IX.

Der ligger en lille By ved Middelhavet en Milsvej fra Genua. Den ligner de fleste andre af de mange Hotel- og Pensionatsbyer, som en soldyrkende Tid har drevet frem dernede i Evropas Varmebænk under de olivengraa Apenniner. Lagvis ligger den opad Bjergsiden med stejle Gader, Buegange og tropiske Palmehaver. Langsmed Stranden er der ført en Promenade. Paa svære Undermure er den løftet en halv Snes Meter over Brændingen, der under paalands Vind — og det blæser ganske hyppigt over Middelhavet — springer op med en Bevægelse, der minder om en stejlende Hest, og derpaa opløser sig i Skum med en Syden, helt forskellig fra det Drøn, hvormed vor egen graa Vesterhavsbrænding ligesom i tunge Drømme vælter sig over Sandrevlerne. Tager Vinden til og faar Syvmilestøvlerne paa — og det stormer slet ikke saa sjældent under Azurkysten — brydes Havet mod Undergrunden med en hul Sprænglyd og staar tilvejrs med et taarnhøjt Sprøjt som fra en underjordisk Eksplosion.

69| Byens største Hotel er Parkhotellet, et marmorhvidt, fem-etages Soltempel med hundrede Altaner eller Altre lige mod Syd. Foran ligger et stort, halvt offenligt Palme-Anlæg, som nede ved Stranden ender i en Terrasse med Udsigtsbænke og en Trappe, der fører ned til Promenaden.

Her sad en vindstille Dag i Slutningen af Marts et Selskab af Hotellets Gæster og inspicerede Havet. De var gaaet derned efter den anden Frokost for at raadslaa om en fælles Eftermiddags-Adspredelse; men efter mere end en Times Kaglen paa forskellige Tungemaal var man endnu ikke kommen til noget Resultat. Udenfor Forstrandens yderste Klippeblokke, hvor Brændingen kogte, laa Havet blankt som Metal og vuggede Spejlbilledet af Middagssolen og dens Lysbro. Nogle havde derfor foreslaaet en Rotur. Andre havde anbefalet at tage til Genua for at se et Par Negerboksere, som optraadte i et amerikansk Menageri. Blandt Dagens Forlystelser var der ogsaa bleven nævnt en Begravelsesmesse i Domkirken derinde og en Flyveopvisning. I det hele var der saa meget at vælge imellem, at ingen rigtig vidste, hvad han havde Lyst til; og den livlige Raadsforsamling opløstes da tilsidst med det Resultat, at de fleste gik tilbage til Hotellet for at hvile sig til den store Promenadetime, Klokken tre, naar Musikken spillede.

De standhaftigste — deriblandt flere Damer — havde dog gjort Alvor af at leje en Baad og lade sig ro ud paa Havet. Tilbage paa Bænkene sad nu kun to danske Herrer: en lille sortskægget Mand af jødisk Udseende 70| og en stor Fuldblods-Nordbo med frodige Kinder og Øjne som en Foraarshimmel.

„Hvem er i Grunden den unge Mand, der hænger saadan efter Frøken Abildgaard?“ spurgte den første, der var kommen dertil samme Morgen og i Forvejen havde gjort den anden forskellige Spørgsmaal om sine Medpensionærer.

„Mener De Tyskeren?“

„Nej, den unge Københavner med de lilla Silkestrømper. Han fulgte ogsaa med hende nu paa Roturen.“

„Aa, det er unge Mohn! En Søn af Mohn & Drejer. En Dødens Kandidat, som De vist kan se paa ham. Han er her med en Sygeplejerske fra røde Kors ... paa Vejen til Ægypten. Stakkels Fyr! Han skal ikke have mere end en halv Lunge tilbage.“

„Det er bleven mig sagt, at Godsejer Torben Dihmer kan ventes hertil.“

„Ja. Han kommer fra Wiesbaden. Vi venter ham hver Dag.“

„Mon der er noget om, at han og Frøken Abildgaard skulde være forlovede?“

„Det har man snakket om Gud veed hvorlænge, saa man har vel Lov til at begynde at tro paa det. Dihmer er forresten min Ven, og jeg kan godt unde ham at faa en smuk og interessant Kone nu, da han endelig er bleven rask. For han skal virkelig være bleven fuldstændig helbredet, siges der.“

„Ja, jeg veed det fra Professor Hagen selv. Han er min Læge.“

71| „Mærkværdigt! En virkelig Opstandelse fra de Døde — kan man jo næsten sige. Det kunde egenlig være ganske interessant at have prøvet det.“

