Omkring Landsbyens hvide Kirke laa Kirkegaardens stille Have, og udenom den laa Byens otte store Bønder233|gaarde, moderne oppyntede med Glasverandaer og smagløse Villakarnapper. Desuden en halv Snes Smaahuse med pæne Blomsteranlæg. Udenfor Byen laa — henkastet som en Affaldsdynge — en Samling Rønner, der trykkede sig sammen paa begge Sider af den brede Landevej.
Her boede Herregaardens Daglejere og Arbejderne fra et stort Teglværk, om Sommeren desuden tilflyttede Tørveskærere med deres Familjer og polske Roearbejdere.
Paa Vejen hjem fra sit Besøg paa Storeholt var Pastor, Gaardbo gaaet ind i en af disse Fattigmandsreder: et lille Hus, som næsten skjultes bag en Skov af høje Brændenælder. Det eneste Vindu, som vendte ud mod Vejen, var tildækket af en Hyldebusk, der voksede højt op paa Taget. Her boede en enlig gammel Mand, som af Befolkningen kaldtes „Hønse-Lars“.
Navnet var ikke givet ham som Anerkendelse; det var et Tyvsmærke. Men skønt han ellers var en ondsindet Person, bar han det med den Taalmodighed, som lang Vane giver. Kun faa huskede længer, hvad han egenlig hed.
Den unge Præst havde mange Gange uden Held forsøgt at faa ham i Tale. Skønt den Gamle var bleven værkbruden og ikke mere færdedes udenfor Hjemmet, fandt man for det meste hans Dør laaset, og ingen svarede, naar man bankede. Undertiden havde Gamlingen siddet udenfor paa Dørstenen og bundet Sivmaatter eller flettet Vidjekurve; men han havde aldrig været til at slaa et 234| Ord af. Hverken sit Goddag eller sit Farvel havde Præsten faaet Svar paa.
Men nu havde Pastor Gaardbo faaet at vide, at Hønse-Lars var bleven syg og laa paa sit Yderste. Han fandt ogsaa Døren aaben — han maatte bøje Hovedet for at komme ind ad den — og stod i hans Stue. Han kom med Aftensolens Glød i Øjnene, og paa Grund af det overgroede Vindu var Stuen saa mørk, at han i Begyndelsen ingenting kunde se.
Endelig opdagede han Eneboeren paa Ryggen i en Halmseng. Armene laa tunge og ubevægelige paa et Urede af Pjalter. Kinderne over Skægget var røde af Feber. Øjnene stirrede med store Pupiller.
Hønse-Lars havde al sin Tid hørt til Egnens mest berygtede Nattegængere. Baade han selv og hans afdøde Kone havde været straffet mange Gange. Det var en Forkærlighed for Fjerkræ, der havde forskaffet ham hans Øgenavn. Hans Tyvagtighed var bleven til et Mundheld langt udenfor de Egne, hvor han selv var kendt. Naar Folk savnede noget og troede sig bestjaalet, hed det: „Her har nok Hønse-Lars været paa Spil.“
Den unge Præst stillede sig hen ved Sengen og talte den gamle Synder venligt til. Han sagde, at han var kommen for at tilbyde ham sin Hjælp, dersom han manglede noget eller maaske trængte til at tale med et Menneske, som han kunde betro sig til uden Frygt.
Der kom intet Svar. Den Gamle havde skubbet sig lidt op i Sengen. Hans Underkæbe gik op og ned som i Krampe, og Øjnene søgte rundt i Stuens Mørke, hvor al 234| Slags gammelt Skrammel laa ophobet. Det var, som om han i sin Hjælpeløshed saae sig om efter noget, der kunde værge ham.
Præsten blev roligt staaende.
