III.

Det blev først den næste Morgen, at Hansine fik Frimodighed til med tilstrækkelig Styrke at fremsætte sit Forlangende om, at Doktoren skulde hentes. 93| Emanuel blev i første Øjeblik næsten vred. Han bebrejdede hende hendes idelige Bekymringsfuldhed, hendes Svaghed i Troen paa Forsynets Miskundhed og hendes Tilbøjelighed til at søge sin Trøst i allehaande Menneskepaafund i Stedet for tillidsfuldt at lægge alt i Guds naaderige Hænder.

Han talte saa indtrængende, saa varm af Troes-Iver og i et saa bedrøvet Tonefald, at Hansine tilsidst følte sig ganske skyldbetynget og begyndte at græde.

Men ved Synet af hendes Taarer blev han straks formildet og gik hen for at kysse hende paa Panden. Hermed gjorde han dog kun ondt værre, og hun vendte sig bort under en modløs Hulken.

Han blev ganske overrasket. Han var ikke vant til at se hende saaledes lade sig overvælde af sine Følelser. Han havde næsten ikke set hende græde siden hint Øjeblik paa deres Forlovelsesaften, da hun ufrivilligt aabenbarede ham sin Kærlighed ved sin heftige og ustandselige Graad, – og Erindringen om denne lykkelige Stund gjorde ham nu øm om Hjærtet, og han bøjede sig ned over hende og klappede hendes Haar og Kind.

»Men min kære, kære Ven! Havde jeg vidst, at mine Ord kunde gaa dig saa nær til Hjærtet, havde jeg sandelig ikke sagt dem. Jeg mente det 94| virkelig ikke saa slemt. Du véd jo ogsaa nok – ikke sandt – at dersom det virkelig kan være dig til nogen Beroligelse at høre Doktor Hassings Mening, kunde det aldrig falde mig ind for Alvor at modsætte mig det. Jeg vil straks gaa ud til Niels og bede ham spænde for. Saa kan vi have Doktoren her allerede i Formiddag.«

... Da Hansine et Kvarters Tid efter hørte Vognen rulle ud gennem Porten, gav hun sig til sammen med Abelone at rydde op inde i Stuerne for at der kunde se lidt ordenligt ud til Doktorens Modtagelse. Det var første Gang, hun ventede Besøg af en Fremmed, der kunde antages at ville se paa hendes Hjem med uvillige Blikke, og hun vidste, at der nok kunde være baade et og andet at udsætte paa det. I »Hallen« blev Gulvet stænket med Vand og fejet, Bænke og Vinduskarme omhyggeligt afstøvede – mere kunde der ikke gøres her. I Sovekammeret derimod blev der lagt Rent paa alle Sengene, og Sigrid og den lille Dagny blev hentet ind fra Gaarden for at pyntes lidt. Helst havde hun givet dem bægge deres Søndagstøj paa; men da hun havde paa Følelsen, at Emanuel ikke vilde synes om det, nøjedes hun med at sæbevaske dem i Ansigtet og give dem rene Forklæder. Gutten maatte hun lade være, som han 95| var. Han havde den sidste Halvdel af Natten været temmelig rolig og sov endnu saa fast, at hun ikke nænnede at vække ham.

Ogsaa Emanuel sendte hun i denne Forbindelse en Tanke; hun havde set ham gaa over i Stalden i sin sædvanlige Arbejdskittel og med sine store Markstøvler paa. Men da hun vidste, at det vilde være frugtesløst at forsøge paa at faa ham til at gøre nogen Forandring i sin Paaklædning af Hensyn til Doktoren, trøstede hun sig med, at det var Mandag, og at baade Kittelen og Støvlerne derfor endnu var saa temmelig rene.

Emanuels udprægede Ulyst til at se Egnens Læge i sit Hus havde en tredobbelt Aarsag. For det første nærede han en bestemt Uvilje imod Lægestanden i dens Helhed, fordi det forekom ham, at der i det moderne Samfund blev tillagt den en alt for overdreven Betydning og at den havde en væsentlig Skyld i den Blødagtighed og de Udsvævelser, der havde undergravet de dannede Klasser i Nutiden. Det var hans Overbevisning, at den næsten afguderiske Tillid, hvormed Folk i vore Dage havde kastet sig i Lægens og Apotekerens Arme, rummede den alvorligste Fare for en sund og sædelig Udvikling af Menneskelivet, idet mange taabeligt troede at være i Stand til at bøde paa legemlige og aandelige 96| Udskejelser ved Hjælp af Piller, Miksturer og Elektricitet og derfor at turde lade haant om de eneste sande og varige Lægemidler: Maadehold, Nøjsomhed og legemligt Arbejde.

