V.

Der gik igen et Tiaar, og det gamle Ægtepar levede nu helt i Glansen af Børnenes voksende Anseelse.

Søren Smed havde fra først af været meget utilfreds med Tyges Valg af Levevej. Han havde drømt om at se sin Søn i Embedsuniform med trekantet Hat og forgyldt Krave. Tyge selv havde oprindelig tænkt, at det var som Digter, han skulde gøre Vaabentjeneste i Tidens store Befrielseskamp. De første Gange, han præsenterede sit Navn for Offenligheden, stod det under nogle satiriske Vers.

Han havde levet den fattige Bondestudents ensomme og glædeløse Liv i Hovedstaden. Hans Vanførhed havde yderligere isoleret ham. I denne Forladthed havde alle Indtryk af Mennesker og Samfundsforhold overvældet hans. lidenskabelige Sind. Her i den store, sorgløst henlevende Vrimmel blev han sig helt bevidst som Folkets Søn, Almuebarnet med det kvalte Skrig af Aarhundreders uhævnede Undertrykkelse lydende i Sjælen.

En Nat ved et Lørdagssold i Studenterforeningen sprang han op paa sin Stol og holdt en politisk Tale, der virkede som et Pistolskud i den glade Punsje-Gemytlighed og skabte Panik. En politisk interesseret Student var i de Dage et Særsyn. En Athenesøn, der i selve det akademiske Elysium optraadte som revolutionær Agitator i folkelig Stil, var noget ganske uhørt og føltes som en Vanhelligelse. Man brølte og skreg for at overdøve ham. Tilsidst rev man ham ned fra Stolen uden at 186| høre ham tilende. Det blev en Affære, der rygtedes over det hele Land.

Det havde indtil denne Dag kunnet se ud, som om Tyge skulde komme til at dele sin Fars Skæbne og slide sine store Evner op i en kummerlig Kamp for Brødet. Han havde giftet sig allerede som Student. I en Periode af Nedtrykthed og Selvopgivelse havde han en Dag ladet sig vie til sin tolv Aar ældre Pensionatsfrøken, der havde plejet ham under en Sygdom, og hvem han desuden skyldte Penge. Nu fløj paa en Gang hans Navn ud over Landet som et af de Kampsignaler, der indvarslede en ny Dag for Danmarks Ungdom.

Paa den Tid sad hans ældste Broder Kresten i en af Koldings Sidegader med sin lille Urmagerforretning som en stræbsom Næringsdrivende og lykkelig Familjefader, i hvis Blod der dog var dryppet nogle galdebitre Draaber som en Arv fra Faderens Trængselsdage. Han havde længe baaret Nag til Tyge, fordi dennes Universitetsophold tog Glansen af hans gamle Lærlingepræmie, der engang havde gjort ham til Familjens store Haab.

Da han nogle Gange havde set Broderens Navn i Avisen, kom der en syg Uro over ham, og han tilbragte flere søvnløse Nætter.

I den lille By var Sindene i de Dage optaget af Planerne til en Udvidelse af Kirkegaarden, og en Aften læste man i Avisen en indsendt Artikel om Sagen, undertegnet „Kresten Sørensen, Urmager“. Artiklen vakte Opsigt, fordi den ret uforbeholdent kritiserede Borgmesterens og andre fremragende Byraadsmedlemmers Standpunkt.

S ØREN SMED OG HANS ÆT Den hidtil navnløse Indflytter i Snadregaden var i nogle Dage Byens mest omtalte Person. Folk, som han slet ikke kendte, opsøgte ham i hans Butik for at takke ham for hans modige Indlæg. Herefter tvivlede han ikke længer om sit Kald men fortsatte tillidsfuldt sin reformatoriske Gerning. Ved et Borgermøde om Sagen tog han Ordet og vandt paany Folkestemningen for sig, hvorefter Byens Magthavere fandt det raadeligst at gøre den farlige Mand Tilnærmelser.

