© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Den øverste Ende af det lange Bord i Storstuen var dækket med et brunt Voksdug, hvorpaa der stod to dampende Lerfade med Kaalsuppe, et halvt Rugbrød, en Underkop med grovt Salt og den sædvanlige Vandkrukke med Trælaag.
Emanuel tog Plads ved Bordenden. Paa hans venstre Haand, inde under Vinduet, sad Niels og den gamle Søren, Gaardens Røgter, et tre Alen højt Vrag af en Arbejdsmaskine, lutter Knokler og store Ledknuder, der øverst endte i et Hoved, som ikke var stort andet end et Par vældige Kæber. Hele hans Underansigt og den forreste Del af hans lange Hals indtil det stærkt fremtrædende Adamsæble var ganske sort af Skæggestubbe, Næsen rød, den lave Pande bengul, Haaret af en Farve, som om der var strøet Aske over hans Hoved. Mærkeligst var dog hans Øren – store, flade, saarede Hudlapper, der baade i Form og Farve mindede om Flagermusvinger.
Ved Bordets anden Længdeside sad Hansine med de to Børn og Abelone; desuden en gammel Mo’erlille med grøn Øjenskærm samt et Par Børn fra Gaden, der – saadan som det var bleven Skik blandt Byens Fattigfolk – af sig selv havde ind115|fundet sig til Maaltidet og aabenbart befandt sig ganske som hjemme her. Gutten laa inde i sin Seng. Han havde straks efter Bedstemoderens Bortgang atter lagt sig til Ro og var falden i Søvn med sin røde Sukkergris i Favnen.
Alle omkring Bordet bøjede Hovedet og foldede Hænderne, da Emanuel med høj Røst begyndte Bordbønnen:
»Amen!« sluttede de alle i Kor, og den gamle Kone med Øjenskærmen tilføjede for sig selv et: »Gud gøre os alle mætte.«
Der blev i Begyndelsen spist i Tavshed. Man hørte kun Hornskeernes Skuren mod Lerfadene og den slubrende Lyd af de mange Munde. I Særdeleshed lod Søren Røgter høre livligt fra sig. Han holdt i sin venstre Haand et Stykke varmt Flæsk, som han mellem hver anden Skefuld Suppe dyppede i Saltkoppen og derefter gav sig til at sutte paa. Ogsaa Emanuel tog for sig af Retterne med den glubske Appetit, den Trang til at faa Maven fyldt, som fremkaldes af anstrengende Muskel116|arbejde i Forbindelse med lidet nærende Føde. Derimod var Niels aabenbart i Dag for optaget af sin Skribentvirksomhed til at have Tanke for Legemets Pleje. Han sad og skød Ryg bag sine fremlagte Arme og flyttede langsomt Skeen til og fra sin brede Mund, mens hans smaa sorte Øjne uafbrudt stjal sig fra Emanuel hen til Abelone og derfra igen tilbage til Emanuel – som om han ventede, at denne skulde lede Talen hen paa hans nye Avisartikel.
Emanuel havde imidlertid ganske andre Tanker. Han havde besluttet at tage til Skibberup om Eftermiddagen for at forhøre, om man dér vidste noget nyt fra Rigsdagskredsene. Han havde i denne Tid saa ondt ved at holde sig rolig hjemme; hver Dag bragte nye og modstridende Rygter; snart hed det sig, at Kongen allerede havde ladet Folkepartiets Førere kalde, snart at den bestaaende Regering var fast bestemt paa at trodse Folkeviljen ved fremtidig at udstede Love af egen Magtfuldkommenhed. Og den 31te Marts, Finansaarets Slutning, nærmede sig – den Dag, der maaske skulde sætte Skellet mellem to Tidsaldre.
»Er der ingen af jer, der har hørt noget nyt fra Hovedstaden?« spurgte han, da han var færdig 117| med at spise. »Du, Søren? Jeg synes, du plejer van at være vel underrettet om Politikens Gang.«
»Aa ja, et og andet hører man jo immer,« svarede Søren med sit uhyre Gab fuldt af Mad og løftede samtidigt Øjenbrynene under et Forsøg paa at give sig et diplomatisk Udseende. Han var Morbroder til en af Rigsdagsmændene, og i denne Egenskab galdt han blandt sine nærmeste Venner for et Slags Orakel i politiske Sager. »Jeg tænker, de er ved at lave til Bassel derinde paa Tinget, og det kunde vel hænde sig, at man vil byde vos Vælgere til Fadderstads med det første.«
»Du mener en Opløsning af Tinget ... nye Valg, hva’? Skulde Regeringen virkelig ville forsøge det Middel endnu en Gang? Hvad skulde det egentlig hjælpe?«
»Aa nej ... men det var vel heller ikke for tidligt, at den menige Mand fik et Ord at sige her i Landet.«
»Nej, deri har Du Ret, Søren! Det skulde være sket for længe siden, saa var meget af Tidens Bitterhed undgaaet. – – Naa, skal vi saa sige Tak for Mad,« afbrød han, da han saa’, at de alle var færdige med at spise. Endog Søren havde tilsidst lagt Skeen fra sig efter først om118|hyggeligt at have slikket den ren og aftørret den med sin Tommelfinger.
