X.

Jytte havde for længe siden rejst sig og var gaaet ind. Det var blevet som en Vane hos hende at fortrække, saasnart man begyndte at politisere omkring hende. Det vakte saa mange triste Minder, og det ikke alene fra Moderens og Dihmers lange Samtaler i Dronningens Tvær216|gade. De omfattede hele hendes Liv, gik helt tilbage til Barndomshjemmet paa Samsø, hvor hun saa tidt havde følt sig tilovers og glemt, naar Distriktslægen og Præsten eller andre kom i Besøg og Diskussionen blev saa kampvarm, at endogsaa hendes Moder kunde give sig til at banke i Bordet af Iver.

Hun var gaaet op paa sit Værelse for at pakke ud.

Øverst i Kufferten laa hendes Skrivemappe mellem nogle Noder, og da hun aabnede den, faldt der et Blad Papir ud. Det viste sig at være den kasserede Begyndelse til et Brev, som hun efter sin Hjemkomst til København havde skrevet til Torben Dihmer for at forsøge paa at forklare sig for ham. Hun havde følt, at han alligevel af alle Mennesker var den eneste, der maaske vilde kunne forstaa hende.

„Jeg vil prøve paa at skrive til Dem, og De skal nu vide alt, hvad jeg selv veed. — Det var jo saadan, at jeg syntes om Dem og holdt af at tale med Dem, allerede før jeg blev rigtig voksen. Ikke saa meget som senere maaske, men alligevel — —.“

Mere stod der ikke. Hun havde ikke kunnet komme videre ad den Vej. Men bag paa Bladet fandtes øverst oppe et Par Linjer, der tilhørte Brevets Slutning og aabenbart var kommen til at staa der af en Fejltagelse, idet hun ikke straks havde set, at Papiret i Forvejen var beskrevet. Der stod:

„Det er uhyggeligt at sidde saadan og skrive et helt Brev om sig selv, især, naar det netop er dette Selv, som piner En Dag og Nat.“

216| Hendes Aabenhjertighed forfærdede hende nu. Men til alt Held var Brevet aldrig blevet afsendt. For det første havde det været saa umaadelig svært for hende at skrive det. Det var gaaet hende med dette Forsøg paa en Selvforklaring som med saa mange tidligere, jo alvorligere hun prøvede at udforske sit eget Indre, desto mørkere og uvejsommere blev det. Saa hændte der desuden det, at hun i de Dage mødte en Veninde, der lige var kommen hjem fra en Udenlandsrejse med sin Mand. Veninden fortalte, at de i Wien havde truffet Dihmer i Selskab med en høj og meget smuk Dame, der talte tysk. Af hendes Beskrivelse forstod hun, at det var den Münchner-Kunstnerinde, han havde omtalt som et Bekendtskab fra Wiesbaden, og da hun kom hjem, foranstaltede hun med en Følelse af Lettelse en højtidelig Baalfærd for sin tolv Sider lange Bekendelse.

Og nu skulde hun alligevel møde den engang igen i denne forglemte Brevlap! ... Og at det skulde ske netop idag, da hun havde været saa pinagtig forfulgt af Erindringen om ham! Her paa Storeholt saaes de jo første Gang, og det var maaske ogsaa nok her, de havde haft de bedste Timer med hinanden. Allerede paa Vejen fra Stationen, da hun fra Vognen saae det første Glimt af den hvide Gaard og dens Spejlbillede i „Grønnevandet“, overvældedes hun af Minderne.

Men alligevel! Hvad enten hun i dette blinde Spil om sin egen og en andens Lykke havde grebet fejl eller ikke — og det Spørgsmaal vilde hun aldrig i Evighed faa udgrundet — saa var nu Terningekastet gjort og 217| kunde ikke gøres om. Hun maatte nu kun haabe paa — ogsaa for sin egen Skyld — at Dihmer ret snart vilde gifte sig og hjemføre en livsglad Frue til sit kære Favsingholm.

Hun havde revet Brevlappen i mange Stumper, som hun nu puttede i Kakkelovnen. For en Sikkerheds Skyld tændte hun ogsaa Ild i dem.

I det samme blev der banket paa hendes Dør. En af Pigerne bragte den Besked, at der var kommen en Dame, som gerne vilde hilse paa hende. „En Dame?“

Jytte begreb det ikke. Hun kendte jo ingen her. „Det er vistnok Doktorfruen,“ forklarede Pigen. „Det maa være en Misforstaaelse,“ — tænkte Jytte; men hun lovede at komme ned.

