X.

Middagsgæsterne var bedt til Klokken halv syv. En af de første, der kom, var Danielsen, Bedaktøren af Enslevs fynske Blad og selv Fynbo, en yngre, fedladen og rødhaaret Mand, hvis glatte Ansigt skinnede af Smil og Velvære. Enslev havde engang sagt om ham, at han saae ud, som om han var kommen til Verden gennem Smørhullet i et Fad sveden Boghvedegrød.

Lidt efter aabnedes Døren for Pastor Gaardbo. Bedaktøren hilste paa Præsten med en Kattevenlighed, som denne ikke besvarede. Og dog anede Pastor Gaardbo ikke noget om, at Danielsen lige kom inde fra en privat 334| Konference med Enslev og her havde faaet Ordre til af gennemføre Jægermesterens Valg ved ethvert Middel.

I Løbet af det næste Kvarter fyldtes begge Dagligstuerne. Af Hensyn til de indbudne Bønder og for i det hele at give Festen en folkelig Karakter havde Paaklædningsordren lydt paa Frakke. Fru Vilhelmine var højhalset, Frøken Søholm i mørk Silke og Halvhansker.

Fru Bertha og Jytte viste sig først, efter at alle Gæsterne var kommen. Da Jytte opdagede Pastor Gaardbo, vilde hun næsten ikke tro sine Øjne. Hun vidste godt, at han var indbudt — han hørte jo til Bestyrelsen, — men hun havde været ganske sikker paa, at han ikke vilde komme. Han gik jo ikke i Selskaber. Det maatte vel saa være Hensynet til Enslev, der havde bestemt ham. Enslev var jo hans Onkel. Det havde hun ikke tænkt paa.

Han stod underligt alene, ligesom forladt, henne ved et af Vinduerne, og det blev hende hurtigt klart, at de fleste af Gæsterne med Vilje undgik ham. Nu saae hun Vilhelmine stryge ham højbarmet forbi uden at værdige ham et Blik. Saa latterligt det var at se den Gaas kro sig, kunde hun alligevel ikke lade være med at harme sig. Hvad var der sket? ... Hun havde Lyst til at gaa hen og tale med ham, bare for at demonstrere.

Men i det samme kom Enslev ind, og et Øjeblik efter gik man tilbords.

Jyttes Bordherre var en gammel Dyrlæge, der gjorde hende den Tjeneste at fordybe sig i sin Tallerken og lade hende i Fred. Lige overfor hende sad den marmorblege Balduin Hansen som et Gravbillede af sig selv. 336| Oprindelig skulde ogsaa Pastor Gaardbo haft Plads her; men da Fru Vilhelmine opdagede det, havde hun flyttet hans Navnekort helt hen til den nederste Ende af Bordet, saa langt fra Jytte som muligt.

Stemningen var i Begyndelsen meget trykket. Enslev var i ondt Lune og skjulte det ikke. Han havde ogsaa frabedt sig Taler. Det var allerede sivet ud, at Valgkommissionens Forhandlinger med ham var endt uden Resultat, og man forstod, at det betød en fuldbyrdet Partispaltning.

Ogsaa Jytte begreb efterhaanden, hvad det var, der formørkede Luften og isolerede Pastor Gaardbo i denne Kres, der hovedsagelig bestod af Enslevs nærstaaende Venner. Efter den tredje Ret var hendes Bordherre kommen til sit Mæle. Han havde bøjet sig hen imod hende og hviskende udtalt sin Forundring over at se Pastor Gaardbo her „efter det, der nu er sket.“

„For det er jo ligefrem Oprør!“ havde han sagt. „Det er denneher Søren Tækkemand fra Aalehusene, der er Mester for det; men Præsten kunde efter min Mening meget godt have forhindret det, dersom han havde villet. Men det vilde han bare inte.“

Jyttes Hjerte slog uroligt. Den Tanke kunde hun nu ikke længer afvise, at det var for hendes Skyld, han havde overvundet sig til at komme her og sidde tilbords med saa mange af sine Uvenner. Havde han af Meta faaet at vide, at hun skulde rejse, og var han kommen for at sige Farvel til hende? Det havde vel nok været bedst for dem begge, om de ikke havde truffet hinan337|den mere; men det bevægede hende, at han var kommen trods alt, hvad Meta rimeligvis havde fortalt ham om hende.