Der blev atter bedt en kort Bøn, hvorpaa enhver gik til sit.
Emanuel søgte som sædvanlig ind til Voksdugssofaen i sin Stue for, inden han gik til Skibberup, at »titte lidt ind i Drømmeland« – som det med et fra Højskolen stammende Mundheld hed. Søren Røgter vandrede med Mæthedens tunge Skridt over Gaarden og forsvandt ind i Loen, hvor han Sommer og Vinter tog sin Middagslur paa et Knippe Halm og regelmæssigt jog Katten ned fra Stænget med sin Snorken.
Niels derimod gik ind i Karlekammeret, et lille hvidkalket Rum ved Siden af Hestestalden, hvor han havde indrettet sig det helt studerekammeragtigt med et til Skrivepult omdannet Vadskebord under Vinduet, en Hylde fuld af smukt indbundne Bøger, en Stump Tæppe under Bordet og en lang Række efter Længden omhyggeligt ordnede Piber under et Brædt paa Væggen. Over Sengen hang et indrammet Fotografi af Sandinge Højskole. Billedet fremstillede Skolens klosteragtige, efeubevoksede Murstensportal, foran hvilken der var opstillet en Samling Lærere og Elever. Midt i Billedet saas selve den gamle Forstanders runde 119| Skikkelse med den møllestensstore Hat og de lange Nakkekrøller; og neden under Billedet stod der trykt med Guldbogstaver de Ord, hvormed han regelmæssigt tog Afsked med sine Elever:
Da Niels havde faaet stoppet den aller længste af sine Piber og bragt Tobaksdaasen tilbage paa en for den nøjagtigt bestemt Plads i Vinduskarmen, satte han sig foran det lille Bord og strakte med Velbehag sine tykke Ben fra sig. Efter at have siddet saaledes en Stund og fyldt Værelset med en næsten uigennemskuelig Damp, trak han »Folkebladet« frem af sin indvendige Brystlomme, bredte det med en kærtegnende Varsomhed ud paa Bordet og gav sig til at læse.
Jeg vil idag tillade mig at skrive om Søndagsfriheden paa Landet. Hvor sørgeligt er ikke slige Syn, af hvilke man saa ofte ser mange trindt om i Landet, at Karle, ja endog Piger, som dog skulde have bedre Tanker, fordrive Fritimerne om Søndag Eftermiddag og paa andre Dage, naar Arbejdet 120| hviler, med alskens verdslig og unyttig Tant saasom Keglespil paa Gadejorden om Penge eller Spirituosadrikke, saa at det ofte sker, at Karlene beruse sig, skrige og raabe som Dyr, hvoraf atter følger megen anden Uterlighed af den værste Slags. Slige Syn maa harme ethvert aandeligt frigjort Menneske, da man dog skulde synes, at de maatte have noget højere at tænke paa og stræbe efter, besynderligt i denne Tid, hvor Frihedsbavnen er tændt over Landet for at samle alle til Kamp for Folkets Frihed og Ret. Her i vor Egn ser man, takket være vore gode Lærere og Ledere, ikke mere af den Slags, som er et fribaaret Folk uværdigt. Men i mange andre Sogne gaa endnu slige Ting i Svang, og derfor sender jeg dette Opraab til Ungdommen, at vi ogsaa paa dette Punkt ville slutte os sammen og kæmpe for Aandens Sejer over Trældoms Mørke, saa vi kunne synge med Digteren:
Da Emanuel ved Sengetid kom hjem fra Skibberup, sov Gutten endnu efter ikke at have været vaagen hele Eftermiddagen.
»Kan du se!« sagde han til Hansine. »Han er saa fornuftig at sove sig fra det hele. Imorgen har du ham oven Senge igen.«
Hansine svarede ikke, skønt hun ingenlunde delte hans gode Forhaabninger. Der syntes hende at være noget altfor unaturligt i denne snart døgnlange Søvn, og den vakte hos hende et skræmmende Minde om et andet Barn, en lille Broder til hendes Ungdomsveninde Ane, der var død af Hjærnesygdom, og som hun i sin Pigetid havde været med til at pleje. Nogle Gange i Løbet af Aftenen havde hun prøvet paa at vække Gutten for i det mindste at faa ham til at spise lidt; men han havde blot lukket Øjnene halvt op og i nogen Tid set paa hende med et underligt sløvt Blik uden at ville røre Maden. Derimod havde han et Par Gange drukket begærligt; men straks efter puttede han sig ned igen i Sengen og sov videre.
