130| Mads Vestrup boede med sin Familje ude paa NAmager lige ved Grænsen af det aabne Land. Straks efter Nytaar var Stine og Børnene flyttet herover fra Jylland, og de havde nu en tre Værelsers Tag-Etage i en nybygget Villa. Men Mads Vestrup følte sig stadig syg. Trods Glæden over Hjemmet kunde han ikke trives i Byens Luft. Hans Fedme var ogsaa paany taget til og gjorde Gangen besværet. Tung og sløv gik han til og fra sit aandsfortærende Arbejde som en Okse under NAaget.

Hans aparte Ydre vakte altid en Del Opmærksomhed paa Gaderne; men der var ikke mange, der længer vidste, hvem han var. Siden »Femte Juni« ikke mere omtalte ham og bragte Billeder af ham, og da ogsaa hans eget Blad helst fortav hans Navn, var han hurtigt blevet slettet paa Publikums Erindringstavle, hvor der i Mellemtiden havde figureret saa mange andre af de Navne, som Samuelsen, tykke Møller og NDøgnets øvrige Historieskrivere satte i Omløb.

Helt forladt af sin tidligere Tilhørerkres var han dog ikke. I en forhenværende NRullekælder paa Kristianshavn holdt han en Gang om Ugen vel besøgte Opbyggelsesmøder, hvor han samlede en trofast lille Skare om sin stærkt personlige Forkyndelse. Men ogsaa i hans Taler mærkedes nu den brudte Kraft og den rygende NTande. Der var i Tonen ikke 131| meget tilbage af den NDomsbasun, der en kort Tid havde forlystet og halvvejs opskræmt det muntre København. Til Gengæld var der i hans Foredrag en sørgmodig Inderlighed, som gik til Hjertet.

Blandt hans Tilhørere, der mest bestod af Smaahaandværkere, gamle Koner og unge NBondestudenter, sad der en, som de andre betragtede med Skyhed eller aabenbar Forargelse, en halvgammel Kvinde i brandrødt NLiv og NKvækerkyse. Det var Susse Frederiksen, kaldet »Folkets Glæde,« der efter en fornyet Omtumlen mellem Sangerindetribunen og Hospitalet nu var havnet i NFrelsens Hær. NI det indfaldne Ansigt havde Fortidens Laster sat sig afskrækkende Spor. Et Stykke af Næsen var bortædt af Saar. Men den gamle Synderinde havde ikke glemt den Mand, som første Gang mødte hende med Forstaaelse og løftede hende op af Fornedrelsen. Med sit store Blik saae hun ufravendt paa Mads Vestrup, naar han talte, og der laa da et Udtryk over det vansirede Ansigt, som om det var beskinnet af alle Himmeriges Herligheder.

En Dag paa Hjemvejen fra Aviskontoret, da Mads Vestrup steg op i Sporvognen ved NHolmens Bro, følte han sig pludselig svimmel. Det varede kun et Øjeblik. Inden han var kommen tilsæde i Vognen, var det omtrent forbi.

Men han blev dog lidt ængstelig, og vilde være 132| bleven det endnu mere, dersom han ikke paa Bænken foran sig havde opdaget en nydelig ung Pige, der nikkede venligt til ham. Det var hans Husværts Datter, og det beroligede ham at se et kendt Ansigt.

Ved Siden af hende sad en høj og blond ung Mand, som han ogsaa nogle Gange havde mødt paa Trappen derhjemme. Han havde tilmed set de to kysses bag Gadedøren engang, saa det var vel nok hendes Forlovede. Han gjorde ellers et sært Indtryk. Han hvilede Armene paa Knæene og hang med Hovedet, som om han sov. Naar Kæresten stødte til ham med Albuen for at faa ham vaagen, gryntede han bare.

Ved Stoppestedet, hvor de alle tre stod ud, forestillede den unge Pige ham, og Mads Vestrup saae nu, at det var en ualmindelig smuk ung Mand med et Par gode og stærke Øjne, der slet ikke passede til hans Væsen.

»Studerer De?« spurgte han.

»Ja–h!«

Det lød som et fortvivlet Æselsskrig. Mads Vestrup foer formelig sammen.