„Ligger De selv hernede for Deres Helbred, Hr. Generalkonsul?“

„Jeg? ... Synes De, jeg ser ud til det?“ spurgte Kæmpen smilende men dog straks lidt ængstet. Han var en solbrun Mand i sin bedste Alder, havde et kraftigt Overskæg og to mandelstore, skinnende hvide Fortænder. Hver Gang han smilte — og han smilte næsten bestandig — præsenterede de sig bag Skægget som bag et Hareskaar. „Næ, Gud være lovet, jeg fejler ikke noget. Siden jeg begyndte at bruge det Wellerske System, har jeg følt mig som et Føl paa en Sommereng. Jeg havde tidligere brugt den Pettermannske Metode, men det er Humbug og Reklame. Weller derimod er Problemets lykkelige Løsning. — Hvordan er det, Direktør Zaun? De er selv kommen herned for Helbredets Skyld, ikke sandt? Er det Brystet?“

„Nej, jeg lider af Søvnløshed — desværre. Professor Hagen har tilraadet mig en Luftkur.“

„Ja, Søvnløshed maa være en skrækkelig Plage. Jeg havde en Gang nu i Vinter faaet en ubehagelig Efterretning sent om Aftenen. Jeg forsikrer Dem, jeg laa halvanden Time uden at kunne falde i Søvn. Tænk Dem! To Gange maatte jeg op af Sengen og tage kold Styrt, inden jeg faldt til Ro. Jeg glemmer aldrig den Nat! ... De skal forsøge med Weller, Direktør Zaun. Op Klokken syv, Systemet punktlig gennemgaaet i tolv Minutter for 73| aabne Vinduer, bagefter Styrt, Havregrød, Frugtkompotter og senere paa Dagen Aandedrætsøvelser og elektrisk Massage eller Lysbade. Jeg siger Dem, De vil efter et Par Maaneders Forløb fryde Dem ved Livet som et Føl paa en Sommereng. Se paa mig! Jeg har i de sidste fire Aar ikke haft saa meget som Snue engang!“ - „Ja, jeg veed det jo; den Wellerske Sundhedslære har vundet megen Udbredelse —“

„Kære, det drejer sig om en Verdensbevægelse! Men Pettermanns Metode er Humbug. Afsløret Humbug! Min Kone har i det sidste Nummer af vort Foreningsblad skrevet en Artikel, der er aldeles knusende for Pettermann. — Først med Weller er Problemet virkelig løst. Kraft, Sundhed, Sindsligevægt og Livsglæde for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler — Historien om Kolumbusægget endnu engang.“

„Agter De at opholde Dem her i længere Tid, Generalkonsul Kolding?“ vedblev den utrættelige Spørger.

„Veed det skam ikke. Vi plejer ellers at være i San Remo i Sæsonen, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa kraftig her. Det er, som om man inddrikker Styrke og Livsmod med hvert Aandedrag.“

Han lukkede Øjnene og aandede tre Gange dybt ud. Det var som en Andagt. Da han igen slog Blikket op, havde hans Ansigt et næsten forklaret Udtryk.

„Herligt! ... Og Naturen er jo lige pragtfuld allevegne hernede. Man maa erkende, at Vorherre har været paa Højden af sin Skaberkraft, da han modellerede denne vidunderlige Kyst. Som Arthur Høj forleden saa brillant 74| skrev i en Kronik: I disse herligt svungne Linjer paa Evropas Fodstykke synes man at læse hans Kunstner-Signatur: Deus fecit!“

Med udstrakt Pegefinger begyndte han at skrive Ordene i Luften, da han pludselig lod Haanden synke. Han havde nede paa Promenaden faaet Øje paa en Mand, der stod ved Rækværket noget borte. En høj, skægget Mand i en lys Støvkappe.

„Hvordan er det?“ frittede Direktøren paany. „Mistede ikke Geheimeraadinde Abildgaard for nogle Aar siden en Søn paa en lidt underlig Maade?“

„Underlig Maade?“ sagde Generalkonsulen tankespredt uden at tage Øjnene fra Manden dernede, som nu havde faaet en Lommekikkert frem og herigennem fulgte Baaden med det lille Hotelselskab, der vuggede derude paa Dønningen. „Han tog Gift. — Historien blev dysset ned, men den er sikker nok. Den unge Mand havde haft et Forhold til en Figurantinde ved Morskabsteatret, og da hun en skøn Dag stak af til Provinsen med en anden, gik han af Melankoli hen og tog Livet af sig. Familjen er i det hele lidt ekscentrisk. De veed maaske, at der var en anden Søn, som ogsaa gik ud af Sagaen paa en noget hovedkulds Maade.“

„En anden Søn?“

„Ja, det er snart længe siden. En rask og Pokkers køn Knægt forresten. Han vilde være Søofficer og var kommen med paa et Øvelsestogt som Lærling, men i en eller anden vestindisk Havn rømmede han fra Skibet sammen med et Par Kammerater for at gaa paa Eventyr.“

74| „Ja, nu erindrer jeg det. Der stod saa meget om det i Bladene.“

„Det tror jeg! Det var jo en slem Blame for Familjen. Man har aldrig hørt fra ham siden. Han er gaaet tilbunds et eller andet Sted i Verden. — Aa hør, Direktør Zaun! Gør mig den Tjeneste at se paa den Herre, der staar derhenne og læner sig til sin Stok! Ham med Kikkerten.“

Direktøren fik sin Næseklemmer frem og anbragte den med et Tryk af den samlede Haand foran en Guldlorgnet, der i Forvejen red paa hans orientalske Ansigtspukkel.

