[75]| ANDEN BOG

[77]| I.

Efter nogle Dage med mildt Foraarsvejr rejste der sig om Søndagen ved Solnedgang en heftig Storm fra Nord. Hansine sad denne Aften ene hjemme hos Børnene, der var kommen tidligt til Ro. Emanuel og Tjenestefolkene saa vel som Husets sædvanlige Aftengæster var taget til det store Protestmøde i Skibberups Forsamlingshus, hvortil der i Løbet af Dagen var strømmet Folk sammen fra det hele Herred. Lige fra Morgenstunden var Vognene rullet ind gennem Byen med udensogns Meningsfæller, og mange af dem var standset udenfor Præstegaarden og havde efterladt Folk, der vilde benytte Lejligheden til at hilse paa Emanuel og deltage i Gudstjenesten i Vejlby Kirke. Desuden havde de to indforskrevne Rigsdagstalere – et Par vestjyske Bønder – været her i et langt Besøg, og om Eftermiddagen var der kommen en Samling Elever ovre fra 78| Sandinge Højskole med Hilsen og Bud fra den gamle, syge Forstander. Og alle disse Mennesker skulde enten have Kaffe eller noget at spise, saa der havde hele Dagen været en Travlhed, omtrent som i en Gæstgivergaard paa en Markedsdag.

Hansine havde glædet sig til disse stille Aftentimer efter den lange og urolige Dag. Det hændte ikke ofte, at hun kunde have det saa uforstyrret, og hun delte ikke Emanuels Henrykkelse over at se Huset fuldt af Gæster. Hun ønskede tværtimod ofte, at han vilde aabne Dørene mindre højt for de mange Venner, der efterhaanden havde vænnet sig til at gaa ud og ind i Præstegaarden næsten som i deres eget Hjem. ... Men da hun i Aften endelig var bleven ene, og Børnene var bragt til Sengs, og da hun havde faaet Lampen tændt og sat sig hen ved det lange Bord i Storstuen med noget Stoppearbejde, følte hun sig alligevel lidt uhyggelig tilmode ved at sidde saa forladt i dette store og tomme Hus, med hvilket hun overhovedet havde ondt ved at blive helt fortrolig. Skønt hun nu snart i syv Aar havde haft sit Hjem her, havde hun bestandig vanskeligt ved at frigøre sig for en Fornemmelse af at være en ukaldet Gæst i disse højloftede Sale, hvis Bestemmelse det havde været at huse fornemme 79| Familier og genlyde af Samtale og Musik. Det forekom hende undertiden, at alle Præstegaardens forrige Beboere – især Provst Tønnesen og hans stolte Datter – endnu paa en spøgelseagtig Maade færdedes i Huset og med truende Blikke bevogtede hende fra Stuernes dybe Kroge.

Hun grundede ofte over, hvordan Emanuel kunde finde sig saa tilpas her og i det hele være saa veltilfreds, endskønt alt i Aarenes Løb var blevet saa forskelligt fra det stille, tilbagetrukne Familieliv, de i Begyndelsen bægge havde tænkt sig at skulle føre. Selv sendte hun mangen Gang – især efter en urolig Dag som denne – en vemodig Tanke til det lille hybenbevoksede Boelssted ude ved Bækken mellem Egedets grønne Bakker, som de i deres første Forlovelsestid havde tænkt paa at købe; og naar hendes Fantasi udmalede for hende, hvor godt og fredeligt de kunde have haft det derude i de smaa hyggelige Stuer, borte fra de mange Mennesker, og med den vide Strand til Nabo, trængte Præstegaardens Tomhed sig dobbelt fængselsagtig omkring hende.

Dertil kom i Aften den stigende Larm af Stormen, der susede over Huset og førte al Slags Smaastøj ind til hende ude fra Udbygningerne. 80| Ovre i Ladelængen stod en Loftsluge og slog, og paa den stærke og vedholdende Rykken i Forstuedøren kunde hun mærke, at Niels igen havde glemt at lukke Portfløjene. Fra Stalden hørtes nu og da en dyb Brummen af en af Køerne, – og alle disse Lyd vakte hendes husmoderlige Bekymringer, som Følelsen af det Ansvar, der paahvilede hende ved Styrelsen af dette store Hjem, saa let fremkaldte hos hende. Hun kom til at tænke paa, om Abelone ikke skulde have glemt at malke Vejrløse-Kvien, inden hun gik, og om der var bleven set godt efter i den Køkkenaske, der om Eftermiddagen var kastet ud paa Møddingen. Abelone var bleven saa adspredt i den sidste Tid og havde faaet saa besynderlig travlt med at kigge ud af Bryggersvinduet, saa snart Niels gik over Gaarden. ... Bare Niels ikke blev for stor paa det over al den Stads, der blev gjort af ham, siden han var begyndt at skrive i Aviserne. Han var allerede bleven svært efterladende med sit Arbejde, syntes hun ....