Hen imod Midnat vækkedes hun og Emanuel paa én Gang af en mærkelig Lyd, som de længe ikke kunde forklare sig. Det lød for dem, som 122| om nogen brugte Hakkekniven ude i Køkkenet. Pludseligt gik det op for Hansine, at det var Guttens lille Jærnseng, der var i en uafbrudt vaklende Bevægelse.
»Tænd Natglasset,« sagde hun. »Det er Gutten.«
Emanuel afstrøg en Svovlstik, og straks ved dens Opblussen saa’ hun Barnets fægtende Arme. I det samme var hun oppe af Sengen og henne hos det. Hurtigt tog hun Puden bort under dets Hoved og tvang Armene ned mod Kroppen, der dirrede fra Isse til Fod.
Emanuel, der imidlertid havde faaet tændt Glasset paa Natbordet, begreb ikke, hvad der foregik. Han troede i første Øjeblik, at Gutten var bleven vaagen og laa og legede; og da han nu saa’ Hansine tage en Naal af sit Haar og med Magt vriste dens krumme Ende ind i Barnets Mund, raabte han:
»Men i Himlens Navn, hvad er det, du gør, Hansine? Hvad fejler Barnet?«
Glassets lille Olieflamme blussede i dette Øjeblik op, og ved det forstærkede Skin saa’ han nu, at Guttens Ansigt var ganske mørkt, Tænderne sammenbidte og Læberne skumbedækkede. I samme 123| Nu faldt Doktorens Ord fra om Formiddagen ham i Minde.
»Det er da ikke ... det er da ikke Krampe, Hansine?«
Hun nikkede.
»Du maa hente Doktoren,« tilføjede hun lidt efter, da Emanuel blev liggende ubevægelig. »Og du maa skynde dig ... Gutten er meget syg.«
»Ja – ja,« sagde han, ligesom vaagnende af en Bedøvelse, fik i Hast nogle Klæder paa og famlede sig frem gennem Storstuens Mørke for at komme ud og vække Folkene. Da han skimtede Lys ovre bag Karlekammerets Vindu, begyndte han allerede oppe paa Flisetrappen at kalde:
»Niels! ... Niels!«
Det lød i den stille Nat som et Raab om Hjælp, og inden han var naaet over Gaardspladsen, viste Karlen sig forskrækket i sin Dør – i bar Skjorte, med en opslaaet Bog i Haanden og en Pibe hængende fra Munden helt ned til Jorden.
»Du maa straks spænde for Vognen, Niels, og hente Doktoren, Gutten er bleven meget syg.«
»Hente Doktoren?« sagde Niels og saa’ paa Emanuels forstyrrede Ansigt. »Men det er jo ikke tænkeligt at finde Vej i Nat, saa mørkt det er. Man kan jo ikke –«.
124| »Ja, det faar at være. Du maa kalde paa Søren, og han maa følge dig med Lygte ... Hestene kender jo ogsaa et Stykke af Vejen.«
»Ja men« – Niels vilde gøre nye Indvendinger, men Emanuel afskar ham straks Ordet.
»Gør blot, som jeg siger, og spild ikke Tiden med Snak,« sagde han i en saa pludselig og ualmindelig Ophidselse, at Karlen blev ganske maalløs. »Du hører jo, at Gutten er meget syg, og at det haster. Se øjeblikkeligt at faa vækket Søren og sig ham, at han skal sidde op straks.«
Da han kom tilbage til Sovekammeret, stod Hansine endnu bøjet over Guttens Seng og holdt paa Barnets Arme.
»Synes du ikke, vi med det samme skulde sende Bud efter din Moder? Vilde det ikke være dig til Beroligelse?«
»Nej, det nytter dog ikke noget. Men du maa kalde paa Abelone og sige til hende, at hun skal tænde op og varme Vand i den store nye Gryde.«
»Ja – ja.«
Allerede ude i Køkkenet traf han Abelone, der var bleven vækket af Støjen i Huset. Hun var i Underskørt, havde et Lys i den ene Haand og 125| holdt med den anden Nattrøjen sammen over sit høje Bryst.
»Gutten er da ikke bleven syg?« spurgte hun, bleg af Angst.