Godt var det imidlertid, at hun nu kom bort herfra. Skønt hun ikke en eneste Gang havde set hen til ham, paavirkedes hun i det hele af hans Tilstedeværelse paa en Maade, som hun ikke holdt af. Hun tænkte paa, hvad hendes Mor om Formiddagen havde sagt om ham i Anledning af hans Tale ved Skovfesten, at han var en modig Mand, der gik sine egne Veje; og saa meget forstod hun nu, at det var derfor, disse hæderkronede Frihedsveteraner med Enslev i Spidsen uglesaae ham. De mange sure Blikke, der vendte sig mod den Bordende, hvor han sad, æggede hende op, rejste mod hendes Vilje en Oprørsaand i hende og skabte ligesom et hemmeligt Forbund imellem dem.

Stemningen omkring Bordet havde Vinen og den gode Mad lidt efter lidt optøet. Ogsaa Enslev var bleven mere tilgængelig. Fru Vilhelmine, der sad ved Siden af ham, havde øjensynlig Held med at indspinde ham i sin frække Elskværdighed. Jægermesteren derimod var stadig ligesom blaafrossen i Ansigtet af Uro og Spænding. Han vidste endnu ikke med Sikkerhed, hvem Enslev havde bestemt sig for, og denne Uvished havde slaaet sig paa hans Mave, saa han hele Dagen havde maattet tage Draaber. Han følte sig som paa et gyngende Skibsdæk og satte i Øjeblikket alt sit Haab til sin Kones Forførelseskunster.

Efter Bordet blev Kaffen anrettet inde i Havesalen. 338| Enslev tog Plads i en af Sofaerne med Fru Vilhelmine ved sin Side og gav Kur. Dørene stod aabne til det Fri, hvor en stormvarslende Aftenhimmel farvede Træernes Toppe feberrøde.

Jytte var straks gaaet hen til Pastor Gaardbo. Hun havde set, at Enslev ikke havde gengældt hans Hilsen, da de mødtes under Opbrudet fra Bordet, og det harmede hende. For alles Øjne gav hun ham Haanden, og siden fulgtes de ned i Haven. Herude gik de rundt omkring den forreste Græsplæne, mens nogle Herrer, der havde søgt ud paa Verandaen med deres Kaffekopper og Cigarer, stak Hovederne sammen og hviskede om dem.

Jytte havde et Skindslag over Skuldrene. Præsten holdt Hænderne og sin Straahat bag paa Ryggen. Han havde beredt sig paa at forlade Selskabet, saasnart han havde sagt hende Farvel. Jytte, der undrede sig over, saa lidt han selv var anfægtet af den Uvilje, han havde mødt, spurgte ham om Grunden, og han tilstod da, at han ikke var kommen her for Selskabets Skyld, men alene, fordi han havde hørt, at hun skulde rejse den næste Dag.

„Jeg maatte dog sige Dem Farvel. Jeg har haft saa megen Glæde af at træffe Dem, Frøken Abildgaard! ... De tilgiver nok, at jeg siger det saa lige ud.“

Hans Tone var mild og rolig, og Jytte saae ikke, hvor bleg han var om Munden, og at han undertiden maatte lukke Øjnene for at samle sig.

To Gange gik de Græsplænen rundt. Saa drejede de ind i Lindealleen, der førte dybere ind i Haven. Det 339| kom ganske af sig selv, fordi de begge to ønskede sig bort fra de kontrollerende Øjne deroppe paa Verandaen. Jytte havde nok betænkt sig et Øjeblik. Men hun følte selv Nødvendigheden af, at de fik talt ud med hinanden, forinden de skiltes. Der maatte saa komme, hvad der vilde!

Pastor Gaardbo begyndte nu at tale om, hvad Meta havde berettet ham om sit Besøg her den foregaaende Dag.

„Jeg kunde mærke paa min kære Svigerinde, at hun var bleven lidt forskrækket over flere af Deres Udtalelser; men jeg sagde til hende, at hun ikke skulde tage et Stemningsudbrud for alvorligt. Jeg kender Dem jo. De bruger gerne Deres Ord som en Slags Fugleskræmsler til at holde Dem Folk fra Livet med, og mange Mennesker faar derfor et forkert Indtryk af Dem. Har jeg ikke en lille Smule Ret?“

„Maaske,“ sagde Jytte, der nu fortrød, hvad hun havde sagt til Meta, og allermest den Komedie, hun havde spillet for hende sammen med Karsten From.