Men ved Siden heraf var der en ganske særegen Grund til hans Sky for Doktor Hassing. Denne Mand var nemlig saa at sige den eneste udenfor Vennernes Kreds, med hvem han i disse Aar var kommen i en Art Forbindelse, idet de nogle Gange var stødt sammen ved Syge- og Dødssenge, – og Lægen havde med sin Person og sit hele Væsen, med sit altid paa det omhyggeligste plejede Ydre, sin afmaalte Optræden og sine formelle Talemaader paa en ubehagelig Maade paatvunget ham en fornyet Berøring med de Omgangsformer, som han foragtede og havde flyet. Noget vist i Doktorens Holdning, i hans Haandbevægelser og Maade at udtale Ordene paa, erindrede ham tilmed lyslevende om ganske bestemte Personer af hans københavnske Families Omgangskreds, – og han ønskede ikke at forstyrre Freden i det Gravkammer, hvor han forlængst havde stedet alle bitre Minder fra Fortiden til Hvile.

Endelig var det den almindelige Mening i Egnen, at Doktor Hassing var en højst middelmaadig Læge, hvis egentlige Interesser bestod i at 97| indsamle og omgive sig med gamle og nye Kunstværker, at bygge om paa sin Villa, holde Middagsselskaber og foretage en Udenlandsrejse en Gang om Aaret – kort sagt ved Hjælp af sin betydelige Privatformue at gøre sig Livet saa behageligt som muligt.

Det var derfor et ikke ringe Offer, Emanuel havde bragt Hansine ved at indvillige i, at denne Mand blev hentet til hans kære Gut, om hvis sunde Natur han selv var saa fast overtydet, at det næsten syntes ham en Utaknemmelighed mod Vorherre at tvivle om den. Det var da heller ikke i den sædvanlige, morgenglade Stemning, at han i Dag var gaaet ind i Stalden for at fodre Kvæget og hente Halm ned fra Stænget. Her ventede der ham tilmed den Fortrædelighed, at Nattens Storm havde løsnet en stor Kalkflage fra Gavlvæggen og slaaet Ruderne ind paa et Staldvindu, som man om Aftenen maatte have glemt at lukke. Han havde allerede for nogle Dage siden set, at Muren var revnet; men der havde i den sidste Tid paa Grund af den megen Storm og Regn været saa meget at udbedre baade paa Tage og paa Mure, at man ikke havde kunnet overkomme det altsammen.

Det kunde i det hele ikke nægtes, at den før saa statelige Præstegaardsbygning begyndte at gøre 98| et lidt forfaldent Indtryk. Emanuel var kommen hertil paa en for Landmanden særlig ugunstig Tid, med vigende Priser for Jordens Produkter og samtidigt stigende Krav til deres Fuldkommenhed. Desuden havde han i Begyndelsen været forfulgt af en Række Uheld med Kreaturerne, havde ogsaa et Par Gange »faaet et Par slemme Lussinger« i Anledning af forskellige Forsøg med nye Foder- og Gødningsstoffer, som han til almindeligt Bedste havde villet indføre i Menigheden. Ogsaa hans Husførelse havde været ham kostbarere, end han selv rigtig vidste; og skønt han i Begyndelsen havde haft sin Mødrenearvs nogle Tusinde at ty til, og skønt han aldrig skaanede sig selv men endog midt om Vinteren var i sin Stald Klokken fem om Morgenen, kunde han vanskeligt magte Bedriften med den Arbejdsstyrke, han hidtil havde haft Raad til at holde i sin Tjeneste.

Sagen var den, at han – sit gamle Forsæt tro – haardnakket vægrede sig ved at modtage andet Vederlag for sin Præstegærning end den fri Benyttelse af Præstegaardens Tilliggende. For i et og alt at kunne dele Liv og Kaar med sine Venner ernærede han sig udelukkende af sin Jord og havde straks ved sin Embedstiltrædelse opfordret Sognets Bønder til at indskyde de forrige Tiende- 99| og Offerydelser i den saakaldte »Fri Fattigkasse«, som bestred Udgifterne til Menighedens store Velgørenhedsværk. Overhovedet ønskede han, at man ikke betragtede ham som først og fremmest Præst, men som en Bonde, der i Lighed med Sogneforstanderen og Brandsynsmændene havde faaet et Æres- og Tillidshverv overdraget af Menigheden. Han plejede selv at kalde sig dens »Tempeltjener« og var saa glad ved Ordet, fordi det – som han sagde – »saa dejligt slog Velærværdigheden ihjel«.