Den lille korthalsede Herre med høj Silkehat, der fulgte Jytte over Torvet, var hendes Fætter Jægermesteren, den nyvalgte Folketingsmand. De havde været henne og se en Wieneroperette med en taabelig Afklædningsscene, som hver Aften i denne Tid foranledigede en Valfart til Teatret af det København, der ikke svigter, naar det gælder en virkelig Sensation, i dette Tilfælde en Skuespillerinde i Underbukser.
For ikke at bedrøve sin Fætter, der havde inviteret hende, og som selv havde klappet som en rasende, forsikrede Jytte, at hun havde moret sig.
420| Midt under Forestillingen var Karsten From dukket op i Teatret; og da han tog Plads umiddelbart foran dem, blev hun straks paa det rene med, at det ikke var noget tilfældigt Sammentræf. I Mellemakten plaprede Fætteren da ogsaa ud med, at han og Maleren havde aftalt at mødes der.
Siden det historiske Sommermøde i Strige Skov, hvor de første Gang saaes, havde der mellem de to Mænd udviklet sig et besynderligt Venskab, som for Jægermesterens Vedkommende næsten havde Karakteren af en Forelskelse. Han havde ogsaa allerede bestilt et stort Portræt af sig selv hos Karsten From — en Fødselsdagsgave til Fru Vilhelmine.
I Restauranten havde han forudbestilt en større Souper, og da man var naaet til Desserten, hvortil der blev skænket isafkølet Madeira af et fint Mærke, begyndte han at tale om dette Portræt, hvortil Maleren just i de Dage havde gjort et Par Udkast. Han løftede sit Glas og hyldede ham i en lille Tale som en af de gudbenaadede, hvem baade Kunstens og Sangens Muse havde bekranset.
„Kære Mester! Modtag min dybt følte Tak og min oprigtige Kompliment!“
Jytte, der betragtede Skaalen som hende uvedkommende, vendte Ansigtet bort, da hun mærkede, at Karsten Froms Øjne ovre fra den anden Side af Bordet søgte hende. Mens de to Herrer klinkede, kastede hun et Blik ud i den tætfyldte Sal med de mange selskabsklædte Damer og Herrer, som havde søgt herind efter Teatertid.
420| „Vi skal vel slutte med en Likør til Kaffen,“ sagde Jægermesteren lidt efter, da Tjeneren havde skænket i Kopperne. „Hvad skal det være, Jytte? En uskyldig Anisette?“
„Ikke nogetsomhelst til mig!“ sagde hun afgjort og viste sig utaalmodig efter at komme afsted. Hun følte sig aldrig vel tilmode i et Restaurationslokale saa sent om Aftenen, naar Herrerne begyndte at ryge og alle Slags underlige Damer kom ind fra Gaden med deres Kavalerer. Og allermest generede det hende at sidde her sammen med Karsten From, hvem Alverden kendte. Ganske vist var det bleven hende temmelig ligegyldigt, hvad Folk tænkte og mente om hende; men hun brød sig alligevel ikke om at blive opført paa Listen over den Mands tusindogtre Elskerinder.
I det hele taget fortrød hun, at hun havde ladet sig overtale af Fætteren til at gaa med herind. Hun kunde have sagt sig selv, at From vilde gøre dem Følgeskab, saa meget mere, som han en Gang tidligere havde benyttet sig af sit Venskabsforhold til John til „i al Ærbødighed at bringe sig i Erindring hos hende“ — som han udtrykte sig.
„Ja, saa maa vi altsaa undvære dit behagelige Makkerskab!“ sagde Fætteren. „Hvad foretrækker De, From? En Chartreuse, triple sec ... eller en Meukow 1842?“
Den blonde Malers smukke, mørkeblaa Øjne, der havde en Farve som Labrador, vendte sig atter over mod Jytte. Det var, som om han vilde raadføre sig med Udtrykket i hendes Ansigt, inden han svarede.
421| „Jeg er saa fri at gøre Frøken Abildgaards Ord til mine! ... Og det er vel ogsaa bleven temmelig silde nu,“ føjede han til som for at lade hende forstaa, at han havde gættet hendes Tanker og vilde vise hendes Ønske skyldigt Hensyn.
Til Jyttes Ærgrelse lykkedes det ham virkelig at gøre hende rød.