»Min Kæreste er Jurist,« skyndte den unge Pige sig at sige. »Han skal op til Nførste Del imorgen.«

»Men jeg dumper!«

»Aa, sikke nogen Snak! De skal ikke tro ham, Pastor Vestrup,« forsikrede hun, skønt det rigtignok 133| var en Kendsgerning, at hendes blonde NVen to Gange tidligere havde friet til Fru NJustitia og faaet en Kurv.

Mads Vestrup følte igen denne underlige Tunghed i Baghovedet og sagde Farvel. Han skyndte sig ad Hjemmet til, mens de unge gik den modsatte Vej ned mod NStranden.

En Timestid efter vendte den unge Pige hjem alene. Idet hun gik ind i Huset, svimlede det ogsaa for hende. Hendes Ven havde nemlig sagt, at naar han imorgen faldt igennem for tredje Gang, vilde han rejse til Sydamerika og blive N Cowboy.

Hans Navn var Kjeld Borgen, og hun selv hed Grete Randbøl. Hendes Far, der kaldte sig Ingeniør, havde arbejdet sig op nedefra, var begyndt som Rørlægger og Betonstøber, havde i sin Ungdom slidt sig Hænderne flade i Amerika og var kommen tilbage med Vilje til at hjælpe sig selv tilvejrs i Samfundet og med NGreb paa at klare for sig som et Brækjern. Han var nu paa sine ældre Dage bleven en velstaaende Mand, gik med NGuld-Næseklemmer og var ikke saa lidt stolt af sit Livs Resultater.

Til sine to Sønner, hvoraf den ene var Polytekniker, mens den anden arbejdede i Ndet transatlantiske Kompagnis Hovedkontor, plejede han at udtale som Summen af sin Livserfaring, at en Englænder arbejdede for halvanden Dansker, og en Tysker for halvanden Englænder, men at en Amerikaner gjorde det 134| ud for en Tysker og en Englænder tilsammen. Og i denne amerikanske Udfoldelse af Hestekræfter saae han endda kun Udviklingens foreløbige Rekord.

Sønnerne havde arvet baade deres Fars Arbejdsiver og hans retlinjede Ærgerrighed. Fra de om Morgenen begyndte Dagen med Aandedrætsøvelser, kolde Fodbade og det hele Nathalie-koldingske System, til de om Aftenen kom hjem fra et Sprogkursus havde de uafbrudt deres Fremtid for Øje. De hørte til disse indesluttede og pligtopfyldende unge Mænd, der bestandig lever i Frygt for Medbejlere, hvis urolige Blik er aarvaagent, hvis Mund er sammenbidt, hvis hele Væsen under en elskværdig NForm er en mistænksom Skelen.

Grete var ogsaa et dygtigt lille Menneske, huslig som en Spurv, altid ved Haanden. Familjelivet i Villa »NAlexandrahouse« havde overhovedet været meget lykkeligt, indtil hun paa et Bal havde det Uheld at forelske sig i denne Døgenigt Kjeld Borgen, der ganske vist var af god Familje, men som i Stedet for at passe sine Studeringer bortødslede Tiden med Narrestreger som at spille paa Fløjte og holde Kaniner. Han var et Vildskud af den udbredte jyske Slægt, som Enslev havde kastet Glans over. Men nu havde Gretes Forældre besluttet, at de, i Fald han heller ikke denne Gang fik sin Eksamen, vilde sende 135| hende ud i en Præstegaard paa Landet for paa den Maade at skille dem ad.

Da Grete havde taget Overtøjet af og kom gaaende gennem Dagligstuen, kiggede Moderen efter hende over sine Briller.

»Naa, er du der? Er Kjeld ikke med?«

»Nej, han skulde hjem og læse.«

»Hm – naa! Ja, det er jo imorgen, han skal op.«

»Ja.«

»Tror du nu, han klarer den denne Gang?«

»Det gør han vel nok,« svarede Grete, idet hun gik ind i Spisestuen for at dække Bordet. Og i Tankerne fortsatte hun derinde: »For ellers følger jeg ham ud i den vide Verden. Det gør jeg!«

En halv Time efter ringede han hende op i Telefonen.

