266| IV.

Den næste Formiddag, da Jytte traf sin Fætter i Haven, bad hun ham om at overlade hende en Vogn engang i Løbet af Eftermiddagen. Hun vilde gerne gøre sin Veninde, Doktorfruen i Jerve, et Genbesøg.

„Det er kedeligt, jeg har netop givet Kusken en anden Ordre. Kan det ikke vente til imorgen?“

„Jo, kære — imorgen eller en anden Gang,“ sagde hun og var straks mest tilbøjelig til helt at opgive Turen.

Den følgende Dag tog hun alligevel afsted.

Da Vognen holdt foran Lægeboligen, saae hun, at hun var saa uheldig at falde lige ned i en Storvask. Rundt om hele Huset hang der Tøj til Tørring. Ogsaa i Haven var der trukket Snore. Den friske Os af Lud stod langt ud paa Vejen.

Hun fandt alle Husets Døre aabne, gik fra Stue til Stue uden at træffe et Menneske. Først ved Havestuedøren opdagede hun Veninden, der stod paa Græsplænen mellem blafrende Lagenrækker. I Græsset ved Siden af hende sad et lille Barn og ribbede eftertænksomt en Fandens Mælkebøtte. Fra et andet Sted i Haven hørtes Lyden af legende Børn.

Fru Meta vendte Ryggen til hende, og da Jytte saae, at hun igen var frugtsommelig, kom hendes Hjerte til at banke.

„Goddag, Meta!“ sagde hun; men paa Grund af Tøjets Blafren maatte hun gentage det et Par Gange, før Veninden hørte hende.

267| Nu blev der stor Modtagelse. Den Lille blev taget op paa Armen for at præsenteres. Ogsaa de andre Børn skulde straks stille til Mønstring.

„Hedvig — Jørgen — og Olga!“ raabte Moderen, og tre halvnøgne og solbrune Unger kom styrtende frem paa alle fire under de ophængte Lagner og Sengetæpper. Da de opdagede den fremmede Dame, rejste de sig forskrækket og gik derpaa artig hen og gav Haanden.

„Det er jo et helt Regiment,“ sagde Jytte.

„Ja, synes du ikke, jeg har Lov til at være vigtig?“

„Jo,— og det er du nok ogsaa.“

„Men hvor I dog ser ud, Børn!“ sagde Meta. „De ligger jo hele Dagen og boltrer sig i Jorden ligesom Spurve ... Kom, nu gaar vi ind, Jytte! Jeg skal blot give Pigerne en Besked.“

„Jeg er ked af, at jeg kommer til Ulejlighed.“

„Sikke noget Snak. Vi er forresten næsten færdige. Men vi begyndte ogsaa Klokken fem i Morges. Det skal netop være dejligt at hvile Skankerne lidt.“

Mens Veninden var borte, sad Jytte alene og saae sig undersøgende omkring. Døren til Doktorens Stue ved Siden af stod aaben. Udstyret i begge Værelserne var holdt i gammeldags Bondestil. Høje, mørktfarvede Paneler med en fast Bænk langs den ene Side. Hvidtede Vægge. Rødbejsede Møbler. Ingen Gardiner eller Portierer til Værn mod Lyset, bare en gul Kappe over Vinduerne. Umagelige Stole med Straasæder.

„Du har det hyggeligt her,“ sagde hun, da Meta kom tilbage, men vidste ikke rigtig, om hun ogsaa mente det. 268| Der var noget i Stuernes Stemning, der paa en Gang tiltrak og afskrækkede hende, og hun satte uvilkaarlig denne Følelse i Forbindelse med sit Indtryk af Pastor Gaardbo. — „Det er vel altsaa din Mands Smag?“ spurgte hun.

„Ja — og min. Du finder den vist altfor spartansk.“

„Naa ja — maaske.“

„Ja, ser du, vi mener nu, at man ikke skal gøre sig Livet besværligere, end det er i Forvejen. Og man kan virkelig saa dejligt undvære de fleste af de tusinde Ting, som Folk plejer at fylde deres Stuer op med.“

Jytte svarede ikke noget hertil, og nu sad de nogen Tid og talte om deres forskellige fælles Veninder, deres Giftermaal og Skilsmisser og andre Ulykker. Meta havde trukket en stor Sykurv med Stoppesager hen foran sig. Hun var ikke vant til at sidde ledig og kom derfor i Forlegenhed med sine Hænder. Men Jytte anede, at Veninden desuden med denne husmoderlige Syssel halvt ubevidst forskansede sig mod Indtrykkene fra den Verden, som hun havde forladt.

