375| III.

Samtidig med, at Rigsdagen aabnedes, havde Enslev igen bosat sig i København. Det smukke Landsted ved Furesøen, hvortil han for to Aar siden trak sig tilbage, havde han solgt, og af den store Almenhed opfattedes dette Salg som en Bekræftelse paa Formodningen om, at det var hans Hensigt ved første givne Lejlighed at styrte Tyrstrup for selv igen at overtage Magten.

Hr. Zaun havde fra Rigsdagen skyndt sig ned til Skt. Annæ Plads, hvor Enslev nu boede. Da han stod foran Huset og ude fra Kørebanen saae, at der var mørkt i Modtagelsesværelserne, vovede han sig dog ikke derop. Det var jo bleven silde. Maaske var den Gamle allerede gaaet til Ro.

Han vendte sig skuffet bort, da et Automobil i det samme kom susende og holdt udenfor Porten. En høj Dame steg ud.

„Undskyld! ... Godaften, Frøken Evaldsen!“

„Kære, er det Dem, Zaun! De havde nær gjort mig forskrækket.“

„Undskyld ... vil De sige mig, tror De, at Enslev kan modtage mig iaften?“

„Nej, det er sikkert ganske umuligt. Jeg fik netop Telefonbud om, at han har maattet gaa tilsengs. Det er de gamle Stensmerter. Professor Hagen er bleven tilkaldt. Han er vist deroppe nu. Bendix er jo desværre bortrejst. — Hvorfor vil De forresten tale med ham? Er der noget nyt?“

376| Zaun saae sig tilbage og ventede med at svare, indtil Automobilet var kørt.

„Jeg kommer fra Tyrstrup.“

„Naa?“ — Frøkenen greb ham uvilkaarligt i Armen. — „Hvad sagde han?“

„Det bliver Provst Broberg. Han indrømmede det ikke lige ud, men der er ingen Tvivl ... Det er med andre Ord en aaben Krigserklæring.“

Frøken Evaldsen trak langsomt Haanden til sig og knyttede den.

„At de Skurke vover det! ... At de ikke skammer sig!“

„Tror De, der er nogen Udsigt til, at jeg kan faa Enslev i Tale imorgen Formiddag?“ spurgte Zaun. „For nu maa der jo handles!“

„Kom Klokken tolv! Dersom det er muligt, skal jeg sørge for, at De kommer ind til ham. — Er der ellers noget?“

„Jeg tror ikke. Ja, det vil sige ... De har vel set, at Mazuranic er død.“

„Hvem?“

„Bulgariens Ministerpræsident. Han er død i Wien efter en Operation. Detvar den meget ansete Professor Richter, der opererede ham, og Operationen varede tre Timer. Igaar saae det jo ud til, at han skulde komme sig; men nu er han altsaa død. Det skal blive interessant at se, om Njegosch eller Frederovic bliver hans Efterfølger. Jeg tror, det bliver Njegosch.“

378| „Kan det faa nogen Betydning for os?“ spurgte Frøken Evaldsen. „Hvad har vi med Bulgarien at gøre?“

„Naa — næ — Betydning?“

„Ja, maa jeg saa være fri, Zaun! ... Godnat!“

Oppe i det store Soveværelse sad Asmus Hagen i en Lænestol ved Siden af Enslevs Seng. For at skaffe den syge Mand Ro til Natten havde han givet ham en Morfinindsprøjtning og ventede nu paa Virkningen. Enslev sad oprejst i Sengen med et Par Puder i Ryggen. Trods Lægens gentagne Paabud havde han ikke villet lægge sig ned, idet han vranten erklærede, at den Stilling kunde han tidsnok tvinges til at indtage. I sin Mørkefrygt havde han desuden forlangt, at Lamperne i Loftet skulde brænde. Den store Stue — Lejlighedens egenlige Spisesal — gjorde med sine faa Møbler et koldt og øde Indtryk, og det stærke Lys skinnede uhyggeligt ned over det tomme Rum som til en Fest for usynlige Gæster.

Smerterne havde allerede fortaget sig, og ogsaa paa anden Maade sporedes Morfinens Virkning. Enslev begyndte at blive meddelsom. Han fortalte spøgende om den gode Handel, han havde gjort med sit Landsted, og gav sig derpaa til at tale til Asmus Hagen om hans Broder, Jægermesteren, hvis Folketingsmandat han lykønskede til.