„Den Herre? Ham saae jeg før, da vi gik herned efter Lunchen. Han sad derinde i Haven under en af de store Viftepalmer. Det er vist en Russer. Han kunde godt se ud til at rekreere sig hernede efter et længere ufrivilligt Ophold i Sibirien.“

„En Russer? Jamen ... Nej ... Jo, min Sæl og Salighed! Det er Dihmer! Det er ham selv!“

„Godsejer Dihmer?“

„Næ, jeg veed dog ikke ... det Skæg! Og alligevel! ... Jeg tror, jeg vil kalde.“

„Men gaar det an? Jeg siger Dem, jeg er temmelig sikker paa, at det er en forvist Russer.“

„Jeg vil alligevel prøve ... Dihmer! Torben Dihmer!“

Skikkelsen derhenne foer sammen, og Kikkerten forsvandt ned i Kappelommen, mens Manden vendte sig om 76| efter Lyden.

„Jo, vist er det ham! Den Vædderprofil er da ikke til at tage Fejl af! ... Dihmer! Gamle Ven!“

77| Generalkonsulen svang sin hvide Kalabreser og stod et Øjeblik efter nede paa Promenaden med begge Hænderne plantet paa Torbens Skuldre.

„Velkommen tilbage fra de Dødes Rige! Ved Gud, jeg havde nær ikke kendt dig med det Skæg! Du ligner grangivelig en af disse Russere, der ligger hernede og rekreerer sig efter et længere Ophold i Sibirien. Til Lykke, du medicinske Vidunder! Du veed vel, at der er skrevet om dig i alle Bladene?“

Torben var ulykkelig over dette Møde. Da Generalkonsulen traadte et Skridt tilbage for rigtig at betragte ham, stod han forlegen og stregede i Gruset med sin Stok. Lidt efter kom Direktør Zaun listende ned ad Trappen med Nysgerrigheden kiggende ud af alle Træk og lod sig forestille.

Hans Ansigt syntes Torben bekendt, men han huskede ikke hvorfra og brød sig ikke om at spørge.

De tre Landsmænd fulgtes derpaa et Stykke henad Vejen, og da Torben ikke saae nogen Udvej til at blive det generende Følgeskab kvit, foreslog han, at de skulde tage Plads paa en af de ledige Bænke. Han kunde derfra holde Øje med Baaden og sikre sig mod at blive overrasket ved en Landgang.

Generalkonsulen overvældede ham med Spørgsmaal. Han vilde vide, hvornaar Torben var kommen, hvilken Rute han havde taget, hvad for et Hotel han boede paa, og om han allerede havde truffet Landsmænd „eller maaske Landsmandinder“. Torben sad med en pinefuld Fornemmelse af at blive befamlet og besnust rent kor77|porligt. Han svarede blot, at han var kommen dertil den foregaaende Aften over Milano, og han undgik at nævne Navnet paa den fredelige Hotel-Pension, han havde gemt sig i.

Og for nu at værge sig mod yderligere Toldeftersyn spurgte han:

„Hvordan lever du selv? Du er jo gift, ikke sandt?“

„Kære, det veed du da! Med Nathalie Lund. Vi har allerede fire Poder. Fire Løveunger, der tilsammen vejer 62 Kilo. Efter seks Aars Ægteskab. Du maa indrømme, at vi har gjort vor Borgerpligt.“

Torben bevidnede ham sin Agtelse med en Hovedbøjning.

„Ja, min Kone fortjener virkelig Respekt. Jeg glæder mig til at forestille dig for hende. Et passioneret Friluftsmenneske ligesom jeg selv. Uforfalsket Natur. Ingen Korset-Deformitet, ingen løse Nyrer. Den 3die Februar Klokken 12 arriverede vor sidste Unge med et stort Frydeskrig fra det Hinsidige, og den 25de samme Maaned havde min Kone Kufferterne pakket og var klar til Afgang med hele Flokken. Jeg tror, jeg kan sige, at det er noget af en Rekord.“

„Du ligger hernede med Familjen?“

„Ja, jeg rejser ligesom Kalifens Elefant med en Ammestue paa Ryggen. Egenlig skulde vi have været i San Remo, som vi plejer, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa frisk her, mere ozonrig. Naturen er jo lige herlig allevegne, og det rejsende Publikum er 78| omtrent det samme. Ja, for dig, kære Ven, maa det da være som at vaagne op midt i Paradiset.“

Hertil svarede Torben ikke noget.