»Jo, du maa straks tænde op og varme Vand i den store Gryde ... men skynd dig.«
»Er han meget syg?«
»Ja, det hører du jo. Skynd dig blot,« sagde han i en ham ganske uvant bydende Tone. »Det haster meget.«
Han gik tilbage til Sovekammeret, hvor Gutten endelig var falden til Ro og atter syntes at sove fuldkommen fredeligt. Hansine, der omsider havde faaet Lejlighed til at kaste nogle Klæder om sig, sad i en fremoverbøjet Stilling paa en Stol ved Sengens Hovedgærde. Med Hagen hvilende i sin Haand, Albuen støttet paa Knæet, betragtede hun Barnet med det tillukkede, næsten haarde Udtryk, som hendes Ansigt altid fik under heftige Sindsbevægelser.
Emanuel nærmede sig varsomt og satte sig paa en Stol ved den anden Side af Sengen.
»Kan du forstaa det, Hansine? Kan du begribe, hvordan det er gaaet til? I Middags forlod jeg ham saa rask og livlig ... og nu! Hvad tror du dog, det kan være?«
126| »Jeg véd ikke,« sagde hun; – og som om han havde berørt en Tanke, hun ikke havde Mod til at tænke til Ende, tilføjede hun straks efter: »Fik du vækket Niels?«
»Ja ... han maa straks være færdig til at køre.«
I det samme begyndte det igen at rykke i Barnets Arme og Skuldre, de smaa Hænder knyttede sig, Øjelaagene løftedes for unaturligt store og ubevægelige Pupiller ... Tegnene paa, at et nyt Anfald var i Anmarsch.
Emanuel kunde ikke længe udholde dette Syn. Han famlede sig atter gennem den mørke Storstue ud til Forstuetrappen, og da han herfra saa’ Niels og Søren endnu gaa og rumstere inde i Vognporten ved Skæret af en Lygte, raabte han i fortvivlet Utaalmodighed:
»Men Herregud, hvad bliver det dog til! Hvor længe skal det dog vare, inden I kommer afsted! ... Du maa sige til Doktoren, Niels, at han maa komme øjeblikkeligt. Barnet ligger i frygtelige Kramper.«
I Løbet af de følgende Timer forværredes Guttens Tilstand. Selv efter gentagne Badninger i dampende Vand tiltog Anfaldene baade i Styrke og Langvarighed. Hans Ansigt blev efterhaanden 127| næsten sort, og trods al anvendt Forsigtighed havde han under et af Anfaldene bidt sig i Tungen, saa der flød lidt Blod ud af Mundvigene.
Emanuel maatte opbyde al sin Viljestyrke for ikke at synke sammen i raadvild Fortvivlelse overfor den rædselsfulde Gaade, som Barnets Tilstand var ham. Han slap ikke Haabet om, at alt snart skulde være overstaaet, – forsvundet lige saa pludseligt, som det var kommet. Han søgte at trøste sig selv og Hansine med, at enkelte Børn havde en særegen Tilbøjelighed til – endog under lette Forkølelser – at falde i heftige Kramper; og hele Tiden forblev han ved hendes Side for at være behjælpelig med Barnets Pleje.
Men efterhaanden som Timerne forløb, uden at der viste sig mindste Tegn til Bedring, svigtede Modet ham, og han vendte nu alt sit Haab mod Doktorens Bistand. Længe før der var nogen Rimelighed deri, fo’r han op ved hver Lyd udefra, i Forventning om, at det var Vognen, der kom tilbage; og da den fjerde Time var gaaet, uden at Lægen var kommen, greb han sin Hat og gik ud. Han kunde ikke faa Ro for den Tanke, at der skulde være tilstødt Niels en Ulykke, eller at Doktoren ikke havde været hjemme. Han forstod ellers ikke, at Vognen ikke for længe siden var kommen til128|bage. Han stillede sig ud paa Flisetrappen og lyttede med tilbageholdt Aandedræt ... men ikke mindste Lyd naaede hans Øre. Han gik omkring Gavlen og følte sig frem gennem den store, tilgroede Have, indtil han kom op paa en lille Jordhøj, hvorfra man om Dagen kunde overse Kyndløse-Vejen helt ud til Mosegrænsen i Vest. Med bankende Hjærte stirrede han ud i den mørke Nat – i Haab om at skimte Skæret af en sig nærmende Lygte. Men Jord og Himmel smeltede sammen for hans Øjne uden et Lyspunkt.
Og med ét var det, som om dette bundløse Mørke, denne ubønhørlige Tavshed bragte noget til at briste inden i ham. Som et Menneske, for hvem det pludselig svimler ved Synet af en gabende Afgrund, der aabner sig foran dets Fod, fo’r han sig med begge Hænder til Panden og udstødte halvhøjt og som i Vildelse:
»Det er altfor forfærdeligt!«
... Først hen imod Morgenen kom Doktoren. Forsinkelsen skyldtes et Uheld, som Niels og Søren havde haft paa Udturen, idet de havde kørt Vognen saa dybt i Grøften, at de maatte vække nogle nærboende Folk for at faa den op igen.
