Ved et af de høje Palæ-Vinduer i sin Stue sad NGrosserer Søholm sørgmodig sammensunken i en Rullestol, lergraa i Ansigtet, ubarberet og med æggegule Levninger af sit Morgenmaaltid i Mundvigene. 102| Under de tunge Øjenlaag, hvoraf det ene næsten var lukket til, bevægede Pupillerne sig uroligt frem og tilbage som Dyr i Bur. Hundefrygten i hans Sind gjorde dem mørke og unaturligt store trods det NStyrtebad af Sol, der strømmede ned over ham.

Den foregaaende Aften, da Tjener Rasmussen læste Avisen højt for ham, havde han faaet en alvorlig Rystelse ved at høre, at P. Christian Jørgensen, en ubetydelig Hørkræmmer paa NVestergade, ved sin Død havde testamenteret Nhundrede tusinde Kroner – over Halvdelen af sin Formue – til NMissionen.

Han havde ganske vist ogsaa selv et Par Gange i Vinterens Løb betænkt Kirken med Gaver. Men ved denne Meddelelse vaklede hans Tillid til, at hans Regnskab med Vorherre balancerede. Efter en bekymringsfuld Nat, der vakte Minderne om den store Krise i hans Liv, da de afrikanske Guldmineaktier pludselig faldt tilbunds og i nogle Dage truede ham med Ruin, havde han nu telefoneret efter Pastor Gaardbo, som han utaalmodig ventede paa.

Tjener Rasmussen, der under hans Sygdom var bleven ophøjet til en Slags Privatsekretær, stod henne ved Skrivebordet og fordelte den ekspederede Morgenpost til de forskellige Rum i Hylderne ovenover. Den syge Grosserer kom ikke mere paa sit Kontor; men gennem Telefonen holdt han endnu Forretningens Traade i sin Haand, og fra hans lamme Tunge 103| udgik stadig Ordrer, der fløj videre ud over Verden og slog ned som en Rovfugl paa sit Bytte.

»Var det Pastor Gaardbo selv, De talte med?« spurgte han.

»Nej, Præsten var allerede gaaet ud. Det var en af Damerne, der var i Telefonen.«

»Hvor var han da henne?«

»Det talte hun ikke om.«

»Saa kommer han maaske slet ikke i Formiddag?A«

»Jo, hun ventede ham hvert Øjeblik, sagde hun.«

Grosserer Søholm sank tilbage til sine opskræmte Tanker, og der blev igen en længere Tavshed.

»Opholder Frøken Cecilie sig i Salonen?«

»Ja.«

»Er min Datter Npaaklædt?«

»Det tror jeg nok.«

Et Øjeblik efter ringede det stærkt og vedholdende.

»Der har vi nok Hans Velærværdighed,« sagde Tjener-Sekretæren med spydig Overlegenhed. »Jeg skal maaske vise ham ind i Salonen?«

»Ja, gør kun det. Sig ham, at jeg skal straks være disponibel.«

Men i det samme gled Døren til Forhallen ind i Væggen, og Johannes Gaardbo traadte rask ind uden at lade sig melde.

Det havde været Hr. Søholms Hensigt at skænke 104| Kirkefondet yderligere tyve tusind Kroner; men Præstens Tilsynekomst beroligede ham straks saa meget, at han bestemte sig til at reducere Summen med Halvdelen. Og da Præsten havde taget Plads, og de havde talt lidt sammen, fandt han, at ogsaa fem tusinde Kroner var en rund Sum, som han fuldt ud kunde føle sig betrygget ved.

Han nævnte derpaa Sagen, idet han bad Johannes Gaardbo bringe Meddelelsen videre til Kirkefondets Bestyrelse.

»Med de forrige fem tusinde og de første ti, bliver det altsaa i det hele et Bidrag paa tyve Tusinde Kroner,« sagde han som for at sikre sig mod en fejlagtig Postering i Himlens store Hovedbog.

Johannes Gaardbo takkede for Gaven, idet han dog stærkt betonede, at Gud saae paa Hjertet, ikke paa Pengene, hvad Søholm forøvrigt ganske bifaldt.

Han følte sig nu fuldkommen trøstet og gav sig til at fortælle om sin forestaaende Rejse til et NBadested i Sydfrankrig, hvorfra han ventede at komme ganske helbredet tilbage. Hans Døtre Cecilie og Constance skulde ledsage ham, hvorimod NJægermesterinden var optaget af sine mange offenlige Hverv, navnlig af Forberedelserne til den store Vifteudstilling, der skulde aabnes i Maj. Hele Rejsen – sagde han – skulde foretages i NSalonvogn. I Berlin vilde Constances Forlovede, Hr. v. Biebermarck, slutte 105| sig til dem, og efter Hjemkomsten var det Meningen at fejre det unge Pars Bryllup paa Storeholt, som skulde være hans Brudegave til Datteren.

