V.

Paa Herregaarden var Lysene allerede slukkede et Par Timer efter Solnedgang, da det røde Maaneansigt løftede sig over Skoven med den ene Kind formørket. Ogsaa Asmus Hagen, der havde tilbragt hele den foregaaende Nat paa Rejse, var gaaet i Seng med Hønsene. For at skaffe Torben Hvile efter Dagens mange Sindsbevægelser havde han tilberedt ham et Sovepulver, som var nøje afpasset efter hans Tilstand, og Resultatet blev, at Torben for første Gang i lange Tider faldt i Søvn næsten øjeblikkelig.

Barbara, der laa i et Kammer ved Siden af, og som plejede at blive kaldt op flere Gange om Natten for at rette paa hans Leje eller give ham noget varmt at drikke, blev helt ængstelig. Hvert Øjeblik stod hun op af sin Seng for at lytte ved Døren. Men hun hørte ham stadig sove roligt, blot snakke lidt i Søvne nu og da.

37| Først Morgenklokken ovre i Avlsgaarden vækkede ham. Med en vidunderlig Følelse af Udhvilethed slog han Øjnene op. Da det gik op for ham, at det var Dagskæret og ikke Maanen, der lyste paa Rullegardinet, at Natten allerede var omme, blev han liggende i stille Forundring. Og det var nu for ham, som om han vaagnede af en anden, en endnu dybere Søvn. Disse sprukne Klokkeklemt derovre, der i tre Aar hver Morgen efter en endeløs Nat havde forkyndt ham en ny Dags Komme med ny Angst og ny Pine — de naaede nu ind til ham som fra en svindende Skyggeverden, en bortflygtende Rædselsdrøm.

Ved Frokostbordet begyndte Asmus igen at drille ham med de gamle Lægeskrifter, han havde fundet her. Torben vilde først ikke ind paa Sagen; men da Vennen blev ved at gaa ham paa Klingen, forklarede han, hvorledes han mente at have gjort den Erfaring, at visse regelbundne Naturbegivenheder, som de skiftende Tegn i Sol og Maane, Planeternes Vandringer og Jordens egen Stilling i Verdensrummet, indvirkede paa hans Befindende, og han havde derfor søgt at gøre sig bekendt med, hvad der fandtes i Literaturen om lignende Iagttagelser til Bevis for en sympatiskorganisk Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet.

Hans Tilstaaelse rejste en Diskussion, der fra Asmus' Side førtes med stor Heftighed; og det blev ved denne Lejlighed Torben rigtig klart, hvor den lange Adskillelse havde gjort dem fremmede for hinanden.

Han forsøgte derfor heller ikke mange Overtalelser, da 38| >Asmus om Eftermiddagen bestemte sig til at tage tilbage til København.

Afskeden var dog meget hjertelig. Da Torben stod med Vennens Haand i sin, kunde han daarligt slippe den.

„Hils derovre!“ sagde han uden at nævne Navne. Men Asmus tænkte sit og nikkede.

Resten af Eftermiddagen sad Torben i sin Armstol. Med en Fornemmelse af at have været borte paa en lang eventyrlig Rejse tog han igen sin lille Hjemmeverden i Besiddelse. Allerede med noget af den tilkommende Afskeds Sørgmodighed hørte han Vinden stryge saa fortroligt langsmed Muren og — langt borte fra — Brølet af det hjemvendende Kvæg.

Han tænkte paa sin Mor, der havde siddet her ligesom han og ventet Døden. Han havde ikke bevaret mindste Erindring om hende; men han havde ofte i disse Aar følt hendes levende Nærværelse i de tomme Stuer og ladet sig trøste af den. Han havde i Stilheden hørt hendes hule Hoste, som Tjenestefolkene talte saa meget om, da han var lille. Han havde set hende sidde derhenne ved Vinduet med Haanden under Kinden i den tavse og blide Skæbnehengivelse, hvorom hans Far i opbevarede Breve til Slægtninge havde skrevet med saa stor Beundring.

