XV.

Udenfor Apoteket skiltes Fru Bertha og Torben. Mens den sidste paa Vejen til sit Hotel gik ind i en Blomsterbutik for at vælge nogle smukke Orchideer, der skulde sendes Jytte, sad Fru Bertha modfalden inde paa Apotekerbænken, hvor hun maatte vente nogen Tid, da Butiken var fuld af Kunder. Hendes Tanker var hos Jytte. Hun tænkte paa, hvordan det i tidligere Dage ofte bekymrede hende, at hendes Datter, naar hun engang giftede sig, maaske kunde blive ført langt bort fra hende. Nu vilde hun med Glæde sende hende til den anden Side af Jordkloden, endogsaa uden Haab om nogensinde at se hende mere, naar hun blot vidste, at Jytte havde faaet Ro i sit Sind og var bleven lykkelig.

Da hun havde gjort sit Indkøb, gik hun straks hjem.

150| Paa Vejen blev hun opholdt af Generalkonsulinde Kolding og hendes Mand, der næsten var de Mennesker, hun allernødigst vilde have mødt nu — saa inderlig usympatiske som de begge var hende. Konsulen gik med en af sine smaa Sønner ved Haanden, en lille pluskæbet Samson paa fire Aar med langt Haar nedover sin røde Trøje.

Den stolte Fader forestillede Drengen for hende med de Ord:

„Enogtyve Kilo. Gehejmeraadinden skulde prøve at løfte paa ham. — Ikke sandt? Jeg tror, vi kan være ham bekendt. Og Kuløren paa Kinderne garanterer jeg for. Den er vaskeægte!“

„Deres Datter er da ikke syg?“ spurgte Fruen. „De gik saa tidligt hjem iaftes.“

„Lidt Træthed bare. Imorgen er det nok ovre.“

„Ja, jeg kunde jo se det paa Frk. Jytte, at hun ikke befandt sig vel. De maa tillade mig at sige Dem, Gehejmeraadinde Abildgaard,“ fortsatte hun efter at have givet sin Mand et Vink om at trække sig tilbage, „De handler ikke rigtig hverken mod Dem selv eller mod Deres Datter ved at holde Dem udenfor vor Bevægelse. Jeg tør paastaa, at enhver, der med Alvor tager det Wellerske System til Rettesnor for sit Liv, vil blive hjulpen, naar der overhovedet endnu kan hjælpes.“

Fru Bertha trak sig lidt bort fra hende for at frigøre sig for hendes Haand, som Generalkonsulinden med en Skriftefaders fortrolige Deltagelse havde lagt paa hendes Arm.

153| „De skal have Tak for Deres Interesse, Fru Kolding; men -.“

„Jeg vil sige Dem, Fru Abildgaard, jeg var som ung Pige saa ødelagt af Nervøsitet, at jeg ofte var mere død end levende. Min Viljekraft var fuldstændig nedbrudt, og jeg følte mig grænseløs ulykkelig. Ved et rent Tilfælde hørte jeg saa om det Wellerske System. Og her ser De Resultatet. Jeg har fire sunde og raske Børn og veed ikke, hvad Sygdom er.“

„Ja, det maa være dejligt for Dem, Fru Kolding, — men jeg har saa ondt af Deres Mand, der staar og venter. Derfor Farvel! Vi ses jo nok.“

Hun forlod den lille, korthalsede Dame med en Følelse af dybt Ubehag. Hun var ikke i Tvivl om Karakteren af denne Wellerske Bevægelse, der greb uhyggeligt om sig i alle Samfundskrese. Den maatte være en Slags hypnotisk Besættelse. Den forplantede sig som ved Smitte og endte med at gøre Folk gale.

I forøget Uro skyndte hun sig hjem. Da hun var kommen indenfor Gitterlaagen, standsede hun pludselig og tog sig til Hjertet. Oppe fra Villaen lød Klaverspil. Det var Jytte.

Hvad betød det? ... Hun blev staaende forvirret. Havde Kærligheden sejret? Eller var alt forbi? Var Jytte atter flygtet for sig selv ind i Musikens Elverland? Disse Triller og Løb skar i Øret som Lærkekvidder over en aaben Grav.

Jytte rejste sig fra Klaveret, da Moderen kom ind, og saae spændt paa hende.

154| „Har du været nede i Byen?“

„Ja, jeg havde et Par Ærinder at besørge. Dihmer har forresten været her.“

„Jeg hørte det godt. — I har saa maaske fulgtes ad?“

„Ja.“

Jyttes Øjne fulgte Moderen, der havde lagt sit Overtøj og nu satte sig hen i Sofaen.

„Har du saa sagt ham det?“ spurgte hun spagfærdigt.