„Længes du aldrig tilbage til København?“ spurgte hun.

„Nej aldrig! Jeg synes, man lever meget lykkeligere paa Landet. Det sagde du ogsaa selv engang, kan jeg huske. Det lød saa pudsigt. Men saa fortalte du om din Barndom paa Samsø, og saa forstod jeg, at du virkelig mente det.“

Jytte nikkede.

268| „Du skal se, naar du gifter dig, bliver det ogsaa nok med en stor Herremand. Det har jeg altid tænkt.“

Jytte kom til at smile.

„Sig mig, Meta, hvorfor vil du med Vold og Magt have mig gift?“

„Fordi det er det eneste, som der er rigtig Lykke ved. Nu veed jeg det!“

„Ja, jeg misunder dig dine Børn. Kunde man bare faa dem sendt med Pakkeposten uden alle disse mange forudgaaende Formaliteter.“

Nu var det Metas Tur til at smile. Hun skottede over sin Stoppenaal hen til Jytte med et halvt skalkagtigt, halvt blufærdigt Blik og blev rød.

„Det mener du jo ikke et Ord af,“ sagde hun.

Men i det samme skiftede hendes Ansigt Udtryk. „Aa, du tænker naturligvis paa Fødslerne. Ja, de er rædsomme. Endnu langt værre, end man har forestillet sig det,“ sagde hun — og Jyttes agtpaagivende Øjne saae, hvordan Blodet gik Veninden fra Kinderne af Angst for det, der nu igen forestod hende.

„Nej, det var egenlig ikke dem, jeg tænkte paa. En Barselaffære er jo heller ikke det samme nu som i gamle Dage, da man ikke kendte Bedøvelse. Kornelia Borgen fortalte mig, at da hun fik sit sidste Barn, anede hun ikke det mindste. Kan du huske den store Opstandelse, der blev blandt Missionsfolkene for et Par Aar siden, fordi min Fætter Professor Hagen havde skrevet om den moderne Videnskab, at den høfligt lyste den ene efter den 270| anden af de gammeltestamentlige Forbandelser ned ad Trapperne?“

Uden at se op fra sit Arbejde svarede Meta efter en Pavse:

„Jeg er ikke bleven bedøvet mere end een Gang. Og den Gang er jeg nærved at fortryde nu.“

„Hvad skal det sige?“

„Jeg er naturligvis altid bleven hjulpen af min Mand, og han kan ikke lide den Barselbedøvelse. Han synes, at Børnene skal komme til Verden paa naturlig Maade, ellers bliver det bare som en Operation for en Svulst. Man faar ikke selv noget at vide om, hvad der foregaar med En i det største Øjeblik i en Kvindes Liv.“

„Hvad har du da gjort?“

„Ingenting. Jeg har bidt Tænderne sammen, saalænge jeg kunde. Men dengang jeg fik Olga, maatte jeg hjælpes. Barnet laa rent forkert.“

„Og det er du nu ked af?“

„Nej, det siger jeg ikke, for det frelste maaske baade mit og Barnets Liv. Jeg holder naturligvis ogsaa lige saa meget af Olga som af de andre. Men jeg føler det alligevel tidt som et Savn, at jeg var saa langt borte, da hun kom til Verden. Jeg tror, det betyder meget for en Mor, at hun mærker sit Barn blive født og har hørt dets allerførste lille Kvæk. Min Mand plejer at sige, at ellers følger de dybeste Hjærterødder ikke med.“

Det flammede Jytte for Øjnene ved disse Ord. Hun fattede ikke, at Meta trods alt, hvad hun havde gennemgaaet og endnu skulde lide, kunde sidde der saa fattet 271| og føle sig tilfreds. Var der da intet i hende, der gjorde Oprør og rejste Hadet til de vilde Magter, der styrede Verden med en saa raffineret Grusomhed? Tænkte hun heller ikke paa, at disse Børn, som hun bragte til Verden under saa hæslige Pinsler, maaske engang vilde ønske, at de aldrig var bleven født, ja maaske tilsidst vilde dræbe sig selv af Lede ved Livet og dets meningsløse Mishandlinger ?

