IV.

Kort fortalt: Dagen efter stod Søren igen i sin mørke Smedje og rystede Huset med Slagene af den vældige 182| Forhammer. Og her stod han siden Dag ud og Dag ind, indtil han blev en gammel Mand.

Han ældedes tidlig. Skallen blev blank, og Skægget falmede, før han naaede de halvhundrede. Menneskefjendsk som en Bindehund var han bleven, og naar han havde taget for mange Snapse til Maden, slog han om sig med haanske og storagtige Ord, saa Folk lo af ham bag hans Ryg.

Ogsaa Ane-Mette begyndte nu at lakke tilaars; men skønt hun bestandig havde levet som med et Tordenvejr hængende over Huset, var hun ikke bleven kuet. Den lille rørige Kone med de milde Øjne og det taalsomme Sind var nu ogsaa den, der kendte Søren bedst og vidste, hvor meget godt og kærligt der gemte sig bag hans mørke Væsen. Men heller ikke hun havde nogensinde faaet at vide, hvad der førte ham til Købstaden hin bedrøvelige Dag, da han fik alle Gadens Drenge efter sig og kom i Kasjotten.

De fleste af Børnene voksede sig store og kønne efter deres Far. De var ogsaa flinke til at lære og bragte gode Vidnesbyrd hjem fra Skolen. Den ældste af Sønnerne blev efter sin Konfirmation sat i Urmagerlære, og allerede i sit tredje Læreaar belønnedes han med Haandværkerforeningens Præmie ved en Lærlingeprøve. Søren modtog ham ved Hjemkomsten med de Ord:

„Naa æ do dær! Det æ da godt, te do it' ligefrem gør mig Skam.“

Ogsaa Sønnen Jørgen, Seminaristen, der ellers var den mindst begavede af Børnene, viste god Fremgang. Og 183| med Tyge steg Eventyrets Stjerne op over det lille Smedehjem i Enslev.

Ved hans Fødsel havde der været stor Jammer. Han kom til Verden med en slap Fod, hvad der var en Slægtsarv i Ane-Mettes Familje. Efter en Undersøgelse erklærede Lægen, at Drengen vilde blive halt. I flere Dage rasede Søren som en Vild, slog med Dørene og svor paa, at han vilde grave det Misfoster ned i Møddingen. Da Drengen voksede til, hoppede han omkring mellem sine Søskende og andre Legekammerater som en vingeskudt Fugl. Der var en ejendommelig sørgmodig Lystighed over ham. Som hans Gang, saadan var ogsaa hans Sind uden Ligevægt — et evigt Aprilsvejr.

Ogsaa af en anden Grund tog han sig fremmedartet ud mellem den øvrige Landsbyungdom. Han var altid bleg. Sol og Vind bed ikke paa ham. Men allerede før han kom i Skole, viste han en Lærelyst og et Nemme, der rigeligt bødede paa den legemlige Skavank. Fjorten Aar gammel blev han sendt til Kolding Latinskole for at gøres til Student.

Da han var bleven Student, vilde han ogsaa være Kandidat, og Faderen hjalp ham efter fattig Evne.

Søren Smed havde netop paa den Tid en Række gode Aar. Trods hans glubske Væsen søgte selv Folk fra Nabosognene til ham med deres Markredskaber. Især havde han vundet Ry for sine Høleer, om hvilke der blev sagt, at de kunde bide fra sig ligesom deres Far.

Den Sommeraften, da Brevet med Eksamensresultatet var kommen fra København, sad Ane-Mette ude paa 185| Bænken ved Husgavlen med en lang Bindehose mellem sine utrættelige Hænder. Armene gik paa hende som et Par Vinger.

Søren kom ud og satte sig hos hende. Han følte Trang til at snakke lidt om den store Begivenhed.

Det havde været en lykkelig og forunderlig rig Tid for dem de sidste Aar. Kort forinden var Datteren Katrine bleven gift med Kapellanen; Urmagersønnen i Kolding havde faaet sin egen Forretning og Skolelæreren sit første Kald.

Al denne Fremgang for Børnene havde efterhaanden forsonet Søren med hans egen Vanskæbne. Det var med Skamfuldhed, han nu tænkte paa den Tid, da han havde villet tiltuske sig Lykken af „den bette Mands“ Haand.

Overfor Verden bevarede han endnu sin haanske Tavshed, og naar Folk lykønskede ham i Anledning af hans Børn, løftede han sine svære Bryn med et hovmodigt Udtryk, som om han tænkte: „Det manglede bare! Mine Børn!“ — Men i sit Inderste var han bleven et ydmygt Menneske, der nu erkendte Sandheden af det Bibelord, hvormed Præsten havde formanet ham paa hans Konfirmationsdag, og som han saa ofte siden havde grubiet over: at alting tjente dem tilgode, der frygtede Gud og forlod sig paa hans Bud.

„Vorherre er alligevel en rimeligere Mand, end A sommetider har set ham an for,“ sagde han bevæget.

Ane-Mette smilte saa lønligt over sin lange Bindehose.

„Ja saamænd. Han er vist it saa møj' tosset.“