„Han er maaske ingen fremragende Taler men har dog allerede forstaaet at skaffe sig en vis Position i Tinget. Han har jo ogsaa en særdeles entreprenant Frue. Jeg venter mig en Del af ham.“

379| Asmus Hagen tav hertil. Han havde selv en ganske anden Opfattelse af den Anseelse, Broderen nød som offenlig Personlighed, og han havde heller ikke Indtryk af, at Enslevs Ord var alvorlig mente.

„Det er blevet mig sagt, at han i disse Dage har solgt „Storeholt“. Forholder det sig rigtigt? Det skal være hans Svigerfar, der har overtaget den. -Hvad er det, den Mand hedder?“

„Søholm.“

„Han er jo Millionær, saa jeg forstaar ikke rigtig Forholdet.“

Ogsaa hertil tav Asmus Hagen, hvem Tabet af den gamle Slægtsgaard var gaaet bittert til Hjertet.

Inde i Spisestuen, hvor der kun brændte en enkelt Lampe i den store Loftskrone, gik Frøken Evaldsen utaalmodig frem og tilbage med Armene viklet ind i et Skuldersjal. Døren ind til den store Modtagelsessal ved Siden af stod aaben, og derinde var der overhovedet intet andet Lys end Skæret fra Gadelygterne udenfor. Der var koldt i Stuerne, der begge gjorde det samme øde og ubeboede Indtryk som Sovekammeret. Udstyret var kostbart nok, da Enslevs Bladindustri efterhaanden havde gjort ham til en velstaaende Mand; men skønt han paa andre Omraader havde lagt sig enkelte forfinede Vaner til, var hans Smag aldrig kommen ud over det almueagtige. Og Frøken Evaldsen, hans mangeaarige Veninde, som dog selv var af god københavnsk Familje, Datter af en General, manglede mellem sine mange store Egenskaber netop den, som kunde have skabt 380| lidt Hygge og Fred omkring den gamle Mand. Lejlighedens hele Indretning var bleven besørget af et af Byens store Magasiner, og paa Enslevs Modtagelsesaftener, naar der gik en Strøm af Mennesker gennem Stuerne, havde man ganske Fornemmelsen af at befinde sig paa en Møbeludstilling.

Frøken Fanny Evaldsen var nu en Dame i Halvtreserne. Ansigtet var hærget, og de lange Fortænder forskønnede det ikke. Men hendes høje Skikkelse havde holdt sig jomfruelig slank, hendes Gang var let og fri som en Fugls Flugt, — der var en egen storladen Ynde over alle hendes Bevægelser.

Da hun var 28 Aar, saae hun Enslev første Gang paa en Talerstol, og det utrolige hændte, at Ryttergeneralens fejrede Datter, der havde været selve de kongelige Prinsessers Legekammerat, skænkede denne Folkets Mand sin Kærlighed, ofrede ham sit Rygte, ja helligede ham senere sit hele Liv. Og Enslev havde langtfra altid vist sig taknemlig for hendes Opofrelse, allermindst gengældt hendes store Trofasthed. Efter at hun var gaaet i Frø, behandlede han hende nærmest som et gammelt Tyende. Men i Virkeligheden kunde han slet ikke undvære hende, fordi hun efterhaanden var bleven det eneste Menneske, han fuldt ud stolede paa.

Da Døren til Sovekammeret endelig gik op og Asmus Hagen kom ind, gled hun ham imøde fra den anden Ende af Stuen i sin ejendommelige Musvaageflugt og greb hans Arm.

381| „Hvordan staar det til? Sig mig Sandheden, Professor Hagen!“

„Kære Frøken, der er ikke allermindste Grund til Ængstelse. Det er jo et af de sædvanlige Tilfælde.“

„Mener De, han kan være over det imorgen ... eller senest iovermorgen ? “

„Er det saa magtpaaliggende?“

„Ja, der maa gøres alt for at holde hans Kræfter oppe. Maaske har Enslev aldrig været mere uundværlig for Landet end netop nu.“

„Ja ja. De skal som sagt ikke ængste Dem. Men forresten maa jeg erindre Dem om, at jeg kun er her som Stedfortræder. Naar Professor Bendix i næste Uge kommer hjem, vil det nok være rigtigst at foretage en grundigere Undersøgelse. Foreløbig gælder det jo hans Nattero. Hvad der kan tænkes at afficere ham, maa han skaanes for. Derfor ingen Politik i Aften, Frøken Evaldsen!“

Han sagde det sidste smilende, med opløftet Pegefinger, hilste derpaa Godnat og gik.