Ved et af de fire høje Vinduer i Havesalen sad Fru Vilhelmine paa den ene Side af et Marmorbord, hvor der stod en Blomsterskaal. Paa den anden Side sad en anselig, landlig paaklædt Dame med en, rød Bøllehat paa Hovedet. En køn lille Pige paa 6—7 Aar stod trykket op mod hendes Kjole og saae sig med sky Forundring omkring i den store, fornemme Stue med de forgyldte Møbler og de vævede Billed-Tapeter.

Saasnart Jytte kom ind, rejste Jægermesterinden sig. Med en Undskyldning til den fremmede Dame, fordi „huslige Pligter“ kaldte hende bort, forlod hun Stuen under en lydelig Raslen af sit Silkeundertøj.

Den fremmede Dame rejste sig nu ogsaa og gik Jytte imøde med et bredt Smil i sit friske, solrøde Ansigt. Hun 218| var omtrent paa Jyttes Alder, var ikke køn men havde et Par varme, trohjertige Øjne.

„Kender du mig ikke?“ sagde hun.

I det samme foer der et Lysglimt over Jyttes raadvilde Træk.

„Meta! ... Er det dig!“

Hun tog først begge hendes Hænder; men da hun rigtig havde genkendt Veninden, slog hun Armene omkring hende med et heftigt Glædesudbrud.

„Det er dig! Det er virkelig dig! ... Men jeg forstaar ikke et Muk. Hvordan kommer du paa disse Kanter?“

„Jeg bor her!“

„Bor du her?“

„Ja, veed du ikke det? Vi flyttede hertil i Efteraaret. Min Mand har faaet Distriktslægeembedet i Jerve. Det er en Milsvej herfra. Jeg har fulgt min Mand i Praksis i det gode Vejr. Han har en Patient her paa Gaarden. Da jeg saa hørte, at du var kommen, maatte jeg dog hilse paa dig.“

„Men kære! Og jeg, som har tænkt dig siddende derovre paa Jyllands Heder for Tid og Evighed ... i det lille morsomme Hus, du engang sendte mig et Billede af. Stumpen her er altsaa din ældste.“

Jytte satte sig paa Hug foran den lille Pige, der ikke havde sluppet sin Mors Kjole.

„Og du har fire af den Slags!“

„Ja.“

Hun tog det betuttede Barn ind til sig og kyssede det paa begge Kinderne.

219| S ØREN SMED OG HAN S ÆT219 „Saa hedder du Olga, ikke sandt? ... Nej, vent lidt, det er Hedvig! ... Du skal ikke være bange for mig. Jeg er bare saa glad for, at jeg endelig engang faar dig at se! ... Men kom, Meta! Lad os sætte os! Jeg har jo hundrede Ting at spørge om.“

Jytte bøjede sig frem over Marmorbordet og betragtede Veninden med stadig lige frisk Forbavselse. Var denne frimodigt smilende Matrone virkelig Meta Haagensen, den gamle Skolekammerat fra „Institutet“, Klassens Fuks, Meta Mæhæ, hvem de allesammen havde beklaget for hendes grimme Munds Skyld? Hvordan var det dog gaaet til? Ja, Munden var unægtelig den samme grovt skaarne Spalte. Og dog saae hun jo næsten smuk ud!

„Bliv ikke vred, Meta ... men jeg har aldrig kunnet huske dit Konenavn. Hvad er det, du hedder nu?“

„Gaardbo.“

„Gaardbo? Vent lidt! Saadan hed jo ogsaa Præsten, som var her.“

„Ja, han er min Svoger. Det var især for at komme til at bo i Nærheden af ham, at min Mand søgte Embedet her. De to Brødre har altid daarligt kunnet undvære hinanden. De er Tvillinger, og nu havde de saa længe været skilte.“

„Nej tænk! Er det sandt! Saa ligner din Mand vel Præsten?“

„Nej, det gør han i Grunden ikke. Men nu kan du selv se ad. Han lovede at hente mig.“

De sad en Tid og talte om fælles Bekendte; men Jyttes Opmærksomhed gled efterhaanden bort. Hun var 220| bleven tankefuldt optaget af den lille Pige, der stadig gemte sig bag Moderens Stol.

Hun huskede den Dag, da Budskabet om dette Barns Fødsel naaede hende ovre fra Jylland, og det Indtryk, Begivenheden havde gjort paa hende. Af alle hendes jævnaldrende Veninder og Skolekammerater var Meta den første, der blev Mor, og hun havde ved den Lejlighed for første Gang forstaaet, at ingen Lykke paa Jorden kunde lignes ved den at faa et Barn med den Mand, man holdt af. Og nu havde Meta fire og var maaske den eneste af alle Veninderne, der var bleven lykkelig, fordi hun var den eneste, der havde givet sig Livet i Vold med lukkede Øjne.

