IV.

Klokken var ti, da Niels vendte tilbage med Doktoren, der sad bag i Vognen i sin egen Agestol, indsvøbt i en Merinos Pels og med rødbrune Handsker paa Hænderne.

Da Vognen svingede op for Hovedtrappen, aabnedes Stalddøren ligesom nølende, og Emanuel traadte ud. Efter at Doktoren var stegen ned, hilste de to Mænd paa hinanden med et tavst og fra bægge Sider stærkt tilbageholdende Haandtryk, hvorpaa de under fortsat Tavshed fulgtes op ad Trappen.

100| Inde i Forstuen skilte Doktoren sig af med sin Pels og aabenbarede en tætsluttende Kamgarns Frakke og en stor Atlaskes Kravat med en Diamantnaal. Han var en Mand paa omkring fyrretyve Aar, en statelig Skikkelse med et skarpskaaret Ansigt og smaa mørke Bakkenbarter. Lige fra det første Øjeblik havde han tydelig gjort sig Umage for ikke med en Mine at røbe nogen Forundring over Emanuels aparte Klædedragt; og da de nu traadte ind i »Hallen«, lod han ogsaa her, som om han slet ikke lagde Mærke til Stuens ejendommelige Udstyrelse. I sin Omhu for ikke at vise mindste utidig Nysgerrighed tog han endog sin Guldlorgnet ned fra sin stærkt fremtrædende Næse, vendte sig mod Emanuel og sagde med en Bestræbelse for at lade ganske utvungen:

»Ja, det er vel bedst, vi straks ser paa Knægten.«

»Det er min Hustru, der har ønsket at høre Deres Mening om min Søn,« svarede Emanuel, der straks blev stødt over denne Maade at omtale Gutten paa. »Jeg tror ikke, det hele har synderligt at betyde ... en almindelig Foraarsforkølelse rimeligvis.«

»Nu faar vi se!«

101| Inde i Sovekammeret rejste Hansine sig fra en Stol ved Guttens Seng, da Doktoren viste sig i Døren. Han blev et Øjeblik staaende paa Dørtærskelen, – og denne Gang lykkedes det ham mindre godt at skjule en vis Overraskelse. Det var aabenbart, at Rygtet eller hans egen Fantasi havde tegnet ham et ganske andet Billede af den saa meget omtalte Præstekone i Vejlby.

»Deres Søn er syg,« sagde han med pludselig Deltagelse, efter at have nærmet sig og trykket hendes Haand. »Forhaabentlig dog ikke noget videre ... en almindelig Forkølelse, mener Deres Mand.«

Han tog en Stol og satte sig hen ved Sengen. Gutten sov endnu, og han vækkedes end ikke, da Doktoren nu aftog et Par kæmpestore Manchetter og med sine lange, hvide Hænder gav sig til at beføle hans Hoved og tælle hans Puls. Idet der blev rørt ved Vatlappen foran det syge Øre, slog han langsomt Øjnene op, og laa derpaa længe ubevægeligt og saa’ paa den fremmede Mand. Først da han fik Øje paa Moderen ved den anden Side af Sengen, syntes han at vaagne til fuld Bevidsthed. Han saa’ atter over paa den gaadefulde Fremmede, betragtede hans sorte Frakke, hans Diamantnaal og store, hvide Tænder, mens en begyndende Angst afspejlede sig i hans blaahvide Øjne.

102| Hansine rejste ham varsomt over Ende i Sengen, strøg Haaret fra hans Pande og sagde opmuntrende:

»Du skal ikke være bange, min Dreng. Det er Doktoren, der gærne vil se lidt paa dit Øre. Det er dog saa fælt med den megen Ørepine, ikke sandt? Og Doktoren er en rar Mand, som bare vil tage den væk.«

I det samme syntes Gutten at forstaa alt. Munden bredte sig, og der begyndte at trænge Taarer frem i hans Øjne. Men da han lidt efter opdagede Emanuel, der havde stillet sig op bag Sengens Fodende, slugte han hurtigt Graaden. Det var, som om han straks forstod, at han kunde gøre Faderen en særlig Glæde ved netop over for denne fremmede Mand at vise sig som en rask og uforfærdet Gut.

Doktoren havde imidlertid givet sig til at undersøge det syge Øre. Da han tog Vattet bort, flød der som sædvanlig en ildelugtende Vædske ud af Øregangen.

Hans Ansigt fik et betænkeligt Udtryk.

»Hvor længe har han gaaet saadan?« spurgte han lidt efter.

»Vi har mærket det af og til i to Aar,« svarede Hansine.

103| Doktoren saa’ op, som om han ikke kunde tro, at han havde hørt rigtigt.

»I to Aar?«

»Ja.«

Han kastede et Blik op paa Emanuel, der imidlertid misforstod dets Betydning og med et roligt Nik bekræftede sin Hustrus Udsagn.