»Har De Lyst til at gøre Følgeskab paa Rejsen, saa er der gratis Plads i Vognen – værsgo’! Frankrig skal jo være et Land med mange Seværdigheder.«

Johannes Gaardbo takkede igen ret køligt og svarede, at han ikke tænkte paa at rejse bort. Og da Grossereren nu spurgte, om han ikke vilde ind og hilse paa hans Damer, undskyldte han sig, bad ham overbringe en Hilsen og sagde Farvel.

Den invalide Grosserer blev siddende i Stolen og saae misfornøjet efter ham.

Han var ikke længer tilfreds med sin Sjælesørger og tænkte stærkt paa at gøre en Forandring. Her spaserede Manden bort med fem tusinde Kroner og sagde knap nok ordenlig Tak for dem. Naar Folk mente, at Pastor Gaardbo havde en stor Fremtid for sig og vilde blive baade Biskop og Minister, saa kunde det gerne være, at de fik Ret; men et Faarehoved var han nu alligevel. Gik han ikke her og tossede om og kunde ikke se, at en af Landets rigeste og smukkeste Piger ikke var utilbøjelig til at gifte sig med ham?A En Dame, der havde ekspederet en halv Snes Friere ned ad Trappen, deriblandt to NKammerjunkere. Kunde den Præst da ikke faa Gluggerne op! –

106| Paa sin Vej ind til Byen var Johannes Gaardbo selv i nedtrykt Stemning. Disse stadig lige frugtesløse Besøg i det verdslige Millionærhjem blev ham mere og mere en Pine, og han havde allerhelst tilbagevist Hr. Søholms Penge som en uværdig Gave. Men han var paa dette Punkt i Uoverensstemmelse med Missionens nuværende Ledere, særlig med Pastor Stensballe, og han maatte for Fredens Skyld bøje sig for deres Opfattelse af, hvad der tjente Kirkens Vel.

At man i det Søholmske Hjem saa tydeligt ventede, at han en Dag skulde afsløre sig som Frier, gjorde ham heller ikke Opholdet der behageligt. Han tænkte selv saa lidt paa Giftermaal, at det end ikke faldt ham ind, at Sladderen kunde lægge anden Betydning i hans venskabelige Forhold til andre af de yngre Kvinder i Menigheden end Glæden ved Fællesskabet i Tro og Forventning. Nu mere end nogensinde var Rosalie hans Brud for Evigheden. Med den Vished, han havde faaet for hendes frygtelige Forvildelse, var Troskab mod deres Ungdoms Kærlighed bleven ham en hellig Pligt. I Haabet om deres endelige Genforening i Herlighedsriget havde han sit inderste Liv, og belært af den Fristelse, der om Sommeren havde mødt ham i Jytte Abildgaards Skikkelse, vogtede han paa sine Øjne og gik med al sin Tanke op i Arbejdet for Guds Riges Fremme.

107| Med sine hurtige Skridt var han paa Vej ind til det nye Blad, som Folk kaldte Præstebladet, hvor han redigerede Korshærens daglige »Armebefalinger.«

Nyt var Bladet forøvrigt ikke. Efter Samuelsens Raad havde Missionen skaffet sig Indflydelse paa et ældre NAvertissementsblad med en Del Udbredelse i de smaaborgerlige Hjem, og det var denne Avis, der nu i betydelig udvidet Skikkelse udgik under Samuelsens Redaktion og Pastor Stensballes Overledelse.

Bladet – »Hverdagen« hed det – havde sine Kontorer paa NKultorvet. I et stort Hus, der af Københavnervittigheden var bleven døbt Sakristiet, havde det indrettet sig ganske som »Femte Juni« med Nmarkskrigerske Billedreklamer i alle Vinduerne og Udstillingskabinet i Stuen. Selve Bladet var ogsaa i sin ydre Skikkelse bleven en nøjagtig Kopi af Enslevs populære Avis, blot udstyret med nogle flere NSmagløsheder af amerikansk Oprindelse. Pastor Stensballe havde ikke taget fejl af Vejen, da han erhvervede Samuelsen til sit Bladforetagende og lod denne Mands Snuhed og Kynisme komme Kirken tilgode. Maalet var at slaa »Femte Juni« ned, og foreløbig havde Debut’en været glimrende.

Redaktionslokalerne laa paa anden Sal, og den Redefuld af underordnede Medarbejdere, der vrimlede her i Eftermiddagstimerne og til langt ud paa Natten, havde paa ingen Maade noget Nevangelisk 108| Præg. Det var det sædvanlige lystige Broderskab af forkomne Talenter, literære Alfonser og halsende NNyhedsstøvere, der fra en Storstads Overflade flyder sammen i Avisernes Reporterstuer som Spildevandet i en Kloakbrønd. Flere af »NLysesaksen«s artistiske NStyltegængere havde med fuld Musik holdt deres Indtog i Bladet. Saaledes Karl May, der i den Anledning havde dannet sig en ny Specialitet som Karikaturtegner og morede Byens Folk med sin barokke Fantasi. Jørgen Berg, der skulde have været musikalsk Anmelder, Nhavde faaet Forfald, idet han for Øjeblikket befandt sig paa en Nerveklinik. Derimod gjorde Bohse stor Lykke hos Publikum i sin nye Egenskab af serafisk Digter og Literaturens Erkeengel. Fra ledende Side saae man af den Grund gennem Fingre med, at han i sine Mandagskroniker var begyndt at kaste smægtende Blikke efter den katolske Gudstjenestes Skønhed og Ngøre Haneben til den røgelseomhyllede Madonna.