Da Frøken Evaldsen kom ind i Sovekammeret, havde Enslev lagt sig ned. Hun vilde tage Plads paa Sengekanten, men han bad hende sætte sig i Stolen, og da hun spurgte til hans Befindende, svarede han vranten, at hun jo havde talt med Doktoren.

Det varede dog ikke længe, før han begyndte at spørge hende ud. Havde hun været i Rigsdagen? Der var vel ikke forefaldet noget af Interesse? Var der ikke Aftenmøde?

382| „Jo, jeg havde tænkt at gaa derhen,“ sagde hun. „Men der sker vel ingenting. Det er jo bare Finansloven, der skal gøres færdig.“

„Og om Ministerudnævnelsen forlyder der stadig ikke noget nærmere? Jeg er forresten ikke i Tvivl om, at det bliver Provsten. Tyrstrup vil engang vise sig som Helt. Han tør ikke andet for Gjærup. Og desuden har han jo et helt Helvede af Præster i sin Slægt. — Men hvad er der? Du sidder saa urolig. Veed du noget alligevel?“

„Nu skal du ikke spørge, Ven! Nu skal du sove.“

„Slidder-Sladder! Har du hørt noget, saa ud med Sproget! Sid ikke der, som om du havde Mavepine!“

Hun kunde ikke undslippe. Hans Tone blev tilsidst saa ophidset og grov, at hun maatte fortælle, hvad Direktør Zaun havde meddelt hende.

Hvor forberedt Enslev havde været, følte han det alligevel et Øjeblik, som om Verdensløbet standsede. Det var første Gang i mange Aar, at man saa aabenlyst satte sig op imod hans Vilje.

Han tog et Nøgleknippe fra Natbordet, rakte Frøken Evaldsen det og sagde:

„Gaa ind i min Stue! Der ligger et Papir under Skrivebordsklappen. Hent mig det! Du kender Nøglen.“

Da hun kom tilbage, sagde han videre:

„For en Sikkerheds Skyld opsatte jeg det Dokument der, inden jeg i Eftermiddags krøb i Seng. Du maa gerne læse det.“

Veninden foldede Papiret ud. Der stod kun nogle faa 382| Linjer. Hendes Øjne gennemløb dem hastigt flere Gange, hvorpaa hun næsten skrækslagent stirrede paa Enslev, der med Tilfredshed havde iagttaget hendes Udtryk, mens hun læste.

I nogle Øjeblikke betragtede de hinanden i Tavshed.

„Du ser, jeg har forberedt alt! Men hør nu, hvad der skal udrettesi Dersom jeg ikke imorgen er i Stand til selv at tale med Zaun, maa du bede ham om at indfinde sig her igen, saasnart Ministerudnævnelsen foreligger officielt. Dersom jeg endnu til den Tid ikke kan se ham, skal du datere Skrivelsen og give ham den til videre Besørgelse i en lukket og forseglet Konvolut. Og det maa foreholdes ham, at han bringer Tyrstrup den personlig og uden Opsættelse.“

Frøken Evaldsen havde med en Række Nik tilkendegivet sin Forstaaelse.

„At de har vovet det!“ udbrød hun med Haanden knyttet. „Og at tænke sig, at der ikke er een af hele Flokken, som ikke skylder dig alt, hvad de er. Tyrstrup, Bohse, Gjærup, Højbo, Tanning. Og nu svigter de dig paa den lumpneste Maade. Den ene efter den anden!“

„Naa, hvad Tanning og Bohse og de andre Æsler angaar, saa har jeg ikke ventet mig stort andet af dem. Dem kendte jeg straks paa Skrydet. Men at jeg saa længe lod mig gaa under Øjne af Tyrstrup, det ærgrer mig unægtelig. Han gik der saa tyk og godmodig og spillede den trofaste med lumre Haandtryk og lange Forsikringer. Nu har han altsaa endelig bestemt sig for Krig, og han 384| skal faa den! — — Men gaa nu! Jeg er bleven tung i Hovedet af den Morfin. Kald paa Jensen! Hun skal komme og slukke. Og vil du huske imorgen Formiddag at telefonere til Samuelsen! Han skal faa nærmere Besked om, naar jeg kan modtage ham.“

Da Enslevs Husholderske, lille Jomfru Jensen, havde ordnet alt for Natten og fra Soveværelset kom tilbage til Spisestuen, fandt hun til sin Overraskelse endnu Frøken Evaldsen derinde.

