II.

Husets Gæster og Fru Vilhelmine sad allerede ved Bordet og var begyndt paa den varme Ret, da Jægermesteren viste sig med Øjne, der endnu var røde af Søvn. Han havde sit alvorligste Ansigt paa. Navnlig overfor STOHEHOLT Broderen var han højtideligt tilknappet. Asmus skulde mærke, at han havde tilføjet ham en Krænkelse, der sent vilde glemmes. Høflig, men strengt formel.

Efter at have drukket et Glas Portvin til det kolde Bord blev han dog livligere, og ved Kaffen begyndte han at vrøvle.

Asmus havde paa sin ene Side den gamle Frøken Søholm; paa den anden sad Jytte, som næsten ikke var til at faa et Ord ud af.

Jytte havde haft noget mod sin Fætter, siden hun første Gang i en Avis saae ham nævnt som „den bekendte Kvindelæge“. Hun udholdt navnlig ikke Synet af hans Hænder med de skamløst nedklippede Negle. Nu havde hun desuden set ham og Moderen sidde sammen nede i Haven og havde straks mistænkt dem for at snakke om hende og Dihmer.

Frøken Søholm rørte under hele Maaltidet ikke Maden. Hun blandede et Pulver ud i et Glas Vand og snakkede over Bordet til Fru Vilhelmine om de forskellige Badesteder, hun havde besøgt, altsammen i det Haab at gøre sig interessant for Professoren med sin Sygdom. Tilsidst vendte hun sig til ham selv og spurgte, hvad han mente om den ny Petroleumskur.

„Har ikke den Ære at kende den,“ sagde han.

Men nu blev Jægermesteren ondskabsfuld. For at sætte Broderen i Forlegenhed paastod han, at han havde læst om den Kur i videnskabelige Tidsskrifter, og at nogle af Evropas betydeligste Lægeavtoriteter havde udtalt sig om den med den største Anerkendelse.

254| Professorens Øjne sendte ham en skærpet Pil over Bordet.

„Hvad er det for en Kur?“ spurgte Fru Bertha, der begyndte at blive interesseret.

„Jo, det var nu i Foraaret,“ forklarede Frøken Søholm. „Jeg rejste hjem fra min Kur i Svalebach og kom til at køre i Kupe med et ungt Ægtepar. Det var Nordmænd, tror jeg nok, men alligevel rigtig nette og behagelige Mennesker begge to. Vi kom saa til at tale om min Svaghed, og saa spør Hr. Akselsen mig — for de hed Akselsen, husker jeg nu — saa spør han mig, om jeg har prøvet en Petroleumskur. Han havde selv lige været saa forfærdelig syg, sagde han, og opgivet af Lægerne. Men saa havde en Ven af ham givet ham det Raad, at han i seks Uger skulde drikke en Pægl Petroleum om Dagen — et Likørglas ad Gangen — og nu var han bleven fuldstændig rask og havde været paa Bryllupsrejse med sin Kone.“

Fru Vilhelmine, der mærkede Forlegenheden brede sig omkring Bordet, skyndte sig at sige:

„Du kan tro, lille Tante, at den Herre har bildt dig noget ind.“

„Bildt mig noget ind? Jeg har da Øjne i Ho'edet! Og jeg siger dig, han var bleven fuldkommen rask, var helt rødmusset og saa sund og frisk, som om han aldrig havde fejlet noget. Næ, kom ikke med den, Vilhelmine! Men en Pægl om Dagen — det er rigtignok meget. Tror Professoren ikke, at man kan nøjes med mindre?“

255| „Jeg veed det ikke; men jeg vil anbefale Dem at raadspørge en Dyrlæge.“

Den gamle Dame blev rødblaa i Ansigtet af Arrigskab og vilde svare; men Fru Vilhelmine forekom det ved at rejse sig og sige „Velbekomme“.

Under almindelig Forstemthed gik Selskabet ud i Haven. —

Ud paa Eftermiddagen, efter at Professoren var rejst, kom en Rytter ridende ind i Gaarden. Det var en yngre Herre med et lille studset Overskæg, stiv Hat, stram Figurfrakke og drapfarvede Benklæder. Han blev holdende nedenfor Herskabstrappen med Haanden i Siden, indtil der langt om længe viste sig en Staldkarl. Da han fik at vide, at Damerne opholdt sig i Haven, gik han derud uden at lade sig melde.

De fire Damer sad henne under Kastanjerne ved en Kop Te.

Idet Jytte saae den elegant kostymerede Herre komme gaaende med Ridepisk i Haanden, sprang hendes Blik rent uvilkaarlig hen paa Fru Vilhelmine. Og skønt Svigerindens Ansigt ikke røbede allermindste Sindsbevægelse, sagde hun til sig selv: „Her har vi Amant'en!“

„Hr. Skovtaksator Frandsen —,“ forestillede Fru Vilhelmine.

Hr. Frandsen bukkede korrekt med samlede Hæle. Han havde et ganske kønt men flovt Ansigt og et forlegensirligt Væsen.

Jægermesteren, der efter sin Broders Afrejse havde 257| trukket sig tilbage „for at arbejde i sit Laboratorium“, laa i dette Øjeblik udstrakt paa Sofaen i sin Stue med et Slumretæppe over sig og sov dybt. Et Vindu stod aabent ud til Haven, hvor en Flok Raager havde holdt Generalforsamling, uden at han derfor havde ladet sig forstyrre i sine Studier.

