Efter den første Sommervarme flyttede det velhavende københavnske Borgerskab paa Landet. Byen udfoldede sig i Solen som en blomstrende Slyngplante, skød Ranker ud langs med alle Jernbanelinjer og spredte sit Liv og sine Farver over det meste af Sjælland.

Let paaklædte som Dryader svævede Strøgets unge Damer paa Cycle gennem Skovene fulgt af deres Kavalerer. Eller de fortsatte Vintersæsonens Flirt paa Badestranden i Svømmedragt og NVoksdugshætte under moralsk Beskyttelse af et eller andet »System«. NOrtodokse Soldyrkere og Havtilbedere lejrede sig paa Sandet i paradisisk Nøgenhed, og paa en Landtunge ved Issefjorden havde Nde sidste Dages Hellige, de saakaldte »Kravlere«, slaaet sig ned. Det var Tilhængere af en nylig opstaaet, udenlandsk Profet, der forkyndte, at al Menneskelivets Sorg og NElende var foraarsaget af den oprejste Gang. For at vinde Paradiset tilbage maatte Mennesket som sine ældste Forfædre bevæge sig paa fire, i hvert Fald nogle Timer om Dagen. De indre Organer fik i denne Stilling deres naturlige Leje, Blodomløbet frigjordes, 145| og Resultatet var et ukendt Velvære, Fred paa Jorden og evig Lyksalighed. Da det ganske særlig var overfede, af deres Kroppe i det hele besværede Personer, som droges til den nye Lære, var det et ejendommeligt Syn, naar Menigheden paa bestemte Tider af Dagen kravlede over Terrænet i deres brune Sækkedragter som et Optog af Kæmpetudser.

Ogsaa Karsten og Jytte flyttede paa Landet i Slutningen af Juni. Kort forinden var Afgørelsen i den store Kappestrid om Enslev-Billedet falden, efter at der i flere Uger havde staaet et mægtigt Postyr i Pressen med Erklæringer og Mod-Erklæringer.

Det var som sædvanlig Karl May, der havde sat Ild paa.

Han havde haft det overraskende Paafund at hente sit Motiv fra Enslevs Drengeaar, at fremstille den store politiske Fører som en fjortenaars Landsbyknøs, der i sin fattige NKonfirmationsdragt var paa Vandring fra Hjemmet ud mod den Verden, hvis Erobrer han skulde blive. Figuren var anbragt siddende paa en Grøftekant ved en ensom Hedevej, med Stokken og en Klædebylt ved Siden af sig. Med lovlig drastisk Virkning var den Nvanføre Fod stukket ud i Billedets Forgrund, og der var overhovedet ikke saa lidt uredeligt og frækt i Udførelsen. Men selve Udtrykket i den svagelige Drengs gulblege Ansigt med den brede Fugleunge-Mund, Blikkets bræn146|dende Uro, hvori den flyvende Stormhimmel og Landskabets dystre Øde syntes genspejlet, var genialt grebet og forstaaet.

Karl May kunde imidlertid slet ikke komme i Betragtning paa Grund af sin Virksomhed i Præstebladet. Til Trods for, at ingen tog ham alvorlig som kirkelig Hedspore, havde Dommerkomiteen, som var et Timandsraad af Enslevs politiske Venner, paa Forhaand strøget ham af Listen. Og det hjalp ikke, at flere kunstforstandigeA Mænd med Autoritet havde støttet ham ved offenlige Udtalelser.

I Komiteens afsluttende Møde stod Valget mellem Karsten Froms Folketings-Interiør med det virtuosmæssigt behandlede Rum og de mange flot Nhensatte Portrætter af kendte Politikere og saa en ældre, anerkendt Kunstners dygtige, monumentalt opfattede Billede af Enslev som NMinisterpræsident. I Rigsdagskrese interesserede man sig stærkt for Karstens Billede paa Grund af det Idealitetens Skær, han med sædvanlig Fiffighed havde lagt over de portrætterede Herrers Træk. Om det saa var Gjærups Snigmorderansigt, havde det faaet et engleligt Blik bag Brillerne. Fra »Femte Juni«s Side var Stemningen ligeledes bleven kraftig bearbejdet til Gunst for ham. Tykke Møller havde gjort sin Pligt, – ja han, som ellers med NImpotensens Søvnighed fimsede sine smaa Giftigheder af sig, havde ved denne Lejlighed med vir147|kelig Lidenskab Ntilsmurt Karl May som Hævn for, at denne i Efteraaret, da Jørgen Berg kom paa Nerveklinikken, snappede Fru Maja væk lige for Næsen af ham.