„Ja, De ser paa mig, Jensen; men jeg har bestemt mig til at blive. Jeg synes ikke rigtigt om Enslevs Udseende. Der maa nogen vaage i Nat, og D e har nok at gøre om Dagen. Pigerne ogsaa.“

„Frøkenen behøver saamænd ikke at være bange. Jeg hører det i samme Sekund, Herren ringer.“

„Jeg bliver her nu alligevel. Jeg sætter mig ind i den store Lænestol i Salen. Der kan han ikke høre mig. Dersom der ikke bliver Brug for mig i Løbet af Natten, skal De slet ikke sige, at jeg er bleven her.“

„Men der er jo koldt, Frøken! Skal jeg saa dog ikke lade Ellen-Katrine fyre op?“

„Det behøves ikke. Skaf mig blot et Tæppe og en Pude!“

Jomfru Jensen, der var en bred og sat Dværgeskikkelse med en Kæmpes Hoved, vidste af Erfaring, at hun lige saa godt kunde falde til Føje straks. Hun begav sig paa sin adstadige Maade ud af Stuen som en vandrende Klokke. Under de struttende Skørter bevægede Benene sig som en Knebel.

385| „Sig mig,“ sagde Frøken Evaldsen, da hun kom tilbage, „veed De, om den unge Jægermesterinde Hagen har været her for nylig?“

„Jægermesterinde Hagen? Her kommer jo saa mange og vil tale med Herren. Hvordan ser den Dame ud?“

„Hun er mørkeblond. Omtrent paa min Højde. Ganske smuk.“

„Har hun en blaa Fløjlshat med sort Fjer?“

„Det tror jeg næsten.“

„Jo, saa har den Dame været her med Blomster et Par Gange.“

„Jeg ser, der staar en frisk Buket derinde i Salen. Det er maaske hende, der har bragt den? — Sig det kun oprigtigt,“ sagde hun, da hun saae, at lille Jensen ømmede sig ved at svare.

„Ja. Den Dame havde den med. Men Herren tog forresten ikke imod hende.“

„Naa — Godnat, Jensen! Gaa nu i Seng!“

Inde i Salen indrettede hun sig for Natten i en af de fire Vindues-Nicher, hvor der stod en højrygget Lænestol. Med et uldent Sengetæppe stoppet ned omkring sig og en Pude under Nakken stirrede hun ud i Halvmørket uden at tænke paa at sove. Fra Spisestuen stod Døren aaben ud til Køkkengangen, for at hun straks kunde høre det, dersom Enslev skulde ringe.

Udefra lød Tudehorn og Skridt af Fodgængere og derimellem den lange Skuren af Sporvognene i Bredgade. Men efterhaanden som Timerne skred, blev der mere og mere stille. Hun hørte tilsidst kun Kirkeurets Slagværk 386| ovre fra den anden Side Pladsen og af og til den fjerne, dybe Tone af Skibes Taagesignaler ude i Sejlløbet.

Dagens Hændelser og mange brogede Erindringer gik som Drømmebilleder gennem hendes Sind, og pludselig rørtes hun ved at tænke paa lille Jensen, der næppe nogensinde selv havde tilhørt en Mand og dog havde følt Trang til at trøste hende. Det lille Skind havde jo formelig haft Taarer i Øjnene!

Men hun trængte slet ikke til Medfølelse, behøvede ingen Trøst! Den Nervestreng i hendes Hjerte, der engang krympede sig under Ydmygelsen, havde hun udbrændt for længe, længe siden! For ikke at gaa til Grunde havde hun kvalt sin Smerte og fundet sig tilrette med sin kære Vens Natur. Som hans Sind og Tanker lige umætteligt beherskedes af Ærens, Magtens og Erobringens Glans, saadan havde heller ikke Kvinderne tabt deres Tillokkelse for den gamle Mand. Men hun misundte ikke sine unge Medbejlersker de sidste, blafrende Gnister af den udslukte Brand. Det var ikke af Skinsyge, hun havde udfrittet lille Jensen. Men for Vennens egen Skyld følte hun sig drevet til at holde Øje med de Damer, der søgte ham. Der var jo dem iblandt dem, som var skamløse nok til at benytte sig af hans. Svaghed og misbruge deres Indflydelse paa ham til egen Fordel. Og denne unge Jægermesterinde huede hende ikke. Hun kendte hende kun af Udseende fra Rigsdagens Tilhørerloge, hvor hun sad med en Stanglorgnet og saae sig omkring, som om hun mønstrede Publikumet i et Teater. Den Slags Damer var hende inderlig forhadt.

