XIII.

Olivenklædte Bjergskrænter, Villaer, Orangelunde, smaa Fiskerbyer med store Hoteller, en solbeskinnet Landevej med Æselskøretøjer og tunge Fragtvogne, og atter Bjergskrænter, Villaer og Hoteller foer dem forbi. Det tog sig i den rasende Fart ud, som om det altsammen væltedes ud imod dem fra et uhyre Overflødigheds127|horn. I det ene Øjeblik saae de et Glimt af Havet, der laa stort og roligt under Middagssolen; i det næste jog de med et Flodhestebrøl fra Hornet ind mellem høje, fugtige Mure, hvor vilde Skovdufte slog ud imod dem fra de store Parker bagved.

Jytte sad med halvlukkede Øjne bag sit brune Slør. Naar Moderen eller Torben talte til hende, smilte hun blot, idet hun lod, som om hun ikke kunde høre dem paa Grund af Køreværkets Brummen.

Torben havde Plads overfor hende, men hendes Hensynken i sig selv vakte ingen Uro hos ham. I hans Knaphul sad hendes frivilligt givne Pant, og i hans Øre klang endnu som en sød Forjættelse de Ord, hvormed hun havde villet flygte derhjemme i Haven: „Ikke nu! Ikke her!“ Han smilte allerede til hende med Besiddelsens Tryghed, mens hans øre Tanker tumlede den lykkelige Tid imøde, da hans lange Ensomhed var endt ... om tre, maaske fire, allerhøjst om fem Maaneder.

I lav Flugt var Jyttes Tanker gleden den modsatte Vej — tilbage til Fortiden, til hendes Veninder og deres Skæbner. De havde i den sidste Tid uafladeligt beskæftiget hende, og om Natten havde de jaget gennem hendes Drømme som et Tog af Skræmmebilleder. Hun havde selv været tilstede ved deres Bryllup, huskede dem i deres sejrssikre Lykke under Myrtekrans og Brudeslør — og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam. Der var Emmy, som allerede var bleven skilt to Gange 128| og nu trøstede sig med god Mad og platoniske Tenorforelskelser. Og der var Lydia og Fennimor' og — aa Gud ja! — stakkels Kitty, den fineste og kærligste af dem alle, hvem Samlivet med en smuk Garderofficer havde brutaliseret, saa hun nu var sunken ned i det sletteste Selskab og kastede sig fra Favn til Favn som en Tøjte. Torben Dihmer var jo hundrede Gange mere værd end nogen af de Mænd, hendes Veninder havde faaet; men til Gengæld var hun selv hundrede Gange urimeligere og fordringsfuldere end nogen af dem. Og Dihmer havde vel endelig ogsaa sine Fejl. Hvem kunde vide, hvad f. Eks. denne nedarvede Kærlighed til Gaard og Jord og Kvæg og Svin med Tiden kunde udvikle sig til hos ham? Hvorfor skulde netop hun blive den ene lykkelige blandt tusinde, hvem Ægteskabet skuffede? Hvad Grund var der til at tro, at det ikke ogsaa engang skulde times hende at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke. — Men da vilde hun hellere dø.

Et nyt Flodhestebrøl fik hende til at fare sammen. De kørte gennem en Pinjelund, og lidt efter gjorde Vognen Holdt ovenover en lille By, hvor de skulde spise Frokost. Byen laa i Bunden af en bred Kløft, som aabnede sig ud mod Havet. Landevejen gik i en Bue udenom den, løb som et Galleri langs den stejle Bjergvæg højt over Husenes Tage. Der var overhovedet ingen anden Nedgang til Byen end en Stentrappe i mange Afdelinger, der gik ud og ind mellem høje Havemure. Torben hjalp Damerne af Vognen. Da Jytte steg ud, 129| trykkede han hemmeligt hendes Haand, — og der gik et Angstens Kuldegys gennem hendes Hjerte.

„Aa, Torben!“ tænkte hun. „Hvad skal der blive af os to?“

Først spaserede de lidt omkring i Byen, spiste derpaa i „Den italienske Løve“, et almindeligt italiensk Trattoria ved Torvet. Bordet blev dækket udenfor i Skyggen, og Maaltidet var ganske landligt: en Makaroniret med Tomater, Æg i Spinat, stegt Høne, Gedeost og som Dessert en afsavet Gren med Appelsiner.

