107| V.

Lægens bestemte Tone og tilsyneladende fuldkomne Klarhed over Guttens Tilstand kunde ikke andet end gøre et vist Indtryk paa Emanuel. Saa snart Vognen var kørt, gik han hurtigt tilbage til Sovekammeret. Han fandt her Gutten liggende udstrakt paa Ryggen, med helt tilbunden Hoved, ligesom hensunken i dyb Undren.

Da Barnet fik Øje paa Faderen, smilte det; og da Emanuel varsomt tog Plads ved Siden af Sengen og spurgte ham, hvordan det gik, rejste han sig ved egen Hjælp over Ende og begyndte helt kækt, næsten en Smule vigtigt at fortælle om alt, hvad Doktoren havde foretaget sig med ham.

»Men hvad i al Verden skal saa det hele sige?« udbrød Emanuel vendt imod Hansine, der i det samme kom ind fra Køkkenet med Sigrid og den lille Dagny, der var bleven sendt ud til Abelone under Doktorens Besøg. »Barnet er jo helt kvikt! Hvad er saa det for en Passiar om Feber og Kramper og jeg véd ikke hvad?«

»Snakkede Doktoren noget om det?« spurgte Hansine og standsede pludseligt midt paa Gulvet.

»Aa, han snakkede jo baade op og ned. Det er jo en Gang Lægernes Manér. Bare de kan 108| faa Folk til at tro, at der ... Hvem kommer nu dér?«

Inde fra Storstuen hørtes tunge Trin og Lyden af en Stok, der stødtes mod Gulvet. Et Øjeblik efter viste et ældre, førladent Kvindemenneske sig i den aabne Dør.

»Mormo’er!« udbrød paa én Gang Emanuel og Børnene og strakte Armene ud imod hende.

»Ja, det er rigtignok mig,« sagde hun med sin barnlige Stemme og nikkede smilende rundt til dem alle. »Vi hørte inde fra Brugsen, at I havde haft Vogn efter Kyndløse-Doktoren, og da jeg netop kunde faa Agelejlighed her til Møllevejen med Kristen Hansens, jog jeg i Tøjet med det samme. Jeg syntes dog, jeg skulde høre, hvad der stod paa.«

»Aa, vi haaber til Gud, det hele ikke har stort at betyde,« svarede Emanuel. »Det er Gutten, der har faaet et lille Smæk af sin gamle Skade, og Hansine har ladet sig skræmme og vilde absolut have Doktoren hentet.«

»Vorherre ha’e Tak og Lov – saa er det altsaa ikke noget større. Fatter og jeg blev jo lidt forskrækkede, som I vel kan tænke. Her plejer jo ikke at være Doktorbesøg.«

Hun løsnede det store Sølvspænde paa sin 109| grønne Hvergarns Kaabe, tog Hovedklædet af og glattede med tre vædede Fingre sit staalgraa Forhaar, der endnu sad lige tykt foran den store Gyldenstykkes Hue med de brede, røde Silkebaand hængende ned paa den ene Side. Hun var i Aarenes Løb bleven endnu mere mavefør end tidligere, og Vattersoten havde ophovnet Hænder og Fødder og gjort hendes Gang saa besværlig, at hun udenfor Hjemmet maatte støtte sig til en Stok.

»Naa, saa det er altsaa ham her, som det skulde være saa fejl med, at der partu’ skulde hentes Doktor,« sagde hun, da hun tungt var sunket ned paa Stolen ved Siden af den lille Jærnseng og en Stund havde betragtet Gutten, hvem Glæden over Bedstemoderens Ankomst men navnlig Synet af et lille Knytteklæde, som hun havde taget med sig hen til Sengen, paa én Gang gjorde helt livlig og formelig gav røde Kinder. »Han ser ellers ikke saa meget sølleagtig ud, synes jeg. Du er da en rigtig lille Tossenar, Hansine, at du kunde lade dig saadan forskrække. Det er jo næsten ligesom Kjøbenhavnerne, der straks jager baade til Doktor og Apoteker, bare de faar Værk i en Tand. Havde Drengen ikke det dér Klaptræ paa Hovedet, saa’ han jo ud som et rigtigt Søndagsbarn.«

Hansine sad henne ved den brede Forhængs110|seng, hvor hun var i Færd med at give den Lille Bryst.

»Doktoren sagde dog, at det slet ikke var saa godt, og at vi for længe siden skulde have søgt ham,« prøvede hun at forsvare sig, skønt Guttens friske Udseende og de andres Sorgløshed var begyndt at gøre hende tvivlraadig.

