162| Da Jytte nogle Dage efter saae ind til sin Mor, fandt hun hende igen i Sengen. Hun saae daarlig ud, og hendes hele Tilstand gjorde hende ængstelig. Armene laa saa afmægtigt henstrakte paa Tæppet, og hun viste en underlig sløv Ligegyldighed for alt, hvad Jytte fandt paa at fortælle for at oplive hende. Derimod gav hun sig pludselig uden Anledning til at tale om hendes Far og Brødre.

»Hvor tror du, de nu færdes?« spurgte hun.

Inde i NKabinettet, hvor Moderen ikke kunde høre hende, ringede Jytte bagefter Asmus Hagen op.

Asmus vidste godt, at hans Tante havde Kræft, og at Tilstanden var haabløs; men som de fleste Læger betragtede han sine Patienter og deres Paarørende som umyndige Børn, der skulde holdes hen med Snak, naar de gjorde alvorlige Spørgsmaal. Da Jytte sagde til ham, at han virkelig maatte gøre noget for at faa Moderen rask, forsikrede han, at der ikke var nogen Grund til Ængstelse.

Men Jytte var bleven opskræmt, og den næste Dag tog hun til Byen allerede om Formiddagen for at høre, hvordan Natten var gaaet.

Til hendes Overraskelse blev hun modtaget af NPigen med den Besked, at hun i Øjeblikket vist ikke kunde gaa ind til Moderen, da Præsten var derinde.

»Præsten?«

163| »Ja, han kommer her i denne Tid hver Formiddag. Og Fruen har sagt, at hun ikke vil forstyrres, saa længe Præsten er her.«

»Ja ja, saa kommer jeg igen om lidt. Jeg har ogsaa et Par Ærinder at besørge,« sagde Jytte og vilde til at gaa, da pludselig en ond Anelse slog ned i hende.

»Hvad er det for en Præst?« spurgte hun. »Veed De, hvad han hedder?«

»Ja, det er Pastor Gaardbo.«

»Hvor længe plejer han at være her?«

»Det er saa forskelligt.«

»Er det længe siden han kom?«

»En halv Timestid.«

»Saa vil jeg hellere vente,« sagde Jytte og gik ind.

Af den Mand vilde hun ikke lade sig fordrive! Maaske havde han ovenikøbet hørt hende; og han skulde dog ikke gerne tro, at hun undgik ham af nogen Art Frygt.

Hun satte sig ind i Dagligstuen og tog en Avis. Døren til Moderens Soveværelse var lukket; men hun kunde tydeligt høre ham tale derinde.

Engang i Foraaret, kort efter sin Hjemkomst fra Bryllupsrejsen, havde hun igen truffet ham i Bredgade-Sporvognen; og ligesom sidst havde han siddet og stirret mørkt paa hende fra den anden Ende af Vognen uden at hilse. Det var hende nu en Til164|fredsstillelse at tænke paa, at Situationen denne Gang vilde tvinge ham til i det mindste at være høflig.

Meta havde en Dag forinden sin Bortrejse fortalt hende, hvad hun og hendes Mand havde oplevet med ham den sidste Tid i Jerve. Den Formodning, hun selv havde haft om den sande Aarsag til hans Kærestes Død, havde hun ved samme Lejlighed faaet bekræftet. Og det var denne Mand, der nu havde gjort sig til Herre her i Huset! Som kastede en ond Skygge over dets Fortid, selv over hendes Fars Minde!

Men hun havde ingen Ret til at gøre Moderen Bebrejdelser. Saa ufatteligt det var, saa havde hun dog selv engang i en nedtrykt Stemning været nær ved at lade sig forvirre af denne Nstoltserende Landsby-Apostel.

Efter en kort Ventetid gik Døren til Sovekammeret op, og Johannes Gaardbo traadte stille ind.

Der fløj en let Rødme op i hans Kinder, da han saae hende. Men han syntes iøvrigt ikke særlig overrasket. Han havde Naabenbart været forberedt paa, at de engang vilde mødes her.

Han standsede og hilste. Nærmede sig derpaa et Par Skridt og sagde:

»Jeg synes, Deres Mor idag har det bedre. Med Guds Hjælp vil hun nok snart komme paa Fode igen.«

165| Jytte svarede blot med en Hovedbøjning. Hvorefter han atter bukkede og gik bort.

Jytte sad tilbage med en usikker Fornemmelse. Hans Væsen havde afvæbnet hende. Hvad var Hensigten med denne forandrede Holdning? Det havde jo næsten set ud, som om han havde ventet en Indbydelse til at tage Plads. Hvad pønsede han paa? Var det ikke Gengældelse nok, at han havde taget hendes Mor fra hende? Trods hans Mine troede hun ikke paa hans Tilgivelse. Den Mand kunde Nsikkert ikke glemme. Han vilde ikke hvile, før han paa en eller anden Maade havde ydmyget hende.

Da hun kom ind i Sovekammeret, laa Moderen med Haanden under Hagen, som om hun sov. Først da Jytte næsten havde naaet Sengen, slog hun Øjnene op.