„Vil De give mig Lov til at tale ganske aabenhjertigt til Dem? Den Frøken Jytte Abildgaard, som Verden kender, er ikke den virkelige, ikke den sande. Det har jeg forstaaet fra den allerførste Gang, jeg saae Deres Øjne. Det var den Morgen, jeg mødte Dem og Deres Mor udenfor gamle Bodils Hus. Husker De det?“

Jytte nikkede.

„Der var den Morgen noget i Deres Blik, der fik mig til at tænke paa en Falk i Bur. Ja, nu synes De maaske, 340| jeg forsøger paa at smigre Dem; men saadan er det ikke ment. Jeg tror, De føler det selv, at De er bleven spærret inde i en selskabelig Verden, hvor De slet ikke hører hjemme, ja som er Deres sande, Deres oprindelige Natur bittert imod. Fornærmer jeg Dem ved at sige det?“

Jytte følte det, som om han rørte ved hendes Hjerte. Hun syntes, at hun for første Gang traf et Menneske, der forstod hende. Alligevel kunde hun ikke faa sig til ligefrem at indrømme, hvad han havde sagt. Hun nøjedes med at sige: „Jeg forstaar, hvad De mener.“

De var naaet til Enden af Alleen, hvor der foran en halvrund Bænk stod et Bord med en Møllesten til Plade. Jytte blev paa en Gang saa mat og satte sig ned paa Bænken. Præsten tog Plads paa den anden Bænkeende, saa de havde Bordet imellem sig.

Jytte sad med Albuen paa Bordet og holdt Haanden under Kinden. Med den anden Haand fingrede hun ved en Bladplante, der stod midt paa den riflede Sten i en Majolikakumme. Præsten sad i foroverbøjet Stilling og hvilede Armene paa Knæene, mens han vendte og drejede sin Hat mellem de nervøst urolige Hænder.

„Frøken Abildgaard!“ sagde han. „Der er noget, jeg vil spørge Dem om. Jeg veed kun ikke, hvordan jeg skal faa det sagt paa en saadan Maade, at Svaret ikke bliver gjort Dem for vanskeligt. — De skal altsaa nu rejse, og jeg skal ikke længer have den Glæde at se Dem her og tale med Dem — „skænde“ paa Dem, som De plejer at sige. Jeg vil nu vel ogsaa i den nærmeste 340| Fremtid blive omtumlet som en Kastebold i dette Valgrøre, som jeg halvt mod min Vilje er kommen ud i. Men jeg beder Dem om i fuld Oprigtighed at besvare et Spørgsmaal. Naar jeg næste Gang kommer til København — enten det nu bliver som Rigsdagsmand eller som Privatperson — vil De da give mig Lov til at forny Bekendtskabet? Maa jeg gøre Dem og Deres Mor et Besøg?“

Det Spørgsmaal var Jytte ikke forberedt paa. Hendes Tanker kom i Urede, og hun vidste ikke straks, hvad hun skulde svare.

Da rejste Præsten sig. Stille bøjede han sig frem over Bordet, idet han støttede sig til det med begge Hænder.

„Jeg er kommen til at holde saa umaadelig meget af Dem,“ sagde han. „Jeg har været bange for at sige det, ... jeg vilde saa nødig krænke Dem. Men nu er Ordet sagt. Og jeg ber Dem blot om at tilgive mig, dersom jeg skulde have tiet.“

Jytte havde løftet Hovedet lidt. Hun havde ogsaa et Sekund set op paa ham med et frygtsomt spejdende Blik. Nu saae hun igen ned og sagde:

„Pastor Gaardbo! Har De glemt, at jeg ikke er Kristen?“

„Nej, det har jeg ikke, kære Frøken! Dertil har De for ofte og for eftertrykkeligt konstateret det. Men det mistrøster mig ikke. Hvordan skulde De i Grunden være bleven det? Der er jo aldrig nogen, der har talt til Dem om Gud. Ikke engang, da De var Barn. Men jeg veed, at De som alle oprigtige Mennesker bærer paa en Længsel 341| i Deres Inderste. Deres Øjne og al Deres Tale har vidnet om et Savn, som De endnu ikke selv forstaar og derfor helst fornægter. Dersom jeg ikke vidste det saa usvigelig sikkert, havde jeg aldrig talt til Dem, som jeg her har gjort.“

Jytte bøjede Hovedet som under et Slag. Hun havde i nogle Minutter været lukket ind i Lykkens Rige. Nu blev det mørkt for hendes Øjne, og hun saae som i et Syn hans afdøde Kærestes Lig synke ned i Bølgerne.

