørket hans Sind.

Men Torben gav sig nu selv til at tale om sit mislykkede Alderdomsasyl, som han med saa store Bekostninger havde gjort til en Mønsteranstalt med Badekamre og NVandklosetter og et biblioteksmæssigt 81| udstyret Læseværelse. Der gik endnu nogle af de gamle Mennesker misfornøjet omkring paa Gaarden uden at vide, hvad der fejlede dem. Men Størsteparten var lidt efter lidt flygtet bort derfra som fra en Straffeanstalt.

»De vil komme til at opleve den samme Skuffelse, Hr. Hamre! Eller ogsaa staar vi foran Afgrunden. Jeg har idag – velsagtens i Anledning af Deres Besøg – tænkt en hel Del paa Enslev. De har vel nok læst, hvad Anton Bjerreby nylig meddelte om sine sidste Samtaler med ham paa Dødslejet. Det er trist at tænke paa, at den Strøm af bitre og hadefulde Ord skulde blive den Mands Farvel til Livet. Det bekræfter paa uhyggelig Maade, hvad han ved en anden Lejlighed udtalte, at en Politikers Ry er en kostbar Vare. – Kan hans Livstragedie ikke afskrække Dem, Hr. Hamre? Han var jo ogsaa en NMoses, der vilde føre Folket ud af Trældommen, og vi har maaske aldrig her i Landet haft en guddommeligere Vilje end hans, da han endnu var ung og begejstret. I Retfærdighedens Navn opvakte han hos Folket en Ulveappetit paa Livet, som det jo egenlig ikke selv indbyder til, synes jeg ... Nu ser vi Befrielsesværket resultere i en sørgelig Skare af vore Samtidige, der af lutter Livsforslugenhed har Nfaaet Tilværelsen forkert i Halsen. N Fiat justitia, pereat mundus! Men vi deler Skæbne med den øvrige Ver82|dens Selvretfærdige. Er kommen Nfra Dynen i Halmen. Hvert Menneske, der fødes, udleveres saa at sige fra Mors Liv til Offenlighedens Gabestok. Vi har Æren af at have indført et journalistisk Æselsregimente, der kujonerer Befolkningen værre end Ntredive Tyranner. Kan man i Grunden undre sig over, at en Folkefører, en Statsmand, der ved sin Død har efterladt sig en saadan Augiasstald, ender sine Dage som en galdesyg Monoman med Mistro til alle andre Følelser hos sig selv og sine Medmennesker end de allersletteste.«

Bjørn Hamre fandt det stadig omsonst at optage en Diskussion med den syge Mand. Og da Torben endnu en lille Tid havde lettet sit Sind, blev ogsaa han stille, og Samtalen døde hen.

Torben havde faaet Øje paa Frøken Hecht ude paa Græsplænen, hvor hun igen gik og søgte efter Foraarsblomster, og det slog ham, at hendes Væsen var forandret. Tilsyneladende gik hun som ellers i sine egne Tanker; men der var noget i den Maade, hvorpaa hun af og til førte Haanden prøvende henover sit Livbælte eller rask slog Slørets Ender hen bag Ryggen, der Nsladrede af Skole. Og Torben var ikke i Tvivl om, hvor han skulde søge Grunden til Forvandlingen.

Under Afskeden med Bjørn Hamre var han ad83|spredt og forstemt. Han fulgte sin Gæst et Stykke henad Gangen og vendte derpaa tilbage til Teltet.

En halv Time efter, da han igen gik derfra, kom Frøken Hecht løbende for at tage hans NPlæd. De fulgtes ind, og paa Vejen sagde han:

»Naa – nu fik De da den mærkelige Mand at se. Svarede han saa til Forventningerne?«

»Jeg veed saamænd ikke. Jeg har vist aldrig rigtig tænkt over, hvordan Hr. Hamre saae ud.«

»Han er en ganske smuk Mand, ikke sandt?«

»Jo –.«

Det lød ret ligegyldigt. Men Torben var bleven mistænksom. Han sagde til sig selv, at Tonen var ikke ganske ægte.

Om Aftenen, da hun gik ham tilhaande inde i hans Stue med Ordningen af Arkivet, førte han igen Samtalen hen paa Bjørn Hamre; og af de Spørgsmaal, hun gjorde, sluttede han, at hun endnu var optaget af Besøget. Da hun senere læste højt for ham af Aviserne, mente han ogsaa at kunne mærke, at hun hyppigere end ellers snublede over Ordene, fordi hun blev borte i sine egne Tanker.

Han sagde til sig selv: Fortryllelsen er hævet. Hendes Længsler har kigget over Klostermuren. En skøn Dag vil de storme ud over den og føre hende bort herfra.

Den næste Dag opholdt han sig mest i sin egen 84| Stue og vilde ikke tale med nogen. Han var forbitret paa sig selv, fordi han igen havde ladet sig narre ind i det klæbrige Spind af ti tusinde smaabitte Løgne, der var en Kvindes Uskyld. Navnlig skammede han sig over, at han i den sidste Tid atter havde grebet til Asmus Hagens Mirakelpiller for at blive Han-Menneske igen og kunne tumle ud i et nyt Kærlighedseventyr. Forstandigere var han ikke bleven! Nu havde han brændt baade Recepten og de tiloversblevne Piller for det Tilfælde, at han igen skulde blive ført i Fristelse af et Par røde Læber.

Ved Middagsmaaltidet, hvor Godsskriveren, Forvalteren og Mejeribestyreren var tilstede, blev der næsten ikke sagt et Ord. Som alle Gaardens Folk var de tre Mænd vant til disse pludselige og voldsomme Omslag i Torbens Væsen. De vidste af Erfaring, at en saadan Uvejrsstemning gerne forløb paa tre Dage ligesom en Nordveststorm, og at de bare skulde lade som ingenting.