Udfaldet af den endelige Afstemning blev et afgjort Flertal for Karstens Billede, og straks strømmede der Lykønskninger og Blomster ind til ham endogsaa fra Folk, der i Smug havde modarbejdet ham.

Jytte fik i disse Dage sin Menneskekundskab forøget paa en Maade, der var nær ved at faa hende til at ønske, at en anden havde sejret. Dette Kor af Gratulanter, denne servile Beundring for Heldet, og Venne-Misundelsen, hvis Udtryk var en overdreven Anerkendelse, gjorde hende skamfuld. Folk af hendes Bekendtskab, der siden hendes Giftermaal knap havde villet hilse hende, skraaede over Gaden for at overøse hende med Komplimenter.

Men næsten allermest forbavsedes hun over Karsten selv, hvem al denne Virak steg til Hovedet, skønt ingen bedre end han vidste, ved hvilke Midler Stikket var taget hjem. For Fredens Skyld fulgte hun ham fra Selskab til Selskab, hvor hun med gode Miner hørte ham blive fejret, og hun havde ogsaa selv været elskværdig Værtinde for Bjerreby, tykke Møller og andre af hans Medsammensvorne.

Men nu udholdt hun heller ikke længer Synet af Mennesker. Allerhelst var hun flygtet til en eller 148| anden skjult Krog for der at vente paa den store Begivenhed, der forestod; men paa Grund af Karstens Arbejde og tillige af Hensyn til hendes Mor, der stadig skrantede, maatte de blive i Nærheden af København.

De havde lejet Stuehuset i et lille Bondested, der laa paa aaben Mark nord for NFuresøen, ikke længere fra StationenA, end at de let kunde komme til Byen. Der var kun tre Stuer, lavloftede og mørke; men der hørte en god Have til Huset med en høj Hæk ud mod Landevejen.

Deres Værtsfolk var et ældre Ægtepar, der tidligere havde ejet en Gaard. De levede nu af et lille »Hønsemejeri« foruden af deres Sommerlejere. Manden sad den meste Tid af Dagen paa NSkurebænken udenfor Køkkendøren og pattede paa en Pibe.

Denne Mand blev hurtig Jyttes Skræk. Saasnart hun satte sig ud i Haven, kom han slentrende paa sine Kludetøfler for at begynde en Samtale. Med grundende Mine kiggede han op til Skyerne for at blive raadspurgt om Vejret og Høstudsigterne. Han var vant til, at hans Sommergæster henvendte sig til ham om den Slags Oplysninger og ærede ham som et Natur-Orakel. Ogsaa hans Kone, en lille Fedtklump med rindende Øjne, gjorde Fordring paa at blive respekteret som En, der sad inde med en 149| mystisk Landbo-Viden, som det nok var værd for en Københavner at lade sig belære af.

Jyttes Ligegyldighed krænkede dem, og de blev for hver Dag mere ondskabsfulde.

Deres Chikanerier gik tilsidst saa vidt, at hun maatte tale til Karsten om det. Men da hans Trusler og Eder blot forværrede Forholdet, søgte hun at tage sine huslige Genvordigheder fra den latterlige Side. Og virkelig kunde hun undertiden næsten more sig over den Opfindsomhed, hvormed de to Gamle i deres stumme Arrigskab stadig sammenbryggede nye Bryderier og Plager til hende.

En god Del af sin Pirrelighed tilskrev hun iøvrigt sin Tilstand, som uafbrudt beskæftigede hende i hendes Ensomhed. Og ofte tænkte hun paa, hvad det dog var for en afsindig Verdensorden, der gjorde Kvinderne saa værgeløse overfor Indtryk netop paa et Tidspunkt, da deres Sind burde være beskyttet mod Stemningernes Stormkast og hvile uforstyrrelig i rolig Forventning. Kunde man undre sig over, at Menneskene fødtes til Ulykke, naar Svangerskabet prisgav Mødrene til Nallehaande sygelige Følelser og abnorme Lyster, der fyldte Sjælen med Kvalme? ...

Regelmæssigt hver anden Eftermiddag tog hun til Byen for at se til sin Mor, som trods sin Svaghed ikke vilde paa Landet denne Sommer, fordi hun ikke mere kunde komme til Storeholt. Bagefter gik 150| hun gerne hen til sin Mand i Atelieret, hvorfra de saa fulgtes hjem.