„I har det ikke godt her, Lars Oven! Dersom I vil give mig Lov til det, skal jeg sørge for, at I herefter bliver bedre plejet. Jeg vil for Fremtiden selv komme her hver Dag og gaa jer tilhaande. Der kan vel altid være et og andet, som jeg kan hjælpe med. Dersom I er bange om Natten, eller dersom I ikke kan sove, saa skal jeg ogsaa gerne sidde her og læse lidt for jer. Der er en Bog, der hedder Biblen, den er der mange smukke Historier i. Den skal jeg tage med.“
Han havde paa Grund af Stanken i Stuen ladet Døren staa aaben til det Fri. Og nu hørte han hastige Træskotrin udenfor. Et stort, rødhovedet Kvindemenneske med opkiltet Skørt dukkede frem i Døraabningen. Det var en Nabokone, som Sognet betalte for at passe den Gamle under hans Sygdom. Hun havde ligget nede ved Bækken med noget Tøj og set Præsten gaa herind. Hun stod der i Døren og smilte med en daarlig Samvittigheds sleske Smil, mens hun tørrede Fingrene i sit Sækkelærreds Forklæde.
Da Pastor Gaardbo gjorde hende Bebrejdelser for hendes Forsømmelighed, skraldede hun op for at retfærdiggøre sig. Lars var virkelig saa umanerlig stridig. Han vilde ikke have Vand i sit Ansigt og gjorde sig uren i Sengen som en Patteunge.
235| Præsten bad hende tie og skammede hende ud for hendes Mangel paa Menneskekærlighed.
„Imorgen kommer jeg igen,“ sagde han. „Saa vil jeg se en rengjort Stue, saa man kan fornemme, at det er et Menneske skabt i Guds Billede, der har sin Bolig her. De maa endnu i Aften komme hen i Præstegaarden og faa et Sæt Lagner og et Par Skjorter udleveret hos Frøken Martinsen. Naar jeg saa kommer her imorgen, skal vi hjælpes ad med at løfte Lars op, saa der kan blive skiftet under ham og lagt frisk Halm i Sengen.“ Han vendte tilbage til den Syge og sagde Farvel. Hønse-Lars var stadig lige stum. Mistroisk flyttede han Øjnene frem og tilbage mellem Præsten og Konen for at komme under Vejr med, hvad det var for onde Raad, de havde lagt op imod ham.
Rygtet om Præstens Besøg var gaaet sin Rundgang gennem alle Rønnerne. Folk stod i Dørene, hvor de nu blev Vidne til, at den gejstlige Mand, da han kom ud fra den gamle Hønsetyv, kastede Frakken, tog en Tollekniv op af Lommen og gav sig til at snitte Grene af den store Hyldebusk, der groede saa vildt op over Vinduet. Aftensolen lyste paa Muren, men ikke et Glimt naaede ind til den Syge. Han maatte lægge Kræfter i for at bryde gennem det sejge Fletværk; men fra sin Fars Hjem var han vant til at tage fat i al Slags Arbejde.
Inde i Sengen laa den Gamle aldeles stiv af Forundring. Kun de feberstore Pupiller flyttede sig. Mens Gren efter Gren faldt derudenfor og Lyset i Stuen voksede, søgte hans Øjne uroligt hen til Konen, der — opbygget af Præ236|stens Eksempel — straks havde givet sig ilag med at rydde op. Da tilsidst selve Solen brød ind i Rummet, hviskede han med sin hæse Stemme:
„Det er en sær Mand — han.“
„Ja, det er en Guds Mand!“ forsikrede Konen højt og gav sig pludselig til at jodle op paa sit Fynsk:
Solen sank ned bag Strige Skov, og Kirkeklokken begyndte at ringe, da Pastor Gaardbo forlod Hønse-Lars' Hus og gik hjem til Ensomheden i sin tomme Præstegaard. Gadens pjaltede Børn kom af sig selv løbende og gav ham Haanden. Konerne i Dørene nikkede venligt, idet han gik forbi. Overalt blev den smukke unge Præst hilst med Tillidsfuldhed af Fattigkvarterets Befolkning.
