Jytte sad med Overtøjet paa ved Siden af sin Mors Seng. Hun fortalte om et lille Herreselskab, som hendes Mand den foregaaende Aften havde indbudt til »for Renommé’ets Skyld«.A Hædersgæsten var en tilrejsende norsk Kunstkritiker, om hvem han efter sit eget Udsagn ikke vidste andet, end at han skulde have gjort sig fordelagtig bekendt ved en fremragende Stupiditet. Desuden havde der været 89| to danske Herrer, hvis Navne Jytte af Skamfuldhed fortav. Den ene var nemlig tykke Møller, som Karsten havde knyttet til sig med noget, han kaldte Venskabs-Prioriteter; den anden var en yngre københavnsk Kunsthandler, der aabenbart ogsaa havde en Part i Møller og derfor ikke gerne slap ham af Syne.

Af Hensyn til den udenlandske Gæst havde Jytte gjort sig en Del Umage med Anretningen. Der var bleven dækket op med en Overflødighed af kolde Retter; dertil Salater og Geleer af den mest udsøgte Art. For at oplive Moderen, der var stærkt nedtrykt efter flere Dages Sengeleje, forsikrede hun, at Aftenen havde været meget vellykket.

Sandheden var dog den, at det hele havde været en grim Oplevelse, som hun helst ikke tænkte paa. For det første havde deres Gæster ladet vente paa sig i over en Time, og da de endelig kom og blev sat tilbords, var det let at mærke, at de lige havde rejst sig fra en gigantisk Middag. Som det ogsaa efterhaanden fremgik af Samtalen, havde de i otte Dage turet rundt i Byen og til Ære for den norske Gæst afsøgt dens bedste Spisesteder. Resultatet var blevet, at de i Øjeblikket næsten ikke taalte Lugten af Mad. Synet af hendes overdaadige Opdækning gjorde tydelig et dybt forstemmende Indtryk paa dem alle. Da den varme 90| Ret blev baaret ind – en Aspargesbudding med rørt Smør – blev navnlig tykke Møller saa hvid i Ansigtet, at hun alvorligt frygtede for, han skulde Nfaa ondt.

Forøvrigt havde de gjort sig hæderlige Bestræbelser for at bevare Anstanden, i hvert Fald indtil Nden hede Vin og senere Whiskyflaskerne kom paa Bordet. Da hun kort efter Midnat trak sig tilbage, sad Møller med en Hinde over Øjnene som en Frø, mens Nordmanden var begyndt at blive lidt ubehagelig nærgaaende overfor hende.

Nu til Morgen havde Karsten gjort hende en Undskyldning for sine Gæsters Opførsel. Men da hun spurgte ham, om det virkelig var nødvendigt, at de aabnede deres Hus for den Slags Mennesker, havde han svaret med et beklagende Skuldertræk.

»Nu maa jeg gaa, Mor!« sagde hun og gik hen til Spejlet for at Nknytte sit Slør. »Jeg vil kigge lidt ind til Meta. Du veed jo nok, at de skal rejse. Det gør mig saa forfærdelig ondt for hende.«

At hun ogsaa af en anden Grund søgte ud til sin Veninde paa Nørrebro, nævnte hun ikke noget om; men hun havde bestemt sig til nu at gøre Alvor af at betro Meta sin Tilstand for at faa Raad og Oplysninger af hende.

»Det gør naturligvis ogsaa mig ondt,« sagde Fru Bertha, da Jytte igen kom hen til Sengen. »Men er 91| du sikker paa, at din Veninde ikke har lidt Skyld i, at det er gaaet hendes Mand saa galt, som det er? Hun skulde have hjulpet sin Svoger med at bringe det forstyrrede Menneske til Fornuft. Men dersom jeg har forstaaet dig rigtig, har hun snarere Ngydt Olje i Ilden.«

»Det er, fordi hun paastaar, at det var Svogeren, der allermest Nsatte ondt for hendes Mand hos Befolkningen derovre.«

»Kan din Veninde virkelig tro paa den Slags Snak, saa viser det bedst, hvor forblindet hun er bleven.«

»Ja ja, lille Mor, du har nu engang kastet din Kærlighed paa Pastor Gaardbo, og det har du jo Lov til. Men jeg kender ham jo ogsaa en lille Smule, og jeg forsikrer dig, at skulde jeg vælge mellem ham og den anden – saa valgte jeg Doktoren med alle hans Forryktheder.«

I det samme blev der banket paa Døren. NPigen kom ind og meldte:

»Professoren!«

»For min Skyld behøver du ikke at gaa,« sagde Asmus Hagen til Jytte, der sagde Goddag og Farvel paa samme Tid. »Jeg kommer N för tillfället kun paa Visit.«

»Jeg skal nu gaa alligevel. Jeg stod netop paa Springet ... Farvel, lille Mor!«

92| »Farvel, mit Barn! Og hils saa Fru Gaardbo fra mig. Sig hende, at jeg tænker paa hende og hendes Børneflok med megen Deltagelse, og ønsker dem alt godt paa den lange Rejse.«

Ved at høre Navnet havde den lille Professor spidset Øre.