Længe før Tyge havde tilkæmpet sig en Plads i Folketinget, sad Kresten i Kolding Byraad, var Medlem af det ansete Ligbroderlav og Næstformand i Haandværkerforeningen. Samtidig havde hans Forretning blomstret, saa han kunde købe sig en Ejendom paa Hovedgaden, hvor han indrettede Butik med et Kontor i Stuen og en smuk Beboelse ovenpaa.

Et Par Mil fra Byen, i en Landsby ude ved Havet, boede Broderen Jørgen — Skolelæreren. Han var tidlig bleven Enkemand og levede ensomt med sine to Børn, to blaaøjede Sønner, der var Tvillinger.

Den bringebrede Mand med det vildtvoksende Skæggjorde et sløvt Indtryk, naar man ikke saae hans Øjne,der var fulde af Bekymring, tunge af Selvprøvelse ogmegen Grubien. Han var i al Enfoldighed en aandeligtvaagen Mand, der tilhørte det samme politiske Parti somTyge og selv engang havde drømt dybe Holger Danske-Drømme om Kæmpedaad og Ry.

Temmelig regelmæssigt en Dag hver anden Maaned tog han ind til Kolding for at gøre Kresten og hans Fa189|milje et Besøg, og han havde da altid sine to Drenge med sig, for at de ikke skulde være uden Opsigt.

De kom gerne til Byen om Formiddagen ved Ellevetiden, og efter Middagsmaaltidet fulgtes Brødrene ned paa Kontoret for at kunne tale niere utvungent. Ogsaa her tog Skolelæreren sine Tvillinger med sig af Hensyn til Svigerinden, der efter Indflytningen i det store Hus levede i en nervøs Angst for sine nye Møbler og fine Gulvtæpper.

Drengene var et Par friske og kønne Knægte, der sad stille hver i sin Krog og nu og da i Smug smilede over til hinanden. De lyseblaa Øjne var et Særsyn i Slægten. Det var deres Mors Øjne. Familjesvagheden i Anklerne havde derimod hjemsøgt den ene af Drengene i Form af en styg Klumpfod.

Som de fleste andre offenlige Personer holdt Ur- og Instrumentmageren mest af at tale om sig selv og sine Fortjenester af det almene Vel. Men før eller senere fik Jørgen Skolelærer gerne Samtalen lempet hen paa Tyge og dennes Optræden i Pressen eller paa Talerstolen.

Det maatte ske med nogen Forsigtighed. Kresten var ikke altid tilbøjelig til at indlade sig paa det Emne. Han lagde aldrig Skjul paa — heller ikke overfor Fremmede — at han betragtede sin Broder som en Eventyrer og „for sin Samvittigheds Skyld“ helst tav om ham. Kun dersom Tyge tilfældigvis i de samme Dage havde givet sig en Blottelse i en Avisartikel eller lidt et Nederlag paa en Valgtribune, kunde han med en beklagende Hovedrysten blive ved at gentage, at „dette virkelig var en 190| meget flov Historie for den gode Tyge ... en rigtig kedelig og flov Historie“.

Jørgen Skolelærers Ord faldt mere milde. De kom tøvende ud af det store Skæg, blev et for et bragt til Verden i Svøbet af en Tobakssky. Han og Tyge var mere jævnaldrende; de havde som Børn sovet i samme Seng og altid været gode Kammerater. Saa var de jo ogsaa politiske Meningsfæller. I Virkeligheden beundrede han sin Broder, men gjorde det med daarlig Samvittighed og under mangehaande Anfægtelser.

Hans Bekymringer galdt Tyges private Liv, hvorom der gik saa mange foruroligende Rygter. Navnlig ængstedes han ved Tanken om, at Broderen skulde have lukket sit Hjerte for Kristus. Tyge selv udtalte sig aldrig offenlig om den Slags Ting. Men han var dog medansvarlig for, at Partiet havde søgt Forbund med rige Børsjøder og Fritænkere for at støtte sin Presse. Var der ikke ogsaa noget i hans hele selvraadige Færd, der vidnede imod ham? Men da maatte man for hans egen Skyld haabe paa og bede til, at Herrens stærke Haand vilde standse ham og nedslaa ham i Støvet, saa han kunde lære Ydmyghed.

Vort Liv er kun et flygtigt Nu, men evig Helvedmørkets Gru.