„De kommer fra Rhinegnene,“ begyndte nu Direktør Zaun, der havde siddet med bortvendt Ansigt og følt sig lidt krænket over ikke at være bleven genkendt. „Der har jo været en ualmindelig kold og vaad Eftervinter i Aar. Man taler om en alvorlig Beskadigelse af de unge Vinplanter. Det vilde jo betyde et stort økonomisk Tab. Hvad mener De om Storstrejken i Ruhr-Distriktet? Tror De, den bliver til noget? De sidste Efterretninger lyder jo ret foruroligende.“

Da han hørte, at Torben intet vidste, trak han en mægtig Bunke Aviser op af sin Overfrakkelomme. Det var store engelske, tyske og franske Verdensblade, deriblandt et Kæmpenummer af „Frankfurter Zeitung“, mellem hvis halvhundrede Blade hans Hoved forsvandt, mens han søgte en Artikel. Da han endelig fandt den, gav han sig til at læse op af den.

Hans Stemme med de sære Strubelyde, hans lidenskabeligt rynkede Pandehud, den Maade, hvorpaa han hvert Øjeblik nervøst trykkede Næseklemmerne tilrette med hele Haanden, endelig Avisforslugenheden, denne abeagtige Optagethed af alt det ligegyldige, der skete omkring i Verden, vakte paany en flakkende Erindring hos Torben; men han kunde stadig ikke bekvemme sig til at spørge.

Nu saae han ogsaa, at Baaden derude havde vendt og nærmede sig Land. For ikke at risikere at møde Jytte 79| Abildgaard første Gang i disse fremmede Menneskers Paasyn rejste han sig og sagde Farvel.

„Nej vent dog!“ sagde Generalkonsulen. „Om en halv Time begynder Musikken. Saa bliver her livligt.“

„Netop derfor vil jeg gaa nu. Jeg er endnu lidt Rekonvalescent.“ — Paa Vejen hjem til sit Hotel følte han sig virkelig utilpas og begyndte at frygte for, at han i sin Utaalmodighed havde vovet sig for tidligt ud i Livets Røre. Lægerne havde jo nok erklæret ham for helbredet, og naar han ikke forsømte at tage sine Piller, følte han sig ogsaa temmelig rask, spiste med Appetit, sov igen ligesom i gamle Dage og kunde heller ikke længer i sit Ydre spore noget dybere Mærke efter Sygdommen undtagen en lille krampagtig Sitren af det højre Øjelaag. Men den sidste Uges Rejseuro og nu Synet af Jytte havde dog været for meget for hans Kræfter.

Mødet med Generalkonsulen havde yderligere forstemt ham. Det var gaaet ham ved Synet af den forhenværende Ven, som det overhovedet syntes at skulle gaa ham ved denne saa heftigt attraaede Genforening med Livet: han kendte ikke Virkeligheden igen. Den præsenterede sig for ham som i et Hulspejl, der forvrængede og forgrovede alle Linjer i det Erindringsbillede, han havde bevaret af den.

„Men det er naturligvis en Rest af min Nervøsitet,“ — trøstede han sig bestandig. Han havde levet for længe indemuret til saadan paa en Gang at kunne taale at have sine Medmennesker saa tæt ind paa Livet. Det Indtryk, 80| de havde gjort paa ham straks den første Dag paa Rejsen hjemmefra, kunde han ikke glemme. Da Toget kørte ind paa Stationen i Aarhus og han saae Trængslen paa Perronen, saae den Række hæslige Ansigter, der gled forbi hans Kupevindu, havde han følt en Angst omtrent som den, hvormed han første Gang som Barn saae ind i et Rovdyrbur.

Heller ikke noget af, hvad der siden var hændet ham, havde rigtig villet blive til Virkelighed. Alt var gledet ham forbi som Syner i en forvirret Feberdrøm. Hin stjerneklare Februarmorgen for seks Uger siden, da Vognen derhjemme holdt nedenfor Trappen og Barbara løb omkring i Stuerne med et Lys for at finde hans Haandtaske, forekom ham ofte at være den sidste virkelige Erindring, han havde om sig selv.