Hansine begyndte at fortælle om Sygdommens Begyndelse, dens periodiske Udbrud og om den foregaaende Nats urolige Søvn. Doktoren hørte vel opmærksomt efter hende men syntes samtidigt at have sine Tanker henvendt andensteds. Da hun havde endt sin Beretning, bad han om et Lys, og da han havde faaet det tændt, førte han Flammen flere Gange frem og tilbage foran Guttens Øjne, holdt derpaa i nogen Tid bægge sine Hænder om hans Baghoved og gav sig endelig til med stor Omhyggelighed at undersøge Partiet bag ved Øret, hvor det viste sig, at Huden var lidt udspændt paa Grund af en begyndende Hævelse.

Emanuel havde indtil dette Øjeblik staaet rolig med Hænderne paa Ryggen og set til. Han havde besluttet, at Hansine denne Gang skulde have sin Vilje fuldt ud, og skønt han havde ondt af Gutten, der sad med store Taarer i Øjnene og kæmpede for at bevare sin Standhaftighed, havde han ikke 104| villet blande sig i Doktorens Undersøgelser. Men da Lægen nu trak sin Forbindtaske frem og udtog forskellige spidse og skarpe Instrumenter, formaaede han ikke længer at bevare sin passive Holdning.

»Er det dér virkelig nødvendigt?« spurgte han i temmelig udfordrende Tone.

Lægen saa’ forbavset op.

»Ja,« sagde han kort, bad om varmt Vand, et Haandklæde og forskellige andre Ting, der tydede paa en Operation.

Emanuel stod tvivlraadig. Skulde han virkelig tillade dette Menneske at forgribe sig paa hans Søn? ... Han vovede næppe at se paa Gutten, der ved Synet af Instrumenterne var bleven ligbleg og med sine Øjne anraabte ham om Beskyttelse. Men næsten endnu mere pintes han af at være Vidne til den Tjenstivrighed, hvormed Hansine gik Doktoren til Haande, den Koldblodighed, hvormed hun overgav sit Barn i denne Charlatans Hænder.

Da Doktoren nærmede sig med det første Instrument – en sylspids Sølvnaal – svandt den sidste Rest af Guttens Standhaftighed. I krampagtig Angst kastede han sig ind til Moderen og slog Armene om hendes Hals.

105| I dette Øjeblik forlod Emanuel Værelset. Han vilde ikke være Vidne til denne Mishandling, som alene Hansine skulde bære Ansvaret for. Han gik ind i Dagligstuen, og da han her inde hørte Guttens første, hjærteskærende Skrig, gik han helt ind i sit eget Værelse, hvor han gav sig til at vandre frem og tilbage over Gulvet for at overdøve Lydene inde fra Sovekammeret. Hans Sind var i det heftigste Oprør. Han forstod sig ikke paa Hansine. Han følte sig som ført i et Baghold i sit eget Hjem, skammeligt forraadt af den, paa hvem han allertryggest havde stolet.

Efter en halv Snes Minutters Forløb hørte han Stemmer inde i Dagligstuen, og da han kom derind, fandt han Doktoren staaende med Hatten i Haanden, i Færd med at give Hansine sine sidste Anvisninger. Straks ved hans Tilsynekomst tog han Afsked.

»Jeg tror, De ser for lyst paa Deres Søns Sygdom,« fortsatte Lægen ude i Forstuen, hvortil Emanuel i fuldkommen Tavshed havde fulgt ham. »Jeg vilde ikke udtale mig nærmere derom, mens Deres Hustru var til Stede, ... men jeg finder det at være min Pligt ikke at skjule for Dem, at hans Tilstand ikke er helt uden Betænkelighed. Han 106| lider af en gammel, forhærdet og – som det synes – temmelig ondartet Betændelse, der des værre har faaet Lov til at gribe om sig og efterhaanden har bredt sig indad over hele Øregangen. Hvorledes det altsammen vil forløbe, er det for Øjeblikket naturligvis umuligt for mig at sige; men efter den Vending, Sygdommen paa det sidste synes at have taget, maa vi være forberedte paa en nær forestaaende Krisis. Foreløbig har jeg søgt at skaffe Udfloddet frit Løb ved at gennembore Trommehinden, ligesom jeg har tilraadet Surdeig under Fødderne og kolde Omslag for at trække fra Hovedet ... mere kan jeg ikke gøre i Dag. Det gælder foreløbigt om at skaffe Barnet den størst mulige Ro, indtil vi nærmere ser, hvad Retning Betændelsen har taget. Skulde der vise sig mindste Tegn til Stivhed af Kroppen under Søvnen – for ikke at tale om virkelige Krampeanfald – maa De øjeblikkeligt lade mig hente. Det er denne Kalamitet – og den dermed forbundne Feber – vi for enhver Pris maa søge at undgaa.«