Klokken var henimod to, da hun foer op af et Halvblund, fordi hun hørte Enslev ringe. Hun kastede det uldne Tæppe omkring sig som et Sjal og skyndte sig ind til ham.

Enslev havde selv drejet op for Natlampen, der brændte over Hovedgærdet under en grøn Skærm. Da han saae hende, forstod han straks Sammenhængen og modtog hende med et Udbrud af Vrede.

Men hun var vant til hans Grovheder og satte sig roligt ned paa Sengekanten.

„Det nytter ikke, du skænder! Jeg kunde ikke lade dig ligge her alene. Du ser jo ogsaa, at Jensen ikke kommer. Hun sover som et Murmeldyr. I hvert Fald varer det altid en Evighed, inden hun faar sig stablet paa Benene.“

„Jeg har sagt dig, jeg vil ikke vide af, at du kommanderer med mine Tjenestefolk. Og hvad er det for et modbydeligt Hospitalstæppe, du har draperet dig med? Du har altsaa oven i Købet siddet og frosset. Lad mig føle dine Hænder ... De er jo som Isknolde!“

„Snak, min Ven! Fortæl mig saa, hvad det var, du vilde? Du har da ikke igen faaet Smerter?“

„Nej.“

„Hvorfor ringede du da?“

„Jeg er tørstig. Skænk mig lidt Vand!“

Han vilde ikke tilstaa, at han var vaagnet op af en urolig Søvn med uhyggelige Drømme og havde følt sig modløs i sin Ensomhed. Han havde aldrig udholdt længe 388| ad Gangen at være ene med sig selv, allermindst om Natten og i Mørke.

„Jeg vil ikke mere have den Morfin. Det Djævelskab gør mig forstyrret i Hovedet.“

Han lagde sig træt tilbage i Puderne og lukkede Øjnene, mens han beholdt Venindens Haand. Saaledes blev han liggende nogen Tid uden at tale.

Saa lidt han taalte at tænke paa Livets Afslutning, og saa inderlig Tanken om Opløsning og Tilintetgørelse var ham forhadt, frygtede han dog ikke Døden og kunde i sine kraftesløse Øjeblikke undertiden selv ønske sig Naadestødet. Han ræddedes kun for at skulle hentæres langsomt og blive det afmægtige Vidne til Forræderiets Sejrsgang gennem Landet, at skulle høre det utaknemlige Folk, for hvis Velfærds Skyld han havde ofret sin egen Lykke, smæde hans Værk uden Modsigelse.

„Det er dumt at blive gammel,“ sagde han. „Ingen skulde frivilligt opleve sin Alderdom. Det burde være en Straf, som Staten idømte Forbrydere. Livet er en ubarmhjertig Arbejdsherre. Naar vi er bleven graa i dets Tjeneste, sættes vi paa Porten med et Spark. Og saa ondskabsfuldt har den gode Gud indrettet det for os, at vi gerne faar alt det tungeste og bitreste opsparet til vore sidste Dage. Hvor er det f. Eks. raffineret udtænkt, at jo mere vi ældes, desto fjernere bliver vore Erindringer. Vi glemmer, hvad der skete igaar eller iforgaars, men lever i alt det længst forsvundne, der ikke mere forstaaes af nogen og gør os latterlige. Saadan lønner Livet sine trofaste!“

389| Døren gik i det samme op. Lille Jensens Gnomskikkelse kom tilsyne i en ærbar Natdragt, foroven tilhyllet med et Sjal.

„Kaldte Herren?“

„Ja. Vil De ringe paa en Vogn til Frøkenen ... Vist saa!“ sagde han, da Veninden bønfaldende lagde Haanden paa hans Arm. „Jeg vil ikke vide af den Nattevaagen. Giv mig mit sædvanlige Sovepulver — og saa Godnat!“

Paa Vejen hjem, da Frøken Evaldsen kørte over Højbro Plads, hvor „Femte Juni“ havde sin Bygning, saae hun, at der var Lys i Redaktionslokalerne. Idet hun tænkte, at hun maaske endnu kunde træffe Redaktør Samuelsen og bringe ham Enslevs Besked, lod hun Vognen holde. Hun kunde saa ogsaa høre, om der var noget nyt.

