300| VII.

Et Par Timer forinden var Enslev bleven højtideligt modtaget paa Stationen af den demokratiske Vælgerforenings samlede Bestyrelse, deriblandt Pastor Gaardbo, der havde været nødt til at give Møde for ikke at vække Anstød. Gaardejer Peter Hansen, Bestyrelsens Formand, forestillede Deputationen, og Enslev hilste paa hver enkelt, som om de var gamle Bekendte. Heller ikke overfor sin Brodersøn lod han sig mærke med, at han her saae ham for første Gang.

I to Vogne kørte de alle til Peter Hansens Gaard, hvor en Kaffeopdækning ventede. Da Enslev fik at vide, at Præstegaarden laa lige ved Siden af, ytrede han Lyst til at se den; og nu magede han det saadan, at han blev alene med Brodersønnen inde i dennes Stue, mens de andre Herrer opholdt sig i Haven.

„Naa, saadan ser De altsaa ud!“ sagde han med sit lukkede Smil, da han var kommen tiisæde. „De er Deres Mor op ad Dage! Min Bror var meget stolt af begge sine Sønner, og det havde han jo virkelig Grund til. Jeg har ladet mig fortælle, at De allerede har vundet Dem mange Venner her paa Egnen. Og nu tænker man endogsaa paa at gøre Dem til Rigsdagsmand, ikke sandt?“

Den unge Præst blev forvirret. Han var ikke forberedt paa en saa elskværdig Tone.

„Spørgsmaalet ligger jo foreløbig ikke for,“ svarede han undvigende. „Ingen tænker paa at fortrænge Møller Jensen, dersom han igen stiller sig.“

301| „Sæt Dem ned og lad os tale lidt fornuftigt sammen! Men her trækker ... Tjen mig i at lukke den Verandadør,“ sagde Enslev for at sikre sig mod Forstyrrelser. „Se, lad mig allerførst give Dem et praktisk Raad. De maa ikke lade Dem friste ind paa Politiken, før De har afgjort med Dem selv, at De vil gøre Alvor af Sagen. Tro endelig ikke, at der ingen Fare er ved at gøre et Forsøg! Tribunen fanger! — — Nej, afbryd mig ikke! Vi har i Forvejen tilstrækkelig mange af disse velmenende Dilettanter, som en eller anden Tilfældighed har gjort til Statsmænd. De bliver som Regel ynkværdige Figurer, der bare er til Ulejlighed. Politik kræver sin Forberedelse, sine Læreaar, ganske som al anden fornuftig Virksomhed. Den forlanger tillige, at man møder med hele sin Person som Indsats og Garanti. I Modsætning til de Herrer Lejlighedspolitikere, som ingen Risiko løber, fordi de altid kan revanchere sig paa Privatscenen, naar de har været uheldige med en Gæsterolle paa den store Skueplads, saa stiller den professionelle Politiker baade sin øjeblikkelige Anseelse og sit Eftermæle i Pant hos Folket. — Men lad mig høre! Hvad var det, De vilde sige?“

Pastor Gaardbo svarede, at han ikke nærede noget personligt Ønske om at komme til at spille en Rolle i det offenlige Liv. Dersom han modtog Opfordringen til at stille sig ved Valget, skete det nødtvungent.

„Jeg gør det i saa Fald kun af Hensyn til mine Meningsfæller i Kresen, der føler sig utrygge ved Tanken om, at en Mand med Balduin Hansens An303|skueiser skal komme til at varetage deres Tarv i Rigsdagen.“

Udtrykket i Enslevs blyfarvede Ansigt forandredes med eet, hans Tone ogsaa.

„Deres Meningsfæller? ... Hvordan skal det forstaas?“

„Mine religiøse Meningsfæller. Gamle Møller Jensen derimod vil — som jeg før sagde — ingen tænke paa at fortrænge.“

Enslev tav et Øjeblik. Den berømte Stok — en Gave fra Folket — stod foran ham, og begge hans blaaskællede Gammelmandshænder krummede sig om Guldhaandtaget som et Par Ørnekløer.

