128| SJETTE BOG
VANDREPRÆSTEN

I.

Aarets Mørketid var nu inde. Et endeløst Tog af Skyer drog Dag og Nat hen over Landet. Uge efterUge dryssede Regnen ned. I de københavnske Forretningskvartcrer, mellem de høje Huse, brændte der Lysi Butiker og Kontorer det meste af Dagen. Byen varsom nedsænket paa Bunden af et grumset Hav, hvorigennem Solen skimtedes som en søvnig Maane. Menhverken Mørket eller det tjæresorte Søle formaaede atkvæle Gadens Liv, der rørte sig ufortrødent under de udspændte Paraplyer og i de tilstænkede Drosker og Sporvogne. Det mærkedes, at man nærmede sig Jul. Der varet Mylr paa Strøget, en Trængsel i Butikerne, en Travlhed i Kontorerne, som om alle femhundrede tusinde Københavnere var sat i Bevægelse for at finde en Knappenaal.

Jytte Abildgaard havde i den sidste Tid forlagt sine daglige Formiddagsture fra Langelinje til Stierne omkring Søerne. Her var hun mindre udsat for at møde 129| Bekendte, og hun ønskede foreløbig ikke, at for mange saae hende sammen med Karsten From, der regelmæssigt ledsagede hende. Trods sine mange tidligere Venskabsforhold til Mænd var det første Gang, hun havde indladt sig paa egenlige Stævnemøder. Hun var derfor ikke saa lidt nervøs, og dette mørke, regnfulde Vejr, der gjorde Spaserestierne tomme, kom hende godt tilpas. Under Paraply og i Gummifrakke følte hun sig ogsaa tryggere.

Karsten From var paa sin Vis heller ikke fri for Nervøsitet. Han, som havde været saa lykkeligt sikker paa endelig at have hende i sine Garn, mærkede til sin Ærgrelse og Uro, at Rollerne var i Færd med at blive ombyttede. Hun var ham for klog, for overlegen. Undertiden kunde hun se paa ham med et Blik, der gav ham en uhyggelig Fornemmelse af at være gennemsigtig. Og under alt dette voksede hans egen Forelskelse paa en Maade, der vakte hans dybe Bekymring.

En Dag begyndte han lidt maliciøst at drille hende med hendes Utilnærmelighed. Han talte igen om sin to Aar gamle Forløbelse overfor hende og paastod, at det var den, hun stadig ikke kunde tilgive ham.

„Endnu i den anden Verden vil jeg mindes de Øjne, De sendte mig den Aften. Det var Unaade paa Livstid. Jeg havde ikke været sammen med Dem mere end to Gange, og alligevel dristede jeg mig til at aabne mit Hjerte for Dem. Det var en Overtrædelse af Paragraf 3788 i Konveniensens Lovbog, som vore allerkæreste Damer allesammen kan paa deres Fingre.“

131| „Skal vi ikke tale om noget andet,“ sagde Jytte. „Fortæl mig hellere, hvordan De morede Dem i Teatret i Aftes. Stykket gjorde jo Lykke.“

„Jeg var der ikke.“

„Var De der ikke? Og det var en Premiere!“

„Jeg vidste jo, at D e ikke kom. Hvad skulde jeg der saa?“

„Passiar! ... Hvorfor var De der ikke?“

„Fordi jeg sad hjemme hos mig selv og kukelurede. Men De kan ikke gætte, hvad jeg tog mig for.“

„Saa spar mig for Ulejligheden og fortæl mig ,det!“

„Jeg sad saamænd og læste i Biblen. Det var meget stemningsfuldt og højtideligt.“

„Hvor faldt De dog paa det?“

„Jo, De har saa tidt ladet mig høre for mine daarlige Vaner, ikke sandt? Og jeg har nu bestemt mig til en grundig Omregulering af mit Liv. Forleden gik jeg saa hen og hørte denne jyske Dommedagsprædikant, der for Tiden optræder her i Byen. De har vist nok læst om ham i „Femte Juni“. Mads et eller andet hedder han. Det er en Præst! Han præker om Helvede og den evige Ild, saa man sidder og faar Gaasekød over hele Kroppen. Det er noget andet end at høre en af vore egne gejstlige Veltalere utan svajvel och fo sfor. Han kalder uden videre sine Tilhørere for Børn af Djævelen, og man gaar hjem med en rædselsfuld Fornemmelse af, at der er vokset baade Horn og Hale ud paa En. Ham maa De endelig høre!“