»Er det dig?« sagde hun svagt og saae paa hende som fra det fjerne.

Jytte satte sig paa Sengekanten; men hun mærkede, at der var en Verden mellem deres Tanker, og Samtalen gik snart i Staa. –

For at undgaa nye Sammentræf med Pastor Gaardbo gentog hun ikke sine Besøg om Formiddagen; og da Moderens Tilstand i den følgende Tid syntes at bedre sig, mens hun selv paa forskellig Maade begyndte at føle sig stærkt besværet, indskrænkede hun overhovedet sine Rejser til Byen.

166| En Dag, da hun sad i Haven med noget Sytøj til Barneudstyr, fik hun Besøg af tykke Møller. Den astmatiske Mand kom kørende direkte fra Byen i Automobil og var meget skuffet over ikke at træffe Karsten. Han forklarede, at han flere Gange i Dagens Løb forgæves havde søgt ham i Atelieret, hvorfor han havde tænkt sig, at Karsten maaske var bleven hjemme paa Grund af Varmen. Da det drejede sig om en meget vigtig Sag, som det hastede med, bad han om at faa at vide, hvor Karsten var at finde.

Jytte kunde ikke faa sig til at tilstaa, at hun ikke vidste det. Hun sagde derfor blot, at hendes Mand var optaget. Ikke med et Ord havde Karsten talt om, at han ikke som sædvanlig var i Atelieret. Men han havde vidst, at hun ikke kom til Byen idag og hentede ham. Det havde hun udtrykkeligt sagt ham om Morgenen.

Da Karsten om Aftenen kom hjem, og de sad ved Middagsbordet, spurgte hun, hvordan det var gaaet ham med Varmen. Om han havde kunnet arbejde i Atelieret i den Hede.

»Storartet! Jeg har været flittig som en Skrædder hele Dagen.«

Jytte tav et Øjeblik. Hun havde følt som et Slangebid i Hjertet og blev stille. Saa fortalte hun om Møllers Besøg, og skønt Karsten lo paa den 167| naturligste Maade, forekom det hende, at han var bleven bleg.

»Jeg veed det naturligvis,« sagde han. »Jeg kender jo hans Ringning. Men jeg vilde ikke lukke Bæstet ind.«

»Hvorfor?«

»Du veed jo godt, hvad han kommer for. Og nu synes jeg, ved Gud, jeg har hældt nok i den Whiskytønde.«

Skønt hendes Hjerte endnu dirrede, lod Jytte sig berolige af hans Forklaring. Men da de efter Bordet satte sig ud i Haven, og Karsten her tydeligt anstrengte sig for at være morsom og faa hende i godt Humør, spurgte hun igen sig selv: »Bedrager han mig?«

Hun havde altid fundet, at de Skinsyge-Dramaer, som de fleste Ægtefolk opførte for Alverdens Øjne, var lige nedværdigende for begge Parter, og hun havde lovet sig selv, at de skulde tjene hende til Advarsel. For ikke saa længe siden havde hun mødt sin tidligere Veninde Jenny Brammer, der ganske Nforbrølet betroede hende, at hun lige havde faaet Beviser paa sin Mands Utroskab. Ved Hjælp af en falsk Nøgle havde hun aabnet hans Skrivebordsskuffer og fundet to Damebreve, og nu vilde hun sætte sig i Forbindelse med et Privatopdager-Bureau for at faa Forholdet Noplyst. I sit Had til ham Ngav hun deres intimeste Samliv til Pris med en Raahed, 168| saa Jytte maatte bede hende om at tie. Et Par Dage efter fik hun saa den Besked fra hende, at det hele havde været Nblind Allarm; og for kort Tid siden saae hun hende paa Gaden, hængende ved Mandens Arm i glødende Forelskelse.

Den næste Morgen, da Karsten tog til Byen, stod Jytte alligevel skjult bag Sovekammergardinet og fulgte ham med vagtsomme Øjne ud gennem Haven. Og det forekom hende, at hans Gang var hurtigere end ellers, og at han havde denne vejrende Holdning med lang Ryg, som hun kun altfor godt kendte.

Hele Formiddagen gik hun forpint omkring, og efter Frokosten bestemte hun sig til at tage til Byen tidligere end ellers og overraske ham i Atelieret – eller maaske et andet Sted.

Da hun stod i Havestuen med Tøjet paa, hørte hun en Automobil standse udenfor paa Vejen. Hun tænkte straks, at det igen var Møller, men da hun saae Asmus Hagen komme op gennem Havegangen, jog der en Angst igennem hende. Hvad var der sket?

Hun skyndte sig ud og raabte allerede i Døren:

»Er der noget i Vejen med Mor?«

»Nu skal du ikke lade dig forskrække,« sagde Asmus, da de havde taget Plads paa en Bænk. »Jeg har set til en Patient her i Nærheden og syntes saa, jeg med det samme vilde lade dig vide, at din Mor nu til Morgen har haft et Anfald af ret slemme 169| Underlivssmerter. Jeg har givet hende et Par Streger Morfin, saa hun skal helst have Ro idag. Du kan nok tage med ind og se til hende; men du maa altsaa ikke gerne være der for længe.«

Da Jytte spurgte, om der var Fare, svarede han hverken Ja eller Nej. Paa Vejen ind til Byen lod han hende dog forstaa, at Tilstanden var alvorlig. At Sygdommen var Kræft, sagde han ikke. Og heller ikke Jytte nævnede Ordet af Frygt for at faa en Anelse bekræftet.