»Fru Gaardbo?A« sagde han. »Dersom det er i Anledning af den paatænkte Udvandring, at den Dame skal kondoleres, saa kan I spare Jer Ulejligheden. Rejsen bliver vist ikke til noget – i det mindste ikke foreløbig.«

»Hvorfor?« spurgte begge Damerne.

»Doktor Gaardbo har faaet Tilbud om en NAnbringelse herhjemme. Det er saamænd ingen anden end vor fælles Ven Torben Dihmer, der agter at Nengagere ham derovre paa sin Gaard.«

»Dihmer!« udbrød Fru Bertha, mens Jytte, der allerede havde haft Haanden paa Dørgrebet, uvilkaarligt igen nærmede sig et Skridt.

»Det er formodenlig en Slags Godslæge-Stilling, han skal overtage,« fortsatte Asmus Hagen. »Jeg har min Viden fra en Doktor Mikkelsen i Randers, som jeg tidligere har korresponderet med i Anledning af Torben. Han har indtil Dato været hans Huslæge, saa det er desværre udelukket, at der kan foreligge nogen Misforstaaelse.«

93| »Hvorfor siger du desværre?« spurgte Jytte udfordrende.

»Jo, for jeg havde unægtelig helst set, at Hr. Gaardbo ogsaa i bogstavelig Forstand var bleven min Antipode. Men især beklager jeg Sagen for Torbens Skyld. Han har her forbundet sig med en gal Mand, som i Øjeblikket kun kan have den alleruheldigste Indflydelse paa ham.«

»Og jeg glæder mig over Sagen for Metas Skyld!« sagde Jytte og knejste. »Det er forresten pudsigt at lægge Mærke til, saa tilbøjelige Mennesker er til at betragte hinanden som gale ... skrupgale ... lige til Daarekisten.«

»Det er efter min Erfaring ogsaa den Betragtning, der passer i de fleste Tilfælde.«

»Ikke desmindre vil jeg nu tage ud og ønske Meta til Lykke,« sagde Jytte. »Ogsaa fra dig, Mor! ... Farvel begge to!«

Da hun var gaaet, blev der stille en lille Tid. Asmus satte sig ned ved Tantens Seng og lod efter sin Vane Fingrene tromme paa Vesten.

»Om et godt halvt Aar kan vi nok ønske dig til Lykke med Bedstemorværdigheden, Tante Bertha.«

»Mener du det?«

»Har Jytte ikke talt om det?«

»Nej. Men jeg har jo gjort mig mine Formodninger. 94| Hun har været stærkt nervøst opreven i de sidste Dage.«

»Der er vist ikke Tvivl. Men det skal du kun være glad for. Det vil sikkert være godt for Jytte at faa et Barn.«

»Det er ogsaa mit Haab,« sagde Fru Bertha med sin bekymrede Stemme og faldt atter hen i sine egne Tanker.

Da Jytte kom ned paa Gaden, mærkede hun godt, at den Glæde, hun straks havde følt paa sin Venindes Vegne, ikke var uden Brod; men med Vilje undgik hun at gøre sig nærmere Rede for Smertens Aarsag. Derimod gav hun efter for en pludselig Indskydelse. Hun fik Lyst til at overraske Karsten i hans Atelier, inden hun tog ud paa Nørrebro.

Hun traf ham ivrigt optaget af sit Konkurrence-Billede, der gjorde gode Fremskridt. Han havde valgt at fremstille den historiske Rigsdags-Scene, hvor Enslev med en Tale Nstyrtede det sidste Højreministerium. Allerede i Slutningen af Maj skulde Skitserne indsendes, saa han havde ingen Tid at spilde.

Jytte klappede ham paa Kinden og roste ham. Hun vidste ikke, om det var, fordi hun nu saae paa hans Kunst med andre Øjne; men det forekom hende virkelig, at det var lykkedes ham at komme noget bort fra sine tidligere tomme Virkemidler.

95| Alligevel – og trods alle hans Ndiplomatiske Kunstgreb – troede hun ikke, at der kunde blive Tale om nogen Sejr. For sin egen Skyld tog hun sig det ikke nær. Den kunstneriske Ærgerrighed, hun i sin Forelskelses første Dage havde følt paa hans Vegne, mindedes hun nu næsten med Undseelse. Det var blevet hende saa ligegyldigt, hvad Folk mente om dem begge to. Men hendes Forudanelse om den Skuffelse, der ventede ham, og som Nsikkert vilde gaa ham nær, havde i den sidste Tid knyttet hende til ham med en ny, øm Overbærenhed.