Saa snart Doktoren havde kastet et Blik paa Gutten, gav han ham uden yderligere Undersøgelser 129| et Moskuspulver, hvorefter Barnet næsten øjeblikkeligt fik Ro. Det stive Legeme slappedes, Øjnene faldt i, og Søvnen indfandt sig.
I flere Minutter derefter sad Emanuel, Hansine og Lægen tavse omkring den lille Seng og saa’ paa, hvorledes Guttens sædvanlige Udtryk langsomt vendte tilbage i det fortrukne Ansigt. Det var, som om ingen af dem havde Mod til at bryde den dybe Tavshed, eller som om de alle var bleven grebne af den underlige Gravkammerbelysning, hvori Stuen i dette Øjeblik hvilede. Den lille Olieflamme henne paa det grønmalede Natbord var ved at dø hen og kastede et gustent Skær over de tre Ansigter; udenfor begyndte det at dages, og det første blege Morgenlys aftegnede Vindusposterne som to høje Skyggekors paa de lysegraa Rullegardiner.
Emanuel, der i den sidste Time havde været ude af sig selv ved Synet af Barnets Lidelser, sad med Hansines Haand i bægge sine og trykkede den febrilsk – ligesom for derigennem at hente Styrke til at gøre Lægen det Spørgsmaal, der ikke vilde ud over hans Læber. Endelig tog han Mod til sig og spurgte kort, hvad Doktoren mente om hans Søns Tilstand.
Doktor Hassing kastede et skjult Blik hen paa ham og Hansine – som for at bedømme, hvor 130| stor en Del af Sandheden han i Dag turde fortælle dem.
»Ja, nægtes kan det jo ikke« – sagde han, og det lød, som om han maatte tvinge Ordene frem. »Deres Søn er jo meget haardt angrebet, ... og i det hele kan jeg jo ikke skjule, at – –«
»Men Drengen har en ualmindelig sund Natur,« afbrød Emanuel ham, ligesom for at afværge en trøstesløs Udtalelse. »Naar undtages disse Øresmerter, har han aldrig fejlet noget eller givet mindste Anledning til Bekymring. Desuden er baade min Hustru og jeg fuldkommen sunde og kraftige ... om nogen sygelig Arv kan der derfor ikke være Tale.«
Bag Doktorens Guldlorgnet kom der et Glimt af den Medlidenhedsfølelse, som han aldrig helt havde formaaet at skjule over for Emanuel.
»Ja, ja,« sagde han og slog langsomt Øjet ned for det Blik, hvormed denne vilde tvinge ham til at tro paa Sønnens Livskraft. »Med en stærk Natur kan der naturligvis haabes meget.«
... Som Doktoren havde forudsagt, skete der i de nærmest følgende Dage ingen synderlig Forandring i Guttens Tilstand. For det meste laa han stille hen i en tung Moskusdøs, med halvt aabnede Øjne, uden at tage Næring til sig eller modtage 131| mindste Indtryk af sine Omgivelser. Naar der blev rørt ved Forbindingen paa hans syge Øre, kunde der over hans blege Ansigt glide en Skygge af det lille forstilte Smil, hvormed han plejede at forsikre, at han »slet ikke længer kunde mærke noget;« men ellers havde Ansigtet mistet ethvert Udtryk, og bag de halvlukkede Laag syntes Øjnenes Liv allerede udslukt.
Hansine plejede ham Nat og Dag med sin vante Taalmodighed og Selvbeherskelse. Ingen skulde kunne se paa hende, at hun var fortrolig med sit Barns Skæbne; og dog havde hun omtrent fra dets første Krampetrækning vidst, at det kun havde faa Dage at leve i.
Emanuel derimod holdt Haabet oppe næsten til det sidste. Selv efter at Lægen ved et fornyet Besøg i varsomme Ord havde meddelt ham, at han maatte være forberedt paa Sønnens snarlige Bortgang, slap han ikke Troen paa Guttens Modstandskraft og sine Bønners Styrke. I hvert et Glimt af tilbagevendende Liv i Barnets Ansigt saa’ han et Tegn paa, at Himlen havde bønhørt ham. Det var, som om han ikke kunde tro paa, at Gud vilde berøve ham netop dette Barn, som lige fra sin Fødsel – fordi det var det ældste – havde 132| været ham et særligt Pant paa Vorherres Naade og Velsignelse.