Gennem flere Slægtled havde man paa denne Egn i Almindelighed ikke haft andet Forhold til Kirken end det, som Loven og den gode Tone paabød. Den gamle Præstegaard havde i Løbet af det sidste halve Aarhundrede huset Forkyndere af de forskellige kirkelige „Retninger“, der indbyrdes praktiserede Kristenkærligheden omtrent som Hund og Kat. Først ved Pastor Gaardbos Samaritangerning var Menighedshuset igen bleven et Midtpunkt for Egnens Liv. Hans politiske Standpunkt vakte ganske vist adskillig Fortrydelse hos de fleste af Egnens større Hartkornsejere, og der hviskedes ogsaa om, at hans Forkyndelse ikke var strengt kanonisk; men til GenS ØREN SMED OG HANS ÆT gæld var Kirken bleven Fattigmands Ven, og selv Modstanderne maatte anerkende hans Privatlivs evangeliske Renhed.
Klokken var næsten ni, før han naaede hjem. Frøken Martinsen, hans Husholderske, meddelte ham i krænket Tone, at Aftensbordet havde staaet dækket i over en Time. Han gjorde sagtmodig en Undskyldning. Frøkenen, der var en midaldrende, robust Bondepige med rødsprængte Kinder, led efter sin egen Mening af Blodmangel og fik ved mindste Anledning nervøse Anfald, hvorfor hun maatte skaanes for Sindsbevægelser.
Hun var kommen der i Huset paa Anbefaling af Pastor Gaardbos afdøde Kæreste og følte det af den Grund som sin Rettighed at tyrannisere ham i hendes Sted. .
„Frøken Martinsen,“ sagde han, da hun bragte ham Teen, „her kommer i Aften en Kone, som gerne skulde have et Sæt rene Lagner og et Par Skjorter udleveret. Det er til den gamle Lars Oven — Hønse-Lars. Han ligger for Døden.“
Frøkenen erklærede kort, at det ikke lod sig gøre. Alt det Linned, der tilhørte Menighedsplejen, var sendt ud til Rensning og Reparation. Det vidste Præsten jo godt.
„Saa maa vi naturligvis tage af vort eget,“ sagde han, lidt utaalmodig.
„Det er i Vask.“
Han betænkte sig lidt og sagde saa: „Det var slemt nok. Vi maa altsaa give Konen et Sæt af de ubrugte Lagner, der ligger i Dragkisten — De veed nok — i de to nederste Skuffer.“
238| Vreden steg Husholdersken til de tykke Kinder, der svulmede op af det rødeste Blod.
„Det er vel ikke Præstens Alvor?“
„Vist saa.“
„Skal en som Hønse-Lars ligge i Frøken Rosalies Brudelagner? “
„Kan de i Grunden faa nogen smukkere Anvendelse? Den stakkels Lars har levet længe nok i Smudset.“
Frøken Martinsen, der havde staaet henne ved Døren med Haanden paa Laasen, nærmede sig igen Bordet i den tydelige Hensigt at faa et af sine nervøse Anfald. Men i det samme hørtes en Vogn køre ind i Gaarden med en Række Stød i Tudehornet. Det var Doktor Gaardbos Signal, og den Lyd gjorde hende tavs. Hun hummede sig hurtigt ud af Døren. Det Menneske var i hendes Øjne Haltefanden selv.
„Jeg sad for lidt siden og tænkte paa dig,“ sagde Præsten, da Broderen humpede ind. „Var du ikke kommen, havde du imorgen haft mit Besøg.“
„Noget paafærde?“
„Ja ... men først du! Hvem er bleven syg her?“
„Ingen. Det er en Barselaffære.“
„Det er vel saa Hans Andersens Kone?“
„Ja. Du veed, det er denne Narkose, de nu allesammen tigger om. Selv den kraftigste Bondekone vil ikke længer føde sit Barn paa naturlig Vis. Og saa maa de efter min Mening hellere slet ingen Børn faa. Men nu har jeg alligevel lovet at blive i Nærheden, indtil Affæren er overstaaet.“
239| Doktoren bøjede sig over det dækkede Bord og mønstrede Retterne.