„Ja, saa maa vel ogsaa jeg resignere!“ sagde Jægermesteren og bad Tjeneren bringe Regningen.
Karsten From, der hele Aftenen havde været usædvanlig tavs og neddæmpet, udbad sig nu Tilladelse til at „benytte disse sidste kostbare Minutter“ til at fremsætte et Forslag.
„De talte før saa elskværdigt om mine Studier til Deres Portræt. Jeg kommer derved til at tænke paa, at vi nu gerne skulde have endelig afgjort, hvad for et af dem der skal benyttes. De selv, kære Jægermester, har aabenbart vanskeligt ved at træffe Valget. Vilde det ikke være en heldig Løsning af Spørgsmaalet, om vi kunde formaa Frøken Abildgaard til at overtage Hvervet som Højesteretsdommer og afgive en Kendelse i Sagen?“
Jytte, der var begyndt at trække sine Handsker paa, havde et Sekund strejfet Karsten From med sit Blik.
Jægermesteren fandt Ideen ypperlig.
„Du veed, jeg har den største Respekt for din Dømmekraft, Jytte! Vilhelmine kan jeg jo ikke tage med paa Raad, da Sagen gerne skulde være en Overraskelse for hende. Skal det være en Aftale, at jeg kommer og henter dig f. Eks. imorgen? Saa følges vi ad til Atelieret, og jeg 422| forpligter mig til paa Forhaand at bøje mig for din Afgørelse.“
„Det er naturligvis meget smigrende for mig. Men jeg tør ikke tage saa stort et Ansvar paa mig. Du maa have mig undskyldt, John!“
„Der er ikke Tale om Ansvar! Begge Skitserne er fuldendt mesterlige i Udtrykket, saa enten du vælger den ene eller den anden af dem, kan for saa vidt være lige meget. Det er netop det, der volder Vanskelighed. Nu maa du ikke sige Nej.“
Jytte mærkede paa Karsten Froms Tavshed, at han var spændt paa hendes Svar. Det fik hende til at tænke paa, at han maaske kunde misforstaa hendes Vægring og tage den som Tegn paa Frygt eller Usikkerhed hos hende. Mens hun trak Handsken op over Armen, lod hun derfor, som om hun endnu en Gang overvejede Sagen.
„Iaften kan jeg i hvert Fald ikke love noget. Det forekommer mig, at jeg er optaget. Men jeg kan jo altid ringe dig op. — Og nu vil jeg gerne hjem, John! Jeg er bange for, at Mor sidder oppe efter mig.“
Udenfor Restaurationen sagde Karsten From et lidt kort Farvel. Endnu før Jytte og hendes Fætter var kommen tiisæde i den ventende Droske, havde han forladt dem.
Jægermesteren vilde ikke lade Jytte tage alene hjem. Han boede selv ved Langebro, hvor han foreløbig havde indrettet sig i en møbleret Lejlighed. Storeholts kostbare Indbo, der allerede længe havde været pantsat til en københavnsk Antikvitetshandler, havde Svigerfaderen 424| indløst og beholdt. Ved Salget af Gaarden kom Jægermesteren dog for første Gang i mange Aar i Besiddelse af en større Sum i Kontanter, og hele Livet laa nu for ham i et gyldent Solopgangsskær. Naar han om Morgenen paa Sengen aabnede det sværteduftende Nummer af „Femte Juni“ og stødte paa sit eget Navn eller i et Referat af en Teaterforestilling læste om „den fortryllende Jægermesterinde Hagen“ tilligemed en Beskrivelse af hendes Toilette, var det endnu altsammen som en Drøm for ham.
Ned gennem Taagen dalede Raadhusurets Salmetone. De kørte ind gennem Strøget, hvor nu kun den lange Række Glødelamper lyste over Kørebanen. Klokken var Et, men der var stadig mange Mennesker paa Fortovene, og Vogn efter Vogn jog dem forbi.
