116| XII.

Da Fru Bertha om Morgenen kom ind til Jytte, maatte hun ruske i hende for at faa hende vaagen. Jytte havde om Aftenen taget et Sovemiddel, og da Tankerne alligevel ikke lod hende i Ro, havde hun ved Totiden taget endnu et Pulver.

Fru Bertha gik til Vinduet og slog Skodderne tilbage. „Klokken er snart otte. Husk paa, vi faar Fremmede fra Morgenstunden!“

Saa længe Søvnens Mørke endnu hvilede over Jyttes Træk, var de præget af hendes glædeløse Drømme. Men da Moderen var gaaet og hun rigtig fik Øjnene op og saae, at Kammeret var fyldt af Sol, smilte hun.

„Dette er den første Morgen i mit nye Liv,“ — tænkte hun. „Og Himlen selv bringer mig sin Lykønskning paa Sengen. Kan jeg forlange mere?“

Hun følte sig temmelig sikker paa, at denne Dag — den 25de Marts — vilde blive hendes Forlovelsesdag. Og hun blev en lille Tid liggende med Hænderne under Kinden og tænkte paa Torben — saae ham for sig, saadan som han om Aftenen dernede paa Hotellet var kommen frem i Døren til Læseværelset, trods Herredragtens Ensartethed saa forskellig fra alle de andre Mænd, med et Skær over sit Ansigt, som kom han inde fra en anden Verden. Saadan havde hun hele Tiden set ham for sig denne Nat, da hun ikke kunde sove. En forklaret Skikkelse — „Tvillingbroderen“, den saa længe ventede Befrier, der skulde komme som den gudesendte 117| Ridder i Eventyret og løse hendes stakkels fortroldede Sjæl af dens Tornerosesøvn.

„Er du oppe?“ raabte Moderen nede fra Haven.

„Ja — nu er jeg!“

Et Øjeblik efter stod hun afklædt i et Badefad og tog sin kolde Afvaskning for aabent Vindu. Der var ikke andre Genboer end Solen og saa tilfældigvis en Spurv, der sad i Toppen af et Pebertræ udenfor. Hun vendte med Flid Ryggen til Spejlet. Hun havde, lige siden hun blev voksen, haft en Sky for at se sig selv nøgen, og særlig var hun denne Morgen nervøst utaalmodig for igen at faa nogen Klæder om sig.

En halv Time senere viste hun sig nede i Stuen i en ganske ny, lyseblaa Formiddagskjole, som hun udtrykkeligt havde opsparet til denne Lejlighed. Tebordet var dækket ude paa Loggiaen, og ved et andet Bord derude stod Moderen og satte nogle store hvide og lyserøde Blomster i en Vase.

„Kære, hvor har du al den Overflødighed fra?“ spurgte hun. „Hvor er de dejlige!“

„Der fulgte ikke noget Kort med. Men jeg tænker næsten, det er Dihmer, der har været galant.“

„Ja, det er nok ham. Det ligner ham da!“

„Har du set, at der ligger Brev til dig? Det er vist fra Angelica Birch.“

„Aa! Saa er der nok til mig paa den bare! Jeg har ikke svaret paa hendes sidste.“

Hun satte sig ud paa Loggiatrappen, lige i Solen, for at læse sit Brev. Men hun havde ikke gennemløbet 118| mange Linjer, før hun opgav det. Hun kunde ikke holde Styr paa sine Tanker. Det var hende ogsaa altsammen saa ligegyldigt, hvad Veninden fortalte om Per og Povl i København.

Da Solen allerede bagte lovlig varmt, søgte hun ned i Havegangenes Morgenkølighed. Her gik hun med sit bankende Hjerte og ventede paa igen at høre Klangen af Torbens Skridt paa den brolagte Sti mellem Murene. Men da hun virkelig hørte ham komme, skyndte hun sig ind og overlod til Moderen at tage imod ham.