Og han tænkte paa de mange andre Mennesker, der i Aarhundredernes Løb havde levet og elsket og lidt her paa Favsingholm, alle disse underlige Skæbner, som han havde lært at kende af gamle Regnskaber, Skøder, 39| Forhørsudskrifter, Kontrakter og halvt fortærede Breve fra Gaardens Arkiv. Nu vilde han sagtens hurtigt glemme de døde for de levende. Den hele mangfoldige Fortidsverden skulde igen forsvinde i Mørket ...

Barbara kom ind og spurgte, om hun ikke skulde tænde. I Stedet for at svare vinkede han hende til sig. Med Haanden paa hendes Skulder gik han et Par Gange op og ned ad Gulvet for at prøve, om han kunde spore nogen Bedring. Og virkelig forekom det ham, at han allerede bevægede sig noget lettere.

Et Par Timer efter laa han i sin Seng, og ved Hjælp af det nye Sovepulver gled han ogsaa denne Aften hurtigt ind i Bevidstløsheden. Men ved Midnat vækkedes han af sine Drømme. Og da det gik op for ham, at det var om Jytte Abildgaard, han havde drømt, blev han lysvaagen.

Den første Gang, han havde set sin Vens smukke Kusine, var paa Storeholt, Asmus Hagens fynske Barndomshjem, hvor han havde været Gæst i en Sommerferie. Hun var dengang en lille Pige paa en halv Snes Aar; han selv og Asmus var femten. Hun kom dertil fra Samsø, hvor hendes Far paa den Tid var Birkedommer; hendes Sprog var halvt bondsk, og hun havde sat de to korrekte Herlufsholms-Akademikere i Forlegenhed ved den ligefremme Maade, hvorpaa hun gjorde sig til Kammerat med dem og boltrede sig i Høhjelmene som en Dreng. Han huskede endnu en solhed Dag, da Asmus og han drev efter Gedder ude paa Søen, „Grønnevandet“, som den kaldtes. Pludselig stod hun inde paa Bredden og raabte til dem, 40| at hun vilde med. De lod hende raabe. Hun var dem til Besvær med sit Overhæng. Da saae de, at hun begyndte at smøge Klæderne af sig, og en, to, tre plaskede hun i Vandet og kom svømmende ud imod dem med det lange brune Haar flydende efter sig. Da hun naaede Baaden, hængte hun sig med Armene paa Rælingen som en lille Havfru-Unge og lo højt.

Den Sommer, han blev Student, mødtes de paany, og ogsaa denne Gang paa Storeholt. Hendes Far var i Mellemtiden bleven Rigsdagsmand, Familien var flyttet til København, og det havde forandret hendes Væsen. Hun var nu ogsaa bleven halvvoksen, og han holdt af at se paa hendes brune Øjne og den røde Mund, der med sine smaa hvide Tænder var frisk som en overskaaren Hyben.

Derefter gik der næsten seks Aar, før de atter saaes, og i al den Tid tænkte han kun sjelden paa hende, skønt Asmus ofte talte om hende med Berømmelse. Hun var bleven Student med Udmærkelse og studerede nu Engelsk og Fransk for at blive Magister. Men hans Hjerte var dengang pantsat forskellige andre Steder.

Saa en Dag mødtes de i et københavnsk Middagsselskab. Allerede hendes Udseende satte ham i Forundring. Han havde tænkt sig hende høj og slank, og saa var hun snarest underTEI/xml, copyright Karsten Kynde, 2016 Middelhøjde og allerede ret fyldig. Han huskede endnu, at hun var klædt i ildgul Silke, og at hun i den Dragt og med sin varme Hudfarve havde gjort et ganske sydlandsk Indtryk paa ham.

De fik hinanden tilbords, og her overraskede hun ham paany ved straks at fortælle, at hun havde vidst, han 41| vilde komme der, og havde glædet sig til at træffe ham igen. Saa talte de om Storeholt, og hun fortalte underholdende om en Italiensrejse, hun nylig havde foretaget sammen med sin Mor. Hendes Far var et Aarstid i Forvejen død som Justitsminister.