„Møller Jensen stiller sig ikke mere. Men der er i Partistyrelsen endnu slet ikke taget Stilling til Spørgsmaalet om hans Eftermand, saa alene af den Grund er denne Vælgerprotest et overilet Skridt, som De for Deres egen Skyld burde have forhindret. Jeg vil som Deres nære Slægtning og — jeg kan sige — som Deres Ven advare Dem mod at begaa en Letsindighed, som kan faa de alvorligste Følger for Dem. Et Mytteri Dagen før et Slag betragtes efter Krigsreglerne som Højforræderi, og hvad der forberedes her i Kresen, er jo i Virkeligheden intet mindre end et aabent Oprør mod Partiledelsen. Det har været os — specielt mig — en pinlig Overraskelse at træffe Dem i Ledtog med Demonstranterne, da De dog fra Partiets Side har nydt ganske store Begunstigelser.“ Pastor Gaardbo løftede Hovedet. „Jeg?“ sagde han i lidt usikker Forbavselse. „Ja. Det kan De jo ikke være uvidende om. Naar De 304| i saa ung en Alder sidder i dette forholdsvis betydelige Kald, er det en Anerkendelse, som er vist Dem for Deres fordomsfrie politiske Standpunkt. Eller rettere — for at. sige det rent ud — det er, fordi Kultusministeren vidste, at han imødekom mit Ønske ved at give Dem Embedet.“

Præsten blev brændende rød og rejste sig heftig. Med Haanden knuget om Stoleryggen sagde han:

„Det har jeg aldrig anmodet om!“

„Det veed jeg! Men De har dog næppe selv kunnet tro, at De uden særlig ministeriel Velvilje blev foretrukket for saa mange ældre Ansøgere. — — Men lad det nu være! Siden jeg nu er kommen her — og det bliver maaske baade første og sidste Gang, vi taler sammen — vil jeg sige alt med det samme. Jeg kaldte mig før for Deres Ven. Det var ikke bare en Talemaade. Siden De første Gang som ung Student optraadte paa et politisk Møde, har jeg i Frastand fulgt Dem med Interesse, ja — jeg kan godt sige — med Forventning om en betydelig Fremtid for Dem som Politiker. At De saa gik hen og blev Præst, var mig unægtelig en Skuffelse. Politik er en krigerisk Haandtering, der — som jeg før sagde — vanskelig lader sig forlige med en borgerlig Levevej, allermindst med en Præsts. Jeg tilstaar, jeg har siden Monrads Dage haft en næsten overtroisk Rædsel for ornatklædte Politikere. Men jeg har ogsaa tænkt mig, at den Dag kunde komme, da De opgav Præstevirksomheden for helt at ofre Dem for den sociale Forsorg, som jo særlig har Deres Interesse. Og den naturlige Virkeplads for et saadant Arbejde er dog Rigsdagen — i det hele Politiken. Paa det Omraade 305| har De jo tilmed en — saa at sige medfødt — Ret til hurtigt at komme frem i første Linje. Og nu vil De maaske forstaa Grunden til, at jeg nødig ser Dem gøre et uovervejet Skridt.“

Pastor Gaardbo var ikke klar over Hensigten med al denne underfundige Venlighed. Var det et Forsøg paa at lokke ham ud i en Hængemose? Eller troede Farbroderen virkelig at kunne friste ham til Frafald med et Tilbud om at gøre ham til Arvtager i hans politiske Dødsbo? ... Han havde Medlidenhed med den gamle Mand, der saa aabenbart var uden al Forstaaelse af sin Afmagt, og da han ikke nænnede at sige ham lige ud, hvor slet han var underrettet, blev hans Svar kun en Gentagelse af, hvad han tidligere havde sagt.

Men hvad han fortav, det læste Enslevs aarvaagne Øjne i hans Miner, og pludselig glimtede det under de buskede Bryn. Med et Blik, hastigt som Blinket af en Økse, fældede han Dødsdommen over Brodersønnen.

„Vil De saa behage at lade Vognene køre frem,“ sagde han. „Det er paa Tide at komme afsted.“