En Dag overraskedes hun af et langt Brev fra Meta, som paa sin grundige Maade fortalte om sit nye Hjem, sin Mand og sine Børn.

Jytte brød Brevet med Ligegyldighed og læste det i Begyndelsen temmelig flygtigt, skønt hun var forberedt paa, at der ogsaa stod en Del deri om Dihmer. Det var ikke længer Fortiden, der optog hendes Tanker. Det var de kommende Dage, hun nu udelukkende levede i. Det var Fremtiden, der bølgede for hendes indre Syn som et Landskab i uroligt skiftende Belysning.

»Vor Godsejer ser vi ikke saa sjelden, skønt han ikke mere bor her paa Gaarden men er flyttet op i Skoven, fordi der er Haandværkere næsten allevegne. Han lever for sig selv deroppe med en gammel Plejerske, en Kokkepige og Kusken. Han kommer dog næsten daglig kørende herned for at tilse Arbejdet, og i Almindelighed kigger han saa ogsaa ind til os, naar vi mindst venter ham. Han er lidt nysgerrig, tror jeg. Men han holder meget af Børn. Han kan sidde en hel Time ude i Haven og se paa, at Børnene leger. Ellers er han jo unægtelig en sær Mand, saadan som du ogsaa havde forberedt os paa. Det er en fiks Ide hos ham, at han ikke vil gøre noget for at blive rask. Han siger, at der er sunde 151| Folk nok i Verden. Min Mand mener, at det stammer fra hans Sygdom; men jeg tror nu, at han har haft en eller anden stor Sorg, som han ikke kan komme over. En Dag sad vi i Haven, og Povl fortalte om en Forpagterfamilje her i Nærheden, der i en Uge havde mistet tre Børn. Tænk dig! Dihmer sad og tegnede Krese i Gruset med sin Stok. Saa sagde han paa en Gang underlig haardt, at det naturligvis gjorde ham ondt for de Folk, men der var ikke den Sorg, man ikke kunde løfte sig op over. Jeg tror, det er det, han selv vil gøre men ikke kan. Underligt nok mærker man alligevel sjelden noget paa ham. Han er i Almindelighed rolig og elskværdig og kan godt lide, at Folk morer sig. Jeg tror, han trænger til at se glade Ansigter omkring sig. Forleden havde han indbudt alle Godsets Beboere til en stor Sommerfest ude paa Engene. Der var et Par hundrede Mennesker, og der blev danset lystigt længe efter, at Solen var staaet op. Festen skal nok have vakt Forargelse, fordi der paa samme Tid var politisk Arbejdermøde et andet Sted paa Egnen. Et Par af Randersbladene skal have skrevet mod Dihmer og min Mand, og Præsten i Favsing, der er Socialist, har raset mod Festen fra Prækestolen og kaldt den et hedensk Orgie. Det er nu en slem Overdrivelse, selv om maaske nok Madam Hansen (Jordemoderen her) vil faa lidt travlt i April.

152|Jeg skriver om alt dette, fordi jeg jo veed, at du kender Dihmer fra tidligere Tid. Han har ogsaa flere Gange talt om dig og din Mor, og jeg har maattet fortælle ham om, hvordan du har indrettet dit Hjem. Han er, som sagt, lidt nysgerrig. – –«

Straks da Jytte havde læst Brevet til Ende, puttede hun det ned paa Bunden af sin Sykurv. Hun vilde ikke have, at Karsten skulde læse det. Og hun brød sig heller ikke selv om at mindes det. Dette Forhold til Dihmer maatte nu have en Ende. Det havde gjort Ulykker nok. Og han var jo nu tilfreds, havde Venner om sig og gjorde Fester.

I de samme Dage fik hun Brev fra sin Fætter NJægermesteren, der paa sin Brors Bekostning var interneret i et landligt Pensionat hos to Frøkner Wamberg. Hans Ægteskab var opløst, han selv erklæret umyndig; men nu meddelte han hende paa fire skønskrevne Sider den overraskende Nyhed, at han endelig havde fundet Lykken, idet han havde forlovet sig med den yngste af sine Pensionatsværtinder.