Af Naturbarnet fra Samsø var der bleven én i Optræden og Tale mønstergyldig ung Hovedstadsdame, der i enhver Henseende vidste, hvad der passede sig. Den lille Havfru-Unge fra „Grønnevandet“ kunde i det højeste spores i et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af de gyldenbrune Øjne og i denne fortrolige Udtryksmaade, der gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa farlig for Mænd, der ikke kendte hende.

Allerede ved dette første Møde spurgte hun ham tilraads om forskellige Ting, talte ogsaa en Del om sin Far og bekendte aabenhjertig, at hun ikke interesserede sig for Politik og ikke kunde begribe, hvor nogen vilde være Minister. Hun havde ofte set sin Far komme forpint hjem fra Rigsdagsmøder og Statsraadsforhandlinger og følte sig overbevist om, at det var de mange Ærgrelser, han havde haft, der saa tidlig lagde ham i Graven.

Ogsaa efter Bordet blev de nogen Tid siddende sammen i fortrolig Samtale, indtil Jyttes Mor kom derhen og bad hende huske paa, at der var andre Venner tilstede, som gerne vilde hilse paa hende.

De Dage, der nu fulgte, stod siden for hans Erindring som henlevet i en gylden Taage. Han, som tidligere blev 42| lidt forelsket i enhver smuk Dame, han saae, følte sig for første Gang som Offer for den mystiske Magt, der fil42|trer to Menneskers Livstraade i hinanden og fuldbyrder deres Skæbne. Skønt han netop stod i Begreb med at drage ud paa sin store Studierejse og hans Venner allerede havde gjort Afskedsgilder for ham, opsatte han Rejsen fra Uge til Uge for at kunne træffe sammen med Jytte Abildgaard, og en Dag kom det ogsaa til en Erklæring.

Det var ude paa Langelinje. En Solskinsdag i April med store, hvide Skyer i Drift ud over Sundet. Han havde været saa straalende sikker paa hendes Ja, at han først ikke vilde tro det, da hun med en uigennemtrængelig Mine bad om Betænkningstid.

Han havde godt vidst, at der var en anden Mand, som hun holdt af at tale med og paa sin frimodige Maade viste Tillid. Det var Professor Ole Knudsen, den bekendte Historiker, hvem hun nylig havde lært personlig at kende i Rom. Men Manden var 60 Aar gammel og næsten blind, saa det var ikke faldet ham ind for Alvor at betragte ham som Rival. Dagen efter fik han imidlertid et Brev fra hende, hvori hun med et anstrengt Forsøg paa Humor bad ham om endelig ikke for hendes Skyld at opsætte sin Rejse længer, da det vistnok ikke var Vorherres Mening med hende, at hun overhovedet skulde blive gift.

Den Dag gik det pludselig op for ham, at han ikke var den Lykkeprins, han hidtil havde haft nogen Grund, til at tro. Han var saa fortvivlet og samtidig saa rasende forbitret, saa dødelig saaret i sin forkælede Selvfølelse, at han ikke var langt fra at gøre en Ulykke paa sig.

Dagen efter rejste han.

43| Et halvt Aar senere hørte han i Paris, at en svensk Friherre og Væddeløbsrytter gjorde Stormkur til hende, og at man ventede en Forlovelse. Og i de følgende to Aar, mens han gennemrejste Evropa for sine Studiers Skyld, naaede der ham Rygter om andre forestaaende Forbindelser, som heller ikke blev til noget. Han maatte da igen mindes de anstrengt spøgefulde Ord, hun havde skrevet til ham om sin formodede Bestemmelse her i Livet, og tænke paa, hvad de kunde skjule.

Kort Tid efter sin Hjemkomst traf han hende en Dag uforvarende i Ridehuset ved Slottet. Hun var nu bleven 23 Aar og stod i sin fejreste Blomstring. Siden mødtes de her næsten daglig — og efter at de først ved en stiltiende Forstaaelse var kommen overens om at lade Fortiden hvile, fandt hun hurtigt igen den gamle, tillidsfulde Tone overfor ham. De red tilsidst ud sammen og gjorde ret lange Ture i Byens Omegn.