Kun eet havde ikke skuffet — Gensynet af de unge Kvinder. Der var Dage, da han havde haft en Følelse af, at alle Jordens smukke Damer havde sat hinanden Stævne i Wiesbaden. De havde paa Promenaderne erstattet ham det Solskin og den Naturglæde, han maatte undvære i den uforanderligt stille, graa Flodtaage, der skjulte alle Omgivelser. Ved Aftenfesterne i Kurhusets barbarisk forgyldte Sale havde han igen nydt de yndefulde Bevægelser, hvormed Damer af den store Verden kan brede de brogede Slæb ud over Gulvet og slaa deres Vifter op — saa medfødt naturligt, som Paaftiglen spreder sin Hale. Han kunde sidde ganske stille paa en Bænk blot for at lytte til et Par unge Pigers Tale, denne glade Snak om ingenting, der vederkvægede som Fuglekvidder 81| ovenpaa al den taabelige Tyggen Drøv paa Avissladderen, som man ellers hørte overalt.

Og nu havde han set Jytte Abildgaard. Lyslevende var hun gaaet ham forbi derhenne under Hotelparkens Palmer. I en hvid Kjole med et blommefarvet Silkesjal over Skuldrene. Omsværmet af Kavalerer, der summede omkring hende som Bier om en Honningblomst. Uforandret, Lige rank og ungdommeligt fyldig. Lige uudgrundelig i sin uanfægtede Jomfruelighed ...

Han var naaet hjem til sit Hotel og stod et Øjeblik ude vinder Solsejlet, der skyggede for hans Altan. Han havde ved sin Ankomst om Aftenen forsømt at skaffe sig et Værelse med Udsigt til Havet. Til Gengæld saae han ned i en Have med det frodigste Vildnis af alle Aarstiders Flora. Side om Side hang Gyldenlak, Pelargonier og Nastursier i rige Klynger udover Muren. Magnolier og Roser stod i Flor, og Fersken- og Mandelgrene lyste af Blomster. Under en Samling Appelsintræer, der var fulde af modne Frugter, blaanede Græsset af Foraarets Violer.

Ja — tænkte han — nu stod han her, hvor hans Tanker de sidste Uger havde færdedes, naar de ikke var paa Favsingholm. Og hvad nu? ...

En Kirke i Nærheden begyndte at ringe. Han saae forbavset paa sit Ur. Ikke mere end tre? ... Allevegne var Dagene lige uhyggeligt lange!

Før om to Timer gik det ikke ret vel an at gøre et nyt Forsøg paa at træffe Jytte og hendes Mor. Og hvad saa? Hvad vilde der ske, inden Sol gik ned? ... Maaske var han allerede imorgen igen langt herfra.

82| Henne paa Promenaden, hvor Musikken var begyndt at spille, gled en Strøm af Vinterens mange Flygtninge, der havde reddet sig herned fra Taagerne og Kulden nordfor Alperne. Lykkelige Rekonvalescenter stolprede afsted ved en Slægtnings eller en Tjeners Arm. I Rullestole sad pelsklædte Oldinge med mørkerædde Øjne, der var rejst herned for at tiltigge sig endnu et Aars Frist af Solens og Luftens Naade. Forelskede Nygifte sværmede omkring i deres lovlige Ærinde midt imellem professionelle Dagtyve, der var bleven mætte af Storstadens Vinterfornøjelser og nu en lille Tid hengav sig til sommerlige Glæder.

Megen Opsigt vakte nogle indianerrøde Skikkelser, Mænd og Kvinder i en Slags Aposteldragter med bart, vejrbleget Haar og nøgne Fødder i Sandaler. De tilhørte et Samfund af moderne Stenalder-Mennesker, der boede i Jordhytter oppe i Bjergene og efter Sigende levede af Rødder, mens de tilbragte deres Dage med fromme Naturbetragtninger. Ikke desto mindre savnedes de sjelden her i den store Promenadetime, hvor de med øjensynlig Tilfredshed spejlede sig i deres forhenværende Samtidiges Forbavselse.

Det lille Selskab af Parkhotellets Gæster, der havde været ude at ro, var nu kommen tilbage til Baadehavnen.

Jytte Abildgaard var en af de sidste, der sprang i Land. Hun stod paa Rælingen i sin hvide Kjole med det blommefarvede Sjal svøbt omkring sig, mens saa mange hjælpsomme Hænder blev rakt frem imod hende, at hun 82| paa et hængende Haar var faldet i Vandet. Hun havde som sædvanlig først forbavset og derpaa indtaget alle de Fremmede med sit Væsens Naturlighed og nordiske Friskhed.

„Dét kan da umuligt være sandt, at det er af Hensyn til Deres Datters Helbred, De opholder Dem hernede,“ sagde en amerikansk Oberstfrue til hendes Mor, idet nu hele Selskabet begav sig opad Trappen til Promenaden. „Hun ser jo ud som Sundheden selv.“

Fru Abildgaard vidste knap, hvad hun skulde svare. I et Øjeblik som dette fandt hun selv sine Ængstelser urimelige. Forresten havde hendes Hensigt med Rejsen ogsaa lige saa meget været den at bringe et Møde med Torben Dihmer i Stand paa et Sted, der var nogenlunde beskyttet mod Bredgade-Københavns Nysgerrighed.