»Er det dig?« sagde hun.

»Ja, jeg vil bare sige dig, at jeg nu er kommen hjem. Hvordan har du det?«

»Jo – og du?«

»Jo. Har du oplevet noget?«

»Nej. Har du?«

»Næ.«

»Men nu skal du vel til at læse, Kjeld.«

»Ja, dersom jeg da ikke foretrækker at dumpe ud af Vinduet og brække Halsen paa naturlig Maade.«

136| »Nu skal du være Nskikkelig, Kjeld! Put Hovedet ned i Vandfadet. Det klarer Tankerne.«

»Ja, det Raad har dine Brødre ogsaa givet mig. Naa ja – Farvel, Grete! Jeg vilde bare høre din Stemme. Imorgen ved denne Tid veed vi altsaa Resultatet.«

Paa hans Arbejdsbord laa et opslaaet Kollegiehefte i skraa Stilling med en Bog til Støtte som en Gravsten. Bagved stod den hele alvorlige Række af Danmarks Riges Love og Forordninger i tredive Bind.

Med et af sine jammerfulde Æselsskrig kastede han sig ned i Stolen og strakte Benene fra sig. Og inden han begyndte Læsningen, trak han Bordskuffen ud og tog en Fløjte frem.

I det samme ringede Telefonen igen ude paa Gangen.

»Det er bare mig,« sagde Grete. »Jeg glemte at sige dig, at du naturligvis maa komme herud i Morgen Aften, hvordan det saa gaar. Det lover du mig.«

»Ja, det maa jeg velsagtens.«

»Ja, andet var det ikke. Og nu skal jeg ikke forstyrre dig mere. Farvel, min Ven! ... Og Godnat med det samme! Hav det rigtig godt.«

»Jeg skal prøve paa det. Men sig mig –«

»Hys! Nu kom Far hjem.«

Da Kjeld var vendt tilbage til sin Stue, satte han 137| sig hen i det aabne Vindu med Fløjten og spillede en af sine Yndlingsmelodier. Det var den sørgmodige: »NElskte, hvorfor dugger dine Øjne?« Han boede højt tilvejrs paa en femte Sal og havde hele Byen liggende foran sig i en rødlig Eftermiddagsdis.

Den følgende Dag omtrent paa samme Tid sad han der igen, men uden Fløjte, tavs og mørk fortvivlet. Han havde et Øjeblik virkelig den Tanke at styrte sig ned paa Gaden for at faa en Ende paa det hele og spare Ligbærerne for Trapperne. Han følte sig som det unyttigste Menneske paa Jorden. Aa, havde dog bare hans Forældre sat ham til et Haandværk, da han var femten Aar, saa havde han nu for længe siden Nværet Karl for sin Hat og kunnet gifte sig med Grete og været lykkelig. Men som Politimesterens Søn kunde han ikke være andet bekendt end at blive Student. Det vilde have været en Vanære for hele Familjen, dersom han ikke havde lært, hvad N tenir hed i NPlusquamperfectum, og hvornaar NKambyses døde.

Stakkels Grete! Han havde lige talt med hende i Telefonen. Og nu skulde han ud og stedes for sine Svigerforældres og sine Svogres fire Par staalkolde Øjne. Men lige meget! Han maatte derud for at trøste hende lidt. Han havde jo ogsaa lovet det.

En Timestid efter stod han af Sporvognen og nærmede sig Villaen. Da han saae en Automobil holde 138| udenfor, slog det ham, at der maatte være noget paa Færde. Vognens Styrer rakte sig frem mod Huset og syntes at lytte, og da han kom nærmere, hørte han selv en underlig Jamren, der trængte ud fra Trappegangens aabne Vinduer.

Han blev bange, og Frygten gjorde ham vild. I et Spring var han oppe paa den høje Flisetrappe og stormede Døren. Indenfor stod Grete, der fra Vinduet havde set ham komme. Hun var hvid i Ansigtet og rystede over hele Kroppen.

»Der er sket en stor Ulykke. Pastor Vestrup er død. Men lad os gaa ud i Haven.«

Han havde nær sagt: »Aa, ikke andet!« – De fulgtes ud til Lysthuset og satte sig der.