Nogen særlig god Rytterske havde den svenske Væddeløbsbaron ikke formaaet at gøre af hende. Men Ridedragten og den sorte Jockeyhue klædte hende fortræffeligt.

Det var paa en af disse Udflugter, at han første Gang overraskedes af et Varselbud fra sin Sygdom. Han fik ondt og maatte staa af Hesten for at hvile sig paa en Grøftekant. Det var ude ad Utterslev til. Jytte blev frygtelig opskræmt. Hun red ind i en Gaard for at hente Vand, og bagefter stod hun selv af Hesten og tog sig af ham paa den søsterligste Maade.

Saadan begyndte Kærligheden igen at spinde sine 45| gyldne Traade imellem dem. Han saae hende fra den Dag mest i hendes Hjem hos Moderen — „Gehejmeraadinden“, som hun gerne blev kaldt, fordi hendes Mand var død i sin høje Embedsstilling, og fordi hun selv tilhørte den ansete og formuende Hagenske Slægt fra Storeholt.

Til nogen fornyet Erklæring kom det dog aldrig. Der viste sig paa Bunden af Jyttes frimodige Væsen bestandig en hurtig vakt Skyhed, som i det afgørende Øjeblik holdt ham Ordet tilbage. Der var i denne underligt bange Tillidsfuldhed noget, der ofte fik ham til at tænke paa saadanne halvtamme Raakid, som man kan træffe i Nærheden af Skovfogedboliger, — der flygter, saasnart man nærmer sig, men følger efter, naar man gaar bort.

Han havde undertiden spurgt sig selv, om der kunde være nogen Hemmelighed i hendes Liv, som hun ikke havde Mod til at tilstaa for ham. Han mindedes de angstfulde Øjne, hvormed hun havde set paa ham hin Dag paa Langelinje, da han friede til hende. De Øjne havde forfulgt ham ogsaa her paa Favsingholm.

Hun og hendes Mor levede den Vinter meget stille. Fru Abildgaard havde kort forinden mistet den sidste af sine to Sønner, en begavet ung Mand, der af en urimelig Aarsag begik Selvmord. De mange Forlovelsesrygter, der i de sidste Aar var flagret op af Jyttes Fodspor, havde vistnok ogsaa isoleret dem noget.

„Synes De ikke, min Datter har forandret sig meget?“ spurgte Moderen ham engang, da de var bleven alene i Dagligstuen. Han havde i sit Hjerte maattet give hende 46| Ret. Trods Jyttes ligegyldige og til Tider ret løsslupne Tone var hun aabenbart ofte stærkt forpint. Broderens Død havde vel nok rystet hende stærkt. Men bar hun ikke ogsaa paa en hemmelig Sorg? Hvorfra kom det Slør af Træthed, der saa tidt kunde lægge sig over de skønne, kloge Øjne? Hvorfra den tunge Sødme i det tankefulde Smil?

Hun havde i de sidste Aar opgivet sine Sprogstudier og slaaet sig paa Musikken. Selv talte hun blot om, at hun „klimprede lidt“. Men fra anden Side vidste han, at en af Professorerne ved Konservatoriet skulde have berømmet hende i høje Toner og kun beklaget, at hendes Ærgerrighed ikke svarede til hendes musikalske Evner og hendes Energi. „Hun vilde kunne blive en Virtuos af evropæisk Rang,“ havde han sagt.

Aftenen før han rejste til Nauheim for at gennemgaa en Kur — og hente sin Dødsdom — stod de sammen i Lygteskæret udenfor hendes Port i Dronningens Tværgade og tog Afsked. Han havde fulgt hende hjem fra en Koncert, og de var begge lige aandsfraværende. Anede hun, at Frierordet atter brændte ham paa Læben? Var det af den Grund, hun havde et saadant Hastværk med at faa Haanden ud af Aftenkaaben og sige Godnat?

„Og Lykke paa Rejsen!“ sagde hun i spøgende Tone. „Og husk paa, at De har lovet Mor at skrive!“

Det var de sidste Ord, han havde hørt af hende.