Jytte gik et Stykke foran det øvrige Selskab sammen med den unge Hr. Mohn, som var saare lykkelig over at have erobret hende fra Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat von Auen, der ellers altid anmassede sig Pladsen ved hendes Side. Det unge Menneske, der ikke var tyve Aar, saae uhyggelig ud i sin resedafarvede Dragt efter sidste Mode med Undertøj af violet Silke. Der var ikke stort andet tilbage af ham end Skelettet.

„Nu maa De altsaa høre min Ide, Frøken Abildgaard. Den skulde jo helst have været en Overraskelse for Dem, men jeg er nødt til at aabenbare den, inden jeg rejser. I Aften Klokken elleve sejler jeg altsaa her forbi paa „Victoria“. Og saa er det, jeg vil se at faa Lov af Kap83|tajnen til at sende nogle Raketter tilvejrs, og nu vil jeg bede Dem, om De vil gøre mig den Glæde at staa oppe i Deres Vindu og se paa dem.“

„Klokken elleve! Men paa den Tid ligger jeg forhaabenlig og sover paa mit grønne Øre, lir. Mohn! Og det skulde De vist ogsaa helst gøre.“

„Naar jeg nu ber Dem om det som en allersidste Gunstbevisning. Det skal nok blive et Fyrværkeri, som er Dem værdigt. Jeg veed, man kan købe den Slags Ting hos Styrmændene, naar Kaptajnen giver Lov til det. Og det gør han altid, naar det er stille og klart Vejr.“

„Hr. Mohn! Hvad tror De egenlig, Deres Hr. Fader vilde sige til, at De smed saa mange dejlige Penge op i Luften til ingen Verdens Nytte?“

„Til ingen Nytte? Dersom jeg kan gøre Dem en Glæde med det?“

„Jamen det kan De ikke.“

„Ikke? ... Det var kedeligt. Hvad skal jeg saa gøre? ... Vil De heller ikke give mig Lov til at skrive til Dem, naar jeg nu kommer til Ægypten? Jeg vil saa gerne fortælle Dem om alt, hvad jeg oplever.“

„Sig mig, Hr. Mohn, hvor gammel er De i Grunden?“

„Det Spørgsmaal gør man ikke et Menneske i min Alder — det veed De godt. Giver De mig saa Lov til at skrive?“

„Værsgod! Men jeg siger Dem paa Forhaand, at De ikke maa vente Svar. Jeg veed ikke noget værre end at skrive Breve.“

84| „De to Kamelier, De gaar med der i Bæltet, Frøken Abildgaard, vil De forære mig dem til et Minde om Dem? Vil De?“

Jytte nænnede ikke at sige Nej. Hun havde ondt af den stakkels Fyr, der næppe havde tre Maaneder tilbage at leve i.

De var naaet hen til den halvrunde Udvidelse af Spaserevejen, hvor Musiken stod opstillet paa en Forhøjning. I Trængslen fik hun Øje paa Generalkonsul Kolding, hvis to store Fortænder lyste paa lang Afstand. I Haab om at kunne undgaa ham drejede hun til Siden, — hun havde en Slags Vandskræk for dette store Kraftmandfolk med det utrættelige Kænguru-Smil — men Generalkonsulen styrede lige løs paa hende.

„Bon giorno! Bon giorno, Signorina! De har vel set den Genopstandne?“

„Hvem?“

„Godsejer Dihmer naturligvis! Vidste De ikke, at han var kommen? Det er ikke en halv Time, siden han gik herfra. Jeg havde forresten nær ikke kendt ham igen. Han har lagt sig Fuldskæg til og ligner grangivelig en forvist Russer direkte undsluppet fra Sibirien.“

Jytte havde et Øjeblik været borte i sin Overraskelse, men Generalkonsulens familiære Tone fik hende hurtig til at samle sig. Uden at sige noget vendte hun sig fra ham og gik tilbage den samme Vej, hun var kommen, for at naa hen til Moderen. Da den unge Hr. Mohn vilde ledsage hende, frabad hun sig meget bestemt hans Følgeskab.

85| Fru Abildgaard og den amerikanske Oberstfrue var bleven staaende ovenover Trappen til Baadehavnen for at se paa nogle halvnøgne Unger, der sprang omkring paa de solhede Sten. Da Jytte naaede dem, stak hun stiltiende sin Haand ind under Moderens Arm; og nu fulgtes de alle tre nogen Tid, før hun kunde faa sig til at fortælle Nyheden.

„Saa maa vi helst gaa hjem,“ sagde Moderen. „Det vilde være kedeligt, om han søgte os uden at træffe nogen.“

De undskyldte sig hos Oberstinden og gik bort gennem et af de snevre, halvt underjordiske Smug, der fra Promenaden førte op til Byen. Jytte holdt stadig sin Mor under Armen. De gik raskt til, og ingen af dem talte noget videre.