Frøken Hecht derimod, som ikke tidligere havde set ham saadan, var meget ulykkelig og forstod ikke, hvad der foregik.

Efter Bordet kaldte han hende ind til sig og bad hende venligt om at tage Plads. Han sagde, at han igen havde tænkt paa, hvad de havde talt om den foregaaende Dag, at Livet her paa Favsingholm maatte 85| være altfor ensformigt og trist for hende. Hun vidste det maaske ikke selv; men i Virkeligheden var hun sikkert ogsaa i Færd med at længes bort herfra.

Da han paa hendes ængstede Udtryk saae, at hun begyndte at ane Uraad, bestemte han sig til for begges Skyld at gøre Pinen kort.

»De skal hellere rejse, Frøken Hecht! De har i enhver Henseende fuldt ud gjort Deres Pligt, og det skal jeg ogsaa bevidne overfor Deres Forening. Men det er ikke noget for Dem at gaa her og blive melankolsk. Jeg har vist engang fortalt Dem om en gammel Vaagekone, som for et Aars Tid siden forsvandt fra Asylet derovre. Hende har jeg netop nu fundet igen, saa jeg kommer ikke Ni Forlegenhed. Saadant et gammelt Inventar passer bedre til Forholdene her. – Gaa De nu ind og pak Deres Kuffert, saa skal jeg sørge for, at NKalesjen holder for Døren imorgen Formiddag. Men De maa køre herfra senest Klokken halvni for at naa Hurtigtoget.«

Den unge Pige var bleven hvid. Hun havde et Par Gange set op paa ham med et raadvildt Blik. Nu rejste hun sig og gik bort med bøjet Hoved.

»Godnat,« sagde hun blot paa Vejen mod Døren.

Han fulgte hende med Øjnene. NBlodet sang i ham, da han paa hendes Gang kunde se, at det 86| svimlede for hende. Men han holdt Stand og kaldte hende ikke tilbage.

Ude i Gangen løb Frøken Hecht paa Husjomfruen, der havde staaet ved Døren og luret. Ved at se den unge Piges Ansigt blev den gamle alvorlig bestyrtet. »Gud, De er da ikke syg!« sagde hun. – En halv Time efter vidste man overalt paa Gaarden, at Frøken Hecht skulde rejse.

Ved Afskeden den næste Formiddag takkede Torben hende varmt for hendes store Hjælpsomhed. Desuden overrakte han hende som Mindegave et kostbart gammelt Familjesmykke, idet han med et Smil bad hende om at bære det paa sin Bryllupsdag.

Hun modtog det tøvende og forvirret; og da han for at komme hendes Undseelse til Hjælp klappede hende paa Kinden, brød hun helt sammen og laa et Øjeblik grædende ved hans Bryst. Han kyssede hende paa Panden og stødte hende derpaa fra sig.

I Middagstimen sad han ude i sit Telt under en straalende Sol. Over hans Knæ laa en udfoldet Avis, som han havde taget med sig til Adspredelse men kun af og til kastede et flygtigt Blik i. Luften bølgede af Lys. Et Sted i hans Nærhed sad en Musvit i en Trætop og skreg sin Foraarsglæde ud med en ufortrøden Ensformighed som en Haandværker, der fløjter ved sit Arbejde. Ude paa Fjorden 87| gled en tremastet Skonnert forbi for fulde Sejl. Paa Grund af Afstanden kunde det smalle Strømløb ikke ses. Det var, som om et solbelyst Eventyrskib svævede hen over Engen.

»Ja, her er godt at være,« tænkte han og aandede dybt ud. »Her er Fred.«

Da hans Blik igen faldt ned i Avisen, saae han tilfældigt en Notits med Overskriften »Doktor Gaardbo«. Han blev med eet lysvaagen. Hvad var det?

»Forhenværende Distriktslæge i Jerve paa Fyn, den fra sin Lægevirksomhed uheldigt bekendte Doktor Gaardbo, har i det ansete oversøiske Agentur P. C. Christensen (Højbroplads 7) bestilt Billet til sig og sin Familje til Avstralien. Det maa saaledes formodes, at Hr. Gaardbo har besluttet at vende sit utaknemlige Fædreland Ryggen, og at det er hin fjerne Verdensdel, der for Fremtiden skal lyksaliggøres med hans mærkværdige Helbredelsesmetoder.«

Torben strakte sig tilbage i Stolen og slog harmfuld Haanden i dens Armstykke.

Hans Besøg i Jerve for fire Maaneder siden havde ofte syntes ham det eneste gode Minde, han bragte hjem fra sin Nvidtløftige Jordomsejling. Mens ellers det meste af, hvad han havde oplevet, allerede var rykket ham helt ukendeligt langt bort, kresede hans Tanker endnu fortroligt om den lykkelige Familje, han der havde lært at kende. Det lille fynske 88| Lægehjem levede i hans Erindring som en Oase af blomstrende Virkelighed midt i en ørkengraa og kaotisk Spøgelseverden. Og en saadan Familje vilde man nu drive i Landflygtighed! Hvor var det skammeligt!

Om Eftermiddagen kom den gamle Arkitekt Schmidt derud fra Randers; men Torben var endnu altfor nedstemt til at kunne interessere sig for hans medbragte Tegninger. Han blev ved at tale om Doktor Gaardbo og om Menneskenes Ondskab, saa den krænkede Kunstner tilsidst trak sig tilbage til en Krog. Men Torben sagde:

»Synes De ikke, Arkitekt Schmidt, at man ofte har Grund til at beklage sig over, at man er kommen til Verden som Menneske og ikke hører til blandt Hyæner og Tigere eller andre forholdsvis godsindede Dyr?A«