Først da Dødens sikre Tegn viste sig, glippede Haabet, og han sank sammen i fortvivlet Selvopgivelse. I flere Timer sad han ved Sengen og hulkede højt, saa Hansine tilsidst blev helt urolig for hans Forstand. Alt Arbejde ude i Gaard og Stald blev saa vidt muligt standset, fordi det var, som om enhver Lyd fra Yderverdenen forøgede hans Smerte. Selv forlangte han alle Porte og Døre lukkede, og end ikke Husets nære Venner, der kom for at høre til Guttens Befindende, fik Lov at blive indladte, fordi han ikke taalte Synet af Fremmede.
Endelig den næste Dags Aften, mens Solen sank ned bag Højene i Vest og farvede Himlens drivende Skyer røde, sov Gutten stille hen.
Da Emanuel saa’ Døden nærme sig og følte Gravens Kulde lægge sig om Barnets Legeme, vakte Rædslen for dets Tilintetgørelse ham til en sidste fortvivlet Kamp for dets Frelse. Han tog Gutten op i sine Arme, svøbte ham ind i Tæppet og trykkede ham ind til sig, ligesom for at beskytte ham mod Dødens Favntag. Hansine bønfaldt ham om at være rolig og lægge Barnet igen; men han hørte hende ikke. Mens Taarerne ustandseligt strømmede ned over hans Ansigt, blev han ved at gaa frem 133| og tilbage over Gulvet, med Barnet ved sit Bryst, snart lullende, snart bedende og syngende, som om han med sin Smerte og Fortvivlelse vilde tiltrodse sig Guds Barmhjertighed ... indtil han med ét fornam det lille Legeme strække sig i hans Arme og dets Hoved synke mod Brystet med et langt Suk, der forkyndte, at det sidste Haab var bristet, at Gutten var død.
Da bøjede hans Sind sig ydmygt for den Almægtiges Vilje. Hans Taarer standsede; stille lagde han det lille Lig hen paa Sengen, lukkede dets Øjne, lagde sin Haand paa dets høje, tænksomme Pande og sagde:
»Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!«
Ugedagen efter skulde Begravelsen finde Sted fra Hjemmet med den sædvanlige timelange Klokkekimen og en forudgaaende stor Frokostbespisning af hele Følget. I sin dybe Nedtrykthed havde Emanuel helst villet, at alt skulde foregaa i størst mulig Stilhed. Men han havde altid selv talt for 134| ivrig for Bevarelsen af alle gamle Bondeskikke til nu at kunne bryde med dem; og det havde desuden allerede vakt nogen Misstemning i Menigheden, at han i Guttens sidste Levedage saa tydeligt havde unddraget sig Vennernes Deltagelse.
Der herskede derfor i et Par Dage en Travlhed i Præstegaarden med Rengøring af hele Huset og Kogning i Køkkenet, ganske som til et Bryllup eller et Daabsgilde. Emanuel var paa en vis Maade Hansine taknemmelig, fordi hun i disse Dage saa roligt styrede alt og opofrende tog enhver Besværlighed paa sine Skuldre. Men samtidig kunde han ikke lade være at forundre sig over, at hun midt i sin Sorg kunde have Tanke for alle disse hverdagsagtige Ting, og det saarede ham næsten, at hun ved Guttens Tvætning og Indhyllelse i Liglagnet ikke fældede en eneste Taare.
I sin oprevne Sindsstemning kunde han i det hele ikke frigøre sig for en smertelig Fornemmelse af at være ene med sin store Sorg; og skønt han indsaa’ sin Uretfærdighed og af Evne kæmpede med sig selv, tilbragte han sin meste Tid inde paa Voksdugssofaen i sin Stue og ude i Haven for her i Ensomhed at give sig hen i sin Smerte.
Helst søgte han ud i Haven ... ud i den store vildsomme, i Aarenes Løb næsten tilgroede 135| Park, der strakte sig omkring Præstegaarden som en lille Urskov. I timevis vandrede han her frem og tilbage i de fjærnestliggende Alleer, hvor Stegeduften fra Køkkenet og Snakken fra de rengørende Hjælpekoner inde i Stuerne ikke kunde naa ham.