„Naa, det maa jeg sige! Du mæsker dig sandelig! Tre skeløjede Sild — og Ost! Martinsen forkæler dig ordenlig. Hvorlænge har du i Sinde at fremture i det Vellevned? ... Alvorlig talt, Bror, dette her gaar ikke i Længden. Det Asen sulter dig jo! Du maa tage dig sammen og stroppe hende op. Ellers kommer jeg til at gøre det paa dine Vegne. Du ser efterhaanden lovlig apostolisk ud.“
„Vrøvl!“
„Man siger ikke Vrøvl til sin Læge, lille Far! Jeg ordinerer dig herved to blødkogte Æg til din Aftensmad. Og et Krus godt, hjemmebrygget 01 i Stedet for det Tevandspjat.“
„Sludder!“ — Præsten drak ud af sin Kop og rejste sig. — „Lad os gaa ind!“
Men Doktoren stillede sig i Vejen for ham og slog Hænderne i hans Skuldre. Præsten gjorde det samme, og saadan blev de nogen Tid staaende overfor hinanden med sammenflettede Arme som et Par Drenge, der vil brydes.
„Siger du Sludder?“
„Ja.“
„Du vil altsaa ha' Muffel!“
„Hvad bilder du dig ind?“
„Flab!“
„Selv Flab!“
„Kom an!“
De rystede hinanden saa haandfast, som de kunde det 240| for Latter. Doktoren, der trods sin Klumpfod var stærk som en ung Stud, trængte Broderen ind mod Væggen. Men pludselig slap de hinanden med et forskrækket „Hys!“ — De hørte Drønet af Frøken Martinsens Skridt ude fra Køkkengangen.
„Ind til mig!“ sagde Præsten.
Den store, trefags Havestue, der var indrettet til Studereværelse, gjorde som alle Præstegaardens Rum et halvtomt og fattigt Indtryk. En lille Petroleumslampe var stillet hen paa en højbenet Fyrretræs Pult og lyste blegt ned paa Skraalaagets grønne Klæde. Den øvrige Del af Stuen laa i Halvmørke. Paa Væggen ovenover Pulten hang et stort Kristusbillede indrammet af friskt Bøgeløv. Det var Faderens gamle Bedepult, som Sønnen holdt i Ære. Under dette tornekronede Kristushoved havde Jørgen Skolelærer to Gange daglig holdt Andagt med sine Børn. Her stod han i sine sidste Aar saa mangen angstfuld Nat med det skæggede Hoved begravet i Hænderne og kunde ikke finde Fred.
Døren ud til Haven stod aaben. Aftenen var lun og stille. En Nattergal sad et Sted derude og gav sig lidenskabeligt hen i sin Musik.
De to Brødre stod et Øjeblik tavse i Døren og hørte paa dens Triller. Saa satte Doktoren sig overskrævs paa en Stol og klemte Hænderne om Rygstødet.
