XII.

Der var begyndt at komme Fart i Valgagitationen omkring i Kresen. Mens den ulykkelige Jægermester sad gemt i en Hospitalscelle som videnskabeligt Objekt for en Professor, og efter at hans Bo var erklæret fallit og de indledende Skridt til en Skilsmisse foretaget, blev han nu ogsaa plukket for sit dyrebare Folketingsmandat.

Overalt i Landet blev dette Udfyldningsvalg imødeset med en vis Spænding. Man vilde i Udfaldet se et Varsel for den forestaaende store Kamp mellem Enslev og Kirkefolket.

122| Paa flere af Valgmøderne søgte Pastor Gaardbos Modstandere at bringe ham i Forlegenhed ved at benytte sig af Befolkningens Uvilje mod hans Broder, der i de samme Dage paany havde vakt almindelig Forargelse ved paa en Forespørgsel om hans politiske Standpunkt at erklære, at han med Glæde solgte sin Stemmeret for en Sukkerkringle til hvert af sine Børn. Der var i Forvejen rundt om i Egnen begyndt at cirkulere en Adresse til Medicinalmyndighederne med Anmodning om at lade Distriktslægens Embedsstyre og hele Lægevirksomhed undersøge og bedømme, og der blev nu ved Møderne ironiseret over Præstens Samvittighed, der ikke tillod ham at staa i Parti med politiske Meningsfæller, naar de ikke præcis delte ogsaa hans religiøse Anskuelser, mens der mellem hans Nærmeste var Folk, der gjorde Grin med al baade religiøs og politisk Overbevisning og ikke engang lod deres Børn døbe.

Skønt Pastor Gaardbo længe havde indset, at han før eller senere vilde blive nødt til at fremkomme med en offenlig Erklæring om sit Forhold til Broderen, vægrede han sig de første Gange ved at svare. Men da tilsidst hans egne Tilhængere ytrede Misfornøjelse med hans Tavshed følte han sig forpligtet til at tale.

Han gjorde dog sin Tilstaaelse paa den Maade, at han — uden at nævne Broderens Navn — mindede om sit Forhold til en anden Slægtning, nemlig til selve Farbroderen Tyge. Han erklærede, at for ham var den Enslevske Aand Fjenden, der skulde nedkæmpes, i hvilken Skikkelse den saa aabenbarede sig. Den var Oprø123|rets og Fornægtelsens onde Aand, som han fordømte og vilde bekrige med al sin Evne, hvad enten den kom til Orde som politisk Lovløshed eller som selvtagen Frihed til at eksperimentere med Folkets aandelige og legemlige Sundhed. Og at han i dette Forhold hverken kendte Personsanseelse eller Familjehensyn, havde han tidligere givet tilstrækkeligt Bevis paa.

Trods Tilsløringen blev Meningen forstaaet, og Dagen efter indeholdt Egnens Blade i deres Referat af Mødet en Gengivelse af Præstens Erklæring tilligemed Kommentarer. Hans Partis særlige Organ „Folkebladet“ aftrykte den ordret og med spærret Skrift.

Da han hen paa Eftermiddagen kom hjem fra et Sygebesøg, stod hans Broders lille Vogn foran Indgangsdøren og kogle, og inde i sin Stue fandt han Doktoren selv, der sad ved Bordet og sagde Goddag uden at rejse sig.

„Jeg har ventet paa dig ... Jeg maa vide, hvordan det forholder sig. Anerkender du „Folkebladets“ Referat af din Udtalelse igaar? Jeg tænker naturligvis paa de Ord om mig og min Virksomhed, som Bladet paastaar er autentiske?“

Præsten, der havde været meget bleg, da han kom ind, stillede sig hen ved sin Pult.

„Du maa forandre din Tone, Povl, dersom vi to skal tale sammen. Naar du har læst Referatet, saa veed du, at de Ord, du taler om, blev mig aftvungne. Hvad selve mit Standpunkt angaar, saa kan det jo ikke overraske dig. Dertil har vi for ofte talt om det, der skiller os.“

124| „Med andre Ord: i et Øjeblik som dette, hvor man fra alle Sider har rottet sig sammen imod mig, har du ikke betænkt dig paa at gøre min Stilling endnu vanskeligere ved at erklære dig for fuldt ud enig med mine Angribere!“

„Du tager fejl, Povl! Betænkt mig har jeg, og det endogsaa længe. Men jeg har Hensyn at tage, som du ikke kan ... eller ikke vil forstaa.“

„Jeg veed det! Men vær du glad, at jeg ikke kender den Slags højere Hensyn, der tvinger mig til at handle mod min naturlige Følelse. For ellers kunde jeg maaske rykke ud med en Mod-Erklæring, der vakte Opsigt og slog dig til Jorden.“

