Trods det smukke Septembervejr var Jytte og hendes Mand flyttet tilbage til Byen straks efter Begravelsen. Med det voksende Aftenmørke holdt Jytte det ikke længer ud for Uhygge derude paa Landet, hvor det gamle Ægtepars Ondskab i Forvejen havde gjort hende Opholdet til en Plage. De mange Forhandlinger med Eksekutorerne i Moderens Bo krævede desuden hvert Øjeblik hendes Nærværelse i Byen.

Karsten havde sine Grunde til at være tilfreds med den tidlige Indflytning, skønt han ogsaa herinde i Byen Nvar i stor Forlegenhed med, hvor han skulde gøre af sig selv om Aftenen. I Teatrene 180| kunde han foreløbig ikke vise sig, og endnu mere vilde et Besøg i Tivoli eller NCirkus støde an mod den gode Tone, som han af Beregning nu saa pertentlig overholdt. Hans høje Hat var korrekt Nfloromhyllet op til Pulden, og naar han hilste paa sine Bekendte, var hans Mine sømmelig bedrøvet.

Men al denne NSelvforsagelse tog unægtelig paa Humøret. Naar han efter Dagens Arbejde kom hjem fra Atelieret og fandt Jytte siddende mørk og utilgængelig i Sofahjørnet, blev han selv melankolsk. Efter Bordet satte han sig ind i sin egen Stue, røg Cigaretter eller bladede i en Bog, mens han gabede, saa Stuen rystede.

Han forstod sig ikke paa Jytte. Der var kommen noget uhyggelig forstenet over hende. Det var ikke længer muligt at vække hendes Interesse for nogen Ting. Ogsaa ærgrede han sig over, at hun siden Moderens Død var bleven endnu mere ligegyldig for sit Udseende, skønt dette i Øjeblikket virkelig trængte til en Nflatterende Haand.

At hans egne Forhold for Tiden ikke just var dadelfri, tilstod han gerne for sig selv, og han gjorde sig ofte meget alvorlige Bebrejdelser. Men paa den anden Side maatte han spørge, om en Mand med en saa vanskelig og humørsyg Kone, der tilmed var i den sjette Maaned, ikke tilsidst maatte drives til Fortvivlelse og enten skyde sig en Kugle gennem 181| Hovedet eller tage sig en ung, smuk og livsglad NMedhustru. Og ingen kunde med Rette fortænke ham i, at han af disse to Onder havde valgt det sidste.

»Gaar du?« spurgte Jytte altid, naar han forlod hende for at gaa ind til sig selv.

Men naar han saa blev, havde de ingenting at sige hinanden. Det var bare Ensomheden, hun frygtede. Lidt efter kunde hun selv anbefale ham at gaa, ja en Aften, da hun ikke udholdt at se ham sidde og hænge med Armene af Kedsomhed, opfordrede hun ham til at tage ud med sine Venner og skaffe sig lidt Oplivelse.

Karstens daarlige Samvittighed havde faaet ham til at afvise Tanken paa det allerbestemteste. Han blev straks mistænksom overfor den Slags Opfordringer. Siden hin Ulykkesdag, da tykke Møller i sin Dumhed havde vakt Jyttes Mistro, følte han sig under NOpsigt og anede skjulte Fælder under hvert Ord. Med en Rævs Forsigtighed arrangerede han sine smaa Udflugter med den smukke Frøken Sølling, hos hvem han iøvrigt endnu kun var naaet til Kyssets Stadium.

Jytte havde i flere Dage ikke været udenfor en Dør. Det stærke Solskin og Synet af de mange sommer-øre Mennesker, der vendte tilbage fra Ferien paa Landet, virkede knugende paa hende. Hun forstod ikke, Nhvor nogen kunde lade sig narre af dette 182| falske Skønhedsskær over en Jord saa fuld af Grave. Men Natten var hendes sværeste Tid. Mørket syntes hende endeløst.

Paa Grund af sin Søvnløshed havde hun selv foreslaaet Karsten, at han skulde sove inde i sin egen Stue. Timevis gik hun op og ned ad Gulvet i en Slobrok og kunde ikke finde Ro.

En Dag fik hun et langt Brev fra Meta, der til hendes Forundring slet ikke havde ladet høre fra sig i Anledning af Moderens Død. Nu kom Forklaringen. Veninden og hendes Mand havde først i disse Dage erfaret Dødsfaldet, fordi de ingen Aviser holdt paa Favsingholm.