Siden havde han hvert Aar paa sin Fødselsdag faaet en Sending Roser fra hende og Moderen med en Hilsen fra Storeholt, hvor de paa den Tid gerne opholdt sig.

47| Den første Gang havde han takket med et Brev, senere med et Par Høflighedsfraser, og anden Forbindelse havde der i disse Aar ikke været imellem dem. Dersom det forholdt sig rigtigt, som Asmus formodede, at hun gik og ventede paa nogen, saa kunde det sikkert ikke være paa ham ...

Lyden af en Mus, der gav sig til at arbejde henne bag Vinduespanelet, gjorde ham et Øjeblik opmærksom. Saa var Klokken altsaa Et. Det lille Mørkevæsen, der førte en strengt reguleret Tilværelse, begyndte hver Nat paa den Tid at skærpe Tænder. Udenfor havde Vinden rejst sig. Underligt luskende kom den omme fra det søndre Gavlhjørne og fingrede ved Vinduer og Døre som en Tyv.

Snart vendte dog hans Tanker tilbage til Jytte. Han satte sig op i Sengen og trykkede fortumlet Ansigtet ned i sine Hænder. Om et halvt Aar vilde han maaske vide Besked. Seks lange Maaneder skulde han endnu gaa her i Uvished! ... Han følte igen Sygdommens Lænker snære om Haand og Fod og sled i dem som en Fange, der er vaagnet op af en Drøm om Frihed.

„Hvad har jeg i Grunden vundet? Ikke saa saare har Dødens Gespenst sluppet sit Tag i min Strube, før Livets Mare kaster sig over mig med endnu værre Pine!“

Døren til Barbaras Kammer aabnedes sagte. Den Gamle havde hørt ham sukke. Hun kom ind med et Lys i Haanden og blev staaende ved Døren i sin hvide Natdragt. Med den anden Haand skærmede hun for Lyse48|flammen, saa kun hendes eget lille Ansigt blev belyst. Hele Stuen fyldtes af Haandens Skygge.

„Giv mig lidt at drikke,“ sagde han.

„Har Herren ikke sovet?“

„Jo vist! Men jeg er saa forstyrret i Hovedet. Se efter, hvad Vinden er!“

Barbara satte Lyset fra sig paa et Bord under Vinduet, tørrede Duggen af en Rude og saae ud i den blaa Nat.

„Vinden er gaaet i Sønder,“ sagde hun.

„Jeg tænkte det nok. Hørte De ikke Fugletrækket i Aftes? Vi skal have mere vaadt Vejr.“

Den Gamle bekræftede det. Fluerne havde holdt sig inden Døre siden Middag, sagde hun.

Mens hun stod ved Bordet og skænkede en Drik af friske Hyldebær gennem en lille Si, laa Torben paa Albuen og iagttog hende. Det var saa besynderligt at tænke paa, at ogsaa hun snart skulde være bare et Minde for ham. I tusinde Nætter var hun dukket frem af Mørket derhenne og havde puslet omkring ham som et venligt gammelt Husspøgelse. Undertiden havde hun maattet sidde her ved hans Seng og underholde ham i de lange, søvnløse Timer; og det syntes ham da tidt, at hun i sin ensformige Tilværelse havde oplevet mere end noget andet Menneske, han havde kendt; ogsaa, at hun med sin Enfoldighed var klogere paa Livet end de fleste. Velsagtens fordi hun var et af disse nu næsten uddøde Mennesker, som havde deres hele Verden der, hvor Tilfældet anbragte dem.

49| Hun stammede fra Kristiansfeld, hvor hun for 80 Aar siden fødtes i Brødremenigheden. I Krigens Tid havde hun haft Ansættelse som Vaagekone ved et af Feltlasaretterne og havde fulgt Hæren op gennem Jylland. Paa den Maade var hun havnet her i Randersegnen. Men hvad skulde der nu blive af hende? ...

Han var for træt til at tænke mere. Da han havde drukket lidt, tog han igen et Pulver og bad hende gaa til Ro.