Jytte sad og tænkte paa den Aften for totre Aar siden, da hun saae Karsten From første Gang. Det var i et stort Aftenselskab med Musik og anden Underholdning. Hun var kommen ind i Salen sammen med sin Mor; de stod og talte med Husets døve Frue, da hun gennem Døren til den tilstødende Stue fik Øje paa en ung Modeherre, der sad paa Armen af en Lænestol og var i Færd med at stemme en langhalset Lut. Under den besværlige og formelle Konversation med den gamle Dame, der betjente sig af et Hørerør, virkede Synet af dette straalende blonde Menneske, der midt i det trivielle Selskabsmylr sad saa sorgløst optaget af sit Instrument, som lidt af en eventyrlig Aabenbaring. Da han bagefter blev forestillet for hende, gik Fortryllelsen af ham. Men dette aller425|første Indtryk havde hun aldrig helt forvundet, og velsagtens var det Grunden til, at hun altid følte denne beskæmmende lille Uro og Frygt i hans Nærhed.
„Synes du ikke, Jytte, at From er højst charmerende? Naar man saadan sidder ene med ham, gaar Affektationen helt af ham. laften var han jo fuldkommen naturlig. Og er det ikke forbavsende, at han er et Barn fra Gaden? En Dreng fra Opfostringshuset! Selv mener han jo at have faaet konstateret, at han er Søn af en russisk Storfyrste, som dengang opholdt sig i København. Det lyder efter min Mening slet ikke helt usandsynligt.“
Jytte huskede at have hørt om det. Det var naturligvis noget Fantasteri; men hun maatte forøvrigt indrømme, at han havde ganske aristokratiske Ansigtstræk og overordenlig fint formede, nervøse Hænder.
„Veed du af, at han har en vældig Respekt for dig, Jytte? Han taler altid om dig med den største Beundring. Jeg kan f. Eks. fortælle dig, at det egenlig skyldes et Ord af dig, naar han nu har ladet sig barbere efter engelsk Mode. Han havde hørt, at du i et Selskab skulde have udtalt dig om det latterlige i, at en Mand bar Overskæg, naar han ikke var Militær. Dagen efter gik han hen og ofrede sin Moustache. Det har han selv fortalt mig. Føler du dig ikke smigret?“
„Umaadelig! ... Men for nu at vende Bøtten, John, hvorfor var din Kone ikke med iaften?“
„Aa du, hun er saa ophængt for Tiden! Jeg ser hende næsten ikke. Du veed, hun er kommen ind i Komiteen 426| for den store Vifteudstilling, og jeg vil betro dig — men foreløbig ikke mine Ord igen! — der er en Mulighed for, at hun bliver valgt til Udstillingens Vice-Præsident. Det vil blive afgjort paa Komitemødet i næste Uge. Dronningen er jo Protektrice, saa du forstaar, hun gaar i Spænding. Du maa indrømme, at Vilhelmine vil gøre glimrende Fyldest. Hun har en Evne til at føre sig, som mangen højadelig Dame kan misunde hende. Tænk dig hende ved Indvielsesfesten! Jeg har naturligvis givet carte blanche med Hensyn til Toiletter.“
Vognen drejede ind i Dronningens Tværgade og holdt et Øjeblik efter foran det gamle Patricierhus, hvor Jytte boede. Jægermesteren hjalp hende ud og fik hendes Portnøgle.
Mens han stod og famlede ved Laasen, talte han igen om Karsten Froms Indbydelse.
„Jeg vil naturligvis ikke lægge noget Pres paa dig; men jeg synes egenlig gerne, du kunde vise ham den Opmærksomhed. En af vore allerførste Kunstnere! Og mig vilde du altsaa gøre en stor Tjeneste med det. Og jeg vil sige dig, du vil selv have megen Fornøjelse af at se hans Atelier. Der er fuldt af glimrende Arbejder. — Men nu kan du jo sove paa det. Jeg havde alligevel tænkt at se op til jer imorgen. Rigsdagen har faaet Skiftedagsferie, og jeg er min egen Herre. Jeg kommer saa til Frokost.“
„Ja, kom du bare! ... Men nu maa du virkelig lade mig komme ind, John!“
Paa Vejen op ad Trappen gjorde hun sig selv den Til427| TOLDERE OG SYNDERE staaelse, at hun paa en Maade nok kunde have Lyst til det Atelierbesøg. Hun havde ikke i flere Aar været paa nogen københavnsk Kunstudstilling og kendte overhovedet ikke meget til Karsten Froms Billeder, der blev saa forskellig bedømt, hævet til Skyerne af mange og forkastet af andre. Nogle Kunstnere, som hun havde truffet paa Skagen om Sommeren, havde givet dem et meget daarligt Skudsmaal men samtidig talt om hans store maleriske Begavelse og beklaget, at saa sjældne Evner misbrugtes. Det gjorde hende lidt nysgerrig.