»Rent tilfældigt kom Povl igaar til at tale med en Mand, som havde læst om Begravelsen i Bladene. Paa den Maade modtog vi den sørgelige Meddelelse, og du har ikke været ude af mine Tanker siden. Det er et forfærdeligt Slag for dig. Og at det skulde ramme dig netop nu, da din Mor kunde have været saa meget for dig! Det gør mig saa ondt for dig, kæreste Jytte. Men saa tænker jeg ogsaa paa, at Tanken om det Barn, du venter, nok vil være dig til stor Trøst i denne tunge Tid. Da du skrev til mig om, hvad der forestod, blev jeg saa glad paa dine Vegne, at jeg trods dit bestemte Forbud maatte fortælle Nyheden til min Mand. Og jeg er ogsaa sikker paa, at du nu selv føler det som en stor 183| Lykke for dig, at du skal være Mor. Du skal se, den Lykke vil hjælpe dig over Sorgen og Savnet. Aa, Jytte, naar jeg tænker paa, at du skal have et Barn, kan jeg næsten blive misundelig paa dig. I en Kvindes Liv er dog ingen Tid dejligere end den, da hun gaar og venter sit første Barn. Jeg ser dig sidde og sømme de smaabitte Skjorter og NNavlebindene og den hele Lilleput-Garderobe, som vi syr paa med endnu større Sindsbevægelse end NBrudeudstyret Aaret i Forvejen. Da jeg gik med Hedvig var jeg bare altfor utaalmodig efter at faa Ungen i mine Arme. Kan du huske, at vi i gamle Dage saa tidt talte om, hvornaar Børn er sødest? Du holdt paa Etaars-Alderen, naar de kan begynde at stolpre rundt paa deres smaa Pølseben og snakke rigtig. Jeg syntes dengang, at de var sødest i Pludrealderen; men nu, siden jeg selv har faaet Børn, tror jeg næsten, jeg holder allermest af dem, naar de er ganske smaa og hjælpeløse og slet ikke kønne men ligger ved Brystet med hele Vorten i Munden saa forslugne som en Hundehvalp. Hedvigs Fødsel, der ellers var drøj nok, kan jeg aldrig glemme. Jeg vilde gerne udstaa, hvad jeg dengang led, to Gange til, bare for igen at opleve det Øjeblik, da jeg første Gang lagde hende til Brystet.«

Det gik Jytte med dette Brev som det plejede at gaa hende med Venindens Breve. I de første Øje184|blikke oprørtes hun over, hvad hun kaldte hendes Ammestuesnak. Forstod hun dog ikke, at netop det var det forfærdeligste af alt det forfærdelige, der var sket i den sidste Tid, at hun havde givet Liv til et stakkels Væsen, i hvem den hele Jammer skulde fortsættes!

Desuden skuffedes hun af Brevet, fordi Meta denne Gang slet ikke omtalte Dihmer. Hun havde halvvejs ventet at høre fra ham selv i Anledning af Moderens Død. Hun havde tænkt sig, at han vilde benytte denne Lejlighed til at sende hende i det mindste en formel Hilsen. Dersom han virkelig ikke bar Nag til hende, maatte han gøre det, syntes hun.

Efter at Grunden til Metas Tavshed nu var bleven opklaret, ventede hun ganske sikkert at høre fra ham. Meta eller hendes Mand maatte jo have meddelt ham hendes Mors Død. De vidste begge to, hvor godt han havde kendt hende.

I Slutningen af sit Brev havde Meta gentaget sin Indbydelse til et Besøg paa Favsingholm. Saa ugørligt det end var i Øjeblikket, beskæftigede Tanken hende dog som en Fremtidsmulighed. Dihmer havde altsaa stadig intet røbet om deres tidligere Forhold. Det vilde heller ikke have lignet ham, og hun bebrejdede sig nu, at hun havde kunnet frygte for, at han skulde betro en Tredjemand, hvad der for dem selv havde været en saa tragisk Oplevelse.

185| Men Dagene gik, og der kom ingen Brev. Skønt Dihmer maatte vide, at hun særligt nu trængte til et forsonende Ord fra ham, gav han ikke mindste Livstegn fra sig.

Da forstod hun, at hun nu var død for ham. Naar ikke Minderne fra »den gamle Stue« i disse Dage tvang ham Pennen i Haanden, saa havde han glemt hende, fordi han vilde glemme hende. Og hendes Drøm om, at de til næste Sommer skulde mødes paa Favsingholm og endelig faa talt sig rigtig ud for hinanden, var igen et latterligt Hjernespind.