Der gik nu ikke mange Dage, før hun selv saae, at det var Døden. Og da hun spurgte Fætteren, bekræftede han det ogsaa. En Operation lod sig ikke udføre paa Grund af Svulstens Plads. Til Gengæld trøstede han hende med, at Moderen næppe vilde komme til at lide meget.

Den Forudsigelse slog dog ikke til. I fem Uger varede Kampen. Midt i Sommerens Nfestligste Tid opløstes Fru Bertha langsomt under mange Slags Pinsler.

Jytte opholdt sig i al denne Tid mest i Byen, og det kunde ikke undgaaes, at hun og Pastor Gaardbo af og til mødtes i Sygeværelset. De hilste dog kun paa hinanden i Forbigaaende. Men det var ikke saa meget paa Grund af Fortiden, at Jytte nu undgik ham. Det var mest, fordi hun følte sig tilovers, saa snart han kom ind ad Døren. Hun mærkede 170| den store Længsel, hvormed Moderen havde ventet ham. Og ligesom i Barnetiden paa Samsø, naar Forældrene glemte hende for deres politiserende Gæster, gled hun ud af Stuen med oprørt Hjerte og lod sig ikke mere se.

Der var dog ogsaa Timer, da hun selv ventede ham med Utaalmodighed og var taknemlig for den Trøst, han bragte Moderen. Under hendes sværeste Lidelser var hans Nærværelse tilsidst det eneste, der kunde give hende lidt Ro. Naar han traadte hen til hendes Seng, var der ogsaa noget saa straalende mildt, næsten sønlig kærligt i hans Væsen overfor hende, at Jytte ofte maatte spørge sig selv, om dette virkelig var det samme Menneske, der havde jaget sin Kæreste i Døden, fornægtet sin eneste Bror og vakt hendes egen Afsky ved sin Selvretfærdighed.

Hver Dag henimod Aften kom Karsten for at høre, hvordan det gik. Skræmmet af Medicinlugten og Klagelydene inde fra Sygeværelset listede han med forlegen Mine omkring paa Taaspidserne og gjorde i det hele en ynkværdig Figur.

Jytte overvandt sig til at vise sig god og venlig imod ham. Hun var i disse Dage saa oprevet, at hun uvilkaarlig værgede sig mod alle Tanker, som yderligere kunde bringe hendes Sind ud af Fatning. Desuden gled han til Tider paa underlig Maade ud af hendes Bevidsthed. Naar hun uforvarende 171| traf ham i Dagligstuen, balancerende omkring i sit ferskenfarvede Sommerdress med opsmøgede Benklæder og figurskaaren Jakke, overraskedes og forvirredes hun, som om hun saae et Genfærd.

I Moderens sidste Uger, da Ødelæggelsesværket rundt om i hendes Legeme for hver Dag blev mere synligt, levede Jytte i en Feber, der kastede hende fra det ene Sindsoprør i det andet, saa hun undertiden frygtede for at miste sin Forstand. Morfinen havde ikke mere nogen Magt over Moderens Smerter. Der var desuden kommen NVandsot til. Flere Gange maatte hun tappes for at skaffe Hjertet og Lungerne Plads. Tre fyldte Spande blev hver Gang baaret ud fra Sovekammeret, før Aandedrættet lettedes.

Jytte havde aldrig før set et Menneske dø. Hendes Far var slaaet til Jorden som af et Lyn midt under sit Arbejde, og Broderen Ebbe havde hun mødt paa Gaden faa Timer før han tog sig afdage. Det var hidtil ogsaa mere Livets end Dødens Jammer, der havde Nsysselsat hende. Men hvad hun i disse Dage oplevede, vakte et stumt Skrig i hende, et Rædsels- og Hævnskrig mod de dunkle Magter, der lod et Menneske lide saa skændigt for at slippe ud af en Tilværelse, som i Forvejen havde lønnet hende ilde nok for hendes Opofrelser. Hun følte sine egne Livskilder fryse til ved at se den bedste og kærligste af alle Mødre Dag for Dag ligge henstrakt paa Dødens 172| Pinebænk, sønderbrydes Led for Led, Nmartres langsomt som til Forlystelse for en vanvittig og bloddrukken Gud.

Den 26de August om Aftenen Klokken otte døde Fru Bertha. Dagen forinden havde Johannes Gaardbo Nberettet hende. Fra Middagstid laa hun bevidstløs hen. Da Jytte mærkede, at den sidste Time nærmede sig, fik hun under et Paaskud Karsten sendt bort, saa hun blev alene med Sygeplejersken. Et Øjeblik efter, at han var gaaet, sank Hovedet ned med et sidste Suk.