Paa den halvmørke Trappe mødte hun Redaktionssekretæren, der hilste hende uden Forbavselse. Det var ikke 'noget ualmindeligt at se Enslevs gamle Kæreste dukke op her paa denne Tid af Døgnet, — „Stormvarslet“, som hun kaldtes i det redaktionelle Tyvesprog, fordi hun navnlig viste sig, naar der var Uro i Luften.

„Veed De, om Samuelsen er gaaet?“ spurgte hun.

„Jeg tror det ikke. For lidt siden var Redaktøren i hvert Fald oppe i Sætteriet. Men Bladet er lige gaaet i Trykken, Frøken! Dersom der er noget, der skal paa, er det i yderste Øjeblik.“

„Nej, der er ikke noget. Men vil De gøre mig den Tjeneste at se efter, om Samuelsen endnu er her.“

Redaktøren stod ved sit Skrivebord med Overfrakken paa og var i Færd med at slukke. Han var en fed, rød390|mosset Mand i Fyrretyveaarsalderen, skallet indtil Nakkebenet, men til Gengæld udstyret med et stort, omhyggelig friseret Fuldskæg. Da Redaktionssekretæren meldte Frøken Evaldsen, slog han af Ærgrelse en Krølle paa Næsen; men da Frøkenen selv viste sig, var han et eneste Smil og bød hende med sødladen Elskværdighed Plads i Sofaen.

Da hun havde overbragt sin Besked, spurgte hun, om der var kommen Nyt fra Rigsdagen.

„Nej, ikke noget særligt. Men Rygterne om Provst Brobergs Udnævnelse holder sig.“

„Ja, jeg veed det! ... Enslev er igen bleven upasselig; men jeg vil bede Dem om, Redaktør Samuelsen, at Sagen ikke omtales paa en saadan Maade, at der vækkes Ængstelse hos nogen — eller Forhaabninger hos visse andre. Sidste Gang, han var syg, hed det sig jo i Byen, at han var død, og det var „Femte Juni“ ikke uden Skyld i. Der maa altsaa ikke gøres noget „sensationelt“ ud af dette Tilbagefald.“

Redaktøren sagde hende ikke imod men lovede heller ikke noget. Smilende slog han Øjnene ned og tav.

Da Frøken Evaldsen nu vilde gaa, bad han hende indstændigt om at blive et lille Øjeblik. Han vilde gerne benytte Lejligheden til at gøre hende en strengt fortrolig Meddelelse, sagde han.

„Men min Vogn holder dernede.“

„Det kan siges i faa Ord.“

Hr. Samuelsen, der af Udseende og Væsen mere lignede en Forretningsmand end en Journalist, var ogsaa 390| naaet til sin Chefspost ad Kontorvejen. Han skrev aldrig selv en Linje i Bladet men instruerede og dominerede en Stab af Medarbejdere, hvis Værdi for Abonnementsprotokollen han nøje takserede og kontrolerede. Personlig forestod han Annonceafdelingen, som han viede sin specielle Interesse. Han var bleven Bladets Leder paa et Tidspunkt, da københavnsk Bladvirksomhed fra at være en Slags Husflid blev en Industri i stor Stil, hvor det tekniske Apparat betød mere end Talentet, og derfor krævede en praktisk uddannet Mand i Spidsen. Og Resultatet havde været glimrende. „Femte Juni“, som Enslev i sin Tid havde sat i Gang med en lille Sum sammenplukkede Penge og i Begyndelsen havde skrevet næsten alene, var nu et Millionforetagende, der beskæftigede flere hundrede Mennesker.

Med bekymret Mine betroede han Frøken Evaldsen, at der ved Maanedsopgøret havde vist sig en ret betydelig Nedgang i Bladets Indtægter baade paa Abonnements- og Annoncekontoen. Prisen paa Papir var samtidig stegen, og Afdragene paa den nye Viktoriapresse tyngede ogsaa stærkt paa Udgiftssiden. Dersom Nedgangen vedvarede, maatte han betragte Situationen som foruroligende.

