Efter at Torben Dihmer var flyttet op i sit Skovhus, betragtede han i endnu højere Grad end før den Verden, der laa udenfor Favsingholms Markskel, som en fremmed Klode, han engang i en uhyggelig Drøm havde gæstet. For at lukke selve Mindet om den ude læste han ikke mere Aviser og havde ogsaa afbrudt al brevlig Forbindelse med tidligere Venner og Bekendte. Han vilde have Lov til at leve Resten af sit Liv uden at ulejliges af Krav paa Deltagelse for alle disse tusinde Ting, der var bleven ham saa inderlig ligegyldige.

Selv paa Favsingholm viste han sig bestandig sjeldnere. Siden den store Midsommerfest, der havde sat nyt Liv i Agitationen imod ham og vakt en For173|argelse hos Folk, saa han offenlig var bleven betegnet som en samfundsfarlig Person, havde han mere og mere overladt Overopsynet med den hele Bedrift til Doktor Gaardbo.

Han var bleven træt af Mennesker. Især var han bleven led ved Arten af deres Alvor.

Nu havde desuden hans Udseende igen forandret sig saa meget, at han ogsaa af den Grund helst undgik Folk. Deroppe i Skoven havde han indrettet sig i tre smaa Stuer, som akkurat var udstyret med det nødtørftigste. I sin Foragt for den Overflod af ligegyldige Ting, som man derude i Spøgelseverdenen sloges saa blodigt om og ikke undte hinanden, forenklede han mere og mere sine Livsvaner og fandt en barsk Tilfredsstillelse i at undvære.

En Gang i Løbet af Dagen saae Povl Gaardbo gerne op til ham, enten alene eller sammen med Meta. De havde efterhaanden begge to vænnet sig til hans mange Underligheder og var kommen til at holde meget af ham.

Han paa sin Side var taknemlig for deres Overbærenhed og viste Povl Gaardbo et tillidsfuldt Venskab. Saa forskellige de to Mænd var, og skønt Torben i sine triste Øjeblikke kunde spotte Vennens frejdigt naive Livstro, var det dog ogsaa hans Overbevisning, at der vilde oprinde en lykkeligere 174| Tid for Verden end den, han selv havde oplevet. En Tid, da Menneskene vilde vende sig med Lede fra en kunstig steriliseret Tilværelse for igen at Ntage det onde med det gode af Livets Haand uden næsvis Modsigelse.

For sit personlige Vedkommende ventede han dog ikke mere af Fremtiden end hvad Nogsaa Øjeblikket undte ham: Fred og Glemsel. Han havde ved sit Hus indrettet sig en Hønsegaard, og i sin lille Have havde han en Pindsvinefamilje til Underholdning. Og rundt om ham susede Skoven, der ligesom gamle Folk snakkede med sig selv om svundne Dage. Men frem for alt gik han op i sine astrologiske Undersøgelser, i den omhyggelige Udarbejdelse af sin Sygejournal, som han aldrig mere omtalte til Povl Gaardbo for ikke at blive Nudlet.

Fra Huset førte en Sti ind til den ene af de to dybe Kløfter, der tidligere delte Skoven, og i hvis Bund en livlig lille Bæk sprang afsted fra Sten til Sten paa Vej ned mod Fjorden.

Her stod en Bænk, som han i denne Tid ofte søgte ud til om Eftermiddagen for at sidde i Læ og slikke Solskin. Stien gik videre, idet den fulgte langsmed Randen af Kløften ned mod det Sted, hvor denne aabnede sig ud mod Engene. Dernede førtes den over Bækken ved en NSpange, hvorefter den forsvandt i Skoven paa den anden Side.

175| Morgen og Aften gik en NHusmand over Spangen undervejs til og fra sit Arbejde paa Favsingholm. Ellers kom der aldrig et Menneske. Torben kunde sidde her Dag efter Dag uden at høre andet end Skovens Enetale. Af og til svang en Fluesnapper sig tavs hen over Kløften, og i den røde Skovbund puslede Solsorterne lydløst om og forputtede sig bag Stammerne som forskræmte Rotter.

En Dag, da han igen sad her i sin store Kappe, skar der pludselig en besynderlig Tone gennem Skovsuset. Han kunde længe ikke forklare sig, hvad det var. Det lød for hans Øre som en Skalmeje.

Omsider opdagede han nede paa den anden Side af Spangen – i Skovkanten ud mod Engen – et hvilende Menneskepar, en Mand og en Kvinde. Saa vidt han paa Afstand kunde skønne, var det et Par unge Folk paa Sommervandring. De havde Naabenbart ikke set ham. Hun laa med Hovedet i hans Skød, og han sad med en Fløjte for Munden og spillede en vemodigt hentonende Melodi.

Synet greb ham som et Drømmebillede. Han var kommen ind i Eventyrskoven og havde overrasket en Faun med sin Nymfe.

