214| Det var omtrent to Aar efter, en tidlig Sommermorgen i Sol og Stille. Københavnsdamperen Nstod Fjorden ind efter en rolig Fart over Kattegat. Der sad endnu kun en enlig Mand paa Promenadedækket, en Mand, der tydeligt nok havde Sorgen til Rejsekammerat. Han havde vendt sig mod Land og fulgte med Øjnene et Par kresende Maager men saae dem ikke. Hans Tanker var bundet andet Sted. Det var Johannes Gaardbo.

Han var paa Vej til et kirkeligt Repræsentantmøde i Viborg og havde valgt at gøre Rejsen med Randersdamperen, fordi han vidste, at de andre københavnske Deltagere i Mødet, deriblandt Pastor Stensballe, vilde tage over Aarhus. Han havde desuden hørt, at man paa Sejladsen ind i Fjorden kom saa tæt forbi Favsingholm, at man kunde se Gaarden fra Skibet.

Landet stod igen foran en Valgkamp, og det Møde, han skulde over til, havde væsenlig et politisk Formaal. Allerede længe havde Stensballe arbejdet paa at styrte den tyrstrupske Regering, der ikke var ham tjenstvillig nok. Det var just blevet oplyst, at han en Tid havde plejet Underhandlinger med Tyrstrups egen Kirkeminister, lille NProvst Broberg, som under hele sin Ministertid hemmelig havde konspireret mod sin Chef. Men da det gik op for Broberg, at det 215| ikke var ham men Højskoleforstander Aleksandersen, som Stensballe tiltænkte Ndet ministerielle Højsæde, var det kommet til et Brud. Netop som Enslevs NProfeti om Riget, Magten og Æren syntes at skulle opfyldes, blussede Kirkefolkets uforgængelige Familjetvist op igen overalt i Landet. Under Skin af Uenighed om Nkonfessionelle Spørgsmaal sloges man forud paa Liv og Død om Byttet.

Mødet i Viborg var bragt i Stand for at gøre et Forsøg paa at tilvejebringe en Forsoning. Men der var ikke megen Udsigt til, at det vilde lykkes. NPartierne var efterhaanden Nkommen hinanden i Haarene, saa det genlød over Landet af Tændernes Gnidsel.

For Johannes Gaardbo, der saa sejrssikkert havde haabet paa at skulle se alle Jordens Folkeslag broderligt forenede under Korsmærket, havde disse sidste Aar været en bitter Skuffelse. Han havde nu besluttet sig til at nedlægge sit Rigsdagsmandat, ja han ønskede inderligt, at alle Præster af Hensyn til Menighedsfreden og for Menneskenes Frelses Skyld vilde paalægge sig politisk Cølibat.

Men ogsaa sin officielle Præstegerning, forbunden som den i Folks Bevidsthed var bleven med Stillingen som en Art Adjudant hos Hærføreren Stensballe, følte han ofte Trang til at frigøre sig for. Denne Kirkestrid havde virket paa ham som et Spejl og vist ham et Billede af hans eget Liv, som 216| han ikke før havde set det. Den havde aabnet hans Øjne for det uhyggelige i en saadan Magtstrid om Menneskers Sjæle. Og i ensomme Timer knugedes han af et Minde, der fik Hjertet til at skælve.

Der var nu kommen flere Folk paa Dækket, og pludselig hørte han En sige:

»Der har vi Favsingholm.«

Han vaagnede op af sine Tanker og rejste sig.

Der var kun lidt at se. Morgentaagen laa endnu over Engene, skjulte ogsaa det meste af det høje Land bag dem. Man maatte være en stedkendt Mand for at vide, at den mørke Ryg derinde var Skovene ved Favsingholm. Noget Ungkvæg kom drivende ned mod Fjorden og snuste til Kulrøgen, som Damperen sendte efter sig ind over Landet.

Men ligesom sin Bror, da han første Gang sejlede forbi her, kom Johannes Gaardbo til at tænke paa Kolding Fjord og paa Hjemrejserne i den lykkelige Studentertid. Og Minderne greb ham. Det var Barndommens Kyst, der viste sig for ham som i en Drøm. Det var Gaardbo Strand. Derinde laa den gamle Skole, og det var ikke Randers, den By, som nu begyndte at dukke op forude i Taagen. Det var hans Ungdoms Eventyrby, hvor Rosalie stod paa Bryggen og ventede ham med sin morgenfriske Kærlighed.