»Mariane Wamberg er 34 Aar, befinder sig med andre Ord i den for Kvinder allerskønneste Alder. Hun er intet mindre end en Engel. Ved Flid og Sparsommelighed har hun og hendes Søster arbejdet sig op helt nedefra, og jeg tror, at det med god Samvittighed kan siges, at »Sofielyst« er det mest vel153|rekommanderede Pensionat i denne Del af Landet. Selv arbejder jeg med i Haven eller hvad der ellers Nfalder for. Hvor er det herligt! Dersom du og din Mand engang kommer paa disse Kanter, maa I endelig kigge indenfor. I vil træffe to Turtelduer, der har lært af Livet og forstaaet, at et godt Helbred, Nævearbejde og Kærlighed – det er det eneste, der kan gøre Mennesker lykkelige. Alt andet er NVind og Vand, Forfængelighed og Tossestreger.«

Da Karsten havde læst Brevet, slog han en Latter op og foreslog, at de personlig skulde bringe de nyforlovede deres Lykønskning. Saa fik de med det samme Lejlighed til at gøre en Udflugt.

Skønt Jytte ikke holdt af hans Munterhed, gik hun ind paa Forslaget. Hun var virkelig bleven lidt interesseret. En Dag, da Vejret var godt, tog de afsted. De kørte med NBanen til Holbæk og derfra videre ud i Landet i en gammeldags Kalesjevogn med et Par magre Hestespøgelser til Forspand.

Under Køreturen, der gik gennem et højt og bakket Landskab, var Jytte tavs. Den frie Udsigt til Fjorden, Lærkesangen over Markerne, og Landsbyerne med de mange smaa rødkindede Børn gjorde hende alvorlig. Uvilkaarlig havde hun taget Karstens Haand. Hun kunde i denne Tid ikke lade være med at tænke paa, naar hun saae noget 154| smukt, at det maaske var den sidste Sommer, hun oplevede.

Allerede i længere Tid havde hun med Uro og Spænding ventet paa sit Barns første Livstegn, og nu forleden Formiddag studsede hun ved en ejendommelig lille blød Fornemmelse i den venstre Side. Fra det Øjeblik, det gik op for hende, at det var Fostret, der rørte sig i sin Evighedssøvn, var hendes Forhold til det blevet et andet. Hvad der hidtil mere havde sat hendes Tanker end hendes Følelser i Bevægelse, var først nu i al sin Ufattelighed blevet til rigtig Virkelighed for hende. Hun havde et Barn! Dybt i hendes Skød sov et uskyldigt lille Væsen, som nu vaagnede til Liv og allerede kaldte paa hendes Ømhed ...

Efter knap en Times Kørsel drejede de bort fra Hovedvejen. Kusken pegede med Pisken paa et rødt Hus noget borte og forklarede, at det var Pensionatet »Sofielyst«. De saae en lille villaagtig Bygning med takkede Gavle, en Dobbelttrappe midt paa Façaden og et Ur over Indgangsdøren. Foran laa en cirkelrund Græsplæne med Flagstang, og paa begge Sider var der en lav, spaantækket Udlænge med et lille Trætaarn midt paa Tagryggen. Det hele lignede et Slotsanlæg for NLilleputter.

En Mand med opsmøgede Skjorteærmer og en stor Lap paa Buksebagen stod udenfor Indkørslen og 155| savede Brænde. De vilde næsten ikke tro deres Øjne, da de saae, at det var Jægermesteren.

Ved Lyden af Vognen vendte han sig om, og da han genkendte dem, slap han Saven med et Brøl af Glæde.

»Næh! Er det Jer, Børnlille!« raabte han, idet hans Nukonfirmerede Stemme straks slog over i Diskanten. »Det var virkelig pænt af Jer! Kom dog ned! Kom dog ned! Nu skal jeg kalde paa Mariane. Gud, hvor ser du godt ud, Jytte! Kom i mine Arme, Kusine!«

Uden mindste Forlegenhed hverken paa Grund af sin Paaklædning, sit ubarberede Ansigt eller sin hele reducerede Tilværelse hjalp han dem ned afA Vognen og førte dem ind.

For at komme til hans Værelse maatte de gennem Køkkengangen, der var mørk som en Kælder.

»Fald ikke over Gulvspanden, Jytte,« varskoede han. »Nu er vi der straks.«

Inde i sin Stue gjorde han dog udtrykkeligt opmærksom paa, at alle Møblerne var hans egne. Der var foruden Sengen et lille NVaskebord, et Klædeskab, et Par Stole og et Klapbord. Saa meget havde han tilbage af Storeholts Rigdomme.