„Skal det være en Trusel?“

„En Advarsel skal det være! Du kan let tage flere Ulykker paa din Samvittighed, end den kan bære. Hvorfor blandede du dig f. Eks. i min Affære med Grosserer Søholm forleden? Tilfældigt har jeg hørt derom. Hr. Søholm skal have fortalt til mange Mennesker, at du ligefrem gik i Forbøn for mig. Det har jeg ikke anmodet dig om; men jeg er naturligvis gaaet ud fra, at du har troet at handle til mit Bedste. Ikke sandt, Johannes? Du kan med Haanden paa Hjertet forsikre, at du ikke har haft andre Bevæggrunde?“

„Du ser paa mig, som om du tvivlede. Og paa en vis Maade kan du virkelig have Grund til det. Vore Meninger om, hvad der tjener til dit Bedste, er saa dybt forskellige.“

„Jeg veed ogsaa det! Hjul og Stejle ønsker du mig, 125| Johannes! Jeg har læst det i dit Blik for længe siden! Oftere, end du vistnok selv anede, røbede du dine Følelser. — Ja, saadan er det altsaa endt med os to! Den Gift, der engang i Tidernes Morgen blev udsaaet i vor Slægt, har nu fuldendt sit Opløsningsværk ogsaa mellem dig og mig. Er det underligt, at Fremmede kalder os danske for et dødsdømt Folk? Hvordan skal de tro andet om os? ... Husker du en Sommerdag for trettenfjorten Aar siden — det var i vor første Studentertid — vi sad oppe paa Skamlingsbanken og saae ned mod Grænsen og talte om Danmarks Fremtid? Det var den samme Dag, du betroede mig, at du var 'hemmelig forlovet med Rosalie. Husker du det Løfte, vi gav hinanden — vi to Fostbrødre, der havde blandet Blod allerede i Mors Liv? Og nu igaar stod du frem og skamskændede mig for en Forsamling af sammenløbet Rak og Pak! Saadan har du holdt dit Løfte!“

Præsten stod stadig henne ved Pulten og betragtede sin Broder ligesom fra det fjerne med et dybt bedrøvet Blik. Et Par Gange rykkede det omkring hans Mund, mens Doktoren talte.

„Hvorfor har du ikke villet gaa i dig selv, Povl? Bøj dig for Kristus! Saa vil alting blive anderledes! Hvorfor vil du blive ved at trodse den Almægtige? Du taler om Opløsningen i Folket. Ja, det er Straffen for vor Ulydighed mod Gud!“

Doktoren rejste sig.

„Du er en syg Mand, Johannes! Det er din Undskyldning, og derfor skal jeg endnu en Gang tilgive dig.“ —

Lidt efter sad han i sin Vogn og kørte ud af Præstegaarden med en Forudfølelse af at have været der for sidste Gang. Han havde ingen Broder mere. Maaske vilde Johannes og han, naar nogen Tid var gaaet, igen gøre et Forsøg paa at komme til en Slags Forstaaelse; men han vidste knap, om han skulde ønske det. Den Johannes, han havde elsket for hans rene Hjertes Skyld, eksisterede dog ikke mere for ham. Det var gaaet Broderen som saa mange af hans Lige. Hans Afguderi havde omskabt ham til en Varulv med to Skikkelser saa forskellige som Dag og Nat, den ene lige saa mild og god og hjælpsom, som den anden var ond og hævngerrig. Og det var denne sidste, han nu i Fremtiden Gang efter Gang vilde møde, naar han søgte Johannes. — En Ugestid efter proklamerede Amtsraadsmedlem og Sparekassedirektør Jørgen Mosegaard med løftet Lorgnet Johannes Gaardbo som Kresens nye Folketingsmand og udbragte i Sangtone et begejstret Leve for ham. Bagefter førte Præstens Venner ham i Triumf gennem Byen til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Sejren skulde fejres.

I Spidsen for Toget, hvor der plejede at gaa et Musikkorps, gik et Kor af syngende unge Karle og Piger med et Korsbanner. Det var Medlemmer af en kristelig Ungdomsforening, som Pastor Gaardbo havde stiftet, og Sangen var Foreningens Slagsang.

I Himlen er mit Fædreland, og Kristus er min Konge!

128| Da man naaede hen forbi den overfyldte Gæstgivergaard, hvor det Enslevske Parti holdt til og under stor Larm trøstede sig over Nederlaget med meget 01, kom Folk til Vinduerne og betragtede Toget med en sur Blanding af Forbløffelse, Nysgerrighed og Haan.

„Leve Enslev!“ raabte en af dem ud over Hovedet paa de syngende.

Svaret var en Opbrusning af Sangen, som nu hele Toget istemte med demonstrativ Kraft: