85| II.

Klokken var næsten ti, og Hansine sad atter inde ved Lampen i Storstuen og stoppede Børnenes Strømper, da Emanuel kom hjem.

»Guds Fred herinde!« sagde han med den Indtrædelseshilsen, som han havde optaget efter de gamle Bønder, og blev et Øjeblik staaende henne i Halvmørket ved Døren. Han holdt en slukket Lygte i den ene Haand, en Egekæp i den anden; det lyse Skæg bølgede forblæst ned over hans mørke, kutteagtige Vadmels-Kavaj, hvis Hætte han havde slaaet op over Hovedet. »Er Niels kommen hjem?«

»Nej, jeg har ikke hørt nogen.«

»Heller ikke Abelone?«

»Nej.«

»Stakkels Barn! Hun vil faa Møje med at kæmpe sig op mod Blæsten. Det er jo blevet en halv Orkan ... og et Mørke, saa man ikke kan se Haanden for sig. Nede under Aasen blæste min Lygte ud; jeg havde sandelig nær ikke fundet Vejen. – Naa, alting frist’, Hjemmet bedst!«

Han satte Lygten fra sig paa Bænken ved Døren og skilte sig af med Stok og Kappe.

»Og nu kan du tro, jeg har Nyt at fortælle 86| dig!« fortsatte han oprømt, idet han nærmede sig og pustede paa sine forfrosne Fingre. Først da han naaede helt hen til hende og vilde lægge Hænderne om hendes Hoved for at give hende det sædvanlige Genkomstkys paa Panden, lagde han Mærke til hendes urolige og fraværende Ansigtsudtryk.

»Men hvad er der i Vejen, bedste Ven? Der er da ikke hændet noget, mens jeg har været borte?«

Hun søgte sig en anden Strømpe ud af Bunken, der laa foran hende paa Bordet og sagde i et Tonefald, hvori der sporedes en tilbageholdt Anklage:

»Aa, det er igen Gutten, Emanuel!«

»Gutten? Hvad er der med ham? Han er da ikke bleven borte? Jeg saa’ ham ikke hele Eftermiddagen.«

»Nej, den Ting fik jeg jo opklaret; ... jeg fandt ham oppe paa Loftstrappen, da du var gaaet. Det var igen galt fat med Øret, saa jeg maatte bringe ham i Seng. Jeg véd ikke, hvad det er, der er i Vejen med ham; jeg har aldrig set ham saa underlig som i Aften.«

»Men hvad er det, du siger! Lad mig dog se ham!«

87| Han vilde tage Lampen fra Bordet, men hun holdt hans Haand tilbage.

»Det behøves ikke. Den kunde maaske vække ham; ... jeg har tændt Natglasset derinde.«

Hun rejste sig og fulgte efter ham ind i Sovekammeret, hvor Gutten endnu laa og sov, med begge Hænderne under Kinden og optrukne Knæ – svagt belyst af det rødlige Skær fra en lille Flamme, der svømmede ovenpaa et brunt Olielag i et Vandglas bag hans Hovedgærde. Ikke en Linje i hans Ansigt røbede i dette Øjeblik andet end den sundeste og tryggeste Hvile.

»Men han sover jo som en Gud!« hviskede Emanuel og bøjede sig ned over den lille Jærnseng for at lytte til hans Aandedræt. »Der kan umuligt være noget i Vejen med ham! Du har ladet dig skræmme, Hansine!«

»Jeg forstaar det ikke ... før snakkede han helt som i Vildelse og raabte saa fælt. Det kommer saadan stødvis over ham.«

»Saa er det Foraarsluften, kan du tro! Den gør gærne Børns Søvn urolig. Du skal se, i Morgen er han med Guds Hjælp frisk igen.«

»Men jeg synes dog alligevel, Emanuel, at vi nu skulde gøre Alvor af« –

»Saa køn han ser ud!« vedblev Emanuel, 88| der som de fleste Folk, der er vant til altid selv at tale, i Almindelighed overhørte andres Bemærkninger. Han havde lagt sin Arm om Hansines Liv og betragtede lykkeligt smilende det lille gullokkede Hoved, der laa dér saa dybt nedsunket i de hvide Puder. »Ganske som en lille Engel i Vorherres eget Skød. Er det ikke et yndigt Syn! ... Kan du i det hele forstaa, Hansine, at Folk, der har Børn, kan være Gudsfornægtere? For mig ligger der et saa tydeligt Genskin af det hinsidige Lys, en saa yndig Bebudelse af den himmelske Fred over et saadant sovende Barns Træk ... Jeg kommer derved til at tænke paa, hvad vor kære, gamle Højskoleforstander en Gang svarede en Mand, der spurgte ham om, hvordan han egentlig tænkte sig Saligheden. »Saadan!« sagde han og pegede ud i Stuen paa et lille Barn, der var faldet i Søvn ved sin Moders Bryst. Jeg synes, det var saa kønt sagt. – – Naa!« afbrød han sig selv og slap Hansine. »Hvordan staar det saa til med de andre to Smaatrolde? Med dem har der vel ikke været noget i Vejen? Man kan da høre Tyksakken snorke, saa det er en Lyst. Jeg har sandelig længtes efter dem, de smaa Fyre ... jeg har jo næsten ikke set dem hele Dagen.«

89| Mens han talte, bevægede han sig paa Taaspidserne rundt om Sengene og bøjede sig ned over de tre smaa Væsner, som han ofte spøgende kaldte sine »tre Tønder Guld«. Ved hver Seng tog han en Kommenskringle frem af sin Baglomme og puttede den halvt ind under Hovedpuden, saa at Børnene straks maatte se den, naar de næste Morgen vaagnede.