Hun fortalte, at hun kom fra Dronningens Tværgade og havde truffet Asmus Hagen der; men den Nyhed, Fætteren havde bragt, fortav hun af NSky for at nævne Dihmers Navn. Karsten kendte deres tidligere Forhold, og hun frygtede hans næsten sindssyge Mistro, der et Par Gange under Bryllupsrejsen havde opskræmt hende ret alvorligt.

Besøget varede i det hele kun fem Minuter, og da hun gik bort, og Karsten spurgte, om hun nu tog hjem, svarede hun Ja.

Hun traf Meta ene hjemme sammen med Børnene. Hendes Mand var for et Par Dage siden taget til Favsingholm for at se paa Forholdene. Ved Synet af Venindens lykkestraalende Ansigt var Jytte ikke langt fra at fortryde, at hun var taget derud.

»Jeg veed allerede det hele!« Nfaldt hun hende 96| straks i Talen. »Min Fætter har Nsladret af Skole. Han kender Lægen derovre. Men lad mig nu høre – hvad er egenlig Meningen?«

»Ja, du kan tro, vi gjorde store Øjne begge to,« sagde Meta, da de havde lukket sig inde i hendes Mands Værelse for at faa Ro for Børnene, der surrede omkring i de smaa Stuer som sværmesyge Bier i en Kube. »I Begyndelsen vidste vi saamænd ikke rigtig, hvad vi skulde tænke om Tilbudet. Det lød jo lidt underligt. Men i Morges havde jeg Brev fra Povl. Han skriver, at Sagen er i Orden, og han er henrykt for alting derovre. Vi kommer til at bo i et Hus, der før har været Godsforvalterbolig. Det bruges nu til et Alderdomsasyl; men det skal helt forandres, skriver Povl. De Gamle skal hver have deres eget lille Hjem, og det skal Povl ogsaa være med til at ordne. Du skal høre, hvad han skriver.«

Hun hentede Brevet frem fra sin Kjolelomme og læste:

»Straks i Aftes havde jeg den afgørende Samtale med Dihmer, og vi blev hurtigt enige. Han sagde, at det var hans Tanke at gøre Favsingholm til en Slags NNoæh Ark, der skulde bære en lille Skare Mennesker Nfrelst gennem Syndfloden, naar den kommer, og hertil ønsker han altsaa min Bistand. Jeg falder med andre Ord netop ned i den Virksomhed, jeg altid selv har drømt om, men nær tabte Troen 97| paa, da Johannes svigtede. Nu faar jeg her uventet en anden Medarbejder.«

»Men jeg forstaar det ikke,« sagde Jytte. »Her i Byen fortælles det, at Godsejer Dihmer i Øjeblikket har en Skade paa Forstanden.«

»Siger man det? Det betyder vist ikke noget. Povl siger altid, at naar man ikke pudser Næsen præcis paa samme Maade som andre, bliver man straks mistænkt for at have en Skrue løs.«

»Men mærkede du virkelig slet ikke noget, da han besøgte Jer i Jerve? Du sagde dog, at han gjorde et lidt underligt Indtryk.«

»Ja, han er jo syg. Det er Hjertet, skriver Povl. Han skal forresten være bleven meget livligere og har saa mange Ting for. Men hans Udseende har forandret sig ikke saa lidt.«

»Han kommer sig saamænd nok. NDet har vist ingen Nød,« sagde Jytte.

»Det maa vi jo haabe. – Her skal du se et Par Billeder af Gaarden.«

Meta trak nogle Fotografier ud af Konvoluten. Det var omtrent de samme, som Torben havde vist Jytte og hendes Mor hin gyldne Morgen i Italien, da de sad sammen paa Loggiaen og drak The. Der var Herregaardens Hovedfaçade set gennem den klosteragtigt hvælvede NIndkørsel, et Parti af Parken, et Billede af et Skovbryn og den vide Udsigt over 98| Fjorden, som Torben dengang havde lovsunget med en Varme, der misstemte hende.

»Ja, det ser jo altsammen meget lovende ud. Hvornaar skal I flytte derover?«

»Det veed jeg ikke bestemt. Men til Sommer bliver det da nok. Saa skal du komme over og besøge os. Du ser ud, som om du til den Tid kan have godt af at komme lidt paa Græs og samle Kræfter til en stor Begivenhed. Tager jeg vel fejl i det?«

Jytte overhørte Spørgsmaalet og gav sig til at tale om andre Ting. Hun fortalte lidt om den Selskabelighed, hun var bleven tvunget ud i den sidste Tid, og spurgte derpaa, om de ikke skulde gaa ind og se til Børnene.