Frøken Evaldsen sagde ham rent ud sin Mening — „som han jo forresten godt kendte“. Naar man fyldte Bladet med Teatervrøvl og al Slags barnagtigt Pjank om Damepynt og Fodboldkampe, kunde man ikke vente, at fornuftige Folk vilde læse det.

391| Samuelsen smilede med sin uforanderlige Elskværdighed, der dog havde faaet et Skær af Vemod.

Han beklagede, at de ikke var helt enige om, hvad der maatte være et moderne Blads Formaal. Dersom man vilde redigere en Avis alene til Glæde for de fornuftige Mennesker i Landet, blev man nødt til samtidig at vende tilbage til Haandpressen og Korsbaandsforsendelsen. Tiderne havde forandret sig — desværre! Folk interesserede sig ikke længer for Politik undtagen lige under en Valgkamp.

„Da skal den politiske Interesse sandelig nok blive vakt nu!“ brast det ud af Frøken Evaldsen. „Vent blot!“

Samuelsen betragtede hende et Øjeblik med Forstaaelse. Derpaa strøg han sig betænksomt nedover Skægget med sin sort behaarede Haand. Og der blev en længere Pavse.

„Det var altsaa dette, jeg gerne vilde opnaa hos Dem, Frøken Evaldsen, at De underhaanden — ved en passende Lejlighed — forberedte Enslev paa, at Regnskabet for indeværende Kvartal rimeligvis vil stille sig betydelig mindre gunstigt, end han nu i en Aarrække har været vant til. Jeg vilde nødig, at den ubehagelige Meddelelse skulde komme ham for overraskende. Kunde det desuden lykkes mig at overtale Dem til at støtte et Forslag om i Øjeblikket at dæmpe Tonen i vore politiske Artikler en Kende, saa tror jeg, det vilde være til Gavn for Bladet og skabe Tilfredshed i store Dele af vor Læsekres. Jeg kan oplyse — hvad der nu er bleven godtgjort ved Kvar392|talsskiftet — at Enslevs Strige-Tale, som vi jo bragte i et stenografisk Referat, har kostet os over otte hundrede faste Abonnenter ude omkring paa Landet. Og man maa jo ikke glemme, at hvad der gaar tabt for os, kommer de andre tilgode. Jeg veed med fuld Sikkerhed, at flere af de moderate Blade har haft en enestaaende Fremgang siden i Sommer. Der er ingen Tvivl om, at Publikums Gehør nu er ved at vende sig mod de blidere Røster. „Folkebladet“ f. Eks. har efter Sigende allerede faaet over to tusinde nye Abonnenter paa sit kirkelige Søndagstillæg. Det er dog et Vink, ikke sandt? ... Og „Femte Juni“'s Stilling maa ikke for nogen Pris rokkes i det danske Folks Bevidsthed. Paa det Punkt er vi sikkert fuldkommen enige, Frøken Evaldsen. Sine Traditioner tro skal Bladet staa som det grundmurede Fyrtaarn midt i Brændingen ... Lysbringeren i alle Dagens Diskussioner og Konflikter.“

„Nu kan De jo med det første faa Lejlighed til selv at udvikle Deres Anskuelser,“ sagde Frøken Evaldsen, idet hun rejste sig, og der var en god Del Ringeagt i hendes Tone, fordi hun vidste, at Hr. Samuelsen var betydelig mindre veltalende, naar han stod overfor Enslev. Hun følte desuden en levende Uvilje imod Manden og beklagede den Tillid, Enslev viste ham. Alene Synet af hans lodne Hænder vakte hendes Modbydelighed, saameget mere som der blev sagt, at han var en af Byens værste Sodomiter.

Nogen Bekymring havde hans Ord alligevel efterladt i 393| hendes Sind. Enslev havde vænnet sig til at bruge mange Penge. Hans Hjælpsomhed mod politiske Venner var grænseløs, og de flrefem Provinsaviser, han ejede, krævede ofte ret betydelige Tilskud. Selv havde han vistnok ikke synderligt Begreb om, hvordan han egenlig sad i det. Skulde han nu under den forestaaende Kamp ogsaa faa økonomiske Vanskeligheder, vilde hans Fjender glæde sig. Og der var i Forvejen Farer nok, der truede fra Mørket. Hun synles tidt, naar hun tænkte paa Fremtiden, at det var som at stirre ind i en Uvejrsnat.