Hun blev afbrudt i sin Tankegang ved en klynkende Lyd inde fra Sovekammeret, hvortil Døren stod paa Klem. Det var Gutten, der laa og klagede sig i Søvne. Han havde om Formiddagen fulgt sin Fader til Skibberup Kirke, for at han 81| under Gudstjenesten kunde løbe og lege med Aalefiskerens Børn nede ved den friske Strand; men efter Hjemkomsten var han pludselig forsvunden og havde ikke været til at opraabe hele Eftermiddagen. Først i Mørkningstiden, efter at Emanuel var gaaet, havde hun fundet ham oppe paa det øverste af Loftstrappen, hvor han havde siddet med Hænderne for sit syge Øre, ganske ophovnet i Ansigtet af Graad. Hun havde øjeblikkeligt bragt ham til Sengs og heldt nogle Draaber af gamle Strynø-Grethes »Høreolie« ned i Øret, hvorefter han ogsaa hurtig var falden i Søvn. Men endnu under Søvnen vedblev han af og til at klage sig; og dette fornyede Udbrud af Guttens gamle Lidelse bidrog sit til at fremkalde den modfaldne Sindsstemning, hvori hun i Aften befandt sig.

Hun havde aldrig ret kunnet forlige sig med Emanuels Lyst til i al Slags Vejr at tage Børnene med sig overalt, hvor han færdedes, – og endnu mindre kunde hun forstaa, at han rolig gav dem Lov til saa frit at tumle sig mellem alle Gadens Børn, hvor de dog udsattes for saa meget, der ikke var af det gode. Hun huskede fra sin egen Barndom de mange stygge Ting, der gik i Svang navnlig mellem Fattigbørnene, for ikke at tale om 82| de slemme Utøjssygdomme, hvoraf saa mange af dem led; og naar hun saa’ Gutten og Sigrid løbe om imellem dem, ganske som hun selv en Gang havde gjort, med lappede Klæder og hullede Strømper, kunde hun ikke undertrykke en Smule Mismod i en forstærket Følelse af, hvor forskelligt Emanuels og hendes Samliv i det hele var blevet fra det Billede af et Liv i Aandens Verden, som hun i sin Tid havde dannet sig paa Højskolens Bænke, og som hun ved sit Bryllup havde troet at skulle se virkeliggjort.

Gang efter Gang havde hun foresat sig at tale indtrængende til Emanuel om Børnenes Forhold; men endnu havde hun aldrig kunnet faa den rette Frimodighed dertil. Saa snart han traadte ind i Stuen, altid saa glad og tryg og saa ganske opfyldt af sin store Gærning, mistede hun Tilliden til sig selv. Over for hans urokkelige Fortrøstningsfuldhed og den glade Selvopofrelse, hvormed han gav sig hen i sit ophøjede Kald, kunde hun ikke finde Ord for sine dagligdags Bekymringer.

... Hun løftede Hovedet. Inde fra Sovekammeret hørtes pludselig en Række smaa Skrig.

Hun lagde hurtigt Arbejdet bort og rejste sig. Men da hun stod inde ved Guttens Seng, overraskedes hun ved at finde ham i en tilsyneladende 83| fuldkommen rolig Søvn. Hun forstod det ikke, beroligede sig tilsidst med, at hun altsaa maatte have hørt fejl, og vilde just vende tilbage til Stuen, da Gutten i det samme kastede sig om paa Ryggen, skurede Tænderne mod hinanden og paa ny udstødte tre angstfulde Skrig.

»Men Barn dog! ... Hvad er der i Vejen?« raabte hun og rejste ham op i Sengen for at faa ham vaagen.

Purken gned sig med begge Hænder over Øjnene, saa’ sig længe omkring i dyb Forundring og sagde endelig:

»Jeg har det godt.«

»Hvorfor raaber du da saadan? ... Har du drømt noget slemt? Eller gør det ondt noget Sted?«

Han syntes ikke at høre hende. Hans Øjne var med ét blevet underligt store og stirrede ret frem i Luften med et blandet Udtryk af Bestyrtelse og levende Optagethed.

»Mo’er!« hviskede han.

»Ja, hvad er der dog, min Dreng? Du gør mig saa forskrækket.«

»Der er kommen en Flue ind i mit Hoved.«

»Hvor du snakker, Barn. Det er noget, du har drømt, kan du nok forstaa. Læg dig nu roligt ned og sov, saa gaar det nok altsammen over.«

84| »Nej, det er virkelig sandt ... Jeg kan mærke den hele Tiden. Den kan vist ikke komme ud, Mo’er.«

Ved de sidste Ord fortrak hans Ansigt sig, Munden blev bred, og efter en kort Kamp med Stoltheden kastede han sig angstfuld ind til hende og begyndte at græde. Hun klappede ham paa Haaret, søgte at trøste og berolige ham, og med sin vante Godmodighed tørrede han da ogsaa snart efter sine Øjne og puttede sig ned under Dynen. Med et lille Suk lagde han begge Hænderne under Kinden og faldt et Øjeblik efter i Søvn.

Hansine blev staaende ved Sengen. Drengens Ord og besynderlige Adfærd havde indgydt hende en uvilkaarlig Angst. Hun vidste ikke, hvad hun skulde tænke om ham. ... Og mens hun stod dér og betragtede ham ved Lysskæret fra Dagligstuen, der faldt ind over hans Hovedpude, tog hun da paany det Løfte af sig selv, at hun nu ikke vilde tøve længere med at faa Klarhed over hans Tilstand. Endnu samme Aften vilde hun tale alvorligt med Emanuel om sine Ængstelser, og hun vilde denne Gang ikke give tabt, før Doktoren var bleven hentet til hendes Barn.