132| „Det var altsaa derfor, De sad hjemme i Aftes og læstei Biblen.“, i „Ja. Men forresten har jeg altid haft et hemmeligt Sværmeri for den ærværdige Bog. Den har forkortet mig mangen søvnløs Nat. Der er saa mange underholdende Fortællinger i den. F. Eks. den om Bathseba. Har De nogensinde læst den Historie med tilbørlig Andagt og Opmærksomhed ? “

Jytte hørte nu paa Tonen, at det hele var Opspind. I det samme huskede hun ogsaa, at hun i Aviserne havde set ham nævnet sammen med de andre kendte Folk, der havde overværet Aftenens Premiere. Men hun var vant til disse Historier, som han søgte at binde hende paa Ærmet af lutter Fornøjelse ved at mystificere.

„Jeg tror, jeg vil opgive Dem idag,“ sagde hun. „Naar De er i det Lune, er det umuligt at faa et fornuftigt Ord ud af Dem.“

„Jeg beklager det — men De har vistnok Ret. Trods alle Dommedagspræster — og henrivende kvindelige Moralprædikanter — tager jeg mig den Frihed at vandre gennem Jammerdalen med et uforbederligt godt Humør. Dersom De engang forsøgte det samme, kære Frøken, vilde De gøre den glædelige Opdagelse, at Verden forandrer Udseende. Paradiset florerer endnu lige morgenfriskt omkring os, blot vi selv vil. Men vore Dages Mennesker er ifærd med at glemme den gamle Visdom, at Livet er skabt til Nydelse. Memen to vivere. Det Ord burde afløse det nuværende Konfirmationsløfte.“

133| „Igaar var De af en anden Mening.“

„Igaar. Om Forladelse! Det er saa længe siden. Hvad sagde jeg igaar?“

„De sagde, at Arbejde var det eneste, der gjorde Livet udholdeligt. Derfor vilde De nu begynde paa et stort, nyt Billede, som De ventede Dem meget af. Har De allerede glemt det?“

„Et Billede — ?“

„Ja, det skulde ikke være noget bestilt Portræt, sagde De, men en fri Komposition med mange Figurer.“

„Har jeg virkelig sagt det? ... Ja, naar Vinden gaar til Syd, henfalder jeg undertiden i melankolske Stemninger. Talte jeg ogsaa om mine Sujetter?“

„Nej.“

„Bryder De Dem om at høre dem? Jeg har nemlig flere.“

„Er det ene maaske Sardanapal?“

„Ja, Sardanal omgivet af sit Harem.“

„Tak, det har De engang beskrevet for mig,“ skyndte Jytte sig at afbryde. „Og de andre?“

„De andre? Lad mig se! Jo, det er altsaa Fru Bathseba og hendes kongelige Elsker i Fakkelbelysning. Ogsaa et ganske malerisk Motiv, ikke sandt? Det skulde være en Kærlighedens Apoteose — —“

„Nu begynder jeg at forstaa! Det var altsaa derfor, De sad hjemme og studerede Biblen. Nej, det er sandt, De gjorde det jo ikke! ... Ja, nu veed jeg snart hverken ud eller ind mere,“ sagde hun og blev virkelig lidt forvirret.

134| Karsten From, der havde spejdet efter et Svaghedstegn, fandt Lejligheden gunstig til et nyt Angrebsforsøg. Men først gjorde han en Standsning i sin Forfølgelse ligesom Høgen, der et Øjeblik hviler paa Vingerne, før den styrter sig over den afmattede Due.

„Forresten,“ sagde han, „Bathseba har jeg opgivet. Emnet er lidt banalt, ikke sandt? Og Sardanapal bryder jeg mig i Grunden heller ikke om. Det Billede vilde ogsaa kræve saa mange kostbare Modeller. — Næ, min egenlige Drøm er at komme til at male en Diana.“

„En hvad for noget?“

„En Diana. Skovdybdernes evige Jomfru og hendes Møde med den stakkels Aktæon. Det Billede er ligefrem blevet min fikse Ide. Men hvor skal jeg finde en passende Model til den skønne og grusomme Dame? Til hendes løvbrune Øjne og hemmelighedsfulde Smil?“

Han kom nærmere og sænkede Stemmen.

„Jeg veed kun een, der har de Øjne. Men jeg tør ikke nævne Navnet. Jeg er bange for igen at blive straffet med et af disse unaadige Blikke ... saa livsfarlige for en letsindig Aktæon.“

„Saa gør De jo bedst i at lade være,“ svarede Jytte tørt og trak sig lidt bort fra ham.