Et Pust af Foraar var allerede strøget hen over Jorden; Græsset begyndte at grønnes i Bunden, de smaa Tornebuske skød gulagtige Bladefrynser frem af de brune Knopper, og rundt om duftede Violer og halvvild Primula; Lærkerne sang under den blaa Himmel; Stærefløjten og Mejseskrig hørtes fra alle Trækronerne, og ud fra Markerne kom en varm Em med Bud fra gærende Muld og friske Spirer. Men Emanuel fornam intet af alt dette; for ham gjenlød Havens Gange kun af Guttens Stemme; det var Barnets Ansigt, han saa bag alle Træstammerne, og hver Dag faldt han paany i Hulken under Betragtning af en lille oprodet Plet under en Tjørnebusk, hvor Gutten kort før Udbruddet af sin Sygdom havde begravet en død Krage. Man kunde endnu tydeligt se Sporene af hans smaa Træsko i den fugtige Jord og Aftrykkene af hans Hænder, hvormed han omhyggeligt havde klappet Graven til og plantet et Kors, dannet af en flækket Vidie, oven paa den. Korset stod der endnu, ganske urørt 136| siden han havde forladt det; lidt derfra laa hans lille selvlavede Pisk, som han havde glemt her, og fem rustne Søm i Bunke.
... Paa Begravelsesdagen vajede Flaget paa halv Stang over hele Sognet, og ved Middagstid var Veje og Stier sorte af Vogne og Fodgængere. I Vejlby var Gaden overstrøet med Grankviste, og selv de smaa Børn var kommen i deres Festklæder og løb henrykte omkring med Slikkerier i Hænderne. Inde i Præstegaarden var Dørene aabnede mellem alle Stuerne, og endda var der daarligt Plads til de mange Mennesker. Gaarden og Vænget stod pakfulde af Køretøjer med vrinskende Heste; Guttens Kiste, der var anbragt paa to sorte Skamler inde i Emanuels Værelse, blev tilsidst ganske usynliggjort af Tøjblomst-Kranse og Kors af Perler og af presset Guld- og Sølvpap, nogle med trykte Inskriptioner, enkelte med Vers. Rundt om Kisten stod stadig en andægtig Skare, især af Kvinder, der med foldede Hænder beundrede den usædvanlige Blomsterpragt, mens de hviskende oplæste Inskriptionerne: »Sov sødt«, »Du var en Engel lig«, o. s. v. Inde i Storstuen var de lange Frokostborde dækkede, og ved Indgangen stod Emanuel og Hansine for at modtage Gæsternes deltagende Haandtryk. Bedstemoder Else, Abelone og 137| et Par af Byens Husmandskoner besørgede Opvartningen, og gennem den dæmpede Summen af Gæsternes Samtaler hørtes idelig Else sige højt:
»Værsaago’ Venner, og tag Plads! ... Værsgo’ og gør jer til gode, Venner!«
Stemningen var overalt usædvanlig trykket. Sjælden havde man ved nogen Begravelse set saa mange bekymrede Miner eller hørt saa megen ængstelig Hvisken. Det var dog ikke alene Sorgen over Guttens Bortgang, der fremkaldte denne Modfaldenhed, men nok saa meget de stadig mere foruroligende Rygter inde fra Hovedstadens Rigsdagskredse. Man vidste, at
Ude paa Verandaen, hvortil Døren i Dagens Anledning var bleven aabnet, stod Sogneraadsformanden med Hænderne paa Ryggen, til Stadighed omgivet af Folk, der vilde høre hans Mening om Situationen. Hans Næse var paafaldende bleg, hans 138| ellers saa buldrende Stemme besynderlig afdæmpet. Paa de mange bekymringsfulde Spørgsmaal, der rettedes til ham, svarede han regelmæssig, med et Forsøg paa at bevare en fortrøstningsfuld Ro:
»Lad os se Tiden an, Venner! Og hvad der end sker ... lad os være rolige! Ikke forivre os, eller lade os forlede til Udskejelser! Det er Hovedsagen! Naar vi blot ubrydeligt holder fast ved vore Krav, skal vore Fjender nok en Gang være nødt til at give Køb – vær vis paa det!«
Overalt hørte man Forespørgsler om Væver Hansen. Man vidste, at han om Morgenen var tagen ind til Købstaden for at faa Telegrammerne fra Kjøbenhavn, og man havde regnet ud, at han maatte kunne være tilbage inden Middagstid. Men endnu havde ingen set ham, og Kirkeklokkerne begyndte at ringe, og Følget steg til Vogns, uden at han var kommen.
Det var en klar Solskinsdag med blaa Himmel, grønnende Marker og skingrende Lærkesang, og midt i denne Foraarsjubel gjorde det lange, mørke Ligtog, der Skridt for Skridt bevægede sig sydpaa ad den bugtede Sognevej, en dobbelt sørgmodig Virkning. Det var efter Emanuels Ønske, at Gutten skulde stedes til Hvile i Bedstefaderens, den gamle Anders Jørgens Familiebegravelse ude omkring 139| Skibberup Næsse-Kirke. Han havde fra Fortiden bevaret en særlig Kærlighed til dette ensomme Sted med dets fri Udsigt over Fjorden, og med den dybe, højtidsfulde Stilhed, der kun gennembrødes af de vilde Skrig fra Maagerne ude over Stranden.