Pastor Stensballe viste sig kun sjelden i »Sakristiet«, men vakte til Gengæld, naar han kom der, en Dommedagsrædsel i alle Kontorerne. Han styrede Bladet Nlønligt ved Dekreter fra sit Kontor i NBispegaarden og lod forøvrigt Redaktionssekretæren, en teologisk Kandidat, føre det gejstlige Tilsyn med det daglige Stof.

Det var Samuelsen, der repræsenterede Bladet baade overfor Redaktionens Medlemmer og Offenligheden, 109| og for den Mand var intet helligt uden Abonnementsprotokollen. Med sin uafrystelige Elskværdighed terroriserede han sin mangehodede Skare af faste og tilfældige Medarbejdere som en Dyretæmmer, tumlede med skrivelystne Præster, Videnskabsmænd og Kunstnere og lod dem springe gennem Tøndebaand til Publikums Forlystelse.

I et Rum, der vendte ud mod en mørk Gaardsplads, sad en enlig Mand ved et stort Bord, som flød med Aviser. Det var Mads Vestrup. Som en Barmhjertighedsgerning havde man overdraget den afsatte Præst at gennemse den daglig indstrømmende Provinspresse og gøre Udklip af den til mulig Anvendelse i Bladets kirkelige Tillæg. Fra Klokken ti til fire sad han lænket til dette Sisyfos-Arbejde, som endda kun sjelden blev benyttet men forsvandt i Redaktionssekretærens store Papirkurv.

Hans selvstændige Artikler og NBekendelser gik efter Pastor Stensballes Ordre Nregelmæssigt den samme Vej, i hvilken Anledning det nogle Gange var kommen til dramatiske Optrin mellem ham og Samuelsen. Men Redaktørens Smil havde hurtigt tæmmet den før saa naivt balstyrige Mand. Bekymringerne for Udkommet, Angsten for igen at blive gjort brødløs sad den syge Kæmpe i Kroppen som en Lammelse. Han var en nedbrudt Kraft. Savn og Ensomhed og Anger havde udslidt ham. Men dybt i 110| hans Sinds Mørke skinnede endnu som et NHelligtrekonger-Lys Drømmen om igen engang at faa Lov til at staa i Favsing Kirke med Kjole og Krave som Herrens viede Tjener.

Det Værelse, der var bleven ham overladt, tjente til Gennemgang fra Redaktionskontorerne til Bladets Sætteri. Hver Gang nogen kom ind, løftede han det Nsvære, nu helt graanede Hoved og stirrede paa Vedkommende med et stort, fjernt og tungsindigt Blik. »NSamson i Trædemøllen«, kaldte Karl May ham, og hver Gang der blev nægtet den Nforargede Kunstner et Forskud, truede han Samuelsen med at ville male et Billede af Mads Vestrup og udstille det offentlig til Forherligelse af hans Martyrium.

Ogsaa Johannes Gaardbo følte sig ilde tilmode ved Synet af den banlyste Præst og undgik saa vidt muligt at komme gennem Stuen, naar han opholdt sig der. Der var noget i hans Samvittighed, der krympede sig ved denne bøddelagtige Fornedrelse af et Menneske, som dog var et Guds Barn trods alle sine Forsyndelser.

Han havde engang talt til Pastor Stensballe om Forholdet; men denne vilde ikke se andet i Mads Vestrup end den Præst, der ved sin Brøde havde vanæret Kirken, og som i Stedet for at skjule sig med sin Skam havde ført oprørsk Tale til Glæde for Guds Fjender. Han hævdede, at overfor en saa111|dan NForvorpenhed var netop Anvendelsen af NKnevlen paa sin Plads, og at man ikke kunde gøre Manden selv nogen større Tjeneste end at bringe hans Navn i Forglemmelse hos Menigheden.

Af Respekt for sin ældre Embedsbroders Dømmekraft fortav Johannes Gaardbo sine Indvendinger, og forresten forstod han fuldt vel, at Menigheden ikke maatte forarges. Men hver Gang han nødtvungen gik gennem Mads Vestrups mørke Stue og saae ham sidde der ved Bordet som en lænket Straffefange i sin Celle, rørte der sig hos ham en Følelse af Skyld. Og uvilkaarlig hilste han den saa haardt Ntugtede Mand med Ærbødighed.