Karsten From blev tavs af Ærgrelse. Han forstod, at han igen havde forfejlet Maalet. Det var paany en Forbi'er.

En lille Tid gik de begge to uden at sige noget, mens Regnen trommede paa deres Paraplyer.

Men Jytte vilde nu vide, hvordan det forholdt sig med 134| disse kunstneriske Planer, som han bestandig fablede om. Hun spurgte, om han ikke tænkte paa igen at male saadanne Billeder med Motiv fra Fællederne, som han engang havde faaet saa megen Berømmelse for. Han vilde først ikke svare.

„Fællederne?“ vrængede han. „Der græsser jo nu Karl May og Konsorter! ... Hvorfra veed De forresten, at det var mig, der fra først af opdagede dem?“

„Jeg har jo fortalt Dem, at jeg i Sommer traf flere af Deres Kolleger paa Skagen. De ønskede allesammen, at De vilde vende tilbage til Friluftsmaleriet. De talte i høje Toner om Deres Billeder fra den Tid.“

„Jeg er Dem naturligvis dybt taknemlig, allerkæreste Frøken, fordi De ogsaa tager Dem saa interesseret af min kunstneriske Forbedring. Jeg tror dog, jeg bør fraraade Dem at hente Deres velmente Raad hos mine Misundere.“

Han sagde det med sit sædvanlige, ironiske Narresmil, men hans Læber var hvide.

Jytte havde nok anet, at han hemmeligt led under sine Kunstbrødres Ringeagt; men dette bitre Udbrud kom hende alligevel overraskende, og hun fortrød, hvad hun havde sagt.

Et Øjeblik efter skiltes de. De var kommen tilbage til Østerbro, og da Regnen varede ved og der netop kom en Sporvogn, bestemte Jytte sig til at køre hjem.

„Man har altsaa den sjældne Fornøjelse at se Dem ved Festen iaften,“ sagde Karsten From ved Afskeden.

135| „Agter De ogsaa at deltage i Dansen?“

„Jeg veed det ikke. Maaske“.

Han trak paa Skuldren.

„Altid maaske! ... Ifald De bestemmer Dem til at beære Salen med Deres Nærværelse, tør da en inferiør Person som hosstaaende gøre sig Haab om en Dans?“

„Maaske,“ svarede hun med et Smil, idet hun fra Vogntrinet nikkede Farvel.

Det var ment som et Løfte; men han opfattede Ord og Smil som en ny, behændig Afvisning og gik bort i nedslaaet Stemning.

Da han kom hjem, slog han sig ned i en Lænestol foran Kaminen i Dagligstuen og overgav sig helt til sin Fortvivlelse. Hvad skulde han gøre? Havde der endda været allermindste Haab om, at hun vilde gifte sig med ham, skulde han ikke et Øjeblik have betænkt sig paa at ofre sin Ungkarlefrihed, hvor højt og dyrt han end havde svoret paa aldrig at lade sig binde. Han kendte ikke dengang Jytte Abildgaard, anede ikke, at nogen enkelt Kvinde kunde faa en saa ubeskrivelig Magt over ham. Selve Ægteskabets frygtede Lænke gav hun en uanet Tillokkelse. Men hvad hjalp det? Velhavende Damer af Jytte Abildgaards Art var mistænksomme, og hans Erfaring havde sagt ham, at han havde lettere ved at forføre dem end at faa dem til at gifte sig med ham. Kunde han blot komme saa vidt med hende, at han en eneste Gang fik Lov til at kysse hende! I Kyssets Kunst havde Øvelsen gjort ham til Mester. Endnu havde ingen Kvinde holdt Stand overfor ham, naar hun først var 136| signet af dette for den uerfarne saa uskyldige Kærtegn og havde lært dets dystert søde Hemmeligheder at kende.

Hans Husholderske bankede beskedent paa og kaldte ham ind til Frokost.

„Herren er da ikke daarlig?“ spurgte hun, da hun saae ham.

„Jeg? Nej! ... Men jeg fryser. Her er koldt. Læg noget mere i heri“

Efter Frokosten, mens han sad ved den nytændte Kaminild i sin Stue og strammede sig op med en Likør til Kaffen, ringede det paa Forstuedøren. Han hørte Husholdersken lukke op og derpaa en højrøstet Forhandling derude.