„Fortæl mig saa, Johannes — hvad siger du til Farbror Tyge?“
„Du veed det altsaa allerede.“
„Jeg kom til Storeholt lige efter, at du var gaaet. Jeg S ØREN SMED OG HANS ÆT har en Patient der for Tiden. Jægermesteren fortalte mig Nyheden. Bagefter fik jeg den bekræftet af Mejeribestyreren. Saa vidt jeg forstod, havde han den fra selve Hans Almægtighed Balduin Hansen.“
„Ja — den telegrafiske Forespørgsel kom til ham som Bestyrelsens Formand. Men sig mig, Povl — hvad mener du som Læge om Farbrors Tilstand? For ikke mange Maaneder siden forlød det med stor Bestemthed, at han var dødelig syg. Og nu rejser han fra Møde til Møde og holder Kamptaler og skaber Ophidselse i Landet som for 30 Aar siden.“
„Fabeldyrets sidste Krampetrækninger. Jeg har jo nok hørt, at „Femte Juni“ skal have udnævnt ham til Holger Danske den Anden. Men det er saa nemt at lade sig tiljuble af sin egen Avis. Alt det Vrøvl om hans evige Ungdom er bare Politik. Han er en dødsmærket Mand. Jeg veed det med Sikkerhed. Han har sin Spøgelsetime nu, og den.kan jo ikke være opbyggelig.“
„Men hvad i Alverden er Hensigten?“ sagde Præsten; han stod henne ved Pulten og støttede Hovedet i sin Haand. „Selve Magten kan jo dog umuligt friste ham mere. Og hans Forfængelighed maa vel endelig ogsaa være bleven tilstrækkelig mættet.“
„Vil du have min psykologiske Forklaring paa Farbror Tyges sidste Kraftudfoldelse, saa er det den, at han veed, han gaar med Døden i Kroppen. Og som den Æstetiker, han inderst inde er, arrangerer han nu sin egen selvforherligende Ligbegængelse. Som en af Fortidens Høvdingeskikkelser vil han begraves i fuld Rust242|ning, omgivet af sine Trofaste og støttet til sit navnkundige Sværd Dyrendal. Med det Tableau i bengalsk Belysning skal Tyge Enslevs Heltesaga slutte. — Du veed, jeg har altid betragtet det som en Ulykke, at Farbror ikke blev sin første Bestemmelse tro og holdt sig til Digteriet. I det Fag havde hans eventyrlige Forestillinger om Livet og dets Vilkaar kunnet udfolde sig uden at gøre større Skade. Til Uheld for os allesammen fandt han paa at tilfredsstille sin kunstneriske Fingerkløe paa levende Kød og Blod. Det har ganske sikkert været hans stolte Drøm at modellere hele Nationen om i sit Billede ... og delvis er det jo virkelig tilsidst lykkedes ham. Vi er paa gode Veje til at blive en latterlig Karikatur af vor Race. Faar vi ikke den unge Slægt gjort nøgtern inden ti Aar, er vi kaput. Det er min sikre Overbevisning.“
Præsten svarede ikke noget hertil. Han stod i sine egne Tanker og havde ikke hørt meget af, hvad Broderen sagde. De to havde saa ofte udtalt sig for hinanden om den store Farbror, at den ene tilsidst kun hørte sine egne Tanker i den andens Ord; og ingen af dem vidste, at det var deres Fars Genfærd, der talte igennem dem begge.
Efter et Ophold sagde Præsten:
„Jeg har naturligvis spurgt mig selv om Grunden til, at Farbror Tyge ønsker at tale netop her. Og jeg tror, jeg aner den. Balduin Hansen har nylig været i København. Jeg tænker mig nu, at Telegrammet idag er Resultatet af den Rejse.“
„Hvad mener du?“
243| „Møller Jensen ligger jo syg paa Rigshospitalet, og det antages almindeligt, at han ikke kan komme sig. Skulde det Rygte bekræfte sig, saa er Hensigten med Farbrors Besøg sikkert nok den, at Balduin Hansen nu skal proklameres som Kresens nye Folketingskandidat.“
Doktoren slog Haanden i Stoleryggen.
„Saa maa du skyde Hjertet op i Livet, Johannes, og gøre Alvor af at trække dig ud af det Kompaniskab! Mølleren var slem nok i al sin Søllethed — men Balduin maa du ikke være med til at hjælpe ind i Rigsdagen.“
„Ja, kan du blot sige mig, hvordan det skal forhindres?“
„Dersom du ikke kan faa et andet fornuftigt Menneske til at ofre sig, maa du selv stille dig op imod ham. Der er ikke andet for! Jeg talte forleden med Jørgen Tækkemand fra Aalehusene. Det er jo ikke nogen Hemmelighed for dig selv, at han og nogle andre for Tiden gaar rundt og agiterer for dig i Kresen. Han paastod, at de allerede havde sikret dig over tre hundrede Stemmer.„“
Præsten gik uroligt nogle Skridt ud over Gulvet og vendte derpaa tilbage til Pulten.