»Men kom nu her og se min Udsigt,« sagde han efter at have taget en gammel graa Frakke paa, hvis lange Skøder dækkede over den lappede Buksebag. 156| »Er her ikke herligt? Det Syn nedover Bakken der til Skoven – jeg solgte det ikke for en Million. Naar jeg sidder her ved Vinduet om Eftermiddagen og ryger en Pibe, føler jeg mig efter Omstændighederne fuldkommen tilfreds. Jeg beklager mig hellerikke. Naturligvis er det ikke netop morsomt for en Mand med min Fortid at blive erklæret for uhelbredelig blødhjernet. I har vel set det? Det har staaet i alle Bladene. Med fuldt Navn og Titel og det hele. Men hvad skulde jeg gøre? Jeg havde jo lavet Skandale. Der forelaa jo desuden en Lægeerklæring. Og som det hedder hos de Gamle: NMod Videnskaben kæmper selv Guderne forgæves! – Men hvor bliver Mariane af!«

Han gik til Døren og raabte ud til Køkkenet:

»Misse dog! Hvor bliver du af? Vi tørster efter at skue dit Aasyn!«

Saasnart han vendte Ryggen til, havde Karsten og Jytte tilkastet hinanden et Blik. Men da Karsten skar en komisk Grimace, rynkede Jytte Brynene.

En lille brunlokket Dame med kønne og livlige Øjne viste sig i Døren. Hun blev en Tid staaende derhenne, mens hun med smilende Forlegenhed strøg sig nedover Forklædet. Endelig dristede hun sig til at gaa ind. Jægermesteren forestillede, og med et morsomt lille Buk modtog hun Jyttes og Karstens Lykønskninger.

157| Et Par Minutter senere trak hun sig allerede tilbage med et nyt lille Buk, efter at hun havde indbudt Nde Fremmede til en Kop Kaffe i Haven sammen med Pensionærerne.

»Naa?« udbrød Jægermesteren. »Hvad siger I saa? Er hun ikke sød? Vilhelmine er det naturligvis ikke; men jeg har Nsaavist ingen Grund til at fortryde Byttet. Vi er allerede som en lille Familje og arbejder Nudmærket sammen. Min Svigerinde tager sig mest af den Nindre Husførelse, og Mariane har Køkkenet under sig. For Øjeblikket har vi fjorten Pensionærer, og de roser allesammen hendes Smag og siger, at man ingen Steder faar saa vel tillavet Mad i Forhold til Prisen. – Men Vilhelmine er det naturligvis ikke.«

De sidste Ord faldt ham lidt modløst ud af Munden, idet han et Øjeblik blev borte i sine skjulte Tanker. Derpaa aabnede han Døren for at ledsage sine Gæster ud i Haven, men pludselig lukkede han den til igen og sagde med sænket Stemme:

»I har vel nok set, at det alligevel blev Vilhelmine, der kom til at præsidere ved Vifteudstillingens Aabning og ogsaa var den, der tog mod NDronningen. Men jeg tænkte det nok. Hvad den Dame vil, det sætter hun igennem enten paa den ene eller den anden Maade. Og I kan tro, hun har taget sig storartet ud. Det stod der ogsaa i Bladene. Et kanel158|brunt NCrépon-Kostyme fra Wundt & Svendsen. Og nu er min forhenværende Svigerfar død og har testamenteret NMissionen Nhundrede Tusinde. Jeg siger velbekomme!«

Han aabnede atter Døren, og idet han bad Jytte gaa foran, brystede han sig med den samme Grandseignør-Mine, hvormed han i tidligere Tid førte sine Gæster ind til Storeholts Herligheder.

Ude i Haven sad Pensionærerne allerede bænkede om Kaffebordet og ventede. Henover den ene Bordende ludede Selskabets Alderspræsident, en forhenværende Provinskøbmand, der ligesom Jægermesteren – og af lignende Aarsager som han – hørte til »Sofielyst«sA faste Pensionærer, mens de øvrige fortrinsvis var yngre Mennesker, der tilbragte deres Ferie der.

Karstens bekendte Kunstnernavn, der netop var fløjet Landet over i Anledning af Enslev-Konkurrencen, vakte Spænding. Ogsaa Jytte interesserede, efter at man havde faaet at vide, at hun var en Datter af Minister Abildgaard.

Den ældre Frøken Wamberg modtog Gæsterne med megen Anstand og foretog Præsentationen. Hun var en i alle Ender svulmende Dame, der mindede om sin Søster som et Hvidkaalshoved om en Rose.