Han havde genkendt Stemmen og slog sig for Panden.

„Til Helvede! ... Fru Bathseba!“

Han var endnu ikke kommen op af Stolen, da Fru Merck stod i Døren til Atelieret.

„Jeg tænkte det nok! Hvorfor nægter du dig hjemme? Kommer jeg maaske til Ulejlighed?“

„Unægtelig! Jeg venter hvert Øjeblik Oberst Mynster og hans Frue. Obersten skal sidde for mig for sidste Gang. Jeg er altsaa desværre optaget.“

Hun gennemlynede ham med sine mørke Øjne uden at svare, gik derpaa hen og satte sig i Sofaen. Hænderne beholdt hun i sin Muffe. Heller ikke løftede hun Sløret.

„Maa jeg be' om en Forklaring,“ sagde hun tilsidst. „Du sender mig det ene Afbud efter det andet. I Tele137|fonen kan jeg heller ikke træffe dig. Skønt jeg ringer op paa de aftalte Tider, er det din næsvise Husholderske, der svarer mig. Hvad er Meningen?“

„Kære, jeg skrev det jo! .Jeg har saa meget om Ørene i disse Dage. Jeg har faaet nye Bestillinger og maa se at faa de gamle fra Haanden i en Fart.“

„Du har dog Tid til at spasere med Frk. Abildgaard. Du skal ikke prøve paa at nægte det. Jeg har selv set jer. — Vil du sige mig oprigtig, skal du giftes med hende? For i saa Fald vil jeg respektere Forholdet.“

Karsten From blev højrød op til Haaret som en Konfirmand.

„Aa, Snakl Hvor falder du paa det? Det er der ikke Spor af Tale om.“

„Naa — Tale om det er der nu. Jeg har allerede hørt flere forsikre det for ganske bestemt.“

„Paa Æresord — der er ikke det mindste om det.“ Fru Mercks Ansigt klarede op. Hun løftede nu ogsaa Sløret. Smilende lænede hun sig tilbage mod Sofaryggen og klappede med Haanden paa Pladsen ved sin Side.

„Sæt dig lidt herhen! Nu vil vi snakke fornuftigt. Vi er dog vel ikke Uvenner?“

Karsten From forstod Meningen, og idet han uvilkaarligt anstillede en Sammenligning mellem hendes og Jyttes Væsen, rejste der sig et formeligt Raseri i ham mod dette store, balstyrige Hundyr, som længe havde været ham til Besvær. Nu vilde han af med hende, og han bestemte sig til at gøre kort Proces.

138| „Naa! Hvorfor staar du der og siger ingenting? Saa kom dog herhen, Menneske!“

„Undskyld et Øjeblik!“ sagde han. „Jeg maa nødvendigvis give Frøken Svendsen en Besked.“

Han gik hen og trykkede paa en Klokkeknap ved Døren.

Da Husholdersken traadte ind, sagde han til hende: „Naar Oberstens kommer, vil De saa være saa god at vise dem herind.“

Frk. Svendsen saae forbavset op paa ham og derefter hen paa Damen i Sofaen.

„Herind?“

„Ja.“

„Det skal ske!“

„Jeg kan ikke være uhøflig mod mine Kunder,“ forklarede han Fru Merck, da de igen var bleven alene. „Du maa undskylde; men det gaar ikke an at lade en Dame som Oberstinden vente i Atelieret.“

Han saae, at han var bleven forstaaet, og han nød Virkningen. Hendes Ansigt var bleven blegt, og hun mælede ikke et Ord. Mekanisk tog hun sit Lommetørklæde frem af Muffen og strøg sig over Læberne med en Bevægelse, der mindede om den, hvormed en blodtørstig Panter slikker sig om Munden.

„Ja vist er hun pragtfuld!“ — tænkte han. „Men jeg har nok af hende. Hun faar mig til at gyse!“

Et Øjeblik efter rejste hun sig og gik mod Døren. Men paa Vejen standsede hun foran ham og gav ham med flad Haand et forsvarligt Slag under Øret.

139| „Der har du den, min Dreng!“ sagde hun og stormede afsted med en forloren Latter.

I det første Øjebliks Ophidselse havde Karsten From nær kastet sig over hende. Men da hun var borte, lo ogsaa han, og det med en Latter, der kom fra Hjertet. Nu var han ganske sikker paa at være bleven hende kvit. Og som befriede Fugle stormede hans Tanker tilbage til Jytte Abildgaard.