„Veed du, Meta, jeg havde nær ikke kendt dig igen. Du tror maaske, jeg siger det for at være ubehagelig. Men det er langt fra.“

„Du mener dog vist, at jeg er bleven skrækkelig tyk. Jeg er virkelig tidt forfærdet over mig selv. Men det generer mig forresten ikke. Jeg gik forleden to Mil uden at blive det mindste træt. Dig kan man derimod ikke se Spor af Forandring paa. Du har rigtignok holdt dig godt. Da du før kom indad Døren, var det aldeles, som jeg saae dig sidst i Dronningens Tværgade.“

Jytte lænede sig tilbage i Stolen og saae ud af Vinduet.

„Ja, jeg er den evig uforanderlige!“ sagde hun i en-Tone, som hun søgte at gøre let og spøgende. „Hos mig er ikke Skygge af Omskiftelse — som skrevet staar.“

„Men nu har du dog forlovet dig,“ sagde Veninden med et fortroligt Nik.

SØRE N SMED OG HANS ÆT Jytte saae over paa hende med store Øjne. Hun blev lidt bleg.

„Hvor falder du paa det?“

„Er det ikke sandt? ... Saa maa du virkelig undskylde. Det blev mig sagt for aldeles bestemt. — Jeg er forfærdelig ked af, at jeg sagde det, Jytte. Du maa ikke være vred.“

Jytte svarede først ikke noget. Venindens Undskyldninger gjorde kun Ulykken værre. Hun havde haabet at skulle finde et Fristed her for de himmelfaldne Miner, der havde forfulgt hende i København. Men Rygtet om hendes og Torben Dihmers Møde var altsaa ogsaa naaet hertil. Ja ja! — — Hun vendte Ansigtet bort og trak paa Skuldren.

„Det gør mig ondt, at jeg stadig skal skuffe mine Venners Forventninger. Jeg maa jo aabenbart være dem et Bryllup skyldig.“

Døren til Herreværelset gik i det samme op. Jægermesteren kom ind tilligemed Lægen, der havde været kaldt til en af Køkkenpigerne. Jægermesteren optraadte i sin Laboratoriedragt, en hvid Kittel og sort Fløjls Baret, og var midt i et Foredrag om sine Planteundersøgelser. Det var hans Orm at ville kappes med sin berømte Broder ogsaa som Videnskabsmand; og da han var den ældste, følte han sig fuldt saa vel som denne kaldet til at hævde Slægtens store Traditioner og blive en Forgrundsfigur i Landet.

Doktor Gaardbo var en tætbygget Mand af Middelhøjde, mørkskægget og med en gullig Ansigtsfarve. Jytte 223| følte sig frygtelig skuffet af ham. Han lignede ikke sin Broder Præsten undtagen paa Øjnene. Saa havde han desuden Klumpfod, hvad hun forresten godt havde vidst. Ogsaa i hans Væsen var der noget, der frastødte hende. Han hilste skødesløst paa hende og viste Fætteren en ganske utilsløret Ringeagt.

Paa Vejen ud til Vognen puttede Meta sin Arm ind under hendes. Jytte forstod godt, at hun vilde søge at bøde paa sin uheldige Forsnakkelse, maaske ogsaa paa sin Mands Uelskværdighed; men det fjernede hende altsammen blot endnu mere fra dem begge. Da Veninden bad hende om rigtig snart at komme og besøge hende, svarede hun ja; men ved sig selv tænkte hun, at det vist ikke blev til noget.

Nedenfor den store Stentrappe stod en lille tilstøvet Vogn og kogte. Det var ikke meget andet end en stor Træsko paa tre Hjul.

Jytte blev staaende oppe paa Trappen med sin Fætter under Armen, indtil Doktorparret var kommet tiisæde og Vognen futtede afsted.

„Kender du ellers noget til Doktor Gaardbo?“ spurgte hun, idet de fulgtes ind. „Er han en dygtig Læge?“

„Han er sgu slet ikke Læge. Han er en Kvaksalver, der vil kurere Folk uden Medicin. Apotekeren er rasende paa ham. Han vil klage over ham, siger han. Han er heller slet ikke anset blandt sine Kolleger. Det veed jeg fra Asmus. De kalder ham for Seminaristen.“

„Han er jo en Bror til Præsten.“

„Ja, og de er lige bondevigtige begge to. De er for224|nemme, — forstaar du. De holder sig for gode til at tage Del i Egnens Selskabelighed. De vil allerede regere og dominere. Men det bliver der forhaabenlig sat en Stopper for!“