Lyden af den fremmede Herres Stemme vækkede ham derimod øjeblikkeligt. Han smed Tæppet af sig, satte sig over Ende og stirrede ud i Luften med de søvnrøde Øjne vidt opspilede.

„Frandsen!“ hviskede han hen for sig.

Da han lidt efter stod foran Pillespejlet for at ordne sin Paaklædning, formanede han sig selv til Rolighed. Han bandt sit Slips, der var gaaet op, eftergik med en Lommekam Skilningen i sit tynde Haar, der ligeledes var kommen i Uorden under Søvnen, og lovede sig selv at ville være fuldkommen behersket. Selv Vilhelmine skulde ikke kunne mærke noget paa ham.

Hvad der næsten opbragte ham allermest, var, at han selv havde anbefalet Frandsen til Grev Rabenfeldt, da denne en Gang i Vinter havde talt om at ville have sine Skove takserede. Nu høstede han Lønnen for sin Venskabstjeneste! Men det var den gamle Historie. Utaknemlighed var overhovedet den Tak, Verden hidtil havde ydet ham. — Med en nytændt Cigar i Munden kom han lidt efter ned ad Verandatrappen i sin hvide Laboratoriekittel.

„Se, se — Frandsen! Du her! ... Og i Ridekostyme! Har Rabenfeldt igen laant dig en Hest?“

258| Hr. Frandsen blev ildrød op til Hatteskyggen og svarede forfjamsket:

„Laant? Du veed jo meget godt, at jeg udtrykkelig har betinget mig en Ridehest, saa længe jeg opholder mig paa Rabenseje.“

„Skal du være hjemme med Hesten til nogen bestemt Tid?“

Vennen strøg Overskægget med to Fingerspidser, mens han bed sig i Læben af Raseri. Men pludselig fik han et lyst Indfald.

„Jeg tænker, at Barnepigen kommer og henter mig,“ sagde han.

Baade Fru Vilhelmine og Frøken Søholm lo hjerteligt af hans flotte Ripost. Frøken Søholm formelig skogrede op af Tilfredshed.

Blodet var faret Jægermesteren til Hovedet. Men af Angst for at røbe sig og blive latterlig bestemte han sig til at le med de andre.

„Bravo, Frandsen!“ sagde han anerkendende. Hr. Frandsen, der selv var forbavset over sit Vid, takkede smigret for Bifaldet med en dyb Bøjning.

„Vi sad netop og talte om at benytte det gode Vejr til en Udflugt, John,“ sagde Fru Bertha. „Vilhelmine foreslog en Køretur til Foliebro for at se den Udgravning, som der har staaet om i Bladene. Hr. Frandsen veed, hvor det er, og tilbyder sig som Vejviser.“

„Du husker nok ikke paa,“ sagde Jægermesteren til sin Kone, „at Landaueren er i Odense med min Bror. Og Charabancen er desværre hos Smeden.“

259| „Er den der endnu? ... Saa kan vi jo tage Jagtvognen.“

„Der er kun Plads til fire.“

„Det er ogsaa nok, naar du selv er Kusk. Jeg foretrækker dog at ride.“

„Det kan du ikke.“

„Hvorfor?“

„Du veed jo, at Kora er bleven halt.“

„Herregud, saa tager jeg den røde Kørehest, den har jeg redet før. Gør nu ikke saa mange Ophævelser!“

„Hvad mener du, Tante Bertha? Tror du virkelig, den Udgravning har den fjerneste Interesse?“

„Det veed jeg ikke. Men Forslaget om en Køretur tiltaler mig i hvert Fald. Der er saa smukt ved Foliebro.“

Jægermesteren havde vendt Øjnene mod Jorden. Han stod saadan en lille Tid, vendte sig derpaa om og gik tilbage til sin Stue for at sende Ordre til Stalden.

Kort efter brød Damerne op for at gøre sig i Stand.

Da Fru Vilhelmine kom ind i sit Soveværelse, stod hendes Mand derinde. Hans Udseende forskrækkede hende. Med Hænderne paa Ryggen kom han hen imod hende og trængte hende med sit Blik op mod Væggen. Tilsidst raabte hun i Angst:

„Hvad vil du mig? Herinde har du ikke noget at gøre!“

„Du vil ride sammen med Frandsen?“ sagde han. „Godt! ... Men dersom du fjerner dig mere end ti Skridt fra Vognen, bliver du endnu i Aften jaget ud af Gaarden med denne her!“

Han løftede en sammenrullet Hundesvøbe, som han havde holdt skjult bag Ryggen.

„Er du gal? Er du forrykt? Vil du øjeblikkelig gaa din Vej! Eller jeg ringer paa Pigerne!“

„Det vilde have til Følge, at du kom paa Porten lige med det samme. Jeg haaber, du nu forstaar, at det er Alvor denne Gang!“

Han gik ind til sig selv. Fru Vilhelmine foer hen og laasede Døren. — „Pjalt!“ slyngede hun efter ham og slog en høj, tøset Latter op. Jægermesteren foer sammen.

En pludselig Ængstelse betog ham og gjorde ham raadvild. Morede hun sig virkelig over ham? Fandt hun ham komisk ? ... Pludselig besvarede han Latteren med en Fløjten. Midt i sin Ophidselse og vanvittige Forelskelse gik han omkring i Kammeret og fløjtede i vilden Sky Melodien til: „Her har vi den igen, den gamle Vagtparade!“ — Et Kvarterstid efter var Ægteparret og Gæsterne paa Vej til Foliebro.