En Dag i NVisittiden foer hun nervøst sammen paa Grund af en usædvanlig stærk og vedholdende Ringning paa Entredøren. Fra Dagligstuen hørte hun, at NPigen lukkede op og talte med en Herre. Og uvilkaarlig rejste hun sig lidt sky, da hun genkendte Pastor Gaardbos Stemme.

Besøget forundrede hende ikke. Efter Moderens Ønske havde han talt ved hendes Kiste, og da han havde afslaaet at modtage Betaling for en Bistand, der var ydet som en Vennetjeneste, havde hun gennem sin Sagfører tilsendt ham en større Pengesum til Anvendelse efter eget Skøn i hans Menighedsgerning.

Hun havde derfor ventet ham. Og det var ikke mindst af Hensyn til denne Takkevisit, at hun havde givet Pigen Ordre til absolut at nægte hende hjemme for alle.

186| Men da hun nu hørte hans Stemme, bevægedes hun uvilkaarligt ved Mindet om hans store Godhed for Moderen, og det var ikke langt fra, at hun fortrød sin Afvisning.

I det samme kom Pigen ind med hans Kort.

»Den Herre ønsker saa meget at faa Lov til at tale med Fruen et Øjeblik.«

»Men har De ikke sagt ham, at jeg ikke tager imod?«

»Jo. Men den Herre siger, at det er noget meget vigtigt. Jeg kan ikke faa ham til at gaa.«

Jytte førte uvilkaarligt Haanden op til Nakkehaaret. Hun var endnu i NMorgendragt og havde netop taget Bad.

»Bed ham komme ind da,« sagde hun i halvt Nfortrædelig Tone.

Men endnu mens Præsten opholdt sig i Forstuen, angrede hun sin Eftergivenhed. Hun sagde til sig selv, at et Menneske, man engang – om ogsaa blot i en halv Time – havde været lidt indtaget i, bevarede en uhyggelig Magt over En, saa længe man levede. Saadan havde et Nalvist Forsyn villet det!

Saasnart Præsten havde taget Plads, gav han sig til at tale om de Penge, han havde modtaget.

»Jeg maa tilstaa, den store Gave har forbavset mig lidt. For jeg tager vist ikke fejl, naar jeg formoder, at De vedblivende ingen personlig Interesse 187| har for Kirkens Anliggender. Sandsynligvis anser De vel endogsaa dens Arbejde for overflødigt. Jeg tror ikke, at jeg i den Henseende har misforstaaet Deres Stilling.«

Hans Blik var aarvaagent rettet mod hende, og han talte afbrudt, med stadig længere Pavser mellem Ordene, som om han til det sidste haabede paa en Indsigelse. Da den udeblev, fortsatte han i en noget anden Tone:

»Vorherres Menighed er ganske vist taknemlig for enhver Støtte. Ogsaa for et Pengeoffer. Men Sindelaget kan dog ikke være os ligegyldigt. En Gave, som ikke kommer fra Hjertet, kan aldrig blive til Velsignelse og krænker Guds Ære. Saadan ser i hvert Fald jeg paa det. Jeg maa derfor bede om Lov til at tilbagesende Deres Sagfører den Sum, som De – Nsikkert i bedste Hensigt – har stillet til min Raadighed.«

Jytte kastede et hurtigt Blik paa hans Ansigt. Hun havde ventet at se ham lyse af Tilfredshed over at have faaet en Lejlighed til at ydmyge hende. At hun i Stedet for mødte et Par alvorlige og bekymrede Øjne, forøgede snarest hendes Mistro. Men hun var for stolt til at vise sig fornærmet.

»De har ikke opfattet Forholdet rigtigt, Pastor Gaardbo. Det er paa min Mors Vegne, ikke paa mine egne, at jeg sendte Dem de Penge. Jeg har 188| kun gjort, hvad jeg ansaae for min Pligt. Mor talte altid om Dem med saa megen Paaskønnelse. Derfor veed jeg med Sikkerhed, at det er hendes Ønske, jeg har udført. Men jeg kan ikke tvinge Dem til at tage mod Pengene. Dersom det er Deres Alvor, at De ikke vil disponere over dem, finder jeg vel nok en anden Anvendelse for dem.«

Præsten tog forlegen Øjnene til sig og svarede:

»Det er naturligvis en anden Sag. Naar det forholder sig saadan, tager jeg med Tak mod Hjælpen.«

Af Frygt for at rives hen af Stormen i sit Sind slog Jytte hurtigt ind i almindelig Samtaletone. Hun vilde for enhver Pris undgaa en af de Samtaler, de havde ført saa mange af paa Storeholt til ingen Verdens Nytte. De forstod dog ikke hinanden. De talte ikke samme Sprog. Den Verdensaand, som han kaldte en kærlig Gud, der havde Ntaget Menneskenes Skyld paa sig, var for hende en Mørkets Blodgud, hvis Synder Mennesket af Enfoldighed og Frygt gjorde til sine. Hvad nyttede det da at tale sammen? Hun ønskede blot, at han vilde gaa.