Først efter over en Times Kørsel naaede Toget op til Kirken. Kisten blev taget af Vognen og af seks unge Bønder, tre fra Vejlby, tre fra Skibberup, baaret ind paa Kirkegaarden. Foran gik en Flok halvvoksne Piger og strøede Gran og Mos, og bag efter fulgte den øvrige Skare under Afsyngelsen af en Salme.
I dette Øjeblik fo’r det som en Løbeild gennem Følget, at Væver Hansen var kommen til Stede. Hviskende Spørgsmaal og Svar gik fra Mund til Mund, og endnu før Kisten var sænket i Jorden, vidste alle, at »det umulige« virkelig var sket, at Grundlovsbruddet var fuldbyrdet, Rigsdagen hjemsendt, og at Regeringen af egen Magtfuldkommenhed udstedte Love og indkrævede Skat.
Der blev ikke megen Opmærksomhed tilovers for den lille Tale, hvori Emanuel – under uafbrudt Kamp med Graaden – tog Afsked med sin Søn og takkede ham for de seks Aar, hvori de havde »levet sammen i lykkeligt Kammeratskab«; og næppe 140| var de tre Skuffer Jord kastet ned paa Kisten, og »den stille Bøn« endt, før Følget spredtes under højrøstede Udbrud af Harme. En af de faa, der lykkeligvis intet mærkede til den hele Bevægelse, var Emanuel. Sammen med Hansine, Else og den blinde Bedstefader blev han staaende ved Graven, mens nogle Mænd af Husets nærmeste Venner efter Egnens Skik greb Skovle og Spader for straks at tilkaste den; og han rørte sig ikke derfra, før Mændene havde fuldbyrdet deres Arbejde og tilsidst stillet alle Skovlene korsvis over Gravhøjen under et Øjebliks tavs Bøn.
Imidlertid var Folk stimlet sammen i Flokke udenfor Kirkegaardsporten. I den almindelige Raadvildhed søgte alle efter Sogneraadsformanden, der ingen Steder var at finde. Det oplystes tilsidst, at han straks efter Begravelseshøjtidelighedens Afslutning var stegen i sin Vogn og kørt hjem. Ogsaa Væveren havde fjernet sig – efter nogles Sigende sammen med Maren Smeds – og af alle »Tillidsmændene« fandt man overhovedet kun den lille mavesvære Vejlbybonde med de barnligt røde Kinder. Men denne Mand havde man nærmest indvalgt i Menighedens politiske Raad for at yde ham en Paaskønnelse af hans Fortjenester paa Mælkeriets Omraade, og han blev saa betuttet, da 141| han pludselig saa’ sig omringet af en Flok unge Karle, der bestormede ham med Spørgsmaal, at han nær var begyndt at græde.
Væver Hansen var ganske rigtigt gaaet bort sammen med Maren Smeds – den lille hæslige, fattigklædte Kone, der i sin Tid regelmæssigt optraadte i Forsamlingerne og altid mødte den heftigste Modstand paa Grund af sine hadefulde Angreb paa Mødernes Talere. Denne Kvinde, hvis Liv havde været en ustandselig Svingen mellem alle yderliggaaende Standpunkter, var endelig havnet som »hellig«. Ude i sin Rønne paa den øde Mark holdt hun tillige med tre-fire andre Personer daglig »Bønnemøder«, hvor de med skrigende Stemmer, der kunde høres langt borte, oplæste Stykker af Biblen, sang Salmer og udøste Forbandelser over den ugudelige Menighed. Det havde derfor vakt nogen Forundring, at Væveren i den sidste Tid saa aabenlyst havde taget Maren Smeds under sin Beskyttelse. Nogle paastod endog, at han undertiden deltog i Bønnemøderne, – i hvert Fald saa’ man dem ikke sjelden vandre sammen ad det højtløbende Markskel, der førte ud i Egedet, hvor Maren boede.
Her gik de ogsaa nu – Maren forrest, idelig fægtende i Luften med sin kloformede Haand og 142| ustandseligt snakkende. Væveren gik bagved og tav. Han havde nærmest fulgt hende paa Vej for at undgaa andet Følgeskab, og da de var kommen saa langt bort, at man ikke længer kunde se dem fra Kirken, tog han i Jesu Navn Afsked med hende og gik over Markerne ind imod Skibberup. Paa en Bakketop, hvorfra man kunde se ud over den lange Dal med Kirkevejen, standsede han et Øjeblik. Med et triumferende Smil betragtede han de Skarer af forknytte Mænd og Kvinder, der langsomt drog hjemad i deres Sørgeklæder.