En halv Time efter tog hun bort.

Under den lange Kørsel ind til Byen med Sporvognen sad hun mest med lukkede Øjne. Hun følte en Lede ved sig selv, saa det sortnede for hende. Det var saa latterlig vanvittigt at maatte tilstaa, at hun var skinsyg paa Meta. Skønt det aldrig havde staaet hende klarere end nu, at det var Karsten, hun elskede, selv i de Øjeblikke, da han nedværdigede hende, kom der al Slags ondt og lavt op i hende, naar hun tænkte paa, at Meta for Fremtiden skulde kalde Favsingholm for sit Hjem, at Dihmer skulde blive hendes daglige Omgangsfælle, som han i sin Tid havde været hendes, at han maaske 99| skulde blive en Slags Onkel for hendes Børn og holde dem i Haanden. Et saadant NHvepsebol var hendes Hjerte, at hun nu var nær ved at ønske, det var blevet til Alvor med den Rejse til Avstralien, og at Veninden og hele Familjen allerede var paa Vej derover.

Da hun stod af Sporvognen paa NKongens Nytorv og skraaede over Torvet for at naa hen til Holdepladsen for NØsterbrovognene, kom et Arbejdskøretøj i jævn Fart nede fra NNyhavn og krydsede hendes Vej. I det samme flammede der en Lyst op i hende til at kaste sig ned foran de store Heste og lade sig trampe ihjel under deres tunge Hove. Det hele var kun et Nu. Et vildt og Nblodigt Glimt. Men i dette korte Øjeblik havde hun følt Dødens Greb som en befriende Svimmelhed.

Paa Vejen ud gennem Bredgade saae hun til sin Overraskelse, at der var tændt Lys i et Par Butikker. Tiden var løben fra hende. Og det ængstede hende lidt at tænke paa, at Karsten kunde være kommen hjem.

Han var forøvrigt trods sin Skinsyge ingenlunde selv bleven noget Dydsmønster. Deres Ægteskab var ogsaa i den Henseende et virkeligt Ideal-Ægteskab. Det næsten trøstede hende nu at mindes en Aften i Teatret i Milano, da Døren til Sidelogen blev aabnet for en høj, dybt nedringet og bararmet NMessalina i 100| sort FløjlsrobeA. Karsten blev pludselig saa underlig lang i Ryggen, og der gik et Kuldegys igennem ham. Hun havde ikke glemt det! ...

Da hun kom hjem, saae hun hans Frakke og Stok i Entreen, og da hun traadte ind i Stuen, stod han ude paa Gulvet med Hænderne i Siden og mødte hende med Tavshed.

Hun sendte ham et Nik i Forbigaaende og satte sig i Sofaen. Han fulgte hende med Øjnene og spurgte nu:

»Hvor kommer du fra? ... Du ser saa mærkværdig ud.«

Hun rejste sig igen med stolt Holdning.

»Naar du taler til mig i den Tone, Karsten, faar du ingen Svar. Det veed du.«

Hun gik hen imod Sovekammerdøren. Men da styrtede han sig over hende og greb hende om begge Haandled.

»Hvor har du været henne? Du sagde jo, du tog hjem.«

»Dersom du ikke øjeblikkelig slipper mig, raaber jeg paa Pigen!«

Lynene fra hendes Øjne bragte ham til Besindelse. Han slap hende, og Jytte saae, at han skammede sig.

Efter at hun var gaaet ind i Sovekammeret, skridtede han omkring i Stuen som en straffet Skoledreng. Snart var han rasende paa sig selv, snart 101| stod han foran Spejlet og betragtede sit Ansigt med et flovt Smil.

Pludselig spidsede han Øre ... Inde fra Sovekammeret hørte han Hulken.

Han blev med eet frygtelig ulykkelig. Det var første Gang, han hørte Jytte græde. Han aabnede Døren sagte. Hun laa paa sin Seng med Ansigtet trykket ned i Hovedpuden. Synet gjorde ham ganske fortvivlet. Han sank ned paa Knæ ved Siden af hende.

»Tag det dog ikke saa alvorlig, Jytte! Jeg ber dig virkelig saa mange Gange om Forladelse. Du veed jo dog, at det aldrig kunde falde mig ind for Alvor at mistænke dig. Naar jeg bliver saa fjollet, er det blot, fordi jeg holder saa vanvittig meget af dig.«

Han havde prøvende taget hendes ene Haand, og da hun lod ham beholde den, trykkede han den til sin Kind og søgte at gøre sin Uret god igen med Kærtegn og indsmigrende Ord. Han vidste ikke, at hun i ensom Fortvivlelse græd over sig selv og sit forspildte Liv.