Jytte var mindre end sin Mor men lignede hende iøvrigt Træk for Træk. Som de to Damer gik der Arm i Arm, mens Hatten og Sløret skjulte Fru Berthas sølvhvide Haar, kunde man godt antage dem for et Par Søskende.

De boede ikke paa selve det store Hotel men var kun Kostgængere der. De havde deres private Lejlighed i en Villa, der laa nogle Minutters Vej derfra, lidt højere oppe paa Bjergskraaningen. Her havde de et Opholdsværelse i Stueetagen med Indgang fra en Loggia; desuden to smaa Sovekamre ovenpaa.

Af en Kone, som gik og rev Havegangene, fik de at vide, at der havde været en fremmed Herre og spurgt efter dem.

86| „Det har været Dihmer!“ sagde Fru Abildgaard. „Hvor det dog er kedeligt!“

Inde i Loggiaen, der var møbleret næsten som et Værelse, fandt de hans Kort med en vedføjet Hotel-Adresse.

„Jeg tror, jeg sender ham et Par Ord med det samme. Jeg vil bede ham om at komme her og spise sammen med os. Hvad synes du?“

Jytte nikkede blot og gik videre ind i Stuen. Hun løste sin Hat og lagde den fra sig paa en Etagere. Og pludselig trykkede hun Haanden for Øjnene, ganske overvældet af Tanken om det, som nu var rykket saa ufatteligt, saa uafvendeligt nær.

„Nu er Brevet afsted!“ sagde Moderen, da hun kom ind. „Jeg tror, jeg vil gaa op og klæde mig om med det samme. Saa er der i det mindste een af os hernede, dersom han skulde komme inden Spisetid.“

Jytte havde sat sig hen ved Klaveret og bladede i nogle Noder.

Hun sad der endnu, da Moderen en halv Time efter kom tilbage, pyntelig klædt i en dybviolet Silkekjole med langt Slæb, der gav hendes Skikkelse megen Værdighed. I det hvide Haar sad en stor, ciseleret Sølvkam. Hun satte sig ud i sin Solkrog paa Loggiaen, hvor der stod en kurveflettet Sofa med Puder. Man havde herfra et prægtigt Udkig nedover Byen, der heroppe fra Højden tog sig ud som en eneste stor Park, yderst ude indhegnet af en blaahvid Mur — Havet.

Hun sad der en Tid i Tanker med en uoplukket Avis i Skødet, forundret og lidt urolig over, at Jytte i et Øje87|blik som dette kunde sidde der saa optaget af nogle dumme Noder.

„Aa hør!“ sagde hun tilsidst. „Sæt dig lidt herud, min Pige!“

Jytte traadte frem i Døren.

„Kaldte du?“

„Ja, kom lidt herud! Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om.“

„Kan det ikke vente, Mor? Jeg maa vist op og klæde mig om nu.“

„Aa, fem Minutter kan du nok afse. Sæt dig her ved Siden af mig og lad os tale lidt fornuftigt sammen!“

Jytte tog lidt uvilligt Plads og anbragte en Pude bag sin Ryg.

„Hvad er det saa?“

„Nu skal du ikke straks se saa bøs ud. Jeg vil blot spørge dig, om du har forstaaet, hvorfor Torben Dihmer er rejst netop hertil — han kunde jo have valgt saa mange andre Steder til sin Efterkur.“

„Du mener, det er for vor Skyld?“

„Hvad mener du selv?“

„Jo, det har jeg naturligvis ogsaa tænkt mig. Du og han har jo altid saa godt kunnet tale sammen. I har saa mange fælles Interesser, — Politik, Socialøkonomi og hvad det altsammen hedder.“

„Nu skal du ikke vrøvle, Jytte. Naar jeg spørger dig, er det, fordi jeg igen ikke kan blive klog paa, hvordan du i Virkeligheden har det i en vis Henseende. — Sig mig, min Pige, veed du det rigtig selv?“

88| Fru Bertha lagde sin Piaand hen paa Datterens; det var et varsomt Frieri til hendes Fortrolighed, men Jytte var som hudløs for enhver Berøring og trak Hænderne til sig.

„Nu synes jeg, vi har snakket nok om Dihmer, Mor! Du veed vist ikke, at du i de sidste fjorten Dage næsten ikke har talt om andet.“

„Ja, nu vil jeg have ordenlig Besked. Og lad mig tale rent ud af Posen engang! Ser du, min Pige, du har jo altid holdt dit Hjerte under Laas og Slaa; men jeg mener dog at vide lidt Besked om, hvor du har haft dine Tanker henne i disse sidste Aar. Jeg har heller ikke glemt Udtrykket i dit Ansigt den Aften nu i Efteraaret, da Fætter Asmus kom tilbage fra Favsingholm med den store Nyhed om Torben Dihmer. Saadan skinner et Menneske kun, naar det faar sit eventyrligste Haab opfyldt ved et Under. Men nu i den sidste Tid ... ja, jeg kan jo tage fejl, og forhaabenlig gør jeg det, men jeg har faaet en Fornemmelse af, at der er en anden Mand, der er kommen til at optage dine Tanker lovlig meget, dersom du da har i Sinde at give Torben Dihmer dit Ja.“

Jytte vendte forbavset sit Ansigt om imod hende.