»Doktoren er lige kommen. Men der er ikke noget at gøre. Det hele varede ikke to Minutter.«

»Herregud! Hvornaar skete det?«

»Det er ikke et Kvarter siden. Han var lige kommen hjem fra Byen. Den lille Lise kom styrtende herned og spurgte, om vi ikke havde nogen NHofmannsdraaber, for hendes Far var pludselig bleven syg. Jeg løb selv op med Flasken, men da var han allerede død. Han sad i Stolen med Hovedet paa Brystet som en Fugl.«

»Det var jo trist.«

»Ja, det gør mig saa ondt for Familjen. De er helt utrøstelige. Konen er jo underlig; men Børnene 139| er saa rørende søde. Gud maa vide, hvordan det nu skal gaa dem. Du veed nok, at han var afsat fra sit Embede for noget slemt. Det er ikke til at forstaa. For han var saa god. Og de sang Salmer deroppe baade Morgen og Aften. Jeg kom i Grunden til at holde saa meget af ham.«

»Saa har det rigtig været en NTyge Brahesdag,« begyndte Kjeld for nu at komme ind paa sine egne Affærer.

Grete lagde Hænderne over Ansigtet.

»Jeg er saa fortumlet. Jeg maa samle mig lidt. Men saadan er det altid. Naar der sker noget, kommer det altsammen paa en Gang. Der var saa meget, jeg skulde sige dig, men nu maa det vente. BareA det, Kjeld,« sagde hun og tog hans Haand. »Du skal ikke gaa ind. Far er ikke kommen hjem endnu; men Mor har været som en kogende Gryde, siden jeg fortalte hende, at du ikke havde bestaaet. Hun veed, at du er her, men det gør ingenting. – Og saa en anden Ting med det samme. Jeg er nu fast bestemt paa at tage hjemmefra. Da jeg saae den døde Mand deroppe og al den Jammer, skammede jeg mig saadan over, at jeg havde gaaet her og grædt, fordi du ikke havde faaet den tossede Eksamen. Hvad er det dog for noget Pjank at tage sig den Slags Ting nær, naar Livet har saa store Sorger. Men nu skal det ogsaa have en Ende. Vil 140| Far og Mor ikke forstaa os, vil jeg bort. Saa maa det briste eller bære.«

»Er det dit Alvor?«

»Ja. Og jeg tror desuden, at de har et eller andet for med mig. Jeg veed ikke, hvad det er; men Mors Øjne er efter mig allevegne. Jeg er sikker paa, at hun staar derinde og ser paa os.«

»Men hvad tænker du da paa at gøre?«

Hun lagde sin Haand over hans Mund.

»Det skal vi ikke tale om idag. Og nu skal du gaa, Kjeld! Jeg ringer dig op iaften.« – –

Den næste Dag stod Dødsfaldet omtalt i de fleste af Byens Blade. Det var dog kun en kort Notits. Heller ikke Mads Vestrups eget Blad ofrede hans Eftermæle mere end det nødtørftigste. »Femte Juni« bragte Meddelelsen under Overskriften »Domsbasunen død«, som om det drejede sig om en af Gadens komiske Originaler. Mange af dem, der for blot et halvt Aar siden havde ladet sig klemme halvt ihjel paa »Elysiums« smalle Trappe for at faa ham at høre, maatte nu huske sig om, før det gik op for dem, hvem han havde været.

Dertil kom, at Bladene samme Dag kunde melde om et andet Dødsfald, der var et ganske anderledes godt Nyhedsstof. Det var NGrosserer Søholm, der havde endt sine Dage og nu paa sine NMillioners seks tunge Nuller kørtes i Triumf ind i Folkets Pantheon. 141| »Hverdagen« kunde tilmed meddele, at han paa Dødslejet havde tilkaldt Pastor Stensballe og skænket Kirkefondet hundrede tusinde Kroner.