»Hvor er jeg?« tænkte han overvældet. Han stod der med en søvntung Følelse af at have været borte fra 217| sig selv i mange, mange Aar Nligesom Munken, hvem en Troldfugl havde sunget ind i Evigheden. –

Det blev en stille, solfyldt Dag, en af disse farvefrodige Dage umiddelbart før Høst, da det er, som om Naturen hviler for at fryde sig over sit fuldbragte Værk. Paa Favsingholm kørte man Enghøet ind. Det skete med en Munterhed og Fart som Fuglens, naar den bygger Rede. Havde det i Begyndelsen knebet med at skaffe Arbejdskraft til Gaarden, saa var Povl Gaardbo nu snarest Ni Forlegenhed med det Ry, som hans lille Samfund var i Færd med at vinde omkring i Landet. Han havde en Discipelskare af unge Folk fra alle Samfundslag, der i fuld Frivillighed havde givet sig ind under Naturens haarde NTvang og nu først følte sig som rigtige Jordbeboere.

Hovedbygningen med Undtagelse af Riddersalen var efter Torben Dihmers efterladte Bestemmelser forbeholdt Videnskabsmænd, som trængte til at leve i Ro. En Fortrinsret havde – som der stod i Testamentet – Forskere, der vilde genoptage Nældre Tiders Studium af »den sympatisk-organiske Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet«. Nogen saadan Himmelvandrer havde dog foreløbig ikke meldt sig.

Riddersalen, der var genopført i al sin tidligere Skønhed, tjente til Gildessal for alle Godsets Beboere. Her samledes man om Søndagen til et Fællesmaaltid, 218| og her holdtes Brylluper og andre Festligheder med Dans og anden Lystighed.

Doktorfamiljen boede stadig i den gamle Godsforvalterbolig. Her havde Meta endnu engang oplevet at lægge et nyfødt Barn til Brystet, og omtrent samtidig var den lille Grete bleven Mor. Hun og hendes bredskuldrede Mand var efter Dihmers Død flyttet op i Skovhuset. Dihmer havde skænket Kjeld Jagtretten deroppe paa Livstid som Belønning for hans raske Daad i Brandnatten. Nede paa Gaarden saae man aldrig meget til ham. Han var ingen selskabelig Natur. Han levede med sin Grete som en Nybygger, havde et lille Jordstykke, og hentede forøvrigt deres Føde i Skoven. »Den store NPan« kaldte Povl Gaardbo ham, fordi man undertiden i stille Vejr kunde høre ham spille paa sin Fløjte deroppe.

Paa denne varme Sommerdag var Doktorfamiljen om Eftermiddagen samlet ude i Haven omkring en stor Fødselsdagskringle. Det var den lille Olga, der fyldte fem Aar. De sad i et Lysthus, som Meta kaldte »Jyttes Lysthus« til Minde om sin Barndomsveninde, der under et Besøg her den foregaaende Sommer holdt af at sidde der med sin lille Dreng. Velsagtens fordi det var det ensomste Sted i Haven. Det var en stor aaben NLøvhal med fri Udsigt over Engene. Man kunde i den solklare Luft se helt ind til de høje Banker omkring Randers.

219| Om Jyttes Forhold til Dihmer havde Meta haft en Anelse siden hin Aften, da han paa Dødslejet sendte hende den mærkværdige Hilsen. Kort efter havde Jytte tilskrevet hende et lige saa besynderligt Brev, hvori hun bad om nøjagtig Underretning om Dihmers sidste Dage, hans Død og Begravelse. Under sit Ophold her havde hun ogsaa været paafaldende stille. To Gange havde hun besøgt Dihmers Grav, men direkte havde hun aldrig tilstaaet noget om et fortroligt Bekendtskab, og Meta havde ikke villet spørge.

Nu vidste hun fra andre, at Jytte siden Skilsmissen havde levet et Skinliv i sit tidligere Hjem – »den gamle Stue,« som hun med mærkelig Ensformighed havde kaldt det i sine Breve. Hun modtog ingen, hilste efter Sigende knap paa sine Bekendte, naar hun mødte dem paa Gaden eller i en Sporvogn. Hun var ganske Ngaaet op i at passe sit Barn, som hun gjorde sig saa megen forgæves Umage for at komme til at holde rigtig af. Ogsaa hendes Udseende havde allerede sidste Sommer forandret sig meget. Den svære Fødsel havde naturligvis gjort sit. Hendes dejligt gyldne Hudfarve var bleven gusten, Øjnene matte. I hendes Væsen var der en egen Blanding af noget udslukt og brændende uroligt. Skønt hun anstrengte sig for at synes tilfreds, og i Virkeligheden var taknemlig for Gæstevenskabet, havde det været let at se, at hun ikke befandt sig vel her, 220| hvor alt var hende saa nyt og fremmed. Efter et Ophold paa en halv Snes Dage brød hun ret brat op for at komme tilbage til Stilheden i sine egne Stuer.