„Din Mand er velsagtens meget religiøs ligesom sin Bror?“

„Ja, det kommer an paa, hvordan du mener. Kristne er vi da ikke.“

„Hvad er I da?“

„Jo, ser du, min Mand har sine egne Ideer om alting. Dersom du vil lade være med at snakke om det, kan jeg godt fortælle dig, at han skriver paa et stort Værk. Han har allerede arbejdet paa det i flere Aar.“

„Hvad handler det om?“

„Om alt muligt i Grunden. Men mest om Børneopdragelse og Samlivet med Naturen ... ikke Sport eller Maaneskinssværmeri og den Slags ... ja, det kan ikke nytte, jeg begynder at forklare dig det. Det maa du hellere faa ham selv til. Og han gør det hellere end gerne.“

„Jeg er lidt forbavset over, hvad du her fortæller mig. Du sagde nemlig forleden, at din Mand og din Svoger Præsten var saa meget for hinanden, saa jeg mente, at de ogsaa paa det religiøse Omraade —“

„Min Svoger hører ikke til dem, der hænger sig i Dogmerne. Han ser alene paa Sindelaget. — Men det er sandt, 272| du kender ham jo! Han var her netop igaar og fortalte, at han havde truffet dig og din Mor.“

Jytte svarede blot Ja.

„Veed du af, at min Svoger har haft en stor Sorg?“

„Jeg har hørt lidt om det. Han mistede sin Kæreste, ikke sandt?“

„Ja, og paa den uhyggeligste Maade ... lige før Brylluppet. Hun fik Krampe i Vandet og druknede. Det er nu to Aar siden.“

„Hvem var hun, den unge Pige?“

„Hun var fra Kolding. Det var forresten hans og min Mands Kusine. Et udmærket lille Menneske, frisk og sød. Mærkeligt nok taler han aldrig om hende. Men jeg kan se det paa hans Øjne, at han altid tænker paa hende.“

„Lever din Svoger nu ganske alene i sin Præstegaard?“

„Ja, det Skind! ... Han har naturligvis en Husholderske, et forfærdeligt Menneske forresten ... Men vi haaber jo inderligt, at han maa finde en anden, som han kan komme til at holde af. Saadan en Ungkarl har det virkelig ikke godt.“

I det samme hørtes en Mandsrøst ude i Forstuen, og da Jytte mente at genkende Præstens Stemme, fik hun lidt Uro paa sig.

„Det er min Mand,“ sagde Meta. „Jeg vil blot sige ham, at du er her.“

Jytte bestemte sig til at tage bort, saasnart hun havde hilst paa Doktoren. Hun satte ingen Pris paa igen at 274| træffe den uhøflige Mand og fortrød i det hele, at hun var kommen her.

Doktor Gaardbo modtog hende imidlertid med overraskende Elskværdighed. Han viste sig tilmed at være ganske underholdende, talte meget og lidt støjende men var fuld af Humør. Da Meta søgte at overtale hende til at blive der til Aften, stemte han i med og tilbød at køre hende hjem, dersom hendes egen Vogn ikke kunde vente. Men al deres Venlighed gjorde blot Jytte endnu mere opsat paa at komme bort, fordi hun følte, at hun slet ikke passede her.

Kort efter fulgte hele Familjen hende tilvogns.

Doktor Gaardbos Interesse for Konens Veninde var bleven vakt af en Bemærkning, som hans Broder havde ladet falde om hende ved sit Besøg den foregaaende Dag. Ordene havde røbet en vis Optagethed af den smukke Ministerdatter. Af den Grund var han bleven nysgerrig efter selv at danne sig en Mening om hende, og som foreløbigt Resultat af Prøvelsen fastslog han nu, at Damen virkelig var en hel Del mere menneskelig, end han efter Pynten og Minen straks havde forestillet sig. —

Da Jytte kom hjem, fandt hun ingen i Stuerne; men ude under Solsejlet paa Verandaen stødte hun paa sin Fætter, der sad mutters ene, melankolsk hensunken med en Flaske Whisky og Sodavand foran sig. Hun vilde gaa ham forbi; men han bad hende om at sætte sig hos ham et Øjeblik, da han havde noget vigtigt at tale med hende om.