Fra Dagligstuevinduet saae hun ham komme rask op gennem Havegangen, og Synet forvirrede i første Øjeblik. Det var jo aldeles den gamle Torben Dihmer, der kom gaaende der i lysegraat Jakkesæt og Straahat. Men da han kom nærmere og hun rigtig saae hans Ansigt, blev han igen den fremmede Gæst fra Forklarelsens Eige, som hun nu elskede. Fru Bertha modtog ham paa Loggia-Trappen. „Hvor ser De frisk ud idag,“ sagde hun glad overrasket. „Igaar var De vist dygtig træt. Min Nevø har saa alligevel Lov til at være stolt af sit Værk.“

„Det har han!“

„Taler De om Asmus?“ sagde Jytte, som nu kom frem i Dagligstuedøren og nikkede. „Ja, De kan tro, han er rigtig vigtig af Dem. Hos os i det mindste har han ikke talt om andet i det sidste halve Aar.“

„Aa, du med dine Overdrivelser!“ sagde Fru Bertha. „Men sæt Dem nu ned, Dihmer! Saa skal De engang igen smage en hjemmelavet Kop Te.“

119| En lille Timestid førte de en springende Passiar om alt muligt undtagen det ene, der optog alle deres Tanker. De vidste til Tider knap rigtig selv, hvad det var, de talte om ... Fru Berthas Øjne var hyppig paa Vandring mellem Jytte og Torben. Hun følte sig mere og mere overbevist om, at der maatte være sket noget afgørende den foregaaende Aften. Manden var jo som forvandlet. Ogsaa Jytte syntes straalende lykkelig.

Torben viste sig dog stadig noget tung i Konversationens flyvende Kunst. Paa Grund af sin aarelange Tavshed havde han endnu vanskeligt ved at udtrykke sig. Desuden var han fremmed for de fleste af de Døgn-Begivenheder og Personer, der kom paa Tale, og maatte bestandig spørge.

Bagefter, mens en Hotelkarl tog af Bordet, spaserede de lidt i Haven; og her blev Jytte en lille Tid alene med Torben, mens Fru Bertha gik ind for at give Karlen en Besked.

„De morede Dem vist egenlig ikke nede paa Hotellet iaftes,“ sagde Jytte, da Moderen var gaaet. „Jeg syntes, jeg kunde se det paa Dem.“

„Ja, jeg skylder vistnok baade Dem og Deres Mor en Undskyldning for daarlig Opførsel. Det har jeg glemt.“

„Nej — det var ikke saadan ment. Jeg synes selv, at det er en dum Underholdning, man har fundet paa. Men det er ens paa alle Hotellerne hernede. Det skal være amerikansk Skik.“

120| „Det er troligt nok. Men vil De sige mig, Frøken Jytte, — De rider vel endnu?“

„Nej, det har jeg hørt op med for længe siden.“

„Det var kedeligt.“

„Hvorfor det?“

„Aa jo. Der er nemlig ikke meget, jeg længes saadan efter, som igen at komme op paa en Hesteryg. Da jeg sidst sad i en Sadel, var det i Deres Selskab — men det husker De velsagtens ikke.“

„Jo vist! Skulde jeg ikke huske det!“

„Ja, det var en grumme flov Historie for mig. De kan nok forstaa, at jeg brænder af Begærlighed efter at skaffe mig Oprejsning i Deres Øjne. Dersom jeg kan opdrive et Par præsentable Gangere, tør De da endnu engang betro Dem til min Ledsagelse? Her maa vel findes en Ridestald.“

„Ja, med Muldyr og Æsler — andet fører vi ikke her.“

„Jeg vil dog gøre et Forsøg.“

„Det kan De spare Dem. Jeg veed det ganske bestemt. Det kom nemlig paa Tale her forleden, da v. Auen vilde arrangere en større Udflugt.“

Navnet slap hende ud af Munden. Hun ærgrede sig i samme Øjeblik, hun havde sagt det. For hun anede jo nu, at det var denne paatrængende Gerichtsrat, der særlig havde misstemt ham den foregaaende Aften. Torben blev ogsaa tavs.

De var kommen hen i den nederste Del af Haven, som var en hvælvet Løvgang af blomstrende Slyngroser i forskellige Farver. Det var netop her, hun Dagen i For121|vejen havde plukket de tre mørkerøde Blomster, der skulde have figureret ved hans Modtagelse. I Trang til at bøde paa sin Tankeløshed fik hun nu den Indskydelse at gøre Alvor af Ideen. Hun standsede og plukkede den smukkeste lyserøde Knop, hun i Hast kunde finde.

„De har ingenting i Deres Knaphul,“ sagde hun. „Det bruger vi her. — Værsgo'!“

Hun anbragte selv Blomsten i hans Jakkeopslag. Men da hun efter fuldbragt Gerning vilde tage Hænderne til sig, tog Torben omkring dem og beholdt dem.