Bagefter gik de ned til Stranden og tog Plads paa en Bænk under Klippevæggen.

Fru Bertha, der ikke havde taget sig i Agt for den lumske Landvin, begyndte her en temmelig vidtløftig Fortælling om et Rejseeventyr, som hun og hendes Mand engang havde haft i Schweiz. Torben var en hensynsfuld Tilhører, Jytte derimod følte sig irriteret. Hun længtes nu efter at blive alene med Torben.

Tilsidst rejste hun sig og gik ned til Vandet, hvor hun satte sig paa en Klippeblok yderst ude.

Havet udenfor laa tungt og stille og missede mod Solen som et søvndrukkent Barn, der gerne vil vaagne. Men under hendes Fødder skvulpede Brændingen, og denne Lyd kaldte paa hjemlige Erindringer. Barndomsminderne fra Samsø Strand steg frem af Bølgebruset, mens hun sad der med sit sørgmodige Hjerte og ventede paa det første Elskovskys.

Hun saae sig selv som en lille Menneskestump paa syvotte Aar tumle sig paa Stranden i røde Underbukser 130| sammen med sine to Brødre, der allerede var halvvoksne. Oppe i Klitten sad hendes Far og Mor med hinanden i Haanden. Saa rejste Faderen sig i hele sin Kæmpebredde og slyngede Spaserestokken langt ud i Vandet. „Hvem henter mig den?“ raabte han — og en, to, tre var Arvid og Ebbe af Klæderne, og selv fik hun ogsaa travlt med at smøge af sig og soppe Sejrherren imøde, naar han kom svømmende ind med Stokken i Munden ligesom en Hund. Det syntes hende altsammen saa kort Tid siden. En Oplevelse fra igaar eller iforgaars. Og saa var dog baade Faderen og begge Brødrene nu forlængst døde. Arvids Skikkelse huskede hun knap nok længer. Hun var kun et Barn, da han forsvandt paa sin Eventyrflugt. Hun huskede akkurat Faderens hvide, sammenbidte Ansigt den Dag, da Telegrammet om Rømningen kom. Og siden — den fortvivlede Venten, den aarelange Haaben paa et Livstegn!

Saadan var Sorgen kommen til hendes Forældre og havde gjort Moderens Haar hvidt før Tiden. I hvilken Skikkelse skulde den engang komme til Torben og hende ? Hvormeget saa to Mennesker holdt af hinanden, — overfor Ulykken var de lige værgeløse. Den gik gennem lukkede Døre og tog med sig, hvad man troede allerbedst forvaret ...

Da hun saae, at de andre rejste sig, gik hun tilbage til Bænken. Moderen fandt det nu paa Tide at komme hjem. Selv ytrede hun ingen Mening, og det blev da til, at de tog afsted.

Paa Vejen op ad den snevre og besværlige Stentrappe 131| til Landevejen, hvor deres Vogn holdt, gik Fru Bertha forrest. Bagefter kom Torben og tilsidst Jytte, der undertiden tog mod en Haandsrækning af ham, naar Trinene var særlig høje. Til begge Sider var de lukket inde af solide Havemure, der paa Grund af Trappens mange Omdrejninger ofte helt skjulte dem for hinanden under Opstigningen. Imidlertid øgede de unge med Hensigt lidt efter lidt Afstanden mellem dem og Fru Bertha. Og saa skete det da i et Øjeblik, da hun igen var bleven usynlig bag en Murkant, at Torben lagde Armen om Jyttes Liv og tog hende ind til sig. Hun lænede sit Hoved til hans Skulder som et oversøvnigt Barn og lod sig kysse paa Pande og Kind.

„Min Elskede!“ sagde han.

Da løftede hun sine Øjne straalende op mod hans og rakte ham frivilligt Munden.

Under Hjemkørslen sad Jytte ligesom paa Udturen ved Siden af Moderen, gemt under sit tætte Slør, og lod de andre om Underholdningen. Da de naaede hjem og var kommen af Vognen, tog hun Moderen under Armen.

Torben fulgte dem op gennem Haven; men ved Foden af Loggiatrappen sagde han Farvel.