„Og dersom Resultatet saa bliver, at hverken Balduin Hansen eller jeg men derimod Kammerherre Rosen vælges, saa vil jeg blive gjort ansvarlig for Tabet af Kresen.“
„Du gør dig Bekymringer om mange Ting, Broder Johannes,“ sagde Doktoren. „Dersom Betænksomhed er en Kardinaldyd, ender du som Sjællands Biskop.“
244| „Hvad har du egenlig imod Balduin Hansen?“ spurgte Præsten i Stedet for at svare.
„Det samme som du, antager jeg. Han er et Pjat. Læste du Referatet af den Tale, han forleden holdt i Jerve? Lyksalighedens Rige var nu paa Trapperne. Der manglede bare et Par Smaating, som Lovgivningsmagten nok skulde faa Bugt med inden Fastelavn. Jeg tvivler ikke om, at Manden er i god Tro; men det gør ham i mine Øjne ikke mindre ondartet. Disse tossegode Fantaster er netop de allerfarligste.“
Præsten strøg sig med Haanden nedover sit skægløse Ansigt og sagde:
„I visse Punkter er han dog din Meningsfælle, Povl.“
Det kom som henkastet; men Tonen var nedstemt, og han fortsatte ikke.
Doktoren forstod, hvad han hentydede til. Balduin Hansen havde i sin Tid haft et Sammenstød med Broderens Forgænger i Embedet, Provst Vollerup, der havde anklaget ham for fritænkerisk Agitation i Skolen.
Doktoren rejste sig. Med formørket Mine gik han hen i den aabne Havedør, og her blev han staaende med Ryggen til Stuen uden at sige noget. Efter en Tids Stilhed kom Præsten hen til ham og lagde sin ene Haand paa hans Skulder.
„Tilgiv mig, Povl!“
„Det er nu anden Gang, du bryder vor Aftale, Johannes!“
„Jeg skal tie.“
Der blev i det samme banket paa Døren. Frøken MarS ØREN SMED OG HANS ÆT tinsen stak Overkroppen ind for at bringe den Besked, at Hans Andersens Kone lige nu havde faaet en rask Dreng, og at alting var, som det skulde være.
„Det er godt! Vil De sige, at jeg skal komme over og se paa Knægten,“ sagde Doktoren.
Da Døren igen var lukket, vendte han sig mod sin Broder med en forsonlig udstrakt Haand.
„Lad det saa være allersidste Gang, Johannes, at vi to strides om Ting, som vi dog aldrig bliver enige om. Der er i Forvejen Ufred nok i vor Slægt. Kan du huske, da vi var Drenge? Da talte vi altid om, at vi skulde blot holde sammen, saa vilde vi erobre et Kongerige. Det Løfte maa vi indfri — med den nødvendige Reduktion. Og gid saa de Ord maa ringe for dine Øren Dag og Nat lige til Valgene: „Balduin skal ødelægges!“ ... Godnat, Johannes!“
Præsten fulgte sin Broder ud.
„Hils Meta og Børnene!“ sagde han fra Trappen, idet Vognen sattes igang.
Da han kom tilbage til sin Stue, gik han hen til Pulten og blev længe staaende her i Bøn. Som sin Far, den gamle Jørgen Skolelærer, stod han under det tornekronede Kristushoved med Ansigtet i sine Hænder og bad for sin Broders Frelse.
Ude i den sommernatslyse Have slog Nattergalen sine sørgmodige Triller.