Lidt efter rejste de sig dernede. Han saae dem kaste deres Ransler over Skuldren. Og nu gik de over Spangen og var paa Vej op imod ham.

I sin Skyhed for Mennesker vilde han staa op og 176| gaa. Men da han mærkede, at de nu havde faaet Øje paa ham, blev han siddende.

Det var en Nsværlemmet ung Mand med blond Hageskæg og et Nvejrbrændt Ansigt, der virkelig godt kunde minde om en Skovgud. Den unge Kvinde, der – lidt træt og medtaget – holdt ham under Armen, naaede ham knap til Skulderen.

Torben anslog dem nu nærmest til at være et Par Omstrejfere af den Slags, der gaar rundt i Landsbyerne og spiller for Dørene.

»Undskyld – fører Stien her til Favsingholm?« spurgte den unge Mand og standsede.

»Ja. De kommer dog først til et Hus lidt herhenne. Der skal De gaa norden om Haven. Saa støder De paa en Kørevej. Den gaar ned til Favsingholm.«

»Er det langt?«

»Ikke for raske Ben.«

»Mange Tak!« sagde han og gik videre, mens den unge Kvinde kiggede sig tilbage over hans Skulder med et halvt forskrækket, halvt medlidende Udtryk.

»Skal De besøge nogen paa Favsingholm?«

»Ja. De er maaske kendt der?«

»Aa ja.«

»Saa kan De maaske sige os, om Doktor Gaardbo er hjemme for Tiden.«

177| »Det tror jeg sikkert. Er det ham, De skal tale med?«

De to unge kiggede paa hinanden, som om de undsaae sig ved at svare.

»Ja. Vi er i Familje med ham.«

Skønt Mandens dannede Sprog og den unge Kvindes Blik igen havde givet Torben andre Tanker om dem, satte den sidste Oplysning ham alligevel i Forbavselse. For ikke at komme til at røbe sig spurgte han dog ikke om mere. Og de gik saa videre.

Han selv blev siddende, og lod paany sin Stok Nbeskrive lange Buer i Græsset foran ham. Men endnu længe saae han hendes store, blaagraa Øjne for sig. Og mod sin Vilje sank han hen i sine mørke Minder. –

Den næste Dag, da Povl Gaardbo kom op i Skovhuset, fortalte han om Besøget og om den ærgerlige Forlegenhed, det havde sat ham i.

»Jeg har aldrig før set den Lømmel ... endmindre hans Kæreste. Jeg veed ikke, hvad jeg skal gøre med dem. Saa vidt jeg kan faa ud af dem, er den unge Pige løbet bort fra sit Hjem, og jeg har dem stærkt mistænkt for at have flakket om sammen det meste af Sommeren. Det var nok først deres Mening at rende af til Sydafrika og leve i Urskoven. De manglede bare Pengene. Saa læste de i et Blad noget om Favsingholm, og nu kommer han og ber 178| om Arbejde som NHaandlanger eller Grøftegraver, for at de kan gifte sig.«

Torben havde roligt hørt paa ham. Nu spurgte han:

»Hvad hedder den unge Mand?«

»Kjeld Borgen. Hans Mor var min Kusine. En Præstedatter fra Jylland. Han er selv juridisk Student og er dumpet til Eksamen.«

»Men hvorfor er De vred paa ham? Det lyder jo altsammen saa lovende.«

»Da er det dog ikke Meningen at gøre Favsingholm til et NOptagelseshjem for Nlandløbende Personer, der er kommen Ni Forlegenhed. Saadan har han aabenbart opfattet Forholdet. Og saa er der velsagtens flere, der gør det.«

»Vi staar vist ikke i Fare for at blive overrendte af Studenter, der melder sig som Grøftegravere. Udviklingen gaar foreløbig den modsatte Vej. Lad os i det hele taget ikke gøre os altfor højtidelige Skrupler, kære Ven! Verden staar og falder jo ikke med Favsingholm. Jeg synes, De har al Grund til at glæde Dem. De har her faaet Deres første Discipel. Og det er tilmed en af Deres egen Slægt, der nu søger tilbage til Jorden. Det vilde jeg i Deres Sted tage for et Nlykkeligt Varsel.«

»De mener med andre Ord, at vi skal lade de to Landstrygere blive her. Give dem Hus og Jord?«

179| »Ja vist! Forresten kender jeg allerede det unge Menneskepar af Udseende. Jeg saae dem igaar, da de kom gennem Skoven, og de gjorde begge to det bedste Indtryk. Den unge Pige er jo nydelig og har et Par trofaste Øjne. Det er en god Medgift. Og Deres Nevø spiller smukt paa Fløjte. Den Færdighed er efter mit Begreb mere værd end en juridisk Eksamen. Lad ham dog endelig blive her! Vi trænger til en saadan Mand nu, vi gaar mod Vinteren. – Vil De altsaa hilse Deres unge Vagabonder fra mig, og sig dem, at jeg ønsker dem begge velkommen til Favsingholm.«