Dengang hun rejste, havde Povl sagt: »Hun lever ikke længe.« Det slog til. Nu i Foraaret var Meta ved et Telegram bleven kaldt til hendes Dødsseng. En ondartet Nyrebetændelse nedbrød hende i Løbet af faa Dage. Med sine sidste Kræfter bad hun Meta om at tage hendes Barn til sig og opdrage det sammen med sine egne. Da Meta havde lovet det, faldt der lidt Ro over hende; men hele Tiden vilde hun holde hendes Haand. »Ja, nu dør jeg, Meta!« hviskede hun engang. »Og saa har jeg dog aldrig levet.« – Den sidste Nat fantaserede hun, og talte da et Par Gange om Dihmer. Men ogsaa sin Mand nævnede hun og især sin Mor, desuden gamle Professor Knudsen og en Baron Cederstrøm; og da hun talte om den sidste, lo hun.

Hendes Barn sad nu her ved Fødselsdagsbordet sammen med de andre og havde Plads paa Metas Skød. Det var en køn lille Dreng med melankolske Øjne. Ogsaa Gretes Dreng var med, og Grete selv. Hendes Mand derimod var bleven hjemme i Skovhytten. Man kunde høre ham forlyste sig i sin Ensomhed med Fløjten.

Pludselig blev der Uro. Børnene raabte: »Se der! Se der!« – – Derude i det dirrende Sollys over 221| Engene blev det sidste Læs Hø kørt hjem i et lystigt Optog. Læsset var pyntet med Guirlander af Engblomster, og oven paa det sad Kvinderne i deres store Solhatte. En af dem kørte Hestene, som havde Blomsterkæder hængende om Halsen. Ved Siden af gik Mændene med River og Høtyve over Skuldrene. Da de opdagede Doktorfamiljen i Lysthuset og saae Børnene vinke, svingede de med Huerne.

I det samme kom Kirstine NPige ud med den Besked til Povl Gaardbo, at der var kommen en Mand, som gerne vilde tale med ham.

»Hvem er det?«

»Jeg kender ham ikke. Han er ikke her fra Egnen. Og han vil ikke sige sit Navn.«

»Er det en Syg?«

»Jeg veed det ikke rigtig. Han er vist kommen gaaende fra Randers.«

Men nu kom Hedvig styrtende ud. Hun havde været inde i Køkkenet for at hente et Par Tallerkener. Barnet var ganske hvid i Ansigtet af Optagethed og raabte paa lang Afstand:

»Far! ... Mor! ... Farbror Johannes er kommen!«

»Hvad er det for Narreri!« raabte Faderen og tog hende haardt i Skuldren. »NHvor kommer du paa de taabelige Tanker!«

»Av, Far! Jeg kender da nok Farbror Johannes.«

Povl og Meta stirrede længe paa hinanden, mens 222| Hedvig fornærmet kastede sig ned ved Bordet med Hovedet paa Armen. Da Meta saae, hvordan Taarerne sprang hendes Mand ud af Øjnene, blev hun selv saa bevæget, at Grete ganske forskrækket slog Armene om hende og spurgte, hvad der var i Vejen.

De to Brødre mødtes i den anden Ende af Haven. Johannes sad sammensunken paa en Bænk, der stod i Skyggen under et Træ. Hans Ansigt var blegt, de trætte Øjne uden Lys. Da han saae Broderen komme ilende, rejste han sig og gik ham nogle Skridt imøde.

»Ja, det er mig, Povl!« sagde han med bortvendt Blik, da de havde rakt hinanden Haanden.

Doktoren saae uvis paa ham.

»Du er da ikke syg, Johannes?«

»Nej. Kun lidt træt. Og lidt ensom. Vil du unde mig Husly en lille Tid? Jeg har været saa vidt omkring og trænger til at komme til Ro med mig selv. Du har jo skrevet, at det er ethvert Menneskes Ret at vokse efter sin Natur. I Tillid hertil be’r jeg om Plads her i dit Asyl.«

»Aa, Johannes! Saa er du virkelig kommen tilbage!«

Oppe fra Skovhytten hørtes i Stilheden atter Kjelds Skalmejetoner.