„Jytte — Frøken Jytte,“ begyndte han.

Da var det, som om der slog Flammer op omkring hende. Hun følte sit Legeme forgaa i Ild.

„Ikke nu! Ikke her!“ sagde hun — halvt vredt, fordi hun var bleven overrumplet — og søgte med Magt at gøre sine Hænder fri.

Men Torben førte dem til sine Læber.

Et Øjeblik efter maatte han dog slippe dem. Fru Bertha dukkede op for Enden af Gangen. Af Frygt for, at hun skulde mærke noget, satte Jytte sig til at søge efter Violer i Græsset ved Foden af Espalieret.

„Tænk dig!“ raabte hun hende imøde. „Her vrimler endnu!“

De gik alle tre tilbage til Loggiaen, hvor Fru Berthas Øjne igen begyndte at gaa paa Vandring mellem de unge, hvis Væsen hun ikke ret kunde forklare sig. Torben var oprømt og havde næsten ikke Øjnene fra Jytte, der syntes febrilsk urolig.

Da de havde siddet lidt og talt, tog Torben en stor 122| Konvolut op af sin Brystlomme og trak et Par Fotografier frem.

„Jeg har taget disse her med,“ sagde han. „Jeg tænkte, det maaske kunde more Dem at se dem. F. Eks. dette —“

Han rakte et Kabinetsbillede over til Fru Bertha, der sad paa den anden Side af Bordet.

„Nej se!“ udbrød hun. „Hvad er det for en prægtig gammel Gaard?“

„Det er Favsingholm.“

„Er det sandt? Men det begriber jeg ikke. Asmus sagde —.“

„Ja, det forstod jeg paa Dem igaar. Derfor har jeg netop taget disse Ting med. Jeg syntes, De skulde dog vide, hvordan Favsingholm virkelig ser ud.“

Jytte, der straks havde strakt sig frem for at kigge paa Billedet over sin Mors Skulder, trak sig uvilkaarlig lidt tilbage, da det gik op for hende, at det var hendes tilkommende Hjem, hun her præsenteredes for.

„Men De har virkelig ogsaa altid selv sagt, Dihmer, at Favsingholm var en gammel Røverrede,“ sagde Fru Bertha.

„Gaarden har en ret mærkværdig Historie — ja. Der har paa den samme Grund staaet baade en Sørøverborg og et Sortebroderkloster. Man kan endnu af og til fiske Stykker af gamle Rustninger og Sværd op af Borggraven. Bygningen er desværre bleven en Del forsømt, og det er sagtens det, Asmus har lagt Mærke til, siden han har fundet den saa uhyggelig. Men nu skal det hele gøres grundigt i Stand baade udvendig og indvendig.“

123| Han rakte to andre Billeder over Bordet, et til Fru Bertha og et til Jytte.

„Det er et Parti af Parken,“ fortalte han om det sidste. „Den er heller ikke i den Stand, den skulde være. Men den skal jeg ogsaa tage fat paa, naar jeg kommer hjem. Det er Engene og Fjorden, man ser lidt af bagved Træerne. Hele Fjordindløbet har man Udsigt til fra de fleste af Værelserne paa første Sal. Engene er herlige, kan De tro, — især om Foraaret.“

Jytte saae Billedet som gennem en bølgende Taage. Den Tanke, at hun engang skulde kalde dette vildfremmede Sted for sit Hjem, syntes hende i Øjeblikket fuldkommen fantastisk.

„Men hvad er dette her for noget?“ spurgte Fru Bertha, der sad og drejede paa sit Billede.

„Ja, det kan De næppe gætte. Det er „Riddersalen“. Den ser jo slem ud. Min Bedstefar brugte den til Kornmagasin. Den har i det hele ikke været benyttet til Beboelse i den Tid, min Familje har ejet Gaarden. Det var en af min Fars Yndlingsplaner at sætte den i Stand, men han døde for tidligt. Nu haaber jeg med Aarene at faa den bragt tilbage til dens gamle Skikkelse. Den Marmorkamin der paa Sidevæggen skal være et interessant Arbejde. Det har endogsaa nydt den Ære at blive afbildet i en Kunsthistorie. Veed De forresten, hvem der i gamle Dage ofte har siddet der ved Ilden og ført Faddersladder?“