I Begyndelsen var der Tavshed, nysgerrig Udspejden og provinsiel Forlegenhed. Indtil en bredrygget 159| københavnsk Kommunelærerinde, der var vant til at være Underholdningens humoristiske Midtpunkt og derfor følte sig krænket af al denne respektfulde Højtidelighed, tog Cigaren af Munden og sagde:

»Aa, Hr. Johansen! Vær saa skeløjet og la’ Sukkeret rykke denne Vej!«

Latteren skyllede henover Bordet. Det var, som om den bare havde ventet paa Signalet, og de Fremmede var snart glemt.

Som det er Tilfældet i de fleste Sommerpensionater, havde Feriestemningen hos de unge slaaet sig løs i forskellige lystige Paafund. Blandt andet havde man faaet det Indfald at bytte Navne, og for at forhøje Morskaben havde man givet Damerne Herrernes Navne og omvendt. Den »Hr. Johansen«, som den humoristiske Kommunelærerinde havde henvendt sig til, var i Virkeligheden en ung, blond Dame, ikke det mindste skeløjet, men tværtimod af stor Skønhed.

Jytte blev ganske ør af dette NFrimureri. Den hele overgivne Sorgløshed stod i en saa skærende Modsætning til hendes egen Sindsstemning, at den fortumlede hende. Hun bøjede sig ind mod Karsten og hviskede:

»Vi maa se at komme bort.«

I det samme lød et Raab fra den nederste Bordende, hvor særlig de yngste havde Plads.

»Et NFrierbrev! ... Et Frierbrev!«

160| Et Blomsterdun var kommen sejlende gennem Luften ind over Bordet, og dette Skæbnens Sendebud, som det galdt om at holde sig fra Livet, dersom man ikke vilde mistænkes for at være hemmelig forlovet, fik dem alle til at springe op og puste af alle Kræfter.

Det var let at se, at alle Herrerne med Forkærlighed søgte at blæse Dunet over paa den unge, blonde Dame, der kaldtes Hr. Johansen, men hvis virkelige Navn var Frøken Sølling. Hun værgede sig tappert, blev helt Nkokliko i Hovedet af Anstrengelse, mens hun langsomt retirerede bort fra Bordet med hele Sværmen efter sig. Tilsidst flygtede hun ud over Græsplænen, hvor de Sammensvorne fortsatte Forfølgelsen.

Den fallerede Provinskøbmand og Jægermesteren, der sad med sin Mariane omkring Livet, morede sig, saa deres Skuldre hoppede. Ogsaa Karsten var en interesseret Tilskuer. Han havde øjeblikkelig lagt Mærke til Frøken Sølling mellem de øvrige Damer, og idet han nu med Øjnene fulgte hendes slanke Skikkelse i Slagtummelen, blev han mistænkelig lang i Ryggen og mistede Farven.

Jytte, der af Høflighed ogsaa fulgte Dysten, mærkede af den Grund ikke noget. Men da de unge var faldet til Ro, efter at Dunet pludselig var blevet borte for dem, hviskede hun igen:

161| »Nu maa vi afsted, Karsten!«

Et Kvarterstid efter befandt de sig paa Hjemvejen.

Ligesom paa Udturen sad Jytte i sine egne Tanker, mens Karsten nervøst røg den ene Cigaret efter den anden og lod Munden løbe. Forinden Bortkørslen, mens de to Søstre Wamberg viste Jytte rundt i Hus og Have, havde han vekslet et Par Ord med den smukke Frøken Sølling og derved forskaffet sig den Oplysning, at hun boede i København, hvor hun var Gymnastiklærerinde i et af de store NPigeinstituter.

»Din Fætter behøver vi da ikke at nære Bekymringer for« – sagde han, da de havde kørt et Stykke Vej. »Det var jo virkelig en Idiot-Idyl ... Han svedte formelig af Velvære.«

»Ja, han er en lykkelig Natur,« svarede Jytte; men hun tænkte paa Meta og hendes Brev, der stadig spøgede hende i Hovedet. Hun saae hende atter sidde derovre i Haven og tale roligt og fornuftigt med Dihmer. Og aldrig havde hun som i dette Øjeblik følt, hvor fremmede de begge var bleven hende. Hun ejede ikke Metas lykkelige Enfoldighed, ikke hans overjordiske NMandssind. »NDerfra disse Taarer.«