„De vil gaa?“ sagde Fru Bertha. „Ja ja — men kom igen, naarsomhelst De har Lyst! De veed, De er altid velkommen.“

Torben ventede, at Jytte under et eller andet Paaskud vilde følge ham tilbage til Laagen, saa de kunde tage Afsked uden Vidner. Det skete imidlertid ikke. Hun gav 133| ham et dvælende Haandtryk, saae ham ogsaa fortroligt ind i Øjnene, men slap ikke Moderens Arm. Han gik af den Grund lidt misstemt bort. Det trykkede ham især at tænke paa, at Jytte om faa Timer igen skulde sidde dernede paa Hotellet og lade sig underholde af denne Hr. v. Auen, Naar hun nu fik talt med sin Mor, vilde han ogsaa foreslaa en anden Ordning. At Jytte ikke selv gjorde det allermindste for at blive bemærket eller beundret, vidste han godt. Det var jo det enestaaende ved hende, at hendes Væsen, saa kvindeligt det var, dog ikke havde Skygge af Koketteri. Det var netop hendes Naturlighed, der altid havde gjort hende saa omsværmet af Mænd. Alligevel var det ham i høj Grad imod at skulle tænke paa hende som Genstand for denne Tyskers Kurmageri.

Idet han kom forbi Indkørslen til Hotellet, fik han Øje paa Direktør Zaun, der sad paa en af Bænkene udenfor. Han vilde helst have undgaaet ham; men Hr. Zaun, der fra sin Altan havde set ham komme kørende sammen med Damerne og netop sad her for at passe ham op, styrtede straks løs paa ham.

„Jeg bringer en Nyhed, som forhaabenlig vil interessere Dem,“ sagde han. „Vil De unde mig en kort Samtale ... Vi kan vel bedst gaa ind i Parken. Der er for Øjeblikket ingen Mennesker. Vi kan være ganske uforstyrret.“

Saa lidt Torben end var i Stemning til at tale med ham, blev han dog nysgerrig.

„Jeg er til Deres Tjeneste. Hvad har De at sige mig?“

134| „Tingets Opløsning er iforgaars bleven besluttet i et Ministermøde,“ forkyndte Hr. Zaun. „Sagen er endnu ikke officiel, og jeg har ikke Lov til at nævne min Kilde, men den er fuldt tilforladelig. Valget kommer engang i Avgust. De erindrer maaske, at jeg igaar angav det Tidspunkt som det sandsynligste i Tilfælde af Opløsning.“

Torben nikkede. Han tænkte paa, at Valget altsaa akkurat vilde falde paa den Tid, da han haabede at kunne holde Bryllup.

„Jeg rejser nu hjem imorgen eller iovermorgen. Partistyrelsen skal samles næste Torsdag for at tage Bestemmelse om de indledende Forberedelser. Og nu vilde det unægtelig være mig meget kært — ja, jeg vilde føle det som noget af en personlig Triumf, om jeg kunde medbringe Deres Tilsagn om at overtage en Kres.“

„De rejser hjem?“

„Ja, imorgen Aften, senest Mandag Morgen.“

„Men De skulde jo gennemgaa en Kur for Deres Søvnløshed.“

„Ja, den maa jeg altsaa afbryde. Jeg betragter mig — Gudbevares! — ikke som uundværlig; men jeg har nu i flere Aar haft Partiets Valgadministration under mig og derved erhvervet mig et Personalkendskab, som ikke saa ganske let lader sig erstatte.“

„Jeg maa først gøre Dem et Spørgsmaal, Direktør Zaun. Da der jo er indgaaet et Valgforbund med Arbejderpartiet, tror De saa i Grunden, det vil være heldigt for Partiet at have en Mand som mig paa sin Kandidatliste,— en Godsejer?“

135| „En Godsejer, der hylder de Ideer om Retten til Jord, som De i sin Tid tog til Orde for i Aprilforeningen — absolut ja! En Godsejer, der tilmed for nylig i Gerning har givet det smukkeste Bevis for sit humane Sindelag. Jeg tænker naturligvis paa den Stiftelse, De har oprettet paa Deres Gods. Var det ikke et Alderdomshjem? Jeg vil sige Dem, at den Foranstaltning vil gøre Dem meget populær netop i Arbejderkrese.“

Torben svarede ikke. Det var ham ubehageligt at blive mindet om den Sag. Meget mod hans Vilje havde alle Landets Aviser illumineret hans Navn i Anledning af dette Asyl, som ogsaa paa anden Maade var bleven ham til Ærgrelse og Skam. I næsten hvert eneste Brev, han modtog fra sin Inspektør, blev der forebragt ham Klager fra Asylets Beboere, der var misfornøjede med alt og levede i evig Ufred. Allermest havde det gjort ham ondt, at Spektakelmagerne tilsidst havde fordrevet gamle Barbara, som en Dag i al Stilhed havde forladt Favsingholm. Det syntes saaledes virkelig at skulle gaa i Opfyldelse, hvad den Ulykkesprofet Mads Vestrup havde spaaet ham, at han ingen Glæde vilde faa af det Hjem.