„Nu synes jeg, Jytte, at vi skal snakke roligt og fornuftigt sammen om det, som du talte til mig om i Nat. Sæt dig lidt herhen!“

„Saa har du ingenting sagt!“

„Nej, Jytte. For jeg kan og vil ikke tro, at det kan være sandt. Det er noget, du af en eller anden Grund forsøger at bilde dig selv ind. Du kan ikke for Alvor bryde dig om denne v. Auen.“

„Har jeg sagt det?“

„Ja, det er ogsaa lige meget. Men du har sagt, at du ikke holder nok af Dihmer til at kunne gifte dig med ham, og det tror jeg ikke paa.“

Hun rejste sig fra Sofaen og gik hen til Jytte, der sad sidelæns paa Klaverstolen og holdt Hænderne paa dens Ryg.

„Hvorfor gør du dig alle de meningsløse Bekymringer?“ sagde hun og strøg hende over Haaret. „Du grubler dig ind i alle mulige sygelige Stemninger, der stjæler Livet og Lykken ud af Hænderne paa dig. Kan du dog ikke mærke det! ... Lad nu dit Hjerte raade, Barn!“

Hun tog om Jyttes Hoved og bøjede det tilbage i et 155| fortvivlet Haab om at kunne raabe hendes myrdede Kærlighed tillive. Men Jytte saae hende fortrydeligt op i Øjnene og sagde:

„Du har ellers altid lært mig, at jeg skulde bruge min Forstand. Og nu synes jeg, vi skal holde op med at tale om Dihmer, Mor! Det faar mig blot til at synes mindre og mindre om ham.“

Hun rejste sig i det samme og gik ud af Stuen — op til sig selv.

Fru Bertha blev staaende ved Stolen. Harmen brusede op i hende. Nej — tænkte hun — skulde denne letfærdige Leg med Livet og Døden da aldrig have Ende! Var det ikke hendes Pligt nu at gribe til det yderste Middel og tvinge Jytte, — føre hende til hendes Lykke med tilbundne Øjne som en sky Hoppe, uden at hun nogensinde fik at vide, at hun ikke havde valgt frivilligt?

Tanken var slaaet ned i hende paa Hjemvejen efter Mødet med Generalkonsulens. Hun havde hørt Tale om en tysk Læge i Genua, der i det skjulte var meget søgt af den elegante Verden hernede paa Grund af sine Helbredelser ved Hypnose.

Det blev dog ikke til mere end et Vredens Lynglimt hos hende. Hun vidste kun altfor godt, at hun aldrig vilde vove sig til at tage sit Barns Skæbne ud af Hænderne paa Livets skjulte Magter for at styre den efter sin egen Vilje. Her stod hun ved Grænsen af sit Mod og erkendte sin Afmagt. Saa sikker hun var paa at vide Vejen til Jyttes Fred og Lykke — hun turde alligevel ikke tage Ansvaret paa sig.

156| „Ske din Vilje!“ lød det i hendes Øre med Grandtantens mørke Røst, og hun nikkede hen for sig til Bekræftelse. — Ja! Hun gav tabt! Overgav sit Barn i de ukendte Magters Varetægt. Hun var træt nu, orkede ikke mere! — Oppe i sit Kammer havde Jytte taget sin Skrivemappe frem. Hun sad med Haanden under Kinden og skrev til Torben. Med sin store, faste Skrift, der for mange havde været et Vidnesbyrd om tilsvarende Karakteregenskaber, bad hun ham om Tilgivelse, fordi hun vistnok var kommen til at give ham forkerte Forestillinger om, hvad hun følte for ham.

„Min Opførsel mod Dem igaar paa Turen kan jeg ikke selv forklare mig anderledes end som en utilgivelig Kaadhed, maaske fremkaldt af, at De ved Frokostbordet skænkede lovlig meget for os af den stærke Vin. Jeg er fuldt og fast bestemt paa aldrig at gifte mig. I det Punkt er jeg den samme, som dengang jeg sidst skrev til Dem i en lignende Anledning. Jeg er forøvrigt overbevist om, at De meget snart vil se tilbage paa denne lille Affære uden Sindsbevægelse. For mit eget Vedkommende beklager jeg, at jeg rimeligvis nu har forskærtset Deres Venskab, som jeg satte saa megen Pris paa. Skylden er udelukkende min egen.“

Hun skrev Brevet uden Standsning, utaalmodig efter at faa det bragt til ham ved et Bud, saa hun ikke risikerede, at han kom igen. Da hun saae hans Navn paa Konvolutten, studsede hun selv over, hvor tydeligt det stod prentet. Ikke et Sekund havde Haanden rystet.

Men bagefter, da Brevet var afsendt, sad hun længe og stirrede ud for sig med halvdøde Øjne. Havde der mon nogensinde eksisteret et Menneske som hun? — spurgte hun sig selv. Og hvordan var det vel saa gaaet dette Menneske tilsidst? ...