274| „Hvad er det, du vil sige mig?“ spurgte hun utaalmodig.

Han saae ynkeligt paa hende.

„Det er noget meget alvorligt ... noget meget sørgeligt. Sig mig, har du ikke mærket, at der er noget i Vejen mellem Vilhelmine og mig?“

„Jo, det har jeg.“

„Jeg tænkte det nok. Derfor skal ogsaa du alene vide hele Sandheden. Jeg trænger til at tale med et Menneske i fuld Fortrolighed. Vilhelmine og jeg maa skilles. Der er ikke andet at gøre.“

„Det har du nu sagt saa mange Gange, og det er dog ikke blevet til noget.“

„Jamen denne Gang er det Alvor. Den nuværende Tilstand er utaalelig. Skal jeg blive ved at leve med det Menneske, fryser jeg ihjel. Jeg vil hellere være gift med en skiden Malketøs end med den Istap.“

„Det var vel nok gaaet bedre for jer, dersom I ikke havde mistet lille Kaj,“ sagde Jytte, hvis Tanker stadig mod hendes Vilje gled tilbage til Veninden. „Eller dersom I havde haft flere Børn.“

„Aa Gud, jeg maatte saamænd høre nok for Kaj, dengang hun gik med ham! Bagefter var hun jo stolt over Drengen; men Vilhelmine har alligevel ikke villet høre Tale om at faa flere Børn. Hun har kunnet blive aldeles rasende, bare jeg nævnede det.“

„Kan du i Grunden fortænke hende i det?“

„Det kan du jo ikke mene, Jytte! Det er dog Kvin275|dens første Pligt at vedligeholde Formerelsen. Verden skal vel ikke affolkes?“

Jytte vilde ikke svare herpaa. Hun sad med bortvendt Ansigt og lod sig mere og mere rive hen af sin mørke og bitre Ensomhedsfølelse.

„Men vi Mandfolk er altfor fintfølende,“ fortsatte Fætteren. „Derfra stammer hele Ulykken. Jeg maa ofte tænke paa, hvad en af mine Venner engang sagde — en Kvindekender. Han sagde rent ud til mig, at Vilhelmine skulde have været gift med en stor Hestepranger paa tolv Lispund og engang imellem have haft nogle gode Høvl af Ridepisken. Og det galdt forøvrigt de fleste Kvinder — sagde han.“

„Hvem var den Vismand?“

„Det kan jo være lige meget med Navnet, ikke sandt? Men der er nu ikke saa lidt om det. Det er i hvert Fald min Erfaring.“

Ogsaa min! — tænkte Jytte. Hvorfor ikke lige saa godt tilstaa det? Tolv Lispund Kød i Favnen og bagefter korporlig Mishandling under en eller anden Form, Svangerskabets ni Maaneders lange Lidelse, Fødslens Radbrækning — eller i Mangel deraf Ridepisken. Saadan var Kvindens egenlige Krav til Manden! Det var dette aldrig stillede Begær efter Nedværdigelse, der var hendes Naturs inderste Trang og blev hendes Skæbne.

„Veed du forresten, Jytte, at jeg idag har skrevet til Enslev? Jeg har bedt ham om at gøre mig den Ære at betragte Storeholt som sit Hjem, saalænge han opholder 276| sig her paa Egnen. Jeg maa naturligvis ogsaa gøre en Middag for ham. Maaske i Forening med en stor Aftenfest med Illumination af Haven. Man kan jo ikke gøre for megen Stads af den Mand, og jeg tror, han vil sætte Pris paa det. Middagen har jeg forøvrigt tænkt mig ganske borgerlig. Det er ogsaa nødvendigt af Hensyn til Deltagerne. Det bliver jo de demokratiske Foreningers Bestyrelse, Sogneraadsformændene og den Slags Folk. Jeg har tænkt mig: Kold Suppe, Pigvar, Kalveryg, unge Kyllinger og — for Bøndernes Skyld — Karamelbudding. Hvad synes du om Sammensætningen? Eller synes du, jeg hellere skulde stryge Suppen og give Fisken kold i Mayonnaise?“

„Jeg forstaar mig saa lidt paa den Slags Ting, John,“ sagde Jytte og rejste sig. „Dersom du ikke har flere alvorlige Ting at betro mig, vil jeg helst gaa ind nu.“