»Ja, Doktoren!« lo Moderen og klappede Sigrid, der indsmigrende gned sig op ad hendes Side og slugte Knytteklædet med glubske Øjne. »Dersom det altid gik til, som de Folk præker, saa laa vi allesammen for længe siden i vor sorte Grav. Hvordan gik det ikke forleden, da Per Persens bitte Tøs skulde have slugt en Synaal? Doktoren proppede hende fuld af Kartofler og klægt Brød og andet Fyldestads, saa det stakkels Barn var lige ved at kvæles ... og saa fandt de Naalen nok saa pænt i Bedstemoderens Systén. Ja saamænd gjorde de saa.«

»Det kunde Doktoren da ikke gøre ved,« mumlede Hansine.

»Naa ja, det kan endelig nok være. Men saa husker jeg da nok, hvordan det gik Søren Sejler, – det var den Gang, vi endnu havde den gamle Distriktsdoktor Velløv, som dog skulde være endnu bedre lært end ham denne her Hassing. Velløv 111| sagde, at Søren havde slet ikke mere end tre Dage at leve i, saa Familien fik natyrlig travlt baade med at skifte og skrive Redelighed og kalke i Storstuen til Begravelsen, ja, jeg tror saagar, de bestilte Ligkisten med – og tre Dage efter gik Søren igen i sin vante Dont med Piben i sin Mund og gaar saadan endnu den Dag i Dag, skønt han vel er nær de halvfems. Hvad siger du saa til den Historie? ... Nej, det var saamænd ønskeligt, om de go’e Doktormennesker vilde være mindre storpaaendes og lade Vorherre raade over Liv og Død, saa var der kanske mange Steder ikke saa megen Bedrøvelighed.«

»Ja, det er sandt! Det var netop mine Ord!« sagde Emanuel, der gik frem og tilbage over Gulvet med Hænderne paa Ryggen.

»Jeg for min Del kan nu aldrig komme bort fra den Mening, at man mangen Gang hellere skulde holde sig til de gamle, gode Husraad end til denne megen ny Doktoreren med Mediciner og alt det forgiftede Stads, som fordærver saa mangens Helsen ... Jeg tog da ogsaa i Skyndingen lidt Dulmete med mig og lidt Engelskøn. Jeg kunde jo aldrig vide, hvad der stod paa. Saa sprang jeg ogsaa inden for hos Maren Nilen og fik lidt Ormefedt ... det er saa dejligt for Boldenskab ...«

112| Mens hun talte løste hun med sine pudeformede Hænder Klædet i sit Skød og fremtog forskellige Smaapakker, der udbredte en stærk Krydderduft. Tilsidst opdukkede der tre røde Sukkergrise, som hun med Klap og smaa Formaninger fordelte mellem Børnene. Gutten tog imod sin Gave med det undselige Smil, hvormed han plejede at vise sin Taknemmelighed, medens Sigrid næsten snappede Grisen ud af Bedstemoderens Haand og styrtede afsted med den ind i den anden Stue.

»Naa, hvordan staar det saa til hjemme, Else?« spurgte Emanuel for at lede Samtalen ind i et andet Spor. Han havde kastet et Blik hen paa Hansine og havde faaet ondt af hende, fordi hun aabenbart nu begyndte at fortryde sin Egensindighed. »Vor kære gamle Bedstefa’er er vel helt stolt af den Lykke, han gjorde med sin Tale igaar Aftes. Det var virkelig ogsaa et højtideligt Øjeblik for os alle.«

»Ja ja, han er saamænd saa glad som et Barn. For det havde han jo dog aldrig ventet, at han skulde blive til Taler. Men han er jo taknemmelig for, at Vorherre har villet benytte ham som sit Redskab og give ham Velsignelse til at sige det rigtige Ord i en stor Stund. En saadan 113| Naade kan nok glæde og trøste en Mand i hans Alderdom.«

De blev afbrudt af Abelone, der kom frem i Døren og forkyndte, at Bordet var dækket. I det samme rejste Bedstemoderen sig for at gaa. Emanuel søgte at overtale hende til at blive og spise sammen med dem; men hun havde lovet Kristen Hansen at være ved Møllevejen, naar han kom tilbage, og det var allerede paa høje Tid, at hun kom afsted.

»Jeg maa jo ogsaa hjem og berolige Fatter. Han gaar jo derhjemme og tror, at der er sket en stor Ulykke.«

Hun fik igen sin Kaabe hægtet og Hovedklædet bundet under Hagen. I Døren vendte hun sig endnu en Gang, nikkede og smilte til Gutten og sagde:

»Kom nu ud til vos paa Søndag, saa skal du faa Raamælkskage, min Dreng, om den røde Kvie ellers vil kælve.« Og vendt mod Emanuel tilføjede hun: »Fatter har solgt den sorte Brummeko. Det er ellers svært sløje Priser i Aar.«