„Nej.“

„Dronning Anna Sofie.“

124| „Hvordan det?“

„Jo, De husker maaske, at hun efter Kongens Død blev forvist til Klausholm. Det er min Nabogaard. Jeg har i Favsingholms Arkiv fundet et Par snurrige Billetter fra den eventyrlige Dame.“

„Men det er jo virkelig interessant,“ sagde Fru Bertha. „Hvorfor har De aldrig før fortalt os om de Ting?“

„Af en gyldig Grund — jeg kendte dem ikke selv. De veed, jeg var kun tolv Aar gammel, da min Far døde. Saa kom jeg hjemmefra. Siden var jeg der højst en Gang hvert andet Aar paa korte Besøg, nærmest som Gæst hos mig selv. Engang tænkte jeg jo ogsaa paa at sælge Gaarden. Nu er jeg unægtelig glad for, at det ikke blev til noget.“

„Saa har Asmus' Kur altsaa ogsaa haft den lykkelige Virkning, at den igen har skaffet Dem et Hjem,“ sagde Fru Bertha.

Det vilde Torben dog ikke ganske indrømme hende. Han fortalte lidt om hint Sammenstød paa Favsingholm mellem Asmus Hagen og Mads Vestrup i Anledning af den førstes Forsikring om, at Medikamenterne gjorde deres Gerning efter Recept ganske uafhængig af nogen højere Magts Sanktion.

„Jeg holder nu alligevel med Præsten!“ sagde han smilende, idet han atter søgte at fange Jyttes Blik. „Der skal virkelig ofte en „Velsignelse“ til, som ikke kan købes paa et Apotek.“

Jytte, der følte Tampen brænde, faldt Moderen i Talen, da hun vilde svare. Af Frygt for, at Torben skulde kom126|me til, at røbe noget, dersom hun ikke standsede ham, sagde hun:

„Jeg kommer til at tænke paa ... jeg bliver vist nødt til at gaa op og se, om Myggenettene er trukket for Sovekammervinduerne. Igaar glemte hun det, veed du.“

Oppe i sit Kammer kastede hun sig over en Stoleryg for at forjage de mørke Tanker, der igen var begyndt at flagre om hendes Lykke som Natsværmere om et Lys. Torbens pludselige Veltalenhed dernede, Varmen i hans Stemme, da han talte om Favsingholm, havde paany faaet hende til at føle det hele Forhold saa sørgelig haabløst.

At hun var uretfærdig imod ham, vidste hun godt, og hun skammede sig ogsaa. Men hun var nu engang ikke anderledes. Blot den Maade, hvorpaa han havde udtalt Ordet Favsingholm eller sagt „min Gaard“, gjorde hende Stedet næsten forhadt.

Da hun hørte de andre rejse sig dernede, stod hun op og gik hen til Spejlet for at ordne sit Haar. Idet hun tænkte paa, at hun her saae sig selv for første Gang som forlovet, blev hun helt fortvivlet. Hvilket Ansigt! Og det var denne Dag, hun havde set hen til som Lykkens Aabenbaring! ... Dette var Forlovelsens store Time, Eventyrdrømmen, der havde spøget i hendes Hoved siden hun var en lille Pige i halvlang Kjole. Det var baade til at le og græde over!

„Jytte! ... Er du deroppe?“

Det var Moderen, der kaldte ude fra Haven.

„ja“

126| Nedenfor hendes Vindu stod Moderen og Torben i Samtale.

„Var der noget?“ spurgte hun, idet hun bøjede sig ud. „Det er Dihmer, der indbyder os til en Køretur. Hvad siger du?“

„Storartet — siger jeg. Hvornaar skal det være?“

„Helst straks, dersom det passer Damerne,“ sagde Torben. „Jeg vil saa gaa ned paa Hotellet og bestille Automobilet til at være her — skal vi sige om tyve Minutter?“

„Det er brillant! Jeg skal være klar!“ Jytte gik fra Vinduet. Og virkelig kunde hun i Øjeblikket ikke tænke sig noget, der vilde passe bedre til hendes Stemning, end at fare som en Stormvind henad Landevejen, bort fra sig selv og sine Tankers Ugleskrig, — køre alle Spøgelse-Syner ned i Støvet og fylde sit Sind med Trodsens blinde Mod til at lade staa til — op i den syvende Himmel eller ned i Afgrunden. En halv Time efter tog de afsted.