»Jeg kiggede et Øjeblik indenfor hos Bageren. Jeg syntes, at jeg skulde ikke komme helt tomhændet hjem til dem i Dag. Se saa! Nu er det vist ogsaa bedst, vi lader dem have Ro. Og jeg har jo saa meget nyt at fortælle dig i Aften. Lad os komme ind!«

De vendte tilbage til Stuen, hvor han straks gav sig til at vandre frem og tilbage over det store Gulv for udførligt at berette om alt, hvad der var foregaaet i Skibberup Forsamlingssal. Hansine hørte dog kun efter med det halve Øre. Hun havde ikke sluppet sit Forsæt og var endnu fast bestemt paa at benytte den første Lejlighed til atter at lede Samtalen hen paa Gutten.

»Men véd du, hvad der blev hele Mødets Glanspunkt?« udbrød Emanuel og standsede midt paa Gulvet med Hænderne i Siden og fremstrakt Overkrop. »Prøv en Gang at gætte, Hansine?«

90| »Det nytter vist ikke noget, ... sig du det hellere.«

»Din Fa’er!«

Hansine saa’ op fra sit Stoppearbejde.

»Fa’er?«

»Ja – ingen anden end din kære gamle, blinde Fa’er!«

»Talte Fa’er?«

»Ja vist! ... Aa, jeg vilde ønske, jeg rigtig kunde give dig en Forestilling om den Begejstring, ja ligefrem Jubel, hans Fremkomst vakte. Det var virkelig hjærtegribende!«

»Men kan Fa’er da tale?« spurgte Hansine i stigende Forbavselse.

»Ja, det var ikke saa meget Ordene, du! Det var hele hans Fremtræden og hans mægtige Sindsbevægelse ... Ser du, Sogneraadsformanden havde netop talt – lidt langt og lidt for vidtsvævende, saadan som han jo desværre har for Vane – og Resolutionen skulde til at oplæses, da din Fader, der havde Plads tæt under Talerstolen, rejste sig op for bedre at kunne høre, hvad der blev sagt. Men rundt om i Salen blev hans Bevægelse misforstaaet; man troede, han vilde sige noget, og fra alle Sider begyndte man at raabe: Op paa Talerstolen! Op paa Talerstolen! Kort og 91| godt – før din Fader kunde faa sig forklaret, blev han af to Mænd ledet fra sin Plads op paa Tribunen. Han gjorde for Resten heller ikke stor Modstand ... og du kender jo hans Undselighed, saa du kan deraf slutte dig til hans og hele Mødets Stemning. Jeg vil i hele mit Liv ikke glemme det Øjeblik.«

»Men ... men ... hvad sa’e han da?«

»Ja, som sagt, det var ikke saa meget Ordene ... det var selve Synet af denne gamle, blinde Mand med det store kridhvide Haar, der dukkede op dér som et endnu levende Vidne om Trældommens Dage, som han jo virkelig næsten selv har oplevet. Det var som at høre en Røst fra Gravene, da han løftede sin rystende Haand og med svag Gammelmandsstemme raabte: »Er det Træhesten, vi skal ha’e igen? Er det Meningen? Skal vi Bønder igen være Kvæg for Herremanden?« – ja, andet sagde han egentlig ikke; men du skulde have hørt det tordendrønende »Nej, nej! Det skal aldrig ske!« der rungede gennem Salen efter hans Ord. Jeg vilde blot ønske, at Folkefrihedens Fjender havde været til Stede og fornummet den Klang af hærdede Viljer, der var i det Raab; de skulde da nok have indset, hvor haabløs deres Modstand er ...... Aa, hvor er jeg dog et lykkeligt Menneske!« 92| udbrød han og gik hen og lagde Hænderne om Hansines Hoved. »Aldrig kan jeg takke Vorherre nok for, at han viste mig Vejen ud af det Sodoma, hvor Livet er en daglig Kamp med Døden og Tilintetgørelsen. Hvor ganske anderledes er det dog ikke at aande her, hvor alt er i Udspring, hvor alt er Foraar, Morgengry og Lærkesang! Og hvor dejligt at have faaet Lov til efter fattig Evne at bygge med paa Sandhedens og Retfærdighedens forjættede Rige! ... Naar jeg tænker paa mig selv fra Fortidens Dage, synes jeg, at jeg er bleven et helt nyt Menneske, at jeg har afkastet en gammel, hæslig Ham. Og for al denne Lykke, skylder jeg, næst Gud, dig den største Tak, min Ven! ... Ja, ja! Nu slaar du Øjnene ned og bliver rød. Men det er dog saa, at du blev den Prinsesse, uden hvem jeg aldrig havde vundet mit halve Kongerige!«