„Hvem skulde det være?“

„Forstaar du virkelig ikke, hvem jeg tænker paa?“

„Er det nogen hernede?“

„Ja.“

„Er det maaske Generalkonsulen?“

„Aa Snak! Du veed jo meget godt, hvem jeg mener. Det er v. Auen.“

89| „Ja, det er det vel saa. Men hvor falder du i Grunden paa det?“

„Aa, det er da ikke saa underligt. I har jo spaseret meget sammen. Folk begynder ogsaa at snakke om det, har jeg mærket.“

„Naa ja, jeg finder ham underholdende. Men du kan nu engang ikke lide Tyskere, Mor! Du ligner ogsaa i det Stykke Far. Jeg holder af at være sammen med ham — det tilstaar jeg gerne. Jeg synes, han er den eneste af alle dem, vi har truffet hernede, som man har noget Udbytte af at tale med.“

„Du mener jo ikke et Ord af alt det, du sidder der og siger, Jytte.“

„Hvorfor spørger du mig saa? Og hvorfor skal jeg absolut i Forhør?“

„Hvor du dog er irritabel, Jytte!“

„Du kunde jo have ladet mig være!“

Hun vilde rejse sig, men Moderen holdt hende tilbage.

„Hvad er der dog i Vejen med dig, Barn? Jeg kender dig slet ikke saadan.“

„Lad mig nu gaa, Mor! Jeg skal op. Lad mig gaa!“

„Jytte, hvad er det med dig? Betro dig til din Mor!“

Hun lagde sine Hænder om hendes Hoved og saae hende ind i Øjnene. Da gik det haabløst ned i Afgrunden for Jytte. Under de sitrende Øjenlaag piblede en Taare frem, og hun sank ind til Moderens Bryst.

„Aa — Mor!“

Fru Bertha vidste snart ikke, hvad hun skulde tænke om detteher. Det var hende noget ganske nyt at se Jytte 90| give sig saadan over. Hun kunde ikke huske, hvornaar hun sidst havde set hende græde.

„Kære Barn, hvad er der dog med dig?“

„Ingenting! Ingenting! Men jeg vilde ønske ...“

„Hvad vilde du ønske, Jytte?“

„Aa — var jeg bare død dengang som lille!“ Det Svar beroligede Fru Bertha. Hun kom endda til at smile. Denne dystre Paakaldelse vakte Minder hos hende fra hendes egen unge Kærligheds Vaar, da Livet syntes altfor svimlende rigt og Lykken for stor til, at Hjertet kunde bære den uden at briste. Hun strøg Jytte henover Haaret og sagde: „Vil du sige mig, min Pige ... vil du betro mig under mit højtideligste Tavshedsløfte ... elsker du Torben Dihmer?“

Der kom intet Svar. „Gør du, Jytte?“

„Ja,“ kom det som et Suk langt, langt indefra. „Jamen saa er jo alting, som det skal være! Hvad er der saa at græde for?“ sagde Moderen, mens de klareste Taarer trillede hende selv ned ad Kinderne. Stormende omfavnede og kyssede hun sin Datter, der modstræbende og tilsidst med Uvilje tog mod hendes Kærtegn.

„Lad mig nu gaa op, Mor! Der kunde komme Nogen.“

„Ja, gaa — mit Barn! Gaa! Torben Dihmer skulde jo ikke saa gerne første Gang se dig med røde Øjne.“

Fru Bertha fortrød nu, at hun overhovedet havde talt til Jytte om denne v. Auen; men Jytte var ikke selv helt uden Skyld i, at hun havde faaet en Mistanke.

91| Flere Gange i den sidste Tid, naar de havde siddet her og holdt Mørkning med lidt Ild i Kaminen og hun troede hendes Tanker hos en anden, havde Jytte pludselig kunnet give sig til at snakke om Tyskeren paa en Maade, som om hun absolut vilde finde paa Undskyldninger for alt det hos ham, som frastødte Folk. Men det var altsaa Gudskelov kun blind Alarm. Naar hun nu blev gift og fik et virkeligt Maal for sit Liv, vilde ogsaa nok hendes gamle Sundhed vende tilbage. Kærlighedens Lykke var jo dog den bedste Medicin. Det kendte hun fra sig selv. — —