„Jeg forstaar Dem nu!“ sagde hun, efter at hun en Tid havde ladet ham vente paa Svar. „Det er et forædlet Fremtidsbillede af mig, De er kommen til at sætte Pris paa, Pastor Gaardbo! Men saa kender De mig alligevel ikke rigtigt. Deres gode Tro til mig vilde jeg altfor sørgeligt skuffe. Jeg er ganske rigtig aldrig bleven præsenteret for Deres Gud; men jeg bryder mig heller ikke om at blive det. De har talt saa meget til mig om hans Kærlighed; men den tror jeg ikke paa. Mit Indtryk af ham er et ganske modsat.“

„Frøken Abildgaard! Nu forsynder De Dem!“

„Det gør jeg vist,“ svarede hun og rejste sig. „Men saa er Skylden virkelig Deres, Pastor Gaardbo! De siger, at De holder af mig, og samtidig fortæller De mig, at De har det bedste Haab om min fremtidige Forbedring. Det er saa komisk, at jeg kun kan le af det; men i Grunden burde jeg vistnok føle mig fornærmet.“

„Kære Frøken! Jeg vil jo i alle Henseender kun Deres Bedste!“

„Det tror jeg gerne; men jeg foretrækker at gaa gen343|nem Verden med aabne Øjne og bruge min Smule Forstand. Det giver ikke netop det lyseste eller gladeste Syn paa Tilværelsen — det er sandt! Men til Gengæld spares man undertiden for en Skuffelse. Og jeg forsikrer Dem, det har ogsaa sin Tilfredsstillelse at vide sig assureret mod den Slags Ulykker. Der er jo nok af dem i Forvejen! Men det har vi nu talt om saa ofte, og der er ingen Grund til at fortsætte den Diskussion. Jeg vil derfor sige Dem Farvel, Pastor Gaardbo! — Nej, jeg ber Dem om ikke at følge mig. Jeg vil helst gaa alene. — Lev vel!“

Hun sagde de sidste Ord, idet hun saae paa ham med et dvælende Blik uden at give ham Haanden. Præsten betragtede hende med store, uroligt bønfaldende Øjne. Han kunde ikke faa sig selv til at tro, at det var Alvor, og fortvivlede ved Tanken om, at de skulde skilles paa den Maade.

„Frøken Abildgaard!“ bad han og gik efter hende. Da vendte hun sig om og udbrød med Heftighed: „Jeg bad Dem om ikke at følge mig!“ — Oppe i Havesalen var de elektriske Kroner og Lamper imidlertid bleven tændt. Gennem de aabne Verandadøre faldt det hvide Maskinlys ud over den forreste Plæne og brød grelt ind i Havens Sommernatsdæmring.

Paa Verandatrappen stod Fru Bertha og spejdede efter Jytte. Det var bleven sagt hende, at hun var gaaet ud sammen med Pastor Gaardbo. Karsten From var kommen, og det havde gjort hende lidt urolig. Den uforfærdede Kunstner havde den foregaaende Dag ved Skov344|festen forestillet sig for Jægermesteren og Fru Vilhelmine, der begge var bleven meget indtagne af hans Elskværdighed. Ganske af sig selv havde han tilbudt at indfinde sig her i Aften med sin Guitar for at underholde Enslev og de andre Gæster.

Da Jytte opdagede sin Mor, sagtnede hun sin Gang, og da de mødtes nedenfor Trappen, forklarede hun, at hun havde spaseret sig en Tur.

„Men du ser saa træt ud! ... Og hvor er dine Hænder kolde!“

„Ja, jeg er kommen til at fryse lidt. Jeg er ogsaa træt. Jeg tror, jeg vil gaa i Seng med det samme.“

„Det skulde du virkelig gøre. Jeg gaar ogsaa snart op. Her er jo ikke synderlig hyggeligt.“

For at undgaa at komme gennem Stuerne gik Jytte hen til Indgangen i Gavlen, hvorfra hun kunde naa op til sit Værelse uden at blive set.

Fru Bertha blev staaende og fulgte hende med Øjnene. Hun havde forundret sig lidt over at træffe hende alene. Det var hende ikke muligt at blive klog paa, om der virkelig var noget mellem Jytte og Pastor Gaardbo. Baade John og Vilhelmine havde talt til hende derom og ironisk lykønsket hende. Alligevel turde hun ikke give sig hen til Forhaabninger. Hun var for ofte bleven skuffet.