Hr. Zaun havde trukket et Papir op af sin Brystlomme. Det var Partistyrelsens Udkast til et nyt Program, der skulde vedtages paa det forestaaende Landsmøde, og som Partiets Valgkandidater altsaa maatte tiltræde. Han bad om Tilladelse til at oplæse det i dets Helhed.

De havde taget Plads paa en Bænk under en af Parkens store Palmer. Der var ingen Mennesker at se; men i Stilheden hørtes Musiken nede fra Promenaden. Den kom 136| til dem baaren af en Brise ude fra Havet, som ogsaa var begyndt at tone.

Kun med Anstrengelse samlede Torben sig til at følge Oplæsningen nogenlunde opmærksomt. Hans Tanker søgte stadig at undslippe for at være hos Jytte. Der lød løfterige Ord om Husmandsbevillinger, om forøget Alderdomsværn, om Tyendets Frigørelse, om Valgretsudvidelse og Præmier for Havedyrkning — den hele lange Række af Partiets „Mærkesager“, som ogsaa engang havde staaet for ham som Milepæle paa Vejen ud mod et lykkeligt Retfærdighedsrige. Nu forekom alle disse højtideligt udtalte Løfter ham saa fattige og naive. Og han forstod i disse Øjeblikke bedre end før, hvorfor han havde haft saa svært ved paany at orientere sig i Verden. Her havde han gaaet med Erindringens Lygte og lyst efter sit gamle Jeg, som i Virkeligheden var død for længe siden. Og det var vist mere end tvivlsomt, om det nogensinde lod sig opvække mere. I hvert Fald sad hans genvundne Manddomskraft foreløbig fangen som Herkules og holdt Garn for Lydiens Dronning.

Samtalen endte da ogsaa uden noget Resultat. Jo ivrigere Zaun blev for paa Stedet at aflokke ham et bindende Løfte, desto bestemtere afviste han ham.

„Jeg er bleven vant til at have lang Betænkningstid,“ sagde han, idet han rejste sig for at gaa. „Desuden frygter jeg for, at ingen vilde kendes ved mig, dersom jeg fulgte Deres Opfordring og igen traadte frem paa Arenaen. De selv maaske allermindst, Hr. Zaun!“

137| Da han kom hjem, laa der Post til ham fra Favsingholm. Det var den sædvanlige ugenlige Indberetning fra hans Inspektør, Regnskabsekstrakter og forskellige Forespørgsler, dertil smaa Meddelelser af mere privat Karakter. Blandt de sidste var der atter denne Gang Oplysninger om Mads Vestrups Afskedigelse og det hele uhyggelige Drama, der havde opfyldt Sindene derhjemme paa Egnen siden hans Afrejse. Inspektøren skrev, at Familjen havde fundet et foreløbigt Asyl et Sted paa Viborgegnen, mens Præsten selv havde taget Staven i Haand som en Slags Vandreprædikant. Da ikke alene Kirkerne men ogsaa Forsamlingshusene var lukket for ham, maatte han holde sine Møder i Krohaver og Rejsestalde eller paa aaben Mark. Bagefter lod han sin Kasket gaa rundt. Men forøvrigt beskæftigede Bladene sig ikke mere med ham. Torben fandt just ingen Grund til at ynke den før saa selvretfærdige Præst. Alligevel kunde han ikke tænke paa ham eller hans Familje uden Medfølelse. Den hele Affære havde iøvrigt ikke overrasket ham. Med sit Kendskab til Mads Vestrups Karakter var han ogsaa klar over, at det ikke vilde blive let at binde Munden paa ham nu, da hans Glubskhed var vakt. Og den Tanke foruroligede ham. Han havde al Respekt for den danske rabies theologorum, der havde voldt saa mange Landsulykker. Og det kunde jo ikke nægtes, at Jordbunden var bleven godt forberedt af megen Ufornuft og Forvendthed i Tiden.