Johannes Gaardbo mærkede det. Af hendes anstrengte Ro og nervøse Blik forstod han ogsaa, at det endnu vilde være unyttigt at tale til hende om Trøsten fra Naadens Kilde. Det maatte vente.

Han havde den dybeste Medlidenhed med hende. 189| Allerede ved Begravelsen havde han anet, at hendes NTanke nu svimlede foran Afgrunden.

Han forstod hende saa meget bedre, som han selv i denne Tid var nedtrykt og forpint paa Grund af et Sammenstød, han havde haft med Pastor Stensballe. Det galdt nogle Mindeord, han havde skrevet om Mads Vestrup og offenliggjort i et religiøst Ugeskrift. Stensballe havde i sin Heftighed forløbet sig overfor ham paa en saadan Maade, at et fortsat Samarbejde næsten var blevet umuligt.

Da han havde sagt Farvel og var ved at gaa, standsede han et Øjeblik i Tanker henne ved Døren. Han Nhavde paa Munden at spørge Jytte, om hun for nylig havde hørt fra hans Svigerinde paa Favsingholm.

Men han kunde ikke overvinde sig til at nævne Navnet. Han sagde i Stedet for:

»De har dog vel nok Interesse af at faa at vide, hvad for en Anvendelse vi gør af Deres Mors smukke Gave. Jeg skal derfor tillade mig at se herop igen, naar Afgørelsen er truffet.«

Jytte svarede ingenting hertil. Men da han var gaaet, blev hun misfornøjet med sig selv. Hun følte, at hun havde været uhøflig, og det fortrød hun nu. Han mente hende det vistnok godt ... Mon ikke noget af hendes instinktmæssige Uvilje mod Præster havde sin Grund i den Skræk, hun 190| som Barn havde haft for dem, fordi hun kun saae dem ved Begravelser, i Sygeværelser og lignende uhyggelige Steder og altid i deres lange, sorte Embedsdragter, der fik dem til at ligne vandrende Ligkister? Hun forestillede sig dem altid dengang med NKnokkelmanden bag sig som et usynligt Følge. Var maaske noget af denne Følelse gaaet over paa Pastor Gaardbo? Men hvorfor beholdt de Mennesker ogsaa denne rædselsvækkende Troldmandskjole og denne store Pibekrave, der laa dem omkring Halsen, saa det var, som om man præsenteredes for et afhugget Hoved paa et Fad?A

Da Karsten en Timestid efter kom hjem og igen fandt hende paa den sædvanlige Sofaplads med Haanden modløst under Kinden, satte han sig ved Siden af hende og strøg hende kærligt ned over Armen.

»Kan den lille Frue aldrig mere smile lidt?« spurgte han.

Hun lagde ligesom overvældet sit Hoved ned paa hans Skulder og lukkede Øjnene.

»Jeg synes, det er saa sørgeligt altsammen,« sagde hun.

Karsten trøstede hende med et Par banale Fraser. Men pludselig løftede hun Hovedet og stirrede paa ham.

»Hvor har du været henne?« spurgte hun.

191| »Hvordan mener du? ... Og hvorfor ser du saa glubsk paa mig?«

»Hvad er det for en Parfyme, du lugter af? Det er ikke din egen.«

Han lo.

»Naa – nej – det er rimeligt nok. Jeg kommer nemlig fra Frisøren. – Men, Herregud, hvad mærkeligt er der i det? Det kan dog vel ikke forbavse dig?«

Jytte rejste sig og gik ud i Stuen.

»Jeg tænkte paa noget andet,« sagde hun.

»Hvad er der dog i Vejen med dig, Jytte? Du er overnervøs. ErA det stadig skralt med Nattesøvnen? ... Du skulde virkelig gøre Alvor af at tale med en Læge og faa ham til at skrive dig et stærkere Pulver.«

Paa Vej til Sovekammeret vendte Jytte sig om imod ham og sagde med en Trussel i Blikket:

»Det tror jeg ogsaa selv!«

Da hun var bleven alene, rakte hun Hænderne i Vejret og trykkede dem derpaa af al sin Magt ned mod Issen.

»Aa – havde man blot Mod til at dø!«