Da hun kom op, var der mørkt i alle Stuerne; men Døren fra Dagligstuen til Moderens Soveværelse stod paaklem, og idet hun vilde liste sig der forbi, blev der tændt Lys derinde, og Moderen kaldte.
„Hvor du dog kommer sent, Barn! Jeg var nær ved at blive urolig for dig.“
Fru Bertha havde sat sig op i Sengen, og hendes Udseende skræmmede Jytte. Hvad andre længe havde talt til hende om, saae hun i dette Øjeblik selv. Hendes Mor var begyndt at blive gammel.
Hun satte sig ned paa Sengekanten og tog hendes Haand, mens hun forklarede hende Grunden til sin forsinkede Hjemkomst. At hun havde været sammen med Karsten 428| From, fortav hun dog for ikke at vække ny Uro hos Moderen, der for et Par Dage siden havde bebrejdet hende, at hun var bleven fornøjelsessyg og udsatte sit Rygte.
„Er der ikke noget, du trænger til, lille Mor? Skal jeg ikke lave dig en Kop Kamillete?“
429| „Det behøves ikke. Nu, da jeg veed dig hjemme, falder jeg nok til Ro.“
„Har du siddet alene hele Aftenen?“
„Asmus var her et Øjeblik. Han kom henne fra Enslev, som igen har ligget et Par Dage. Det gaar lidt hyppigt paa.“
„Fortalte han ellers noget nyt?“
„Nej. — Ja, det vil sige, han havde igen haft Kort fra Dihmer, sagde han. Det var fra Berlin. Saa nu er det vel endelig forbi med hans underlige Omflakken.“
„Ja, det har været en vidtløftig Rejse,“ sagde Jytte og saae til Siden, da hun opdagede Moderens ransagende Blik. Hun vidste godt, at hendes Mor aldrig helt havde opgivet Haabet om engang at se hende gift med Dihmer, og den Tanke pinte hende.
Lidt efter rejste hun sig, gav Moderen et Godnatkys og gik ind til sig selv.
Torben Dihmer i Berlin! ... Altsaa ogsaa snart i København velsagtens! ... Ja ja! Det maatte jo komme engang, det frygtede Øjeblik, da hun skulde møde ham paa Gaden og se ham tage Hatten af for hende med en fremmed Hilsen, mens hun paa sin Side vilde bøje Hovedet med et korrekt afmaalt Nik for ikke at røbe nogen Sindsbevægelse. Og saa var han dog den Dag idag hendes kæreste Ven, hendes Tankers eneste Fortrolige, hos hvem hun i Drømme endnu ofte søgte at glemme al Livets Jammer!
Mon han nogensinde tænkte paa hende mere? Og i saa Fald med hvilke Følelser? Det Spørgsmaal blev ved 430| at summe om hende som en Myg, naar hun i sine søvnløse Nætter laa med Haanden under Nakken og fantaserede ... ikke længer om, hvordan Fremtiden skulde blive, men om, hvordan den kunde være bleven, dersom ... ja, dersom hun selv og saa meget andet i denne fortvivlede Verden havde været anderledes!
Hun klædte sig langsomt af og gik i Seng. Men trods det Pulver, hun forinden havde taget, kunde hun ikke falde i Søvn. Hendes Nerver var i en dirrende Uro. Hun maatte hvert Øjeblik vende Hovedpuden for at køle Kinderne. Men det var tilsidst lige saa meget Karsten From som Torben Dihmer, der holdt hende vaagen. Hvad vilde han hende? Hvad var hans Hensigt med denne fornyede Efterstræbelse? Bildte han sig ind at kunne gøre Indtryk paa hende, fordi saa mange andre Damer fandt ham uimodstaaelig i al hans Naragtighed? — Men det var hende forresten ganske ligegyldigt! Hun vilde nu sige lige ud til John, at hun for Fremtiden frabad sig Hr. Froms Selskab. De maatte saa begge to mene derom, hvad de vilde. — — Inde i Dagligstuen slog Uret Tre.