Hans Begravelse nogle Dage efter i NFrue Kirke samlede da ogsaa det meste af, hvad Byen ejede af Ntrekantede Hatte, Nguldgallonerede Bukser, Epauletter og Præstekraver, foruden naturligvis alle Børsens blanke NCylindre. Det var en af de store Begrædelser for blændede Vinduer, med Lys i alle Kronerne, Nfloromvundne Kandelabre, NDraperier paa Væggene og to NSørgemarskaller foran Kisten. Bagved denne stod Pastor Stensballe, der skulde holde Talen. NOperaens populære Tenor var engageret til at synge et Farvel, og et Damekor havde indstuderet som et Koncertnumer »NEja! Eja! Kristus er opstanden!«

Mellem den Række ornatklædte Præster, der sad i Koret, var ogsaa Johannes Gaardbo, som skulde forrette Jordpaakastelsen. Han følte sig højst ilde tilmode her. Det var første Gang, han var tilstede ved en saadan teatermæssigt iscenesat Dødsfest, og han var glad ved, at han ikke skulde tale.

Under Pastor Stensballes Sørgetale, der priste den Afdøde som et Forbillede for den unge Slægt ved Foreningen af mægtig Handlekraft og kristelig Ydmyghed, kunde han næsten ikke sidde stille. Mod sin Vilje maatte han tænke paa Mads Vestrup, der engang i en Tale med en af sine lidenskabelige 142| Overdrivelser havde kaldt den officielle Kirke for Forgaarden til Helvede, hvor der endnu ofredes til de hedenske Afguder. Men var ikke dette virkelig en NDyrkelse af Mammon i Herrens eget Hus, i selve Landets Hovedkirke?

»Eja! Eja!« jublede Kvindekoret oppe paa Pulpituret, da Pastor Stensballe havde sluttet. Det skurrede i hans Øre som et Raab af vindrukne Bakkantinder.

Dagen efter blev Mads Vestrup i al Stilhed begravet fra et afsides liggende Kirkegaardskapel, hvor hans lille Vennekres fra Rullekælderen for sidste Gang samledes, ialt et halvt hundrede Mennesker. Talen blev holdt af en yngre Præst, der øjensynlig mente at vise den Afdøde Skaansomhed ved at fatte sig i størst mulig Korthed.

I Baggrunden af Kapellet stod Johannes Gaardbo. Der var kun faa, der kendte ham, og han var heller ikke i Ornat. Han var ikke kommen for at tale. Han vilde ogsaa helst være uset her, fordi han vidste, at det vilde vække Misstemning, maaske Forargelse hos mange i Menigheden, dersom det rygtedes, at han havde været tilstede. Men hans Samvittighed havde ikke ladet ham i Ro, før han kom herhen. Der havde paany, og stærkere end før, rørt sig en Følelse af Skyld hos ham ved Tanken om denne 143| Nfaldne Embedsbroder, som sikkert nu havde fundet Tilgivelse og faaet Oprejsning i NAlkærlighedens store Favn.

Det hele Ubehag ved Gaarsdagens kirkelige Teaterforestilling sad ham endnu i Sindet og gjorde ham skamfuld under denne ydmyge Højtidelighed.

Gamle og unge Mænd af Mads Vestrups Troesfæller skiftedes til at bære ham den lange Vej fra Kapellet til Graven. Var Kisten kun fattigt pyntet, saa var der til Gengæld noget rørende højtidsfuldt over den varsomme Maade, hvorpaa disse Mænd løftede den op, naar de for Afløsningens Skyld havde maattet standse et Øjeblik undervejs. Det mærkedes, at det var noget kært og helligt, som de her viste den sidste Ære.

Bagved Kisten gik Fru Stine omgivet af sine Børn. Den lille, Nværkbrudne Kone var nu saa skæv, at hun bevægede sig ved Hjælp af to Stokke og slingrede med Overkroppen som et Skib i Søgang.

Salmesangen omkring Graven var kun svag, fordi de fleste var ældre Folk. Højt over alle hørtes Susse Frederiksen. Hun stod tæt ved Graven i sin NSoldateruniform og ledsagede Sangen med Greb i en Guitar. Det var Mads Vestrups Yndlingssalme, den, han i sin Tid